Søndag 4.

I dag er det fridag, og den benyttede vi til at gå i den Anglikanske Kirke nede på hjørnet. Det var festligt som altid når Afrikanere samles. Koret sang og dansede, og især forsangeren var yndig og medrivende charmerende. Det var høstgudstjeneste, og ligesom derhjemme kom menigheden med afgrøder. Her var det dog sække med majs og hele bananklaser, æg, mangofrugter, papajaer og meget mere.

Efter gudstjenesten var der udendørs auktion over afgrøderne, og vi fik at vide, at det alt sammen gik til driften af kirken.

Efter 3 timer gik vi ned på masaimarkedet, men vores lille veninde var der heller ikke i dag. Vi gik lidt rundt i byen inden vi gik hen til Grace for at spise.

I morges så vi en ung mor med sine to små børn sidde på et tæppe i haven og give sine børn lidt brød, som hun havde fået af nonnerne. Her til aften fik vi at vide, at hun havde miste sin mand for et års tid siden, og nu gik rundt for at tigge penge, så hun og børnene kunne rejse ned til sin mor i det sydlige Tanzania.

Der er rigtig meget nød her, og det ser vi eksempler på hver eneste dag.

 

Mandag 5.

I dag var det banandag. Ibrahim og jeg fik gravet de sidste huller til de 6 bananpalmer, der skal stå langs muren. Kirsten kom og hjalp os og plantede den sidste, så det blev Kirstens banan. Metod havde købt en haveslange "watersnake" og vi fik også vand i den, men så svigtede strømmen, og så er det jo godt at kende det lille trick med en spand og et reb, så der kan hentes vand i regnvandstanken.

Kirsten lavede frokost, og vi inviterede Ibrahim til at spise sammen med os. Det har han vidst ikke prøvet før. Det der med kniv og gaffel er noget besværligt noget, men Kirstens hjemmebag forsvande som dug for solen.

Vi ved ikke rigtigt, om det at vores frø der allerede har spiret, eller om det er ukrudt der kommer op i vores først anlagte bed, men der er i hvert fald grøde i køkkenhaven, og der er luget første gang mellem de plantede bønner.

Inden vi gik hjem, fik vi revet en meget fin sti mellem de nyplantede bananer og muren. Her forestiller vi os at man en skønne dag kan gå i palmernes skygge, men det bliver nok ikke mens vi er her i denne omgang.

Alligevel tror jeg, det er godt at haven bliver anlagt så hyggeligt som muligt, fordi det så bliver lettere at finde en lærer, der kan få ejerskab til den når vi rejser hjem.

Kirsten var "ung pige" hos Elly i dag. Hun fik vasket op, vasket gulv, lavet marmelade om meget andet. Kirsten var også ude at gå på egen hånd, og denne gang fandt hun hjem, næsten uden problemer. Godt gået.

Vi tog bussen ind til den første busstation, og derfra gik vi hejm. Det er en hyggelig spadseretur.

Da vi kom hjem og fik os vasket, gik vi hen til Grace, hvor vi skulle spise sammen med David og hans søster Dorcas. Det blev en meget hyggelig aften, og de fulgte os hjem til hotellet, hvorefter de tog en bil hjem. De er usædvanlig søde og charmerende begge to. Det er lidt synd, vi ikke får lært den yngste søster at kende.

Lidt senere kom Balto til hotellet, og ham fik vi en hyggelig snak med inden vi kravlede under moskitonettet ved 12 tiden.

Tirsdag 6.

I dag er det valgdag. Vi aftalte med Geert, "vores" konsul, at vi skulle komme ud til ham kl. 10.
Vi tog en bil derud, og vi fandt ham, selvom han bor rigtig godt gemt af vejen. Da vi havde stemt, kørte vi ud på centeret og gik i gang med at grave endnu et organisk bed, sammen med Ibrahim.

Kirsten og jeg tog op på Sakina Road og spiste frokost. Vi var "alene hjemme" da resten af staben var til møde med Rockwolls piger.

Vi stoppede med gravearbejdet ved 16.30 tiden, men da var der også røget ca. 4 l. vand indenbords til hver. Det var rigtig lummert i dag, og hver skovlfuld jord var tør som aske og støvede ligesådan.

Vi tog bussen hjem, og nåede lige ned til masaierne inden de lukkede markedet. I dag var vores lille veninde der, og hun fik sin gave, som hun blev rigtig glad for. Vi så hvordan hun stolt viste den frem til naboboderne. Nu bliver det spændende om der skal købes flere gaver!!!

Da vi kom helt hjem, kom Balto med en invitation til os. Rockwoll pigerne inviterede på middag, og den indtog vi på en anden restaurant, der hed Pepe og ligger et par hundrede meter længere oppe ad vejen

Det var også rigtig lækker mad, så der skal vi nok op igen, selvom det er noget dyrere end hos Grace.

Inden vi gik til køjs, sad vi og sludrede med Balto, og blev meget klogere på relationerne mellem HSH og PULS.

 

Onsdag 7.

I dag var vi ude hos Wiliam, vores økolog sammen med David, der kørte. William forsker og underviser instituttets eller universitetets elever i organisk plantedyrkning. Det mestrer han. Vi så hans organiske bede, dobbelt digging som det kaldes, og som er bygget op som jeg tidligere har beskrevet. Vi så hans kompostmiler og alle hans bede, den ene flottere end den anden. Plantene struttede af sundhed, og det var en fornøjelse at se. William eksperimenterede med fremstilling af organisk gødning, og det er en stor hemmelighed, hvad han bruger. Vi fik dog lov til at lugte til det, og fik også at vide, at han brugte gær, melasse, glukose og nogle emzymer der sammen med vand virkede positivt på afgrøderne. Men opskriften fik vi ikke!!!

Vi fik også at vide, hvilke planter der skulle dyrkes først, nemlig de meget gødningskrævende, dernæst de mindre krævende og til sidst de korsblomstrende, kvælstofsamlende bønner.

Efter besøget kørte vi ind til Mama Yvonne Guga´s center AVRDC The World Vegatable Center, som er en stor planteforædlingscenter, hvor vi så arbejdet med at forædle plantearterne for at finde sorter der er resistente og dyrkningssikre. Centeret arbejdede udelukkende med grøntsager. Der var åbent hus i dag, og der var sendt invitation rundt til egnens bønder og plantedyrkere. Ca. 150 personer var mødt op og fik en grundig gennemgang af arbejdet både på Zwahili og Engelsk. Efter markvandringen i bagende sol, blev alle forsamlet i foredragssalen til spørgsmål og svar.

Nu kom bøndernes spørgsmål på bordet, og her er nogle af dem.

Er det rigtigt at man får mere blod, hvis man spiser grøntsager? Hvad skal vi gøre, når vi ikke har råd til at købe kunstgødning? Kan centeret gøre noget for at give os undervisning? Hvad skal vi gøre for at afsætte vores produkter?

Det er helt tydeligt, at Mama Elly kan blive en rigtig god samarbejdspartner for centeret. Bananprojektet må være meget inspirerende, landbrugsskolen en kærkommen mulighed o.s.v. Jeg talte med lederen, en tysker, der gennem Mama Yvonne ville sætte sig i forbindelse med HSH.

En ny netværksforbindelse kan her blive til gavn for både HSH og AVRDC. Tiden vil vise, om muligheden bliver fulgt op.

Da spørgetiden var udløbet, var der frokost, og alle deltagerne fik en pose frø med hjem, samt dyrkningsvejledning og opskrifter. Det gjorde vi også. 15 forskllige poser med bl.s. Soyabønner, Cowpea, Okra, Tomat, Africant egplant, Moringa, Spiderplant m.fl.

På hjemvejen prøvede David at finde Diligent centeret, det er her oliebønneprojektet er, men vi fandt kun produktionsstedet, og det var blevet lidt sent, så kontoret var lukket. Dem kontakter vi en anden god dag.

Vi spiste middag hos Grace, og drak aftenkaffe sammen med Balto, der fortalte om sin dag hos banandyrkerne sammen med Elin.

Torsdag 8.

I dag kom William sammen med en af sine medarbejdere, for at lære os at lave et "nurseri", et lille bed, hvori vi sår de plantefrø, der senere skal udplantes. Det er f.eks. tomater, pebber, løg og så nogle afrikanske planter, vi ikke kender. Desuden viste han os hvordan vi sår i et "dobbeltdigget" bed. Vi såede et helt bed med Cawpea, og et bed med gulerødder, hvor vi havde så stor en rækkeafstand, at der er plads til at plante løg, når de bliver store nok til udplantning. Efter såningen

blev bedet dækket med ituskåret bananblade, som vi sendte vagterne ud for at finde.Denne overdækning, der også kunne gøres med græs, forhindre solen i at udtørre bedet alt for meget. Da William var taget hjem begyndte vi at lave et rundt bed, ved at bygge det op med sten og brokker, og så jord indeni, der er blandet op med gødning i forholdet 1 – 3. Dette bed skal op i 75 cm. Højde, og formålet med det er, at ældre mennesker har lettere ved at så, luge og høste. Måske er der også den fordel, at den kan stå på en lille plads uden at blive "rendt ned" af hverken dyr eller mennesker.

Vi holdt lidt tidlig fyraften, da vi var inviteret til en slags før-bryllup hos en af skolens ledere, Mamma Makundi. Hendes datter skulle giftes, og i aften blev hun "givet væk" med en stor fest med ca. 200 deltagere. Der var ritualer fra start til slut. Først gik brudens familie ind i salen til musik af et særdeles levende og dansende blæseorkester. Dernæst kom den kommende brud med sin best-lady, også til hornmusik og dans.

Da alle gæstene var kommet ind i salen, stod Mama Makundi frem foran den meget smukt pyntede scene, hvor bruden og hendes bestlady skulle sidde, og indledte aftenen med bøn. Herefter blev de vigtigste gæster, inkl. de danske, præsenteret af en toastmaster, der ikke lod nogle detaljer gå fra sig. Han var særdles meget talende, og da det hele foregik på Swahili, fik vi ikke så meget ud af den lange ordstrøm.

Så var det gavernes tur til at blive afleveret, og det foregik også i bestemt rækkefølge, som gæsterne fik en nøjagtig forklaring på. Familie efter famileie og gruppe efter gruppe gik dansende op til den kommende brud og afleverede deres gave, hvor de vigtigste blev pakket ud med det samme. Dernæst var det Mamma Makundis tur til at få gaver, og det foregik også dansende i lange rækker.

Der var andre ceremonier, med talere, fotograferinger, uddeling af en fantastisk flot bryllupskage, og en særlig tradition, hvor en helstegt gedebuk blev kørt ind og det første stykke kød blev spist af bruden. De næste stykker fik hendes forældre, og derefter blev bukken kørt ud igen for at blive parteret til middagen. På et tidspunkt gik bruden ud blandt gæsterne og skålede med os, sammen med sin best-lady.

Den sidste ceremone var da bruden "fandt" sin tilkommende blandt gæsterne, og sammen gik de op til buffeten, og åbnede spisningen. Vi var da også ved at være godt sultne og klokken var nu 23. Efter middagen, blev der danset til den lyse morgen, med det oplevede vi ikke da Metod, vores chauffør var træt og ville gerne hjem. Efter en hjertelig afsked med Mamma Makundi kørte vi hjem kl. 01.00.

Fredag 9.

Vi spadserede sammen med Balto op til Recoda, som er navnet på Ringos kontor. Så var vi ca. halvvejs ude ved centeret. Da vi kom derud gik vi i gang med haven, ind imellem vi skulle ind til Mama Elly for at snakke med Mama Siara. I dag kom der et gennembrud, idet Mama Siara lovede at hjælpe med at finde en person, der kunne overtage ansvaret for haven, når vi rejser hjem, ligesom hun vil sørge for at haveundervisningen blev inddraget i undervisningen. At hendes store ønske om et hostel blev udskudt accepterede hun også, da der blev stillet hende i udsigt at det muligvis om nogle år kunne etableres som 1. sal ovenpå soyamøllen. Selvom Mama Siara rejser i begyndelsen af dt nye år, så fortsætter hun i bestyrelsen for HSH, og er der en stærk dame.

Nå, vi fik sten- eller brokkerhaven gjort færdig og fik lavet 3 "haver" i sække. I morgen skal vi forhåbentlig have plantet sækkene til med grøntsager. Sække-haverne skal stå som model for eleverne, for at vise dem, at man sagtens kan dyrke grøntsager selvom man ikke har noget jord at gøre det i.

Vi fik besøg af Mama Guga, eller Yvonne som hun også hedder, og hende og Mama Elly blev enige om at nu skulle der plantes frugttræer, Mango, appelsiner og mange flere. Det betød at køkkenhaven skal udvides, og det gik Ibrahim i gang med med det samme.

Midt under det støvede og varme havearbejde, kom der en tordenbyge, og det friskede rigtig meget, samtidig med at det gav en kærkommen anledning til en kaffepause.

Da det blev fyraften tog vi som sædvanlig en bus hjem, og må helt bestemt være i de Tanzanianske minibusser at udtrykket om silden i tønden er opstået. Sådan en minibus, som vi i Danmark vil kalde en 8-10 personers giver her transport til 2o – 23 personer, mens "konduktøren" en ung dreng nærmest hænger ud af døren eller vinduet for at kapre endnu flere passagerer. En tur i bussen koster kr. 1,25 pr. person. Hvis vi vil køre hele vejen, og hvis vi kan finde den rigtige bus, så skal vi skifte en enkelt gang, så vi kan komme fra nonnerne til centeret på 3 kavarter og for 2,50 kr. for hver af os, så det er ikke busturen der ødelægger budgettet, og der er her vi i bogstaveligste forstand kommer tæt på afrikanerne.

Da vi kom hjem, tog vi Balto med ned til Grace, hvor vi spiste gris. Herefter, vanen tro, hjem på hotellet til en kop kaffe på værelset, mens vi udvekslede dagens oplevelser.

Lørdag 10.

I dag blev køkkenhaven udvidet, så den nu er 28 gange 20 m. Næsten al ukrudtet på den nye tilføjelse er fjernet. Metod sendte sine drenge ud efter to læs møg mere, og vi fik begyndt at grave huller til de nye frugttræer.

Placeringen af tagrendefabrikken blev diskuteret endnu engang. Det er bedre at få det diskuteret rigtig godt igennem inden der støbes fundament. Mama Guga kom med nogle krydderurter, der blev plantet i stenhaven. En cirkelrund have på ca. 150 cm i diameter bygget op af brokker og sten til ca. 75 cm højde.

Vi fik også besøg af Mama Teddy, og fik snakket med hende om budgettet til 18 af hendes 145 børnehavebørn, der enten ingen forældre har eller kun har en. Indtil nu har Mama Teddy selv betalt ud af sin egen lomme, men nu kan hun ikke klare det længere.

Der skal betales skolepenge, transport, uniformer, sko, sengetøj og mad, og det skal alt sammen købes og gives til enten den enlige forældre, eller til de slægtninge, der passer de forældreløse.

Det er et nyt tiltag, og bestyrelsen skal nu afgøre, om tiltaget skal føres ud i livet.

Kl. 3 kom der igen en tordenbyge, og vi benyttede lejligheden til at holde tidlig fyraften da vi skulle med Balto ud at spise hos Pepe, en restauration der ligger noge få hundrede meter fra hotellet.

Søndag 11.

I dag var der Gudstjeneste i TAG, Assembly of God, Den kirke der ligger ved HSH´s gamle skole.

Det er også Titos kirke og det var en god oplevelse, hvor Mama Elly, med det samme hun kom ind i kirken blev bedt om at bringe en hilsen. Vi døber hende snart om til Queen Elly eller Mother Theresa. Efter tre timer var Gudstjenesten færdig, og vi afslog venligt præsternes invitation til en times kirkekaffe bagefter.

Vi tog en bil ud til centeret, hvor Balto skulle se på bygegrunden og haven. Queen Elly lavede mad til os, og så pakkede vi centerets bil med 2 store klaser bananer, der var så store, at de dårligt kan bæres af en mand. Vi ville ud til Mama Godliver, og Kirsten havde overtalt overtalt Elly til tage nogle ruller stof med derud, så børnene kunne få noget nyt sengetøj, og noget nyt på madrassen. Jeg fik orienteret Mama Godliver om Dilligents Jetropha-planter, så nu håber jeg på, at hun får noget ud af det. Jeg prøvede at overtale Ellyn til at give Madam Godliver chance mere med bananer, soya og majs, og desuden tilknytte en landbrugskyndig, der kunne komme forbi en gang imellem og give vejledning og gode råd. Fremtiden vil vise om overtalelsen vil lykkes.

Da pigerne havde betrukket en madras, kørte vi videre, og blev sat af ved Clock-tower, hvorfra vi kunne gå hjem til nonnerne. Her hyggede vi os en times tid i haven inden vi gik ned til Grace for at spise. Det var meget hyggeligt, også fordi lyset gik ud, og vi måtte spise i stearinlysets skær.

Kl. 9 gik vi hjem til aftenkaffe på værelset.

Mandag 12.

Efter morgenmaden var jeg på nettet for at sende nogle dagbogsblade hjem, og for at få fortalt, at min telefon var blevet væk på en eller anden måde, måske er den blevet stjålet op af dens etui. Der var en rigtig dejlig og opmuntrende mail til os, med et sponsorat på kr. 10.000 som vi skal prøve at få noget rigtig godt ud af. Vi tænker først og frem, mest på Madam Godliver, men måske har Mama Elly også nogle forslag, vi glædede os til at fortælle hende om det.

På vej til busstationen, stoppede jeg ved alle de små gadebutikker, der solgte brugte mobiltelefoner og sagde, at jeg var køber til et ganske bestmt mærke Sonofon 1070. Jeg er senere kommet lidt i tvivl om det er 7010. Nå, det må jeg se at finde ud af. Sjovt vil det i hvert fald være, hvis det lykkes at finde sin egen telefon på gademarkedet.

Ude på centeret var det grave-huller-til- frugttræer-dag, og vi gik i gang sammen med Ibrahim og en anden ung mand. Det gik rigtig godt, og vi nåede halvdelen inden fyraften. Men Kirsten og jeg var også blevet afbrudt nogle gange, da hele Soya-projektets mødedeltagere også lige skulle ned og se hvordan haven havde det.

Den har det fint, Cowpea er kommet op, løgene er lige brudt igennem, tomaterne er oppe og ligeledes salaten. Gulerødderne er også på vej op af jorden.

Elin var også med på havevandring, og hun fortalte at hun helt tilfældigt havde mødt et par professorer på sit hotel, der vidste rigtig meget om Jetropha planten, og hun havde fået en hel del materiale fra dem, så hun synes lige, at det skulle jeg vide.

Soya mødet gik for øvrigt over al forventning. Mama Makunda og Mama Yvonne fremlagde projektet for Rockwoll pigerne Anke og Elin på helt enestående måde, så nu skal pigerne hjem og fortælle Tom Keeler (direktør for Rockwollfonden) om projektet. Elin mente at han nok skal blive lige så begejstret, som hun er.

Lige inden vi kørte hjem, fortalte Elly t hun også synes at Madam Godliver skal have en chance til, så nu går vi i gang med den lidt særlige Afrikanske planlægning. I skal nok få at vide, hvordan det går.

Da vi kom hjem lå der en seddel til os at vi ville blive afhentet en halv time senere. Vi skulle spise sammen med hele Ringo´s medarbejderstab hos en af medarbejderne. Vi besøgte først Ringo i hans hjem og derefter kørte vi ud til Kathrin, der lige havde født en dejlig dreng for et par måneder siden.

Her havde Ringos hustru lavet mad, og det var helt hyggeligt at se Kathrins hjem. Hendes mand arbejder for det store Amerikanske projekt, der hedder Compassion, der tager sig af de fattigste af de fattigste børn i Afrika. Her i tanzania hjælper de i alt 38.000 børn med skolegang, og de følger dem helt til universiteterne, hvis. børnenes evnerne strækker til det. De mest fattige forældre får hjælp til at starte deres egen lille virksomhed eller håndværk op, så de kan klare sig selv. Det kan være en symaskine, noget håndværksværktøj, eller de kan komme i gang med at brænde trækul o.s.v. Kun de dødssyge forældre, og det er såom oftest kun en forældre, får madhjælp, og det sker næsten kun, hvis døden er det eneste alternativ.

Det var godt at høre ham fortælle, og måske kan vi bruge hans tanker hos Mama Teddy. Måske kan nogle af Mama Teddys 18 fattege børn hjælpes ved at sætte forældrene i gang med et eller andet.

Inden vi sagde farvel til det gæstfrie hjem bad Josephine, Ringos sekretær en aftenbøn.

Da vi kom hjem til nonnerne, fik vi vores sædvanlive kaffe sammen med Balto.

 

Tirsdag 13.

I dag er det valgdag, men det mærker vi ikke hernede. Vi må vente til i morgen for at se resultatet på nettet.

I stedet fik vi plantet træer. Mama Yvonne kom ved 13 tidenm med planter i lange baner. Alle huller var gravet, jorden blandet med møg, og hullerne fyldt op igen, og gennemvandet. Så blev der plantet citron, appelsin, mango, papaya, avocado og en hel del andre frugttræer, som vi ikke kender, men som vi glæder os til at smage engang til næste år eller måske næste år igen. Vi fik også plantet et højbed til med kål og løg, vi fik lavet et nyt almindeligt bed og plantet det til med peberfrugter. Så fik vi plantet sækkene til med salat og sølvbede, og krydderurtebedet blev færdigplantet med persille. Det hele skal helst strutte af grøde og sundhed den 22. hvor der er åben dag på centeret.

Haven er ved at blive rigtig populær, og Mama Elly var nede for at hjælpe både med at plante og hun gav den også i fin stil med den store hakke, så godt gik det, at der pludselig dukkede en stor vabel op.

Det blev lidt sent inden vi holdt fyraften, og tog dalla dalla (bussen) ind til byen. Da vi stod af bussen tænkte jeg på, at nu er det nok med at være lidt på vagt, her i al virvaret, og det viste sig at være en god tanke, for pludselig så jeg en sort hånd ved min telefon. (Jeg har fået en telefon af Metod, så jeg kan ringe til ham) Men da den sorte hånds ejermand så sig opdaget, tog han benene på nakken, og med mig i hælene. Han kunne dog løbe stærkere end jeg kunne. Men det var en god oplevelse, at være den det vandt.

Da vi kom hjem tog vi bad. Det blev dog i koldt vand, da strømmen pludselig forsvandt. Men vi blev dog rene alligevel, og gik ned til Grace for at spise sammen med Balto. Her oplevede vi at nabohotellet, holdt indvielse med fyrværkeri. Det er afrikanerne ikke vandt til, og heller ikke særlig glade for. En af gæsterne frarådede os på det bestemteste at gå ud at kigge!!! Det gjorde vi nu alligevel, og der mødte jeg en ung kvinde som meget snakkesalig fortalte om mange ting bl.a. Jetropha planten. Da jeg viste hende Benjamins visitkort fra Dilligent, blev hun helt opstemt, og fik lov til at skrive det af. Det var hun helt ovenud taknemmelig for. "Det er helt bestemt ikke tilfældigt at vi sådan skulle mødes" sagde hun, da hun lidt senere afleverede kortet til mig. Det er endnu en bekræftele på at denne plante er noget særligt.

Vi gik hjem ved 9.30 tiden og drak vores sædvanlig aftenkaffe sammen med Balto.

Onsdag 14.

Kirsten og jeg var ikke helt enige om, valgresultatet var godt eller skidt, da vi lige skulle ind på nettet her til morgen, for at se, hvordan det var gået jer derhjemme.

Men under alle omstændigheder kan vi jo ikke gøre noget ved det, andet end at se at komme på arbejde i vores have.

Det blev igen en god dag, hvor vi fik lavet de sidste bede, og fik dem tilplantet med forskellige kålplanter, eggplanter, dild og meget andet, som vi ikke kender. Mama Yvonne Guga fik drengene til at klargøre jorden imellem alle vore frugttræer, og i løbet af nogle få timer, var hele stykket tilsået med Soya bønner. Desuden fik vi lavet en lille dæmning, der kan aflede regnvandet, og der blev plantet nogle flere planter rundt om de store træer, der skal sno sig op af træerne. Jeg fik også en Jetropha busk og en vanillaplante i det samme hul. Så kan Vanillaen plante sno sig op ad den.

En af vore drenge, og dem havde vi tre af i dag, så slangen igen i dag, og nu ved vi hvor den bor. Det er vidst nok ikke en af de giftige, men i morgen, skal vi se at få den aflivet.

I dag har Ibrahim været ved øjenspecialist, eller hvad sådan en nu hedder hernede. Hans øje kan ikke repareres, så det ender nok med briller. Den første konsultation kostede 25 kr. og den næste kostede 80 kr. så det er til at overkomme.

HSH folkene er ved at tage ansvar for haven. Selv Metod var ude at grave lidt ukrudt op, og Mama Elly var igen i dag nede på knæ med sine dårlige ben for at deltage i plantearbejdet. Det pyntede ikke på hendes kjole.

Det var meningen af vi ville have en kort dag, men det blev det ikke. Det var rigtig hyggeligt, at de 3 drenge, de to mamaer, Metod og Kirsten og jeg ved 5 tiden under truende skyer lige skulle have de sidste stier revet, og den sidste plante i jorden.

Da vi var helt færdige med arbejdet, kørte Metod os hjem, da Mama Elly havde inviteret til middag sammen med Thorkil, Sabita, Birger og Anne Grethe hos Grace.

Det blev en hyggelig aften, som slutede vanen tro med kaffe på værelset, sammen med Balto.

Torsdag 15.

Det har regnet meget i nat, og det regnede stadigvæk her til morgen, så vi ville se at finde en paraply. Det havde vi meget sjov ud af. Kirsten skulle først købe nogle postkort, og vi skulle have vekslet lidt penge. Så spurgte vi en af de unge gadehandlende, om hvor der var en butik der handlede med paraplyer. I løbet af nulkommafem var vi omringet af paraplysælgere, og til sidst blev vi enige om 3000 shilling, 15 kr.

Da vi kom ud til centeret skulle vi med det samme ud til Mama Teddy, da der var kommet en dansk gruppe på 7 personer. Så fik vi hele Teddys historie igen, og den kan man godt tåle at hør flere gange.

Tilbage på centeret skulle haven vises frem igen. Lidt efter kom Balto med Elin og Anke der ville sige farvel, da pigerne skal hjem i dag. Elin fik "min" Jetrophaplante at se, og hun hviskede til mig at den plante var hun ikke færdig med.

Drengene var i gang med at grave huller til nogle søjletræer, der skal stå op ad muren. Mama Guga fik plantet de sidste grøntsager, Kirsten fik luget ukrudt i de ældste bede, og ellers gik vi og hyggede os lidt, indtil vi blev kørt hjem af Mamma Makundi´s søn.

Forinden havde jeg aftalt med Metod og Mercy at de ville arrangere en lille sammenkomst, da der en fødselsdag, der truer i nærmeste fremtid. Det skriver jeg lidt om senere.

Vi spiste hos Grace, der vil vise os et plantecenter på mandag. Derefter aftenkaffe med Balto.

Fredag 16

I da kørte vi ud til centeret i taxa sammen med Balto. Elly bad om at få hele grunden målt op, og indtegnet de tre forskellige muligheder for placeringen af tagrendefabrikken. Soyamøllen er der fuld enighed om, hvor skal ligge. Forslagene skal nu hjem til bestyrelsen – vidstnok.

Da det var gjort, puslede vi lidt om vore planter. Metod havde i går afsat en udvidelse af haven med 8 meters bredde, og det var drengene i gang med, efter at de havde ryddet op i den resterende del af tjørnehækken.

I løbet af dagen kom der kontraordre. Mama Elly ville lige sikre sig at den nuværende have kan passes ordentlig inden den udvides yderligere. Det lyder fornuftigt, men efterlader et problem med at finde plads til alle de planter der står i vore nurseri, og som skal udplantes på et eller andet tidspunkt. Soyamarken tog jo rigtig mange m2.

Vi havde også i dag besøg i haven af folk, der gerne ville vide hvad der egentlig foregik.

Metod er i gang med forberedelserne til min fødselsdag. Det bliver på tirsdag, og det passer jo fint.

Kirsten har nu fået Metod overtalt til at få fjerne den opsamlede plastik, da den ind imellem blæste rundt i haven, og Kirsten er den eneste der synes, at det skal samles op. Der kommer en affaldsbil forbi en gang imellem, og det bør vi nok benytte os af.

Vi tog tidligt hjem med Balto, og han og jeg fik tid til en fyraftensøl hos Pepe, inden vi gik ud for at spise hos Grace.

Lørdag 17.

Kl. 8 blev jeg hentet af David. Vi skulle ud til Dilligent, hvor vi havde en aftale med Benjamin og Janske, direktøren. Vi så deres introduktionsfilm og den lille fabrik. Det var særdeles oplysende. Planternes rødder går 6 m. ned i jorden, og det er grunden til at de er så tørkeresistente. De kan blive 60 år gamle, så når de en gang er plantet, så passer de sig selv. Hver plante giver 2 kg. frø i snit, men kan komme højere op i ydelse.

Fremgangsmåden for at komme til at dyrke Jatropha er følgende. Hvis 20 af landsbyens beboere vil love at komme til et informationsmøde, så kommer der lokale folk fra Dilligent og forklarer og viser film. De der ønsker at plante, får en kontrakt, så de også er sikker på at komme af med frøene i 10 år.

Der er ingen riciko og ingen udgifter.

Jeg købte en sæk kager, der indeholder 6% N, 2%P og 1%K. Det er god gødning.

Da jeg kom hjem hjalp jeg en af drengene på hotellet med at lave en dobbeltdigging, mens Kirsten og Balto gik en tur på markedet. Da de kom hjem var jeg næsten færdig. Vi tog hen til Grace for at spise frokost, og hun havde rigtig gang i køkkenet, da der skulle mad ud af huset til 700 gæster. Der var 9 åbne ildsteder i fuld gang i havekøkkenet, og 22 personer var i gang med at tilberede maden. Grace viste os rundt, og spurgte, om vi havde lyst til at smage suppen. Hun gik rundt som om hun overhovedet ikke havde travlt. Græskarsuppen smaget fremragende.

Nu fik vi hilst af med Balto, da det ikke er sikkert, vi ser ham inden han rejser, for nu skal vi nemlig på Crusade i Kikwe hos pastor Alli Shesirak. Metod kom og hentede os kl, 16, og han havde telt og madrasser med på bilen.

Det blev en rigtig god oplevelse, både rørende og indholdsrig på alle måder. 4 store højttalere var hængt op i et træ i nærheden af den lille lerklinede kirke og sendte budskabet ud i alle verdenshjørner. Der var taler, sang og musik, og menigheden der normalt bestod af 10 personer var i dag på flere hundrede, der kom fra nær og fjern. Der blev danset, grinet og klappet ind imellem, og børnene var fint med til det hele.

David havde god hjælp til at rejse teltet, der viste sig at være et rigtigt stort et med to sovekabiner. Det voldte lidt besvær, men pludselig stod det der.

Da det blev mørkt, kom der endnu flere tilskuere, for der blev vist en film om rengøring af en landsby hvor hovedpersonen prøvede at overtale sine naboer til en rengøringskampagne. Det var både en sjov og opbyggelig film, som bestemt også kunne tåle at blive vist inde i Arusha, ja i Danmark også. Der var mange gode pointer. Til sidst i filmen fik hovedpersonen, naturligvis, hele landsbyen med ud at samle op og køre væk. Og Til allersidst kom en af kommunens lastbiler og kørte skidtet bort.

Mens filmen kørte, var der nogle unge koner, der var i gang med at lave mad over tre bål. Vi sad der foran teltene, der var 4 i alt, og sludrede i bålenes skær, og det var rigtig spejderagtig. Da maden var færdiglavet blev den serveret foran kirken. Der blev naturligvis bedt grundigt til bords, og så fik vi kogte bananer, ris og kødstykker og en slags spinat. Til dessert var der frugt og bananer, og dertil te.

Så blev der sunget naftensang, hvor Edna sang for på en slags korsang, hvor hun sang en linie og resten svarede i sang. Det var ganske rørende og imponerende og meget smukt. Og så lige under Guds store stjernehimmel. Da sangen var færdig bad præsten aftenbøn, og den sluttede med at alle højt bad deres egen aftenbøn i munden på hinanden. Det lød godt og intensivt, og Gud kan jo sagtens skille de forskellige bønner fra hinanden.

Med denne oplevelse i sindet gik alle til køjs i teltene kl. ca. 10.

Søndag 18.

Vi vågnede kl. 5 ved sang. Da var alle damerne i gang med deres morgensang og morgenbøn, der foregik på samme måde som aftenbønnen. Det er en ganske dejlig måde at vågne på.

Vi stod op kl. 6, og da var kvinderne i gang med at koge vand til morgenvasken – og opvasken fra i går.

Pludselig kaldte de på os, da de havde fundet en lille slange der var i gang med at fortære en Gækko. Den fik forlænget livet lidt, da det naturligvis skulle filmes.

Vi så hvordan en af kvinderne "børstede" sine tænder med et stykke trækul og en pind. Det så meget effektivt ud, og hun havde meget flotte tænder. De blev dog glade for en af Kirstens tuber tandpasta.

Kl. 9 fik vi morgenmad, og nu var mændene også kommet op. Vi fik resterne fra i aftes og te.

Kl. 10 var det Gudstjeneste, og den blev til ære for os oversat til Engelsk. Allerførst blev vi budt hjertelig velkommen og takket for opmuntringer og gode ideer.

Vi manglede Mama Elly til at være hovedperson.

Efter 2½ time var Gudstjenesten færdig. Den ligne de andre Gudstjenester, vi har været med til, blot mere intens og inderlig.

Herefter gik vi en lang tur sammen med præsten, Flora og Edna og lille Tito på 4 år. Han var blevet rigtig gode venner med Kirsten under Gudstjenesten, da hun fik ham sat i gang med at tegne i sin dagbog.

Under turen benyttede vi lejligheden til at minde hinanden om, at det ikke er nok at sidde og vente på at miraklerne skal komme. Ligesom ved Lazaruses grav, hvor tilskuerne blev bedt om at vælte stenen fra, og ved brylluppet i Kana, hvor tjenerne blev bedt om at hente vand, så er der altid noget vi mennesker også skal gøre i det store arbejdsfællesskab.

Vi talte også om at udnytte jorden bedre!!!!! efterhånden som vi kom forbi den ene ødemark efter den anden.

Vi endte i præstens hjem, hvor vi fik te, og så, at hans mark var den mest frodige vi havde set. Det tror jeg han var glad for.

Vi fik også fortalt både præsten og pigerne om HSH og alle Mama Ellys projekter. Jeg fortalte præsten, at han skulle tale med Peter om bananer, da jeg ikke vidste om denne landsby kan komme med i projektet.

Så gik vi tilbage til kirken, hvor frokosten ventede os, og gæsterne til eftermiddagens program så småt var begyndt at indfinde sig. Jeg fik en god sludder med Peter, HSH formand.

Eftermiddagens program var lilesom lørdagens, bortset fra at Kirsten havde skødet fuld af små uldtotter. Jeg var også gode venner med Tito, man andre – lidt mindre børn – stak i et hyl hver gang jeg kom til at se på dem.

Ved 5 tidenn kom David og hentede os. To af pigerne skulle også med, så dem inviterede vi på middag hos Grace. Det nød de meget.

Vi nød også at komme hjem til vort værelse fuld af gode indtryk og med mange nye venner.

Nu er Balto rejst hjem, så vi nyder aftenkaffen alene.

Mandag 19.

Vi blev hentet på hotellet af Tito og Elly, da vi skulle ud til Mellemfolkelig Samvirkes kursuscenter efter et kursusprogram til Mama Makunda, der skal være ny leder af skolen, når Mama Siara rejser til næste år.

Derefter tog vi ud på centeret og var spændt på hvordan haven havde klaret sig i to dage uden os. Den havde klaret sig fint, planterne havde rejst sig efter udplantningen - næsten alle sammen. Dog kan vi se, at dobbeltdigging bedene havde klaret sig bedre end de mere normale bede. Mens vi ventede på at Metod fik hentet noget møg, fik vi luget alle bedene, ukrudtet klarer sig jo altid fint og gror, som om det er betalt for det.

Ibrahim hjalp til, og han er meget omhyggelig. Han har været ved øjenlæge, og øjenspecialist, og nu skal han have nye briller. Det bliver spændende at se, hvordan de kan hjælpe ham.

Vi har lavet en "ny" opfindelse i dag.

Vi har fået sypigerne til at sy nogle melsække sammen i snøvseenden. Så lagde vi dem ned, skar dem op og fyldte jord og møg i dem. Nu ligner de plantesække, vi kender hjemmefra. Så plantede vi 3 af "vore egne" tomatplanter i sækken og satte nogle pinde over, som tomaterne skal gro op ad, når de bliver store nok til det..

Planlægningen af min fødselsdag skrider planmæssigt frem. Geden er købt og står og bræger i lutter hjemve. Det er nu lidt lettere at spise ged, når kødet bare skal købes hos en slagter, men det må vi se at komme over. En slagteged bliver jo slagtet under alle omstændigheder.

Lige inden vi tog hjem, opdagede vi, at vores aftalte dag ude hos mama Godliver i morgen slet ikke var blevet forberedt. Forhåbentlig lykkes det for Metod at få aftalen i hus inden i morgen.

Elly er meget betænkelig ved Jatropha planten, eller rettere ved de hollændere, der står for det. Hun tror helt bestemt, at de er nogle svindlere, der bare vil udnytte afrikanerne. Det må vi se at få gjort noget ved på en eller anden måde.

Elly har bedt mig om at være den, som centeret skal afrapporter havens tilstand til. Det "tilbud" ved jeg ikke, om jeg vil tage imod, da der endnu ikke er fundet en person, som skal være haveansvarlig når vi rejser hjem.

Tirsdag 20.

Vi tog tidligt ud til centeret, og var der før 9. Desværre var det ikke lykkedes for Metod at få aftalen med Mama Godliver istand. Øv.

Det er stadig lidt spændende om vi kan strikke et landbrugsprogram sammen til hende som kan holde. Hvis det ikke lykkes, er der flere andre projekter vi kan sætte i gang. Tiden vil vise, havilket af dem det bliver.

Mama Elly er helt med på at vi skal have fundet en haveansvarlig nu, så vi kan lære hinanden at kende inden vi rejser hjem. Desuden har hun besluttet selv at tage ud til Dilligent , for at forhøre sig om Jatropha planten. Når jeg nu er så stædig og vedholdende med denne mulighed, så må der jo være en grund til det, synes hun. Hurra for det.

En af vore vagter, en høj Masai slagtede geden og køkkenet var i fuld gang med at forberede festen i aften. Det vil sige til kl. 4. Geden blev tilberedt dels over åben ild og dels i en rigtig brændeovn.

Ibrahim fik lov til helt selv at færdiggøre det næste dobbeltdigget bed, og det gjorde han flot. Fint, Vi fik haven revet, så den er præsentabel til i overmorgen, da der skal være afslutning og forældredag i overmorgen.

David havde haft en meget ubehagelig oplevelse søndag aften, som han fortalte Kirsten og mig. Han var på vej til sit hjem, da der kom en tyv løbende. En af Davids naboer prøvede at stoppe ham, med blev skudt og dræbt lige på stedet. De øvrig naboer og tililende fik dog fanget tyven, som de dræbte med deres store knive. Det var et uhyggeligt blodbad. Godt at David ikke var direkte indblandet.

Kl. 4 var vi klar til at fejre fødselsdag, og det blev fejret med maner. Alle lærerne, vagterne og repræsentanter fra alle klasser var mødt op, 52 i alt.

Metod var toastmaster, og ledede festen på fortræffelig vis. Først bad en af lærerne bordbøn, og det blev gjort godt og grundigt. Så fik vi en sodavand, og der blev sunget fødselsdagssang mange gange, med Elly ved harmonikaen. Så skulle vi spise ged. Ryggen og køllerne var skåret i fine små stykker, benene var stegt og lå i et fad for sig, de øvrige dele af geden, alt inklusivt, var tilberedt sammen med forskellige grøntsager. Som tilbehør fik vi hjemmebagt brød og boller, samt salat. Den kvindelige kok havde tidligere på eftermiddagen stolt vist os det hele.

Til dessert var der frugter i små stykker om blandet op med yoghurt, det var også meget lækkert. Til sidst havde køkkenet som en overraskelse lavet en flot flot fødselsdagskage, med mit navn m.m. skrevet i glassur. Men inden vi spiste den, var det tid til talerne. Jeg skulle begynde.

Jeg fortalte om vores forventninger til at komme hertil og se skolen, og sagde at skolen helt bestemt måtte være Arusha´s hjerte. Desuden talte jeg om de mange smil vi fik af både lærere og elever. Det blev der klappet meget af.

Mama Elly og Mama Siara holdt også et par meget fine taler, og Mama Siara takkede fordi jeg havde valgt at holde min fødselsdag sammen med alle på skolen, elever, lærere og vagterne.

En af de unge piger holdt en smuk lille tale på alle elevernes vegne, det var helt rørende.Til sidst sang og dansede vi igen, ikke til den lyse morgen, men til kl. 17.30. Så var festen overstået, og vi fik mange store knus til farvel.

En dejlig fødselsdag, der ikke går i glemmebogen lige med det samme.

Onsdag 21.

I dag fik vi udplantet vore tomatplanter og salaten. Vi fik købt en havevander, så vi ikke behøver at løbe med en spand hele tiden. Ibrahim har fået briller, så nu kan han se 10 km. fortalte han Kirsten.I dag måtte vi bekæmpe utøj i haven. Larverne i Kowbeansbedet kan vi bekæmpe ved at stø aske ud imellem planterne, det kan larverne ikke lide. Ibrahim er en ør til at finde dem, men det tager lidt for meget tid at lede efter alle larverne, så asken er meget lettere.

Alle bedene blev desuden oversprøjtet med sæbevand for at tage det andet utøj. Men måske har vi et problem der er lidt større. Vi har ofte besøg af aber. I dag så jeg 11 aber løbe rundt på muren, de løber også ned i haven, når vi ikke er der, de sidder på vores havebænk, og kravler rundt i bænkens skyggetræ. Måske æder de også nogle af planterne?? Det skal vi nok holde lidt øje med.

Hele skolen er i fuld gang med at forberede den store dag i morgen, hvor eleverne skal have deres eksamenspapirer, og alle forældrene kommer. De der har forældre.

Vores første "eksport" af havesække blev også udført i dag. Ibrahim blandede jord og møg, og da alt var klart, og kvindene langt om længe også var klar, så

kørte vi ud til Mama Teddy med en melsæk, jord, en skovl og to tomatplanter og nogle få salatplanter. Ibrahim ordnede det hele og forklarede Mama Teddy, at der skal pinde op til tomaterne, når de er store nok, og at hun skal huske at vande dem.

På vej hjem kunne vi se, at der foregik et eller andet længere nede ad vejen. Da vi kom tæt på, kunne David, der var chauffør, høre et man havde fanget en tyv. Heldigvis var der to betjente, der passede lidt på tyven, ellers ved vi ikke, hvordan det var gået ham. Da vi passerede optoget med tyven i spidsen og over hundrede råbende mennesker bag ham, kunne vi se, at de havde haft rigtig fat i ham. Blodet løb i stride strømme ned over ansigtet, og han tænker sig helt sikkert om en ekstra gang, inden han igen begiver sig ud på tyveri.

Så skulle der handles lidt, inden vi gik hjem og i bad, inden vi tog hen til Grace for at spise. Hjemme igen sidder vi med en kop kaffe og te og sludre over dagens oplevelser, mens frøene kvækker nede ved nonnernes to fiskedamme i haven.

Torsdag 22.

Om morgenen, når jeg står op, sidder jeg en times tid med min pibe, en kop kaffe og min morgenbitter og hygger mig, indtil Kirsten får øjne. Her sidder jeg og nyder pigernes morgensang, der lyder meget smukt ind af vinduet, alt imens jeg funderer over vore mange oplevelser, og får nogle ideer til dagens gøremål.

I dag er det den store dag på skolen, hvor eksamenspapirerne bliver uddelt, og eleverne viser deres færdigheder for bestyrelse og forældre.

Da vi kom ud til skolen, var alle stolene sat op i gården på række og geled, elektrikerklassens afgangselever havde opstillet deres eksamensopgaver med cirkulationer, HFI relæer , lamper, kontakter og meget som overgår min el-forstand, men det siger heller ikke ret meget.

Sypigerne fremviste de smukkeste dragter, skjorter og bluser, som de samtidig prøvede at sælge til de besøgende. Det var en god øvelse, for det bliver sikkert levebrødet for mange af dem, at sidde foran deres hus og sy tøj, som de så skal prøve at sælge.

Det mest spændende var "cooking class". Inde im den store sal stod alle eleverne ved deres lille bord med deres remedier og madvarer. På gulvet ved siden af bordet havde de deres små trækulsovne, hvorpå de tilberedte deres mad. Der var intens aktivitet, og spænding. De havde trukket lod om de retter der skulle laves, og her kunne de restaurationer, hvor vi havde spist, helt bestemt få megen inspiration. Lidt over middag var alle elever færdige med deres mad, og den stod pænt på de dækkede og pyntede borde, hvor alle kunne gå rundt og kigge. Mama Guga og jeg meldte os frivilligt til at gå ind i spiseteamet bagefter.

Så blev vi alle budt velkommen, og der skulle skrives gæstebog, og så var der rundvisning, også i haven, hvor Mama Gugi forklarede og forklarede.

Så var det talernes tur, formanden, Mama Siara, Mama Elly og en gæst of honnor, en bankmand, der talte meget længe over et emne, kun meget få af eleverne fandt interesse i.

Så fik alle eleverne deres eksamensbeviser, underskrevet af Mama Siara og Peter, formanden. Og så var der tid til at smage på elevernes fremstillinger og få taget billeder.

Aldrig før har jeg været fotomodel, men det blev jeg i dag, De fleste af eleverne ville gerne have et billede af at JEG overragte dem eksamensbeviset, og det gjorde jeg så. Jeg var den eneste hvide mand, og måske har det betyning for dem. En ung dreng på køkkenholdet ville gerne have et billede af mig sammen med sin familie, sin stedmor og sin søster. Han fortalte, at da han kom her på skolen, vidste han ingenting, men nu havde han lært noget, nu var han professionel. Og den kage han havde bagt, kunne måle sig med enhver kondittors i Danmark.

Da festen var ovre, tog vi en dalla dalla hjem. Vi var ikke ret sultne, så vi tog bare en pose suppe, vi havde med hjemmefra.

Fredag 23.

I dag blev det hjemmedag. Min mave har ikke haft det for godt i et par dage, så det blev både til formiddagssøvn og middagssøvn. Kirsten var dog en tur i byen for at handle lidt ind. Kl. 3 kom David og Elly for at hente os til en udstilleing, hvor Recoda udstillede. Vi kom dog først derhen, da det hele havde lukket ned, men vi mødte Josephine og sludrede lidt med hende om gødning m.m.

Ude på centeret havde Elly og centerets damer samlet 50 præster der skulle se film og høre foredrag imod kvindelig omskærelse. Ingen hvid måtte være til stede. Det skulle være et rent afrikansk initiativ. Elly havde dog hørt, at præsterne græd, da de så filmen, og måske blev klar over hvad de (måske) selv har været med til.

Her er Ellys rapport om mødet:

Fredag 23.

Rapport om seminar for kvinder og børns rettigheder. Primært omskærelse og bortgiftning af små piger.

Jeg vil begynde med at sige tak til alle jer, der har bedt til Gud for denne specielle dag. Som I godt ved, deltog jeg ikke i mødet, og har derfor det hele på anden hånd. Jeg holdt mig inde i lejligheden hele dagen, og fik ind imellem besøg af Mama Hulda og andre involverede.

50 præster var inviteret, men kun ca. 30 var mødt op. Jeg har endnu ikke klarhed over hvem der blev væk, og hvorfor.

Jeg har næsten ikke ord nok til at beskrive arrangørernes begejstring, da de efter afslutningen gav deres rapport til mig. Hulda takkede Gud for, at det hun havde bedt om hele sit liv nu har taget sin begyndelse. Mama Siara dansede af glæde. Mama Makundi sagde:"Det var 100% godt, nej det slår ikke til". En dygtig moden kvindelig læge gav deltagerne en tydelig og klar sexualundervisning lige ud af posen, og sagde bl.a."Gud har skabt kvinden så perfekt, og så ødelægger I hende bare". Biskop Josua talte utroligt stærkt til præsterne, der alle var dybt berørte, og nogle græd. Til sidst talte den kvindelige sagfører om de juridiske aspekter, og det ulovlige i omskærelse ifølge Tanzaniansk lov. Overtrædelse kan give livsvarig fængsel.

Mamma Nashie, Nosikito og Mams Hulda sov hos mig om natten. Aftenen vi tilbragte sammen, vil vi nok aldrig glemme. Vi sang, bad og priste Gud, der havde ladet dette lykkes. Vi er sikker på, at selvom dette bare er begyndelsen, så vil det blive til noget virkelig stort.

Peter Gulugwa tager nu filmen om kvindelig omskærelse med, når han er ude med sine undervisningsfilm i masailand.

Kærlig hilsen herude fra.

Mamma Elly

 

Lørdag 24.

I dag var det havedag igen. Vi var spændt på om soyabønnerne var kommet op, men de lader vente på sig. Ca 10% er kommet op, så måske har spireevnen været for dårlig. Det kan i hvert fald ikke være opmærksomhed de mangler.

Larverne tager stadigvæk en plante en gang imellem, men for det meste finder vi den, ved at rode lidt i jorden vede siden af den afgnavede plantestilk. Ellers gror det hele som om det er betalt for det, og det er det jo næsten også.

En af naboerne til centeret var inde for at forberede den bryllupsfest der skal være der i eftermiddag, og da hun så haven blev hun så nysgerrig, at hun kom helt derned i sit fine tøj. Hun var især interesseret i sækkene med planter i, så jeg kom til at love hende, at så snart hun havde fundet en sæk, så ville jeg hjælpe hende med lave sækkehaven. Det må være rigtig "Hjælp til Selvhjælp-stil".

Mamma Elly tog med os hjem til nonnerne, hvor jeg hjalp hende med at sende ovenstående beretning hjem til bestyrelsen. Derefter gik vi ud for at spise hos Grace.

Søndag 25.

I dag gik vi til gudstjeneste i den internationale kirke. Det lignede meget den engelske kirke, og gudstjenesten blev også holdt på engelsk.

På vej hjem gik vi igennem markedet og købte noget frugt. Det spiste vi til frokost og om eftermiddagen gik vi ned til masaimarkedet og købte noget souvenier. Det var som altid hyggeligt, og nu kender de os.

Vi spiste hønsekødsuppe hos Grace inden vi gik hjem og tidligt i seng, da vi skal tidlig op i morgen.

 

Mandag og tirsdag 26 og 27.

Vi blev hentet kl. 8.15 af Mamma Elly, David og Mama Makunda, for at køre en to-dags tur til Moshi, helt inde ved foden af Killimanjaro. Det blev en stor oplevelse. Første besøg gjalt Lucie´s lille skole, der også var hjem for forældreløse børn. Her havde hun ca. 60 børn, plus hun også havde børn to andre steder. Hun har en enestående udstråling, og hun har ikke noget besvær med at finde sponsorer. ---Men man kan jo altid bruge en mere!!!

Lucie fortalte om et besøg fra Amerika, hvor en lille gruppe amerikanere mødte hende bærende med nogle varer på hovedet. Øjeblikkelig ringede de ind til Tyota i byen, og købte en bil til hende. Børnene havde det godt og var trygge, kærlige og glade. Lige netop i dag ville hun få endnu et barn. Det var politiet, der lige havde ringet, da de havde fundet en daggammel baby i en grøft.

Vi kørte videre til Mamma Makundis søster, der havde et supermarked i Moshi.

Her købte vi lidt vand, og fik lidt brød med i bilen, samt en invitation til at spise hos hende og hendes mand om aftenen.

Vi kørte videre for at møde en kvindegruppe, som Mamma Makundi havde startet. Det var 21 gæve kvinder og 4 mænd, der hver havde fået et minilån af HSH, men administreret af kvindegruppen selv. Lånene var dels blevet brugt til at købe gryder, potter og pander samt bestik og pynteudstyr, så kvinderne i fællesskab kunne arraggere og koge til fester, og tjene lidt penge ved det. Desuden havde de alle købt en gris eller to eller nogle høns.

Hver måned blev der betalt tilbage på lånet, og når lånene var fuldt tilbagebetalt var det kvindernes plan at foretage fællesindkøb af foder til dyrene, for derved at spare både penge og tid. Kvinderne havde lavet deres egne regler og love for gruppen, og en af paragrafferne omhandlede den situation der ville opstå, hvis en af kvinderne fik klø af sin mand. Så skulle hun skrige op, og alle naboerne ville komme farende og hjælpe hende.

Manden der slog sin hustru, fik som straf frataget sig en ged. I en anden paragraf stod der, af hvis en af kvinderne ikke betalte deres små afdrag, fik de først en advarsel, og hvis det ikke hjalp, blev de afstraffet med pisk!!!

Vi gik en tur rundt og så de små bure, som grisene og hønsene gik i, og det var tydelig, at alle var stolte og glade over at de var kommet med i ordningen, og alle dyrene var ligeså glade så det ud til.

Som gammel landmand kunne jeg advare dem om ikke af få lavet indavl, da nogle af grisene var kuldsøskende. Undervejs så vi også et lille mini-gartneri, og i nærheden var der en del Jatropha buske. Vi informerede gartneren om Jatrophasplantens muligheder, og fik også nogle frø med i lommen.

Kvinderne havde lavet middag til os, og deres kogekunst er der bestemt ikke noget i vejen med. Efter middagen holdt Mamma Elly en flammende og inspirerende tale til kvinderne, oversat af David. Det var et formidabelt show, og kvinderne hujede og sang som tak. Vi sluttede med bøn, sang og dans, og ingen vil nogensinde glemme dette øjeblik.

Med disse gode oplevelse i baghovedet kørte vi videre og skulle lige forbi Mamma Makundis mor for at se, hvordan hun havde det. Hun er en stærk ældre kvinde på 83, som hver dag selv fodrede sine egne to grise og malkede sin ko. Hun havde dog et barnebarn boende hos sig, en yndig pige ¨på ca. 12 år, der gik på den nærliggende skole. Inden vi kørte videre blev pigen sendt op i toppen af et enormt stort avokadotræ for at ryste nogle avokadoer ned til os. Bedstemoderen fældede et par banantræer, så vi fik også to store klaser bananer med os. Vi fik hele familiens historie. Bedstefaderen og Makundis ældste bror var begge døde, og lå begravet i haven ved det store avokadotræ.

Tilbage i bilen og af sted ind til byen, hvor vi skulle spise hos Makundis søster og svoger.

Det var et meget rigt hjem, måske et af de rigeste i landet, så kontrasten til vore daglige oplevelser var stor. MEN heller ikke i Tanzania kommer noget af sig selv. Lige efter brylluppet var de to unge startet med en symaskine, og syede børnetøj. Derefter to maskiner, så 4 og 6 og til sidst havde de en fabrik. Så startede de en medicinfabrik, og har nu både supermarked, to landbrug og et hotel. Da Makundis svoger hørte, at jeg havde været i hotelbranchen i mange år, skulle vi absolut hen og se hotellet, inden vi skulle hen og sove på YMCA vandrehjemmet. Det var et flot, flot og eksotisk hotel der var vokset ved charmerende knopskydning, så der nu var ca. 30 værelser.

Vi gik ud som nogle små lys, da vi kom i seng, kun afbrudt af nogle moskitoer, så vi i nattens løb var oppe for at hænge mygenettet ned, så vi kunne sove i ro og fred.

Det gjorde vi så lige til næste morgen, hvor vi spiste morgenmad på terrassen med udsigt til Killimanjaro. Det var flot.

Mens vi sad og spiste, talte vi om muligheden af at kombinere to af de erfaringer som HSH har gjort sig. Nemlig den, at det er næsten umuligt at få forældre til at betale skolepenge for deres børn, og så den positive erfaring med minilånene.

En model kunne være, at når en familie fik et minilån, så skal det betales tilbage i løbet af f.eks. to år. Det 3. år skulle der betales skolepenge for det første barn, år 4 også for det andet barn o.s.v.

Vi håber, at vi på den måde kan "aflive" nogle af de negative sideeffekter, der altid følger i kølvandet på penge. Misundelse er en af dem. Spekulation i sponsorer er en anden, direkte tiggeri så snart der er en hvid i nærheden er en tredje, o.s.v.

Det var en god morgensludder.

Kl. 9 kom Makundi efter os, og vi kørte ud til en lille skole, som var startet af den kvindelige præst. Der var en mandlig skoleleder, og vi kom uanmeldt, og det var nok godt. Det var en lidt sørgelig historie, der mødte os. Da der var blevet lukket for vandet til landsbyen, var der ingen børn på skolen. Hvorfor ved vi ikke rigtig. Vandet var lukket, fordi over halvdelen af landsbyens beboere ikke havde batalt deres vandregning på 300 tsh om måneden. Det er kr. 1,50. Kun 40 af de 120 elever betalte skolepenge på tch 200 om måneden, 1,00 kr. Tagrenderne var sat op for længe siden, og tanken til vandet var bygget, men tagrenden var ikke tilsluttet tanken. Vi fik at vide, at nogle af børnene kun kom i skole, fordi der var gratis majsvælling.

Vi fik en snak med skolelederen og lærerne om hvad Hjælp til SelvHjælp betød. Hjælp er at få tagrender, selvhjælp er at få dem sat op og tilsluttet tanken. Hjælp er at få legeredskaber til børnene, selvhjælp er at holde disse repareret, når de går i stykker.

Da skolen nu har kørt sådan i 11 år, har vi en meget tynd forventning om, at de første elever måske har en bedre forståelse af at skulle betale skolepenge. Vi besluttede derfor at ville holde et seminar for alle tidligere elever, så skulle Mamma Hulda med ud og tale til de unge, og Peter skulle vise film om aftenen. I god HSH stil fik skolelederen pålagt at arranger sådan et siminar.

Desuden besluttede vi, at inddrage distriktsmyndighederne i landsbyens værgring ved at betale for deres vand, i det spinkle håb, at der så igen ville blive lukket op for vandet. "Men hvorfor betale 1,50 kr. for vand om måneden, når kvinderne jo helt gratis kunne gå nogle kilometer og hente det inden mændene stod op om morgenen"

Vi talte også om at koncentrere skolen om de 40 børn, der blev betalt skolepenge for, og vi talte om at forære skolen til skolevæsenet, og trække HSH helt ud.

Efter dette lidt nedslående besøg, kørte vi videre. Vi kørte igennem den tidlige APMøller ejede sukkerrørsplantage, og vi kom forbi nogle rismarker, hvor kvinder og mænd var i gang med at høste og "tærske". Det foregik ved at kvinderne bredte et klæde ud og slog og rystede de modne ris af. Inde i byen så vi, hvordan risen var bredt ud på et klæde af sammensyede sække for at tørre i solen inden den blev bragt hen til fabrikken til videre forarbejdning.

Vi fortsatte hen til den store seccondarry skole, som den kvindelig præst også havde startet, og hvor hun nu er formand for bestyrelsen, og Mamma Ringo er skoleinspektør. Her går næsten 600 elever, lidt flere piger end drenge. Samtidig bor og spiser de på skolen. 50 af eleverne er forældreløse, og skolen har sponsorer til de 11. Her er ca 45 elever i hver klasse, og sovesalene ligner dem vi sov på, da vi var soldater, og sengene er de samme.

Skolen har et stort hønseri, og en ret stor bananplantage, og eleverne hjælper på skift med at passe landbruget.

Vi spiste frokost, ris og bønner, sammen med Mamma Ringo inden vi kørte videre.

Nu var der bare et par småting der skulle ordnes, inden vi kørte hjem til Arusha, et dejligt bad og en god kylling hos Grace.

 

Onsdag 28.

Efter tre dage, var det spændende at komme ud i haven igen og se, hvor meget planterne var vokset. Ja, det er rigtigt, det kan man se her i Afrika.

De var vokset, og der var liv i dem. Også de udplantede tomater havde Ibrahim holdt liv i.

Vi fik besøg af Evelin fra Mamma Huldas landsby, den unge næstformand i den lokale vandkommite. Hun ville lige se sækkene igen, for hun skulle lave nogle derhjemme i dag. Vi gav hende nogle havefrø med hjem, så hun også havde noget at putte i sækkene, når de var blevet fyldt med jord og gødning.

Pastor Nielsen, den præst der driver landbrugsskolen, kom også. Han var meget optaget af sækkene, og lovede os, at næste gang vi besøgte hans skole, ville der stå nogle sække derude.

Jeg fortalte pastor Nielsen om vort besøg på forædlingsstationen for snart lang tid siden, og fortalte at jeg havde foreslået den tyske leder af centeret at gå i samarbejde med landbrugsskolen. Det tror jeg Nielsen blev glad for.

Soyabønnerne spirer for dårligt, og Ibrahim og jeg gjorde "soyamarken" ren for ukrudt, der af en eller anden grund altid har en fantastisk spireevne. I morgen kommer Mamma Guga med nogle andre bønner, og så sår vi hullerne i rækkerne til igen.

Inden vi tog hjem, fik Mamma Elly besøg af en tidligere elektrikerlærer, en ualmindelig smuk og charmerende ung kvinde, der nu er evangelist i centralafrika. Violet hedder hun. Det var en oplevelse at lære hende lidt at kende, og hun lovede at maile os en gang imellem og fortælle om sine oplevelser i de krigshærgede områder, hvor hun virkede.

Vi spiste aftensmad hos Grace sammen med to unge tyske par, der fortalte om deres oplevelser på deres telt-safarier. Det må vi prøve næste gang.

Torsdag 29.

Det ene af de unge tyske par ville gerne med ud at se centeret – og haven, så vi fulgtes ad i en Dala Dala, så fik de også prøvet det. Og det fik de. Undervejs opdagede jeg, at min bæltetaske var åbnet, og både skridttælleren, min tobak og min pibe lå nede på gulvet i bussen. Det kunne kun være de tre unge mænd der sad bag ved mig der havde åbnet for dem og de fik en ordentlig skideballe på engelsk, som de nok ikke forstod et muk af. Men at de fik skideballe gik i hvert fald op for dem.

Heldigvis var der ingen penge der, men det viser igen, hvor forsigtig man bør være.

Det var helt hyggeligt at vise de unge mennesker rundt på skolen, og jeg tror at de fik stor respekt for det arbejde HSH gør.

Efter et par timers arbejde, kørte vi ind til byen sammen med David og Elly, da der var nogle ting der skulle ordnes. David og jeg fik købt et par tønder og nogle affaldssække, så NU skal centerets affaldsproblem løses én gang for alle, og det store affaldshul blev beordret tildækket. David ordner det praktiske, og skriver sedler til at hænge over affaldsindsamlingen, hvad der skal i hvor.

Vi gik også i gang med at forberede et drypvandingsanlæg, og selvom vi kan købe de fornødne slanger, så blev det besluttet at lave det primitivt, så det passer til konceptet, og naturligvis til de, der ikke har penge til at købe slanger for.

Det sponsorat vi har modtaget, er ved at finde sin løsning, men det skriver jeg om lidt senere.

Lige da vi skulle hjem, kom Mamma Guga med nye soyabønner. De hvde stået i blød hele natten og dagen med, så de skulle i jorden. Det nåede vi lige inden kl. 6, hvorefter vi tog en bil hjem. Efter middag hos Grace kom det unge tyske par ind og sagde farvel, da de rejser hjem i morgen.

 

Fredag 30.

Efter at jeg ahvde skrevet og sendt en mail for Mamma Elly, blev vi hentet af to af Ringos folk, for at tage en tur ud i de landsbyer, hvor Rekoda, Ringos firma, havde projekter kørende. Det blev en spændende dag, hvor vi besøgte først Manyata, hvor vi så bananer og den måde de gruber jorden på i en bønnemark, så den bedre kan modtage regnen, når den kommer, og ikke bare løber væk. Vi hørte om byens malkegeder, der blev insimineret for at få en bedre mælkeydelse.

I den næste landsby, Karangai, så vi først et hønseprojekt, hvor den lokale skoleleder havde ca. 60 høns af en betydelig bedre race end de lokale høns. Dernæst mødte vi en ældre glad mand ved sin bananplantage, han havde sået en nyimporteret bønneplante, som var meget højtydende, imellem sine bananer. Jeg købte nogle få bælge, så vi kan så den i "vores" have. Så kom vi til bananmarken, hvor en gruppe på 35 personer ud af landsbyens 1000 familier i fællesskab havde lejet et stykke jord, hvor de dyrkede bananerne. Stiklingerne blev fordelt til andre beboere efter de givne regler. Også her kom beboerne og hilste på os og viste os deres andre marker, hvor de dyrkede Elefantgræs og en mark med nogle små træer, hvor de kunne spise rødderne. Casauer, hedder de vidst nok. De gravede straks et træ op til os og vi smagte på varerne. Rødderne kunne spises både rå og kogte. Vi købte nogle få stykker med hjem til Elly. Vi så også deres fiskedam, der var omhegnet med Jatrophaplanten. Planten groede også her i landsbyen, og de solgte frøene, sådan, som jeg har beskrevet det tidligere. Gruppen havde bygget en meget meget simpel skolestue af rafter og med bananblade som tag. Her holdt de en slags voksenundervisning, og de var begyndt med at undervise i at optage lån og i at spare op. De ville gerne undervise i andre emner, bl.a. HIV og Aidsbekæmpelse, men de havde endnu ikke råd til at få underviserne derud.

Da vi sagde farvel, og holdt små taler for hinanden, sagde de bl.a. tak for den hjælp de havde fået, og for de ideer Recoda var kommet med. Hvis vi havde andre ideer, så ville de meget gerne høre om dem.

Så blev jeg altså nødt til at spørge, om de havde en gammel sæk. Det havde de, og så demonstrerede vi, hvordan man kan lave en "have i en sæk". Det vakte stor jubel, og megen munterhed.

Det hus, der lå lige ved bananmarken, havde etableret en stor 5000 l. vandtank til opsamling af regnvand, men de havde kun tagrende på den ene side af huset. I god harmoni med HSH´s principper om først at give tagrender væk, når tanken var etableret, kunne jeg love dem, at de måtte få tagrender til den anden side af huset også. Humphrey, fra Recoda lovede at følge op på mit løfte.

Den sidste landsby Majimoto lå i et meget tørt og ufrugtbart område, men minsanten havde de også meget fine baner her, og de var meget stolte over deres avl. Så stolte, at de gav Kirsten og jeg en stor flot bananklase. Den blev læsset op på ladet af bilen ved siden af den hane, som chaufføren havde købt lidt tidligere. Hanen havde begge ben bundet sammen med 10 cm. imellem og en snor var derfra bundet til bilen, så hanen ikke kunne stikke af.

Da vi sagde farvel, roste vi dem, fordi havde mod og tillid til at prøve noget nyt, som ingen andre troede på. Med de flotte bananer de avlede, er der ikke længere nogen i landsbyen, der griner af dem.

Så gik turen hjem til Arusha, og vi blev kørt helt til HSH, og fik bananerne og Casauer-rødderne læsset af. Humprey fik også lejlighed til at se haven, og han lovede at vise den til deres mange landmænd efterhånden, som de ville komme ind til Arusha.

Så fik vi besøg af Mamma Teddy, hendes datter og en af hendes lærerinder. De skulle også lige se haven igen. Vi benyttede lejligheden til at forære Mamma Teddy vores bananer, og de vil blive kørt ud til hendes skole en af dagene.

Så var det gå-hjem-tid, og vi tog en Dalla-Dalla hjem. Så et hurtigt bad og ned til Grace for at spise gris.

 

Lørdag 1.

I dag tog vi først hen til Masaimarkedet, for at handle lidt. Så tog vi ud til centeret og gik i haven. Nu er det snart slut for denne gang, og det gælder om at få lært Ibrahim så meget som muligt inden vi rejser. Han og Steven hjalp hinanden med at lave et nyt bed, der hvor det store hul havde været, for nu skal det næste kuld tomater plantes ud. Kirsten og jeg gik og puslede lidt. Kirsten fik plantet nogle Tagethes ud i bedene, og jeg hjalp de to drenge lidt. Vi havde i dag besøg af både Panga og Ringo. David havde skrevet skilte til affaldstønderne, så nu venter de bare på at komme op at hænge, så eleverne kan se, hvad der skal i hvor.

Da vi sad og spiste hos Grace kom der en præst hen til vores bord. Han boede hos Greace og spiste der også, mod at give en hånd engang imellem. Han havde en lille kirke 5 km. uden for Arusha med 50 medlemmer. Han fortalte om sin kirke og om sin drøm om en dag at kunne hjælpe byens gadebørn.Vi fortalte ham om Pangas hjem for gadebørn, og gav ham adressen, så han selv kan kontakte Panga. Det blev han glad for.

Søndag 2.

Vi sprang Gudstjenesten over i dag, og tog direkte ud til centeret. Rejsetiden nærmer sig og det kniber Mamma Elly at få afsluttet alle projekterne, så hun var taknemmelig for Kirstens hjælp i køkkenet.

David havde sat en vandhane i en tønde, og vi fik sat en gammel slange på, så nu har vi et intermistisk drypvandingsanlæg. Det blev så vort sidste haveprojekt.

Sammen med Metod fik vi strikket et rigtigt fint projekt sammen til vores sponsor. Ibrahim kommer 6 mdr. på kokkeskole på centeret og får et 12 mdrs. Engelskkursus. Steven får 12 mdrs. Engelskkursus og skal 2 år på turguideskole. Begge de unge mænd får penge til mad, tøj, sko og undervisningsbøger, så længe de går i skole, og Steven får lidt lommepenge til sæbe o.l. Ibrahim kan arbejde deltids i haven sammen med studierne, så han tjener selv til sine lommepenge. Begge drengene er informeret om sponsoratet, og at Metod står som administrator og styrer det hele. Metod laver også en lille information med et mere deltalieret budget. Jeg håber jeg kan have det med mig, når jeg rejser hjem.

Der var konfirmation på centeret i dag. En af lærerne havde lånt den store sal, da hendes barnebarn blev konfirmeret. Vi blev naturligvis inviteret med.

Efter festen, havde Mamma Elly inviteret til middag, og kl. 6 kom de to vagtfolk, Ibrahim, Steven, en nabovagtmand og Violet, den unge kvinde jeg beskrev for et par dage siden. Så spiste vi igen, og det var helt sjovt at se, hvor mange portioner suppe, bananstuvning og dessert sådan nogle unge mennesker kan sætte til livs.

Efter middagen kom harmonikaen frem, Elly spillede og Violet og Masaierne sang så det kunne høres langt op ad vejen. Elly er helt enestående medrivende med sin harmonika.

Violet viste billeder fra sin turne til det centrale Afrika, og særlig berørte blev vi over at se billederne fra krigskirkegården med næsten 200.000 døde, blot i den ene by. Det er næsten holocost om igen. Violet fortalte også om sist arbejde som evangelist og forkynder, og det slog os med ærefrygt, når hun beskedent og ærefuldt fortalte om de mennesker, der var blevet helbredt på hendes vej.

Så holdt hun andagt, Violet læste fra Bibelen på Zvahili, mens Steven læste på Engelsk. Han har pt. gået til engelsk i 3 mdr. Så talte Violet over det læste, og hendes mørke fløjlsbløde stemme greb alle om hjertet, og vagtfolkene var både berørt og medlevende og kommenterede talen med små tilføjelser, og et AMEN når det var noget de var helt enige i. Efter den afsluttende og gribende bøn tog vi hjertelig afsked med denne meget smukke og meget specielle unge kvinde.

Vi nåede lige akkurat hjem på hotellet til kl. 22.

 

Tirsdag 3.

Sidste dag på centeret. Violet havde overnattet hos Mamma Elly. Jeg tror de har snakket hele natten. Vi fik også en rigtig dejlig samtale med hende om hendes oplevelser og sit kald. Det var usædvanlig meget gribende. Der var også farvel-the med skolens lærere, og Panga var der. Det blev så dagen, hvor han offentliggjorde, at Mamma Siara forlader skolen til februar, og at bestyrelsen havde tænkt at spørge Mamma Makundi om hun vil overtage ledlsen. Det bliver spændende at følge med i hvordan det vil gå, og om Mamma Siara vil give rum til den nye ledelse.

Vi fik en sidste havedag sammen med Ibrahim, og er ret overbevist om, at han nok skal klare at holde den i god orden. I dag plantede han de sidste tomatplanter ud i bedene, og fik begyndt at udplante løgene.

Også i dag havde haven besøg af interesserede mennesker. Det er helt utroligt så mange mennesker der ikke ved noget om køkkenhaver.

Vi tog tidlig hjem og i bad, men pludselig var der ingen vand, og det er ikke så rart at opdage, når man står der med håret fuld af sæbeskum.

Vi tog hen til Grace for at spise vores sidste middag, og da vi var færdig kom pastor Amani hen til vores bord igen, og vi fik en god sludder. Amani har selv været gadebarn engang, indtil en venlig kristen mand tog ham til sig og fik ham ud af misbruget og i skole. Jeg foreslog ham igen at kontakte Mr. Panga, og hvem ved, måske kan de to finde et godt samarbejde. Jeg vil kontakte Violet og foreslå hende at mødes med den unge præst. De to vil helt bestemt have eget at kunne tale med hinanden om.

Tirsdag 4.

Hjemrejsedag. Vi blev hentet kl. 12.30 og kørte til lufthavnen af Metod. David var kommet hen til nonnerne for at sige farvel til os.

Vi rejste over Nairobi, Addis Abbaba og Rom til København, hvor Annette mødte os med bilen. Vi spiste frokost – rugbrød og leverpostej – for os, og det var rigtig dejligt. Efter et besøg hos min mor er vi nu kommet godt til Århus, hvor Christine, Kirstens dejlige datter har lavet medisterpølse til os.

Jeg havde lovet Elly at beskrive den måde, jeg foreslog at kombinere vore erfaringer på.

Dette forslag kommer efterfølgende.