Tirsdag d. 20.oktober.

Vi kørte fra Videbæk kl. 04.00 og ankom i fin stil til Billund Luthavn, hvor Elly selvfølgelig beværtede os alle med rundstykker og kaffe, medbragt hjemmefra.

Elly, Nina, Nanna og jeg, der skulle afsted og Ninas mor, Jens og Kirsten, som havde fulgt og kørt os til lufthavnen nød pausen indtil vi rejsende måtte op og lade os gennemlyse og sikkerhedsundersøge inden afgang kl. 06,30.

Så var vi på vej, eller rettere i luften, og en times tid senere landede vi i Amsterdam i flot rød morgensol.

Ventetiden inden vi fløj videre var kort, og så var vi pludselig igen i luften i fint og næsten skyfrit vejr.

Vi fløj over grønne Hollandske marker, flotte sneklædte Østrigske og Italienske alper, det bjergrige, men tilsyneladende charmerende Syditalien, og så ud over det blå –blå Middelhav.

Saharas ørken nåede helt op til Middelhavets kyst, Vi fløj over en by der så sandblæst og grå ud, slet ingen farver, kun omfartsvejen og dennes rundkørsler aftegnede sig som mørke striber i sandet.

Videre ned over Libyens og Sudans ørkner, som lå golde og næsten ubeboede under os.

Så var det pludselig mørkt og efter kort tid landede vi i Kilimanjaro Airport, hvor vi blev hjertelig modtaget af Panga, Augustine, Mama Makundi og Tito.

Efter en gensynsglad køretur ind til Arusha, nåede vi frem til Nonnerne, og jeg blev læsset af og gik på hovedet i seng.

Onsdag d.21.oktober

Stor gensynsglæde og mange mange knus fra lærerne, vagterne, Steeven, Ibrahim. Mange af eleverne kunne kende mig og kom hen og hilste.

Dejligt.

Nu var eleverne færdige med morgenrengøringen og stillede op til morgenandagt og morgensang. Det var en god oplevelse at være med til og jeg fik lejlighed til at bringe dem alle en lille hilsen, og fortalte dem, hvor glad jeg var for at møde dem igen.

Så gik jeg en runde, og det var en stor fornøjelse at se hvor flot haven er. Frugtplantagen er nu så stor at den med rette kan kaldes en plantage. Bananerne hænger i store klaser fra banantræerne, grøntsagerne struttede af sundhed og grøde så det var en ren fornøjelse. Aldrig har jeg set så store porrer. Græsplænen som Steeven plantede sidste år var blød og lækker at gå på som et Axminstertæppe.

Soyahuset havde fået sin vaskeplads, sit generatorhus og sin vandtank.

Området fremstod pænt og harmonisk, så det var en fornøjelse.

Butikken blev også præsenteret for mig, og den var kommet godt i gang, med et dagligt salg på ca. 40.000 tz.

Senere gik vi haven igennem igen sammen med Lilian og Benedikte. Det er ikke til at forstå, at der for blot 2 år siden kun var ukrudt og vildnis.

I soyahuset fik vi en grundig gennemgang af arbejdsrutinen af Mama Makundi. Vi så poserne og sækkene, med logo, som var blevet fremstillet, og som den færdige mel bliver solgt i.

Vi fik en grundig indføring i papirarbejdet af Sakajo og Augustine.

Det er grundigt og akkurat, men lidt omstændeligt. Mon ikke Anke kan få indført en fornuftig og mere smidig arbejdsgang, når hun kommer herned. Det vil vi prøve. Vi fik en god snak om vigtigheden af at den månedlige rapport om soyaproduktionen blev udfærdiget akkurat og dækkende. Det vil vi nok også pudse Anke på.

Jeg spadserede hele vejen hjem, og opdagede at to af mine favoritrestauranter begge var lukket i årets løb. Det var lidt trist, da jeg havde glædet mig til gensynet.

Men Pizza Point er her stadig, og her spiste jeg aftensmad, inden jeg gik hjem og i seng efter en god dag.

Torsdag 22 oktober.

Jeg blev samlet op at Mama Makundi, der i dag havde travlt, da hun først havde et vigtigt møde i byen, og allerede kl. 10 fik skolen fint besøg, da Mellemfolkelig Samvirke havde seminar for Afrikanske NGOér.

39 personer ankom fra 8-10 lande for at se skolen og høre om HSH´s arbejde.

De blev trakteret med hjemmelavet juice og senere en overdådig middag.

Deltagerne var tydeligvis imponeret over hvad de hørte, så og spiste, og med god grund.

Steeven og jeg fik en hyggelig sludder, og han har været i gang med at undervise Mama Teddy i Engelsk. I 3 måneder har han undervist hende 3-4 timer dagligt 5 dage om ugen, men nu er Teddy ved at få skolen malet, og derfor holder de en pause.

Derefter gennemgik jeg pakkelisten for den sidst ankomne container sammen med Augustine, inden jeg holdt fyraften og tog en Dala Dala ind til byen sammen med Tito.

Fredag 23. Oktober.

Jeg tog en Dala Dala ud til skolen, da Mama Makundi var forsinket. Det var helt hyggeligt igen at opleve Arushas morgenmylder, og se hvordan alle hastede til dagens gøremål. Måske tager jeg fejl, men jeg synes ikke gaderne er så beskidte som de tidligere har været.

Jeg kom lige tidsnok til igen at opleve hvordan elever fra de ældste klasser holdt morgenandagt. Det er i hvert fald en oplevelse, som man ikke kan få i danske skoler.

Makundi, Augustine og jeg fik en god snak om elev evalueringerne fra sidste år. De vil blive forbedret i år, og måske indsamlet på anden vis. Jeg prøvede at forklare hvor vigtigt det er, at vi får et nøjagtigt og sandfærdigt billedet af skolens resultater, og elevernes standard.

Næste opgave var et besøg hos Mama Teddy og hendes skole. Steeven, Nana, Ninna og jeg gik i forvejen derud, for at prøve den korteste vej. Den bliver ikke let at finde, før vi har prøvet den nogle gange.

Vi passerede det lokale stenbrud, og jeg må nok trække lidt i land m.h.t. gadernes indhold af skidt og møg. Her er der meget beskidt, og affald af al slags flyder både på veje, stier og i de små vandløb, hvorfra indbyggerne henter vand og hvori de vasker deres tøj.

Men hos Mama Teddy er der orden og rent. Vi blev hilst med store knus og hjertelighed, og skyndte os at gå i gang med at få overblik over skolens vandsituation. Steeven oversatte.

Skolen har en 1000 l. vandtank, men da der kun er åbnet for byvandet en gang ugentlig, er det for lidt vand både til den daglige majsvælling og til rengøring. Tænk blot på forbruget, når 130 børn gerne skal have vasket hænder efter toiletbesøg.

Skolen har brug for en 1000 l. tank mere.

Nu kom Mama Makundi med Elly i bilen og Makundi viste os, hvad de havde foreslået m.h.t. bygning af et lille rum, en stue som tilbygning til skolen, hvor der på taget kan etableres en 5000 l. vandtank.

Rummet kan bruges til kvindegruppen, og herfra kan der sælges forskellige ting til naboer og forældre. Bl.a. kan der sælges overskudsvand til 150 tzc for 20 l. vand. Vandet alene kan give en daglig indkomst på ca. 3000 tzc. Dette vil naturligvis kræve en investering, som vi ikke har penge til.

Jeg må nok lige tilføje, at der i området allerede er mulighed for at købe vand på samme måde, så det er en ordning, der er almindelig kendt og anerkendt.

Derefter regnede jeg på muligheden for at høste regnvand. Der er etableret tagrender, men vandet løber bare væk, da der ikke er nogen tanke til opsamling. Hvis der blev bygget tanke kan regnvandet (i regntiden) opsamles, og forældrene kan så tage noget vand med hjem, når de henter børnene. Dette vand kan ikke sælges, men det kan aflaste forældrene og de kan spare på deres eget vandkøb, hvorved de får lidt bedre råd til at betale skolepenge. En regnbyge på 10 mm. vil give 2000 l. vand. Problemet er, at det er vanskeligt at få tankene store nok til de store regnbyger, og jeg kender ikke den gennemsnitlige nedbørsmængde. Men under alle omstændigheder vil nogle tanke for små penge give en stor lettelse.

Nu talte vi om de plejebørn og børn af enlige forældre, som Teddy har taget sig af, og hvor børnene går på skolen. Der er etableret sponsoraftale med PULS for 32 forældre eller plejeforældre der tilsammen har 39 børn på skolen. Yderligere 17 børn venter på at få sponsorhjælp til skolepengene.

Af de 32 forældre og plejeforældre har Teddy fået alle i gang med et eller andet job. Nogle bager kager og sælger dem efter undervisning af Mama Makundi. Nogle syr tøj og sælger det. Nogle hugger sten i stenbruddet. Nogle koger vand og sælger det. Andre går rundt og tilbyder at vaske tøj for naboerne. Alle er i gang med at tjene lidt til livets fornødenheder. Teddy har af egen pung lånt nogle af damerne 10000 tzc (40 kr.) til at komme i gang for, og tilbagebetalingen fungerer.

Alt i alt et enestående resultat som Mama Teddy her har opnået.

Børnene bliver undervist, forældre og plejeforældre kommer i sving og håbet breder sig.

Vi skal hurtigst muligt have lidt møbler ud til skolens lille køkken, og ligeledes lidt spande, baljer o.l. Desuden skal vi se om vi kan finde noget stof til syning af børnetøj til kvindegruppen. Når der mangles stof til syning, så går kvinderne på genbrugsmarkedet og køber store kjoler og andet stort, som så kan klippes op og syes om.

Vi 4 gik nu hjem, og lidt senere kom Elly og Teddy med en taxa. Så blev Elly interviewet af Ninna med henblik på at få nogle af solstrålehistorierne på papir til brug for PULS´s nyhedsbrev, og ligeledes for at få beretningerne tilføjet til rapporten over det enkelte barn.

Der var i dag prøveeksamen på skolen, så eleverne kom med mad til Elly og pigerne. Lærerne havde sørget for mad til mig, og har sat mig på den daglige madordning. Husk, at jeg jo er ret populær, efter historien sidste år med tagrender –også til kvinderne. Det har de ikke glemt.

Nana skulle ind til byen og veksle penge, Augustine skulle betale en regning, så Tito kørte os alle, og jeg blev sat af ved mit hotel, hos nonnerne. Jeg fik chicken soup os Grace, Pizza Point og kravlede derefter under moskitonettet med min bog.

Lørdag d. 24. Oktober.

I dag er det markedsdag. Jeg har lovet pigerne, Ninna og Nana at tage dem med på marked. Men først fik vi besøg af David, og vi havde en rigtig god lang snak om hvad der er sket siden sidste år. Da LML projektet stoppede, tog David et tre måneders job som lastbilchauffør, og den sidste tid har han været dels i lære som en slags konstruktør, dels arbejdsleder for en gruppe håndværere i Karachi, hvor de bygger og laver sten efter en ny indisk metode. Dette job er en slags deltidsarbejde, så han kan passe sit PC arbejde ved siden af. Vi fik derudover en lang snak om mange ting. Han er en beskeden men vidende ung mand, og der er krummer i ham. David fortalte mig at Elija, der sidste år blev oplært i tagrendeproduktion, måtte forlade HSH, da der efter Methoeds afgang ikke var nogen der tænkte på at sætte ham i gang med arbejdet. Han blev ligesom "tabt" i det vacum, der opstod, da Methoed rejste. At skolens ledelse ikke tænkte på at holde Elija beskæftiget skyldes sikkert, at de havde travlt med selv at finde deres egne ben uden projektmanager.

Ibrahim og Steeven var i gang med at rense tagrender, og David og jeg gik en tur i haven og fik nogle gode ideer, som jeg skal tale med Lilian om på mandag.

Så gik pigerne, David og jeg på marked. Først så vi markedet ved Shopright, så spiste vi frokost og derefter så vi det store marked inde i byen og til sidst Maasai markedet, hvor vi kan købe alle former for håndarbejde og udskæringer. Så var dagen ved at være gået. David fulgte pigerne hjem, og jeg gik en lille tur i byen, inden jeg gik hjem til nonnerne.

Søndag 25.okt.

Jeg tog ud til Tito´s kirke kl. 10.00 og igen var det en fornøjelse og igen en overraskelse at se hvordan søndagen med kirkegang er ugens højdepunkt for kirkernes medlemmer. Her kommer de glade, smilende og snakkende gående til kirke i deres fineste tøj, som om de skal til bryllup. Hvordan de kan holde deres tøj så fint, rent og nystrøget er stadig en gåde for mig.

I kirken var der tre kor der sang og dansede på skift, og ind imellem dansede hele menigheden med. Nogle dansede ude på gangene og andre dansede på deres pladser. Der var et brus af musik, sang og klapsalver, så det var en hel fornøjelse. Ind imellem var støjniveauet total, og det var umuligt at skille støjen ad i hvad der var musik og hvad der var sang. Selvfølgelig grundigt bistået at det enorme højttaleranlæg.

Præsten prædikede grundigt i en timestid for de 3-400 kirkegængere, hvilket jeg ikke forstod et eneste ord af, men det var en god oplevelse i de 2½ time gudstjenesten varede.

Efter Gudstjenesten gik Tito og jeg hen et ydmygt sted for at få en sodavand og lidt frokost. Det blev til en tallerkenfuld oksekødssuppe med oksekød til. Det kostede 12,00 kr. for os begge to.

Efter Gudstjenesten tog jeg ud til centeret, da jeg havde lovet pigerne at tage dem med til Maasaiernes kvægmarked i Ngaramtoni, 10 km. udenfor Arusha. Det var igen en speciel oplevelse at være 27 personer i Dala-dalaen med 15 siddepladser.

Ude på markedet blev vi budt hjertelig velkommen af moderen til den unge pige, som fik en ged af mig sidste år, og da den unge pige lidt efter selv ankom var velkomsten ikke mindre hjertelig.

Vi gik rundt på markedet i en lille timestid, og blev tilbudt at købe både geder og kreaturer i massevis.

Fornøjelsen var denne gang ret gensidig, for det er ikke hverdagskost på dette marked at to unge søde, hvide piger går rundt og sludrer med Maasaierne, og tager billeder af deres tyre og geder.

Efter rundturen, gik vi ind til den unge pige og hendes mors lille skur, hvor vi skyllede støvet ned med en sodavand og en øl. Jeg fik også lidt at spise, men pigerne var ikke sultne.

Det var hyggeligt at sidde og sludre, og vi fik fortalt, at Dorcas, som geden fra sidste år hedder, havde kastet sit første kid.

Nu gik turen hjem til centeret igen, hvor vi fik suppe sammen med Elly.

Endnu en god dag var gået.

Mandag d. 26. okt.

Kl. 7 kom Mama Makundi og hentede mig.

Der var pandekager til morgenmad hos Mama Elly, og derefter gik jeg vandsystemet igennem sammen med Segundo. De har brug for at få skiftet en pumpe ud, der ikke kan repareres.

Jeg fik også en god sludder med Lilian om den store Passionsplante, der nu efter 2 år er så stor, at den næsten er oppe i toppen på det træ, den er plantet op ad, og truer med at kvæle træet. Vi snakkede om at beskære passionen, rydde tjørnehækken, og lave en 1½ m. høj pergola til passionen på tjørnehækkens plads. Den ide købte Lilian lige på stedet, og Ibrahim blev med det samme sat i gang med arbejdet.

Spørgsmålet rejste sig, hvorfor denne store Passionsplante ikke bærer frugt. Nogle mente at det var en "han"plante, og at vi bare kan skære den væk. Men måske er den nødvendig for bestøvning af den anden, noget mindre Passionsplante, der bærer frugt. Det er der delte meninger om.

Vi bad så Benedikte om at finde ud af det. Hun er lidt af en haveekspert. Når vi finder svaret, så beslutter vi om den store Passion blot skal beskæres, eller den skal helt væk.

Mens drengene arbejdede kiggede Augustine og jeg på kontoplanen, for at se, om vi kan gøre den lidt mere overskuelig.

Det regner i dag, så der er glæde i landet.

Vi blev henter kl. 18.00 af Ringo, der kørte Nana og jeg ind til byen, hvorefter Ninna og Elly fortsatte med Ringo til lufthavnen for at hente Jens og Anke. Jens skal arbejde sammen med Ringo, og Anke med os. Imens underholdt Nana og jeg hinanden på Katolik Centeret, hvor jeg bor, indtil de kom tilbage fra lufthavnen. Kl. 21 kom Thorkild med ægteparret Linde, der skal være sammen med os i et par uger. De var kommet til Arusha med bus fra Kenya. Vi havde fået en af drengene til at stille noget kaffe frem, og den sad vi så og nød, indtil ægteparret tørnede ind på deres værelse efter en lang bustur.

Kl. 23.00 kom de tilbage fra lufthavnen, Anke blev installeret på sit værelse, og Elly tog begge pigerne med hjem til skolen.

Tirsdag d. 27.okt.

Jeg spiste morgenmad sammen med Anke, Ejvind og Birthe inden vi blev afhentet af Tito, der kørte os ud til skolen, hvor vore nye gæster blev budt velkommen af alle elever med sang og dans og store knus af lærerne.

Derefter blev de vidst rundt på hele skolen af Mama Makundi.

Jeg gik lidt til og fra, og hjalp drengene med at bygge den nye pergola til Passionsplanten. Nu er tjørnehækken fjernet, de store grene hugget op til brænde, indhegningen fjernet og rullet pænt sammen, klar til salg. Hullerne til nye pæle er gravet. Ja, ikke nye, da vi bruger de gamle pæle der blev gravet op sidste år.

Eleverne havde, i dagens anledning af nye gæster, lavet os en dejlig frokost.

Jeg gik gennem salget af grøntsager sammen med Ibrahim, som fører et fint regnskab. Der er endnu ikke helt balance, men jeg tror, at det kan lykkes. Jeg talte med både Ibrahim og Lilian om at sætte sig et mål på salget på 100.000 tzc månedlig. Den bedste måned indtil nu er på 90.000 tzc., så jeg har tro på, at det kan lykkes.

Lige før fyraften, kørte Steeven op i byen for at købe 2 sække cement, så de i morgen kan støbe pælene ned.

Jeg har bedt Augustine om at købe en cykel til skolen, så vagtmændene og drengene hurtigere kan udføre deres ærinder.

Birthe skulle lige op i supermarkedet for at handle, så Elly forbarmede sig over os, så Tito fik lov til at køre os derop, da regnen øsede ned.

Så samledes vi alle, Ejvind, Birthe, Nana, Ninna, Anke, Tito, Elly og jeg til middag hos Elly. Vi spiste resterne fra den fine frokost, som eleverne havde lavet til os tidligere på dagen.

Derefter holdt Elly og Ejvind andagt for os.

Så kørte Tito Ejvind, Birthe, Anke og jeg ind til nonnerne, hvor vi lavede os en hurtig kop kaffe inden vi gik i seng.

Onsdag 28. okt.

Kl. 7 blev jeg afhentet af Makundi. Jeg skulle hjælpe med at finde køjesengene frem af containeren. De skal ud til Mama Siara, men da det regnede, besluttede vi at udskyde det. De øvrige bliver senere hentet af Tito, og da de ankom til centeret kørte vi alle ud til Mama Teddys skole. Her fik vore nye gæster en hjertelig modtagelse af børnene, og Mama Elly naturligvis også. Det var lidt imponerende, hvordan sådanne små krøltoppe kan synge på engelsk:

Mama Elly,

Mama Elly

What a wonder you are.

Mama Elly

We love you so much.

Efter besøget kørte vi videre til Mama Siara´s skole. Her fik vi en hurtig kop kaffe, og kørte straks derefter til en af vore små skoler Muungano, der er tilknyttet en katolsk lægeklinik, hvor der er plads til ganske få sengeliggende patienter. Der var dog ingen sengeliggende patienter i dag, blot en enkelt ung mand, der blev tilset af den tilknyttede kvindelige læge. Klinikken var flot og med et godt vandsamlingsanlæg og solfangere til strøm. Batterierne var dog ikke i orden, så der var ingen strøm pt.

Tilbage til den lille skole, hvor børnene sang for os og en af børnene akkompagnerede sine klassekammerater med trommen. Skolelederen holdt en imponerende orden på skolen, hvor hun også selv boede i to små rum.

Hun holdt en klog lille tale til Mama Elly, hvor hun takkede fordi vi var kommet, hun takkede for den støtte skolen fik og for de seminarer der blev afholdt.

Nu kørte vi tilbage til Mama Siara, og spiste en helt overdådig middag, hvorefter hun fortalte om sin skole og hendes 40 elever. Det var piger, der havde været offer for misbrug og nærmest slaveri af både den ene og den anden slags. Også unge mødre, der var blevet udstødt af deres familier boede her med deres børn og fik undervisning og en ny start i livet. Skolen har nu snart plads til 40 unge kvinder og piger med deres børn. Der er blevet bygget meget siden vi var der for 2 år siden, og alt så godt og effektivt ud.

Økonomien kommer fra sponsorer og fra organisationer der finder pigerne og betaler for deres ophold hos Mama Siara, hvor de både lærer at læse og skrive og lærer et håndværk, der kan give dem det daglige brød når de kommer tilbage i samfundet igen.

Når pigerne er parate til udslusning i samfundet, får de hjælp til en lejlighed og penge til at klare sig for i den første tid. Samtidig er der kontakt med myndigheder og socialarbejdere, der hvor de nu skal bo. Pigerne får tilsyn og opfølgning i 3 år.

Nu var dagen næsten gået, og hjemme på vores skole var vagtmændene i gang med at sætte telte op til graduation day i morgen. I haven var Ibrahim og Steeven næsten færdige med at støbe nogle flere pæle ned til vores Passionsplanter.

Den første Papajafrugt er nu moden, og Ibrahim gik glad og stolt ind til Mamma Elly og gav den til hende.

Så blev vi kørt hjem til nonnerne, og efter en lille tur til Pizza Point, hvor vi fik et glas vin og en sodavand gik turen hjem under moskitonettet og en god bog.

Torsdag 29. okt.

I dag er det graduation day, og jeg blev hentet kl. 7.00 af Makundi.

Det var som sædvanlig en god oplevelse at se alle elevernes forberedelser, deres spænding og deres nervøsitet. Drengene i haven havde også travlt med at rive og rydde op.

Kl. 11 da alle var klar begyndte gæsterne at ankomme og lærerne var i nye, flotte, grå dragter.

Efter 4 timer havde vi været igennem rundvisning, morgenandagt, præsentation af gæsterne, sang, dans og underholdning af eleverne, tale af æresgæsten, distriktsguvernøren, tale af Peter Gulugva, der er formand for HSH, tale af Elly og Mkundi. uddeling af diplomer til de bedste elever, og uddeling af eksamenspapirer.

Så var der mad, og jeg spiste sammen med lederen af organisationen for forældreløse børn, Orphans Foundation, som via Chisvea sender børn til undervisning hos os, og betaler for det.

Det var en god og vellykket dag, som alle, både lærere og elever kan være stolte af..

Augustine, drengene og jeg fik forberedt et læs køjesenge samt de to væve til Mama Siara, som bliver afhentet i morgen. Steeven tager med ud til hende, og får samlet sengene, hvis hun ønsker det. Der kommer også et bord og en stol med til skolelederen på Muungano skolen, som vi besøgte i går. Hun bor på skolen i to små rum, sammen med sit lille barn, og ejer ikke et eneste stykke møbel. Mama Siara sørger for at møblerne kommer det rette sted hen –har hun lovet.

Det er lidt trist, at der endnu ikke er sat mere turbo på udleveringen af effekter fra de containere, som jeg har pakket, men forhåbentlig sker der noget på dette område snart. Der er jo ikke rigtig nogen ide i at sende den ene container til Tanzania efter den anden, hvis de ikke bliver tømt, og effekterne kommer Tanzanianerne til gode.

Nu var dagen ved at være til ende, og vi blev alle 4 kørt ind til nonnerne af Tito. Anke og jeg gik ned i supermarkedet for at handle lidt, og derefter delte vi 2 øl på terrassen og fik en god lang snak om skolen, dens ledelse, medarbejdere og elever.

Anke har været på nettet, og fundet ud af, at Passionsplanten er selvbestøvende, og derfor findes der ikke han og hun planter. Det betyder, at vi bevarer og beskærer planten, der hermed har reddet livet.

Så er det sengetid, da jeg skal op kl. 5 i morgen tidlig og med Jens og Ringo rundt og se Ripat 2 og 3 fredag og lørdag. Elly skal også med.

Fredag d. 30.10

Jeg blev hentet kl. 6 af Ringo og hans folk. Derefter samlede vi Jens og Elly op, og kørte mod Karatu.

Ringo og Jens begyndte at fortælle beretninger, og den første handlede om en landmand, de havde besøgt. Han var ikke med i nogen af Ripat projekterne, men han havde set hvordan bananerne groede hos de bønder der var med, så det ville han også prøve. Han investerede 50 $ i behandling af sin jord, indkøb af møg, gravning af huller og indkøb af bananstiklinger. Allerede efter 1. år høstede han bananer for 200 $ og til næste år vil han høste for det dobbelte. Hans investering havde betalt sig tilbage 4 gange 1. år.

En anden beretning handler om et parlamentsmedlem, der havde mødt Ringo ved en regeringshøring om udvikling. Han kom og så Ripatprojekterne og bad om at måtte komme igen med sine egne naboer.

Han kom med 100 landmænd, der alle fik et godt indblik i Ripat´s arbejde. Derefter tog han emnet op i parlarmentet.

Vi talte også om tørken, og selvom 30-40% af de unge bananer døde, så var den landmand der havde bananer bedre stillet end ham, der ingen bananer havde. Selv under tørken. Han kan sælge lidt bananer, og have foder til sine dyr, der æder bananstammen, når bananerne er høstet.

Lidt før Katatu kom der pludselig en giraf og løb over vejen, lige foran bilen. Flot dyr. Vi så også en flok zebraer og nogle antilopelignende dyr.

Vort første besøg gjaldt distriktsguvernøren, Mr. Mathew Sedoyeka, hvor vi havde et kort socialt høflighedsbesøg.

Derefter besøgte vi 4 grupper, der alle var med i Ripat projektet. En af grupperne mødte frem med 15 kvinder og 5 mænd. De havde 50 overlevende bananer ud af 80 plantede i deres fælles bananplantage.

Derudover havde halvdelen af gruppen også plantet bananer på deres egen jord. De havde vandet bananerne en gang ugentlig under tørken. I 12 uger havde de vandet, og givet hver plante 20 l. ugentlig. Vandet blev hentet i en spand, som de bar på hovedet, og der er 2,5 km. til vandløbet, hvor de hentede vandet.

Der er en samlet spadseretur på 2000 km. med 20 l. vand på hovedet og ligeså mange km. med tom spand.

Godt gået.

Halvdelen af gruppen kan ikke læse eller skrive.

I landsbyen LAJA, som vi også besøgte, fik vi den store overraskelse, at Veronica var kommet med i gruppen. Veronica er den fattige kvinde, vi mødte sidste år, så der var stor gensynsglæde.

Denne gruppe var ankommet med 1 mand og 16 kvinder. De havde også sået Lap-Lap imellem bananerne, og var i gang med at høste dem. Det gav en god afgrøde, og kompenserede for det meget arbejde de havde haft med at hente vand.

Alle 4 grupper, som vi mødte blev grundigt interviewet af Jens, som senere vil lave en rapport om besøget.

Da dagen var gået kørte vi ind til Karatu igen, hvor vi spiste aftensmad og gik på hovedet i seng i nogenlunde fine værelser, der var bestilt til os.

Lørdag d. 31.okt.

Vi stod op kl. 6 og fik morgenmad inden vi kørte til Likamba, for at besøge nogle grupper i Ripat 2.

Undervejs mødte vi ikke en, men en hel flok giraffer, der gik lige ved siden af vejen. I likamba så vi enkelte bananplantager, og heller ikke her var alle døde. I den ene var halvdelen døde, men i den næste havde næsten alle overlevet tørken. Vi fortsatte til Mama Huldas gård.

Mama Hulda døde i foråret, og vi kondolerede, og Elly græd sammen med datteren og svigerdatteren. Vi så hvor de havde lagt denne kloge og vise kvinde. Hun vil blive savnet i Likamba.

Vi mødtes derefter kun med en enkelt gruppe. De havde også unge bananer. 15 mænd og 12 kvinder var ankommet, og blev grundigt interviewet af Jens. Vi fik bl.a. at vide, at de havde mistet ca. halvdelen af deres dyr. Kreaturer, får, geder og æsler var døde i massevis. Så kan vi også bedre forstå, at vi flere gange så døde dyr liggende på jorden.

Undervejs i bilen snakkede vi med Ringo og Jens om vare tagplader, som vi har så mange liggende af i Herborg. De kan måske bruges herude, da bønderne mangler tagplader både til hønsehuse og til små skure hvori de kan opbevare deres avl af majs, bønner og andre ting.

Det skal Elly og Jens have en lang snak omkring.

Vi holdt tidligt fyraften, og kl. 14 var jeg hjemme hos nonnerne igen.

Lidt senere kom Anke, Birthe og Ejvind, og vi gik ned til Pitza point for at spise.

Jeg tror lige, jeg vil beskrive, hvordan Ringo og Rockwool starter sådan et projekt op.

RIPAT står for Rockwool Initiativ for Powerty Alleviation in Tanzania.

Rokwools initiativ til bekæmpelse af fattigdommen i Tanzania.

Recoda er Ringos konsulentkontor, der står for alt det praktiske.

Jens Vesterager er Rockwool fondens mand. Han kører projekterne fra sit kontor i Danmark når han ikke er på tilsyn herude, og refererer direkte til direktøren for Rockwool fonden, Elin Schmidt.

Ripat 3 er det tredje projekt med dette program, og startede i september 2008.

8 landsbyer udvælges i samme egn, og der etableres 2 grupper af landmænd og -kvinder i hver landsby.

Hver gruppe består af max. 35 personer, der ikke må tilhøre "de rige", de skal have mellem 2 og 5 acer land, have viljen til at gennemføre projektet og have de fysiske muligheder for at deltage i arbejdet.

Landsbyledelsen har den sidste afgørelse, hvem der kan deltage.

Når de 35 personer er udvalgt, bliver de grundigt interviewet af Recoda. De spørges om familien, sygdom, antal og art af husdyr, hvilke bygninger har de og hvilket tag er på o.s.v.

Desuden modtager de undervisning og får hver udleveret et hæfte der er forberedt så det er let at udfylde med oplysninger om deres avl og hvor meget de spiser selv og hvor meget de sælger.

Derefter etableres der en fælles mark, som lejes. Her graves huller til bananerne, der gødes med møg, inden tilplantningen.

Desuden får gruppen nogle haner, geder af begge køn og lidt grise.

Disse dyr fordeles efter gruppens afgørelse, og passes hos nogle af deltagerne. Det er såkaldt forbedrede dyr, med højere ydeevne end traditionelle afrikanske dyr.

Når dyrene efter nogen tid overgår til privat eje, skal der betales for dem til gruppen, der er etableret med formand, kasserer og vedtægter.

Når gruppen får opsparet en kapital, kan medlemmerne i gruppen søge om lån til udvidelse o.l.

Gruppen vedtager regler og fastsætter størrelsen på den bøde en landmand skal betale, hvis han lader sine kreaturer gå ind i plantagen. Disse regler bliver dernæst vedtaget af bystyret.

Når en af gruppens landmænd eller -kvinder ønsker at plante bananer på sit eget jord, skal der året efter gratis gives 3 gange så mange bananstiklinger til 3 andre landmænd –uden betaling. Desuden skal den indvundne erfaring og viden videregives.

Landsbyen LAJA f.eks., består af 780 husstande, og ønsker nogle af disse indbyggere, som ikke allerede er med i en gruppe, at få bananer og danne grupper, så er det distriktsguvernøren og hans embedsmænd der må stå for etableringen. De bliver så tilbudt uddannelse hos Recoda Akademi, hvor de bliver undervist og oplært. Hvis distriktsguvernøren, inden opstart af projektet, ikke lover at følge op på denne måde, så bliver der ikke startet projekter i hans område.

Recoda har en fast mand stationeret i området, hvor han bor i et lejet hus. Han kører rundt på tilsyn, og hjælper med råd og dåd. Det hele finansieres af Rockwool fonden.

Der findes eksempler på, at veletablerede banandyrkere i Ripat 1 området nu bliver hyret af nye landmænd, der også gerne vil i gang, og mangler rådgivning. Det første besøg er gratis, men det næste koster 2000 Tzc, altså 8 kr.

For fuldstændighedens skyld vil jeg lige bemærke, at Ripat projekterne er en videreudvikling af det pionerarbejde, som Elly og Ringo startede for 5-6 år siden.

På mandag kører Jens og Ringo ud for at tale med distriktsguvernørerne i områder, hvor det er tænkt, at Ripat 4 og 5 skal starte.

Søndag d. 1. nov.

I dag skal vi i kirke i Likamba, hos pastor Eli Rehema. Tito kørte os, og da vi var ankommet kunne jeg se, at indhøstningen af vand fra de tagrende vi satte op for præsten sidste år, ikke var i funktion.

Tagrenderne sad der endnu, med rørene fra tagrenderne og hen til tanken var der ikke, så regnen løb bare ud på jorden.

Det var en skuffelse.

Når en præst i så tørt et område ikke har den nødvendige motivation for at vedligeholde sine rør og høste vand, så gav det virkelig grund til både bekymring og til eftertanke. Hvad var der gået galt.

Men nu var det Gudstjenestetid, og kirken var stopfuld. En ung kvinde ledede menigheden i sang, og flere gange var alle deltagerne oppe at danse. Bl.a. så vi den traditionelle maasaidans, hvor de hoppede og dansede enten på gangen eller på deres pladser. Det var en oplevelse.

Ejvind prædikede ud fra salme 23. Det var et modigt valg at prædike over emnet med hyrden og hjorden, der bliver ledt til de grønne græsgange, i en egn, hvor halvdelen af deres egne dyr var døde i tørken. Men Ejvind fuldførte sin prædiken på fornem vis, og fik hele salmens indhold med på en god måde.

Efter prædiken spurgte Eli Rehama hvorfor jeg var så stille, og så tog Elly og jeg fat i ham og spurgte til tagrenderne og de manglende rør, og den manglende vedligeholdelse. Undskyldningerne var mange, og da vi havde ristet ham tilstrækkeligt, kiggede vi fremad, og bad ham om at redegøre for, hvornår han fik reparationerne udført. Det vil han gøre allerede i den kommende uge. Så får vi at se, om løftet holder.

Vi talte også om, hvad VI kunne have gjort bedre, og Jens fortalte os om, hvordan han tidligere, og i et andet afrikansk land havde været i et brøndgravningsprojekt. Dengang gravede de ikke brøndene for afrikanerne, men de hjalp dem bare med at grave deres egen brønd. Så fik afrikanerne et bedre ejerskab til brønden.

Den fremgangsmåde vil vi nok lytte til, næste gang vi skal have tagrende op at hænge.

Derefter kørte vi ind til byen for at spise på Livingstone Bar, der ligger lige oppe på Sakina Road, tæt ved HSH centeret. Det tog et par timer, at fange kyllingerne og få dem stegt, men vi blev mætte, og hyggede os med hinanden i ventetiden.

Så gav Elly kaffe og kage på centeret, og derfter tog vi hjem.

Anke var hjemme, og hun og jeg fik en god lang sludder om hendes bestræbelser for at at indføre Makundi og Augustine i forretningsverdenens mysterier. Hun havde hele fredagen haft Makundi og Augustine til interview og oplæring. Hun er kommet på en vanskelig opgave. Men det er meget vigtigt at Soyaprojektet som undervisningen handlede om, kommer til at køre så godt som muligt.

Mandag d. 2. nov.

Kl. 7 blev jeg hentet af Mama Makundi, og så snart Augustine dukkede op på centeret, fik jeg en orientering om 10 af køjesengene, der om fredagen var blevet kørt ud til Mama Siara. Der var lavet en nøjagtig kvittering, og det så rigtigt ud.

Jeg fortalte Augustine, at jeg havde fundet et sted at købe cykler, der var billigere end det sted han havde fundet. Vi skal have købt en cykel til HSH, så nu tror jeg vi har fundet den rigtige cykel, og til den rigtige pris.

Nu kom Tito med Birthe og Ejvind og vi kørte ud til Ripat 1, efter at have hentet en medarbejder fra Recoda, der var vores guide.

Den første landsby vi besøgte hedder Kwa Ugoro, og gruppen vi mødte hedder Jikomboe. Det var en flot flot plantage. Men de har også kanalvand to gange månedlig, så tørken havde ikke gjort nogen skade her.

De startede i 2006 med en fællesplantage med 140 bananer. Jeg spurgte dem om hvor mange bananer de tror, der på nuværende tidspunkt findes i deres del af landsbyen. Både gruppens bananer, de enkelte gruppemedlemmers private bananer og evt. andre landmænds bananer, som er blevet plantet som resultat af Ripats indsats i området. Vi fik at vide, at der nu er mellem 8 og 10.000 bananplanter. Det er 60 gange flere bananplanter på 3 år. Det er en imponerende spredningseffekt.

En anden landsby startede med 200 bananer i 2006 og de har nu 5-6000 bananer i deres del af landsbyen. En spredningseffekt på næsten 30 gange på 3 år. Det glæder jeg mig til at fortælle Jens ved lejlighed.

Vi besøgte også landmanden Ernest Daniel Mbise, der har 15 acer, og to år i træk har fået distriktets pris som den bedste landmand.

Han hører til den rige del af landsbyens indbyggere, og er derfor ikke med i nogen Ripat gruppe. Men han har set bananerne i Ripat grupperne og har fået konsulenthjælp fra nogle af gruppens medlemmer. Det er Ernest, som Ringo og Jens omtalte, da vi var på vej til Karatu i torsdags. Ham der investerede 50$ og høstede for 200$ allerede første år. Han kan kanalvande en gang ugentlig.

Vi holdt frokostpause under et stort træ lige ved et vandløb, som bilen lige havde kørt igennem. Det var rigtig råhygge, med brød fra skolen og en posefuld bananer. Dertil vand og kaffe.

Til sidst besøgte vi landmanden med "den glade kone", som jeg omtalte sidste år. Han kan ikke vande, og det var meget tørt hos ham. Han havde siden sidste år købt noget jord, som han havde tilplantet med bananer. Her var ca. halvdelen gået ud. De gamle bananer var alle i live, men udbyttet var lavt.

Alligevel var det rigtig godt at se, at selv under tørke, så giver bananerne et godt og sikkert sikkerhedsnet for familien og deres dyr.

Så bananerne giver et stort udbytte i gode år og en stor sikkerhed i tørre år. Og det sidste er måske det vigtigste.

Efter en god dag kørte vi hjemad, og jeg spiste aftensmad sammen med Birthe og Ejvind på Pepe´s restaurant.

Inden sengetid udvekslede Anke og jeg dagens begivenheder over et glas rødvin.

Tirsdag d. 3. nov.

I dag fik jeg købt en cykel til vagtmændene, så de hurtigere kan komme rundt efter deres ærinder. Det blev en kinesisk en af slagsen med dobbelt stang og forstærket forgaffel og så en stor bagagebærer. Det tog lidt tid at få den justeret og efterspændt, men til sidst var den da nogenlunde i orden. Tanzanianerne grinede af mig, da jeg cyklede ud til centeret. En Mosungo (hvid) på cykel, det er ikke hverdagskost, og så havde jeg en rulle ståltråd på den ene skulder, det gjorde det ikke bedre.

Jeg har foreslået Mama Makundi at hun gav en person ansvaret for at cyklen altid var køreklar og vedligeholdt. Det ville hun gøre, sagde hun, og det skal være den vagtmand, der passer butikken.

Ståltråden er til den "pergola" som Ibrahim og Steeven har forberedt, og hvor Passionsplanterne skal gro. Jeg viste drengene hvordan jeg havde tænkt mig at spænde ståltråden ud, og det forstod de perfekt, og da dagen var gået var Pergolaen færdig og to passionsplanter var ledt hen til den. Den store, der indtil i dag groede oppe i et træ blev beskåret, så i de næste dage vil de afskårne ranker, der blev tilbage i træet, nok ikke se særlig godt ud.

Benedikte vil i morgen købe nogle ekstra passionsplanter, så det bliver spændende, hvordan det vil udvikle sig.

Jeg havde en lang fremtidssnak med Steven, næsten nøjagtig som jeg havde med Ibrahim den anden dag –på deres initiativ. Deres løn er meget lille, og de ville begge gerne være vagtmænd, hvis der en dag bliver en stilling ledig. Steeven skal dog stadig huske at få gjort sin uddannelse som turguide færdig, men det er svært at få en praktikplads for øjeblikket.

Da jeg kom hjem, gikjeg hen til Piza Point og spiste fiskesuppe inden jeg kravlede under moskitonettet. Jeg skal op kl. 4 i morgen, da vi alle skal på safari.

Onsdag d. 4. nov.

Vi blev alle hentet kl. 5.00 og kørte ud til centeret, hvor Elly havde morgenmad til os alle. Hun havde kogt vælling af sojamøllens eget produkt, og det smagte rigtig godt med sukker og mælk på.

Så kørte vi vestpå til Tarangire Nationalpark, hvor vi fik betalt entre. Tito havde "fundet" en ung turguide, Julius, som Elly engang for 10 år siden hjalp i gang med sin uddannelse. Han kørte os i en rigtig safari bil, hvor taget kan løftes, og vi kan stå op i bilen og se til alle sider.

Vi kørte nu rundt i den store park, på mindst 1000km2. Det er en af Tanzanias 5 nationalparker. Den er etableret omkring 1960, og alle indbyggere i området er flyttet ud, så dyrene har området for sig selv, sammen med safari turisterne.

Trods tørken var der stadig områder med græs, der ganske vidst var tørt, men alligevel kan tjene til føde for dyrene. Der var stadigvæk en lille smule vand i Tarangire River, så dyrene tørstede heller ikke, og elefanterne kan stadigvæk få sig et bad.

Dyrene så godt ud, de var velnærede og der var mange af dem. Vi gættede på, at vi fik set omkring 500 elefanter, rigtig mange giraffer, zebraer i massevis, og sidst på dagen også mange gnuer. Vi så en stor hjord af bøfler der vandrede fra den ene side af floden til den anden. Vi prøvede at regne ud, hvor langt der var fra den første bøffel i flokken og til den sidste, og vi gætter på at der var mellem 1 og 2 km. Da dyrene gik og småløb 2-3-4 stykker ved siden af hinanden, så har der været over 1000 stk. bøfler. Vi så enkelte nyfødte kalve.

Ind imellem disse store dyr så vi næsten 20 løver, bl.a. en løvinde med 4 unger. Vi så mange forskellige hjortedyr, som jeg ikke kender navnene på. Vi så en stor flok gribbe, der var i gang med at slås om kød fra et dødt dyr. Mange strudse, heriblandt et strudsepar med fire kyllinger. Endelig så vi en grå leopard, der løb over vejen lige foran bilen.

Midt på dagen havde vi holdt pause i et område, der var indrettet med toilet, borde og stole, så vi kunne komme ud af bilerne og spise vores frokost. Elly havde smurt mad til os, og dertil spiste vi æg og bananer, og drak vand og kaffe til.

Under pausen fortalte Julius om dengang Elly hjalp ham i gang med sin uddannelse som turguide, og han var både glad og stolt over nu at kunne vise hende, hvad han havde lært.

Jeg foreslog Julius, at nu havde han chancen for at lade "stafetten" gå videre, og hjælpe Steeven med gode råd og vejledning, og lade Steeven det vide, hvis han hører om en ledig stilling som praktikant, så han også kan få sin uddannelse gjort færdig.

Det lovede Julius.

Efter en god lang dag kørte vi hjem til Arusha, med mange fine dyr i vore kameraer.

Torsdag 5. nov.

I dag var det muligt at komme på internettet, og det var godt at få læst mine e-mail. Tak for dem.

Mama Guga kom i dag og havde en gave med til mig. 2 passionsplanter, som Ibrahim med det samme plantede i det nye passionsbed, så de kan gro op ad pergolaen.

Pastor Eli Rehema kom også i dag sammen med kassereren i kirken. Han havde vidst nok fået en alt for hård behandling i søndags, da vi opdagede den manglende vedligeholdelse af tagrenderne. Selvom jeg ikke sagde ret meget og lod Elly om irettesættelsen, så var det alligevel mig han var bange for. Det var en helt ny oplevelse. Jeg har aldrig før oplevet, at jeg åbenbart er meget frygtindgydende !!!!!

Nå. Men Mama Elly tog ham kærligt under sine vinger og forkælede dem begge to med suppe, harmonika, tilgivelse og bøn til Gud.

Nu håber jeg bare, at han husker at få sine rør repareret.

Mens Elly forkælede Eli Rehama, gik jeg nede i haven og hjalp drengene lidt med arbejdet.

Men da vi i morgen skal have tilsyn på Soyaprojektet af Jens og Ringo, så bad Elly mig lige om at skaffe sig et overblik over den nuværende økonomiske status vedrørende Soyaprojektet. Det undrer mig lidt, at det åbenbart ikke er noget Augustine bare kan trække ud af regnskabet, men at det tager noget tid. Forhåbentlig klarer han det i morgen tidlig, så vi kan nå at gennemgå det inden mødet.

Vi spiste til aften hos Torkild og Tabitta, og havde en rigtig hyggelig aften sammen med dem.

Fredag 6. nov.

Vi fik sagt farvel til Birthe og Ejvind inden Anke og jeg blev hentet kl. 7 af Mama Makundi, og da vi havde spist morgenmad hos Mama Elly, gik jeg ind til Augustine for at få regnskabet for soyaproduktionen.

Det tog lidt tid før det var klar, og så gik Elly og jeg det igennem, sammen med Balto på Skype. Vi skulle finde ud af, om der var flere penge på budgettet, og derefter vurdere, om der er penge til en produktionsmanager.

Men vi er vejen vist, da Mama Makundi ikke magter både at lede skolen og soyaprojektet.

Da vi var igennem regnskabet, gik jeg ned i haven og havde en god lang snak med Lilian om havens ledelse. Hun var lidt frustreret over så mange forskellige personer der kom og gav Ibrahim forskellige beskeder. Det fik jeg derefter en god snak med Ibrahim om, og han lovede at kontakte Lilian, hver gang nogen kom og blandede sig.

Jeg hjalp ham i nogle timer med at rille nogle bede til såning, det var ret hyggeligt, at lade Ibrahim vise mig, hvordan jeg skulle gøre.

En af skolens tidligere lærere Joyce Geofrey kom for at tale med Elly, men da Elly havde travlt, fik Joyce ikke fremført sit egentlige ærinde. Det fortalte hun så til mig i stedet for. Joyce havde for ca. 2 år siden bedt om en slags orlov, da hun gerne ville videreuddanne sig. Det blev hun bevilliget, men da hun efter et års videreuddannelse kom tilbage til skolen fik hun at vide at hendes stilling var givet til en anden. Det var hun skuffet over, men var nødt til at acceptere.

Men for at kunne søge en ny tilling havde hun brug for en slags "frihedsbrev", hvor skolen skriftligt fritog hende for at undervise hos os. Dette brev har hun ikke fået, selvom hun både havde henvendt sig til Makundi, Panga og Peter Gulugva.

Det lovede jeg at gøre noget ved.

Kl 15 var der møde om soya. Jens kom på tilsyn, og styringsgruppen kom også –de fleste af dem.

Mama Makundi fortalte hvor langt de var kommet. Tilladelserne var i orden, Kvalitetskontrollen kørte planmæssigt, og de første produkter lå på hylderne i supermarkederne. Desuden blev der solgt noget fra butikken.

Jens roste projektet, fordi de var kommet så langt.

Der er dog stadig en del der skal gøres. Markedsføring, kontrol af vareforbruget, sikkerhed for at der ikke bliver svind og så selve bogføringen.

Elly fik lige en snak med Jens og Mama Makundi om hvor mange bananplanter der må være i hvert hul. Det blev "vedtaget" at der kun må være tre.

Josephine fra Rekoda, der er med i styringsgruppen lovede at hjælpe Ibrahim med at sælge bananstiklinger.

Peter Gulugva, formanden for HSH lovede mig at han og Panga vil komme en af de allerførste dage i næste uge til et møde med Elly og jeg.

Mange af de punkter vi har med på dagsordenen fra bestyrelsen hjemme skal diskuteres med disse to herrer, og det vil Elly og jeg gerne i gang med hurtigst muligt.

Herefter var der middag hos Elly inden hun og Tito kørte Jens til lufthavnen. Undervejs satte de Anke og mig af hos nonnerne.

Lørdag 7. november

Der er kommet en ny gæst hos nonerne. En ung amerikaner, der skal være her i byen i et landbrugsprojekt. Han skal være her i 6 mdr.

Anke og jeg tog os lidt af ham, og tog ham med os hele dagen. Det er fridag, så vi besøgte et par cafeer og nogle forretninger, inden vi gik hele vejen ud til Herritage Centeret, hvor vi fik frokost, inden vi gik rundt og så på alle souvenirerne. Derefter fik vi overtalt Anke til at tage med i en Dala Dala tilbage til byen. Så fik hun også prøvet det. Der var 21 i bilen, men Anke fik lov til at sidde på forsædet sammen med chaufføren, så hun klarede udfordringen i fin stil.

Derefter gik vi ned til Maasaiernes marked for håndarbejde og udskæringen, og efter et lille hvil derhjemme gik vi ud at spise hos Arusha Maasai Cafe, hvor fik vi en rigtig lækker pizza. Den bedste i byen, fortalte de os, og det tror vi på.

Søndag d. 8. nov.

Efter morgenmaden gennemlæste jeg min dagbog fra sidste år, for at se om der var noget jeg skal huske. Det var en god øvelse.

Jeg gik derefter hen i Titos kirke, selvom Gudstjenesten var begyndt.

Lidt efter kom Titos nevø og oversatte for mig, og da Gudstjenesten var færdig skulle jeg absolut hen at hilse på præsten. Det gjorde jeg så, og så kom Tito, og vi aftalte at mødes i cafeen, hvor vi sidste gang fik suppe. Da Tito var færdig med sine aftaler, kom han hen til mig, og vi fik en lang sludder om skolevæsenet i Tanzania og HSH´s skoles plads i billedet. Det var rigtig oplysende. Tito fortalte også, hvordan hans kirke arbejder blandt forældreløse børn, og hvordan disse børn kommer i skole. Kirken bruger at samarbejde med Compassion, en stor organisation, der tager sig af netop sådanne børn.

Derefter fortalte Tito mig om sin uddannelse, og at han læser derhjemme på universitetet, hvorfra han næste år vil graduere i Business, Management og Administration.

Det var nyt for mig, at Tito læste på dette niveau og som hjemmestudie. Gad vidst hvem mere, der ikke ved det.

Så gik jeg en tur i Kijenge området og købte mig en Fanta i en lille bar, hvor jeg også kom sidste år. Her sad jeg og reflekterede på samtalen med Tito.

Da jeg kom tilbage til nonnerne, tog jeg et tiltrængt bad, og på vej ned i byen løb jeg ind i Anke, og vi blev enige om at gå hen til Pepe og tage en øl. Så var vi to om at reflektere og snakke om De oplysninger, jeg havde fået af Tito.

Kl. 8 gik vi hjem, og jeg gik under moskitonettet, efter at have sagt godnat til min Gækko, som – har jeg fået at vide –holder mit værelse fri for moskitoer.

Mandag d. 9. nov.

Det lykkedes at komme på nettet fra morgenstunden. Dejligt.

David og Eleja kom og hilste på os. Det var rigtig dejligt at se dem begge igen. Vi har endnu ikke fået snakket tagrendefabrik med ledelsen herude, så det blev kun til et stort knus og en dejlig gensynshilsen med Eleja.

Lidt senere kom der besøg fra Tarm, de var på besøg hos Torkild og Tabitta, og kiggede lige forbi. Jeg har kendt dem for næsten 40 år siden.

Elly fik også lige tid til at vi kunne gennemgå dagsordenen fra Puls´s bestyrelse, og se de svar vi havde samlet ind indtil nu.

Så fik jeg lige snakket bananer med Lilian, og fortalt, at Elly og Jens nu er enige med Mama Makundi om at der kun skal være 3 stammer i hvert bananhul.

Tito havde lavet et fint skema til mig med skoleforløbet i Tanzania, og vores skoles rolle i dette forløb.

Så gik jeg ind til Augustine, der gav mig oplysningerne om indbetaling af skolepenge. Det var rigtig godt at få svar på dette spørgsmål.

Elever fra ILO betaler 40.000 tzc om måneden incl. uniformer og materiale.

Elever fra Chisvea betaler 104.000 tzc for 6 mdr. incl. uniformer og materiale.

Der er ingen kirker, der sponserer elever til os.

Alle andre elever betaler 80.000 tzc årligt, og dertil kommer uniformer og materialer.

Eftermiddagseleverne betaler 5.000 tzc pr. måned plus materialer.

Sammen med Augustine fik jeg også repeteret aftalen fra sidste år, hvor vi (Method og jeg) var enige om at der etableres en projektmappe for hvert projekt. I disse mapper blev der så løbende noteret nogle få linier efter tilsyn, og andre vigtige oplysninger, således at vi kan tage en hvilken som helst projektmappe ned fra hylden, og se hvad der er sket i årets løb.

Jeg har fået at vide at Mama Makundi har lovet Elly at ordne den sag med Joyce, som jeg har nævnt tidligere.

Jeg gik lige en tur ned til Soyamøllen, hvor Sakajo og en medhjælper var i gang med at rense majsen for urenheder. Her så jeg hvordan majsen var blevet angrebet af insekter. Det så ikke godt ud. Men jeg har jo set, at vi har nogle elektriske insektfangere på lageret, så jeg kontaktede Sekondo og foreslog at han fik dem monteret i lageret.

Dernæst foreslog jeg Mama Makundi det samme, og det blev hun tilsyneladende glad for. Nu får vi se, om insektfangerne kommer op.

Om aftenen spiste Anke, David og jeg, middag sammen på Pitza Point.

Jeg har en fornemmelse af at både Titos og Davids potentiale er undervurderet, og at nogen måske burde tænke lidt på det.

Tirsdag d. 10. nov.

Vi var på besøg i Manire. Tito kørte og Augustine, Elly, Anke og jeg var med. Vi fik interviewet 5 familier, der alle var blevet interviewet i 2006. Vi ville gerne se udviklingen. Jeg går ud fra at Augustine laver et sammendrag og en sammenligning til os.

Det var godt at besøge landsbyen og se, hvordan de havde klaret sig i tørken. Tørken har været hård ved dem, men de havde foder nok til kreaturerne, der næsten alle var lukket inde. Selvom nogle af banerne var døde, så var de klar til at plante igen så snart der kom vand. Der var foretaget store udvidelser tidligere i år, men de fleste af de nye planter var døde.

Der er vandhaner rundt i landsbyen, men der er kun vand nok til husholdning og til dyrene. Kanalen giver under 50% vand i år. Ingen havde vandet bananer manuelt, og da vi spurgte hvorfor, fik vi det svar, at det er ikke kulturen i deres landsby, da de oprindelig var kvægavlere og ikke agerdyrkere!!!

De fleste af de gamle bananer havde overlevet, og der var store mængder af foder til dyrene, der var i god behold. Desuden havde nogle af landmændene forbedret deres bygninger og fået lagt byvand ind på grunden. Der var trods tørken fremdrift at spore, så alt i alt klarer Manire sig godt.

Hos Johs James og hans søde kone fik jeg nogle bønner med hjem til vores have. Dem giver jeg til Lilian i morgen. Bønnerne hedder vidst nok "Kunde".

Vi må huske på, som Jens sagde sidste år, at det vigtigste ikke er at avle så meget som muligt i de gode år, men at avle tilstrækkeligt i de dårlige.

Vi så også kanalprojektet, og nogle af portene, der blev etableret sidste år. Det var en fornøjelse at se, og at høre om en stor tilfredshed, og at de tidligere kampe om vandet var forbi. Vi har frigivet et beløb til næste fase i projektet, og den består i at bygge to porte mere og at forstærke kanalen, der hvor den er svag. De svage kanalvæge er skyld i et spild på ca. 30%, så det bliver en stor forbedring at få dette ordnet.

Sidste del af projektet, at få indtaget bygget, er en opgave, som de selv må klare. Det kan de finansiere ved at kræve en lille betaling fra alle der får kanalvand.

Efter en sædvanlig god middag hos pastor Nielsens, kørte vi hjem.

Onsdag d. 11 nov.

I dag kom jeg på internettet, og fik svaret på nogle e-mails. Jeg fik set billeder fra Kirstens og mit nye køkken m.m. Det ser fint ud, og jeg glæder mig til at se det i virkeligheden.

Anke, Augustene, Mama Makundi, Elly og jeg fik en god snak om regnskabssystemet i butikken. Det kører efter helt andre principper end det øvrige regnskab.

Først "låner" butikken et beløb af HSH´s kasse.

Så købes der ind til salg.

Når der er penge i skuffen, så kan der købes flere varer til salg. Jeg er ikke helt klar over om der findes kvitteringer for alle indkøb, og om disse kvitteringer får numre og sættes i ringbind.

Der betales løbende af på lånet.

Når butikken er fyldt op med varer til salg, og der konstateres et overskud, bringes et beløb i banken, og kvitteringen fra banken gives til Augustine.

I butikken skrives op, hvad der bliver købt i en købsprotokol.

Hvert enkelt salg bliver nedskrevet i en salgsprotokol.

Disse to protokoller kan så sammenholdes med hinanden.

Der føres også et lager system, hvor der skrives op hvor mange poser kiks, sodavand og andre varer, der er på lageret, og efterhånden som der sælges, skrives det antal der er solgt ned på lagersedlerne, så der hele tiden bør være klarhed over lagerbeholdningen. Samtidig giver disse lister et overblik over, hvilke varer der sælger bedst, og hvilke der sælger dårligst.

Der sælges pt. for ca. 160 Dkr. Daglig, eller 40.000 Tzc.

Udover indkøbte varer sælges der også produkter fra soyamøllen, der sælges kuglepenne og tandbørster fra containeren, og snart skal der sælges hjemmebag fra køkkenet.

Butikken passes af en af vagtmændene, så der er ikke lønudgifter på nuværende tidspunkt.

Jeg ville foretrække et regnskabssystem, hvor alle indkøb blev bogført i HSH´s regnskab og ligeledes det daglige salg.

Men vi blev enige om i gruppen, at nu fortsætter det nuværende system til nytår, hvor Augustine aflægger rapport til PULS. Så ser vi på rapporten, og er den tilfredsstillende kan de fortsætte. Ellers må det laves om.

Så var der te og hjemmebag til alle ansatte for at sige farvel til Anke, men det blev hurtigt til et debatmøde, hvor Tito lagde ud med at spørge, hvem der egentlig var leder af HSH. I debatten kom Elly så frem med nødvendigheden af at skære voldsomt i budgettet, forøge skolepengene og forøge indtægterne fra haven, soyamøllen og butikken, ellers blev vi nødt til at stoppe hjælpen om 3 år.

Så er det sagt, men desværre var Panga og Peter Gulugva ikke til stede, så de må få beskeden når de kommer.

Derefter gik jeg en tur i haven, og Ibrahim viste mig salget for okt.

Det var på 80.000 Tzc. så det nærmer sig de 100.000, som er vort foreløbige mål.

Så var dagen ved at være til ende, og jeg tog med Tito ind til byen.

Torsdag d. 12.nov.

Jeg brugte formiddagen hjemme på hotellet, med min pc. Jeg fik samlet op på nogle spørgsmål, og fik ajourført og gennemlæst min dagbog, for at finde emner vi har glemt. Det var godt. Derefter gik jeg hen til Maasai cafeen og fik en pizza inden jeg tog en Dala dala ud til centeret. På vej derud begyndte det at regne kraftigt, så jeg måtte stå i ly nogle steder. Dejligt med noget vand.

På skolen var der igen besøg af MS, der havde nogle NGO´er, som de gerne ville vise vores skole.

Da de var kørt hjem, fik Elly og jeg en god sludder om Teddys skole og de svage børns forældre og plejeforældre.

Vi talte om hvor længe vi skal støtte dem, når børnene forlader Teddys skole for at gå i Primary skole.

Jeg foreslog at vi stoppede, når de forlader Teddy, evt. med en ny skoleuniform. Hvis vi fortsætter med at støtte, bliver det ligesom en snebold der ruller. Omkring 15 svage børn vil hvert år gå videre til Primary skolen, og det vil snart blive så mange børn, at selv Teddy ikke formår at kunne støtte dem. Desuden er det et dobbelttydigt signal at sende, når HSH skolen skal spare, mens Teddy får flere penge.

Vi er blevet informeret om, at Recoda er en NGO, og så er vejen banet for at give den en container. Vi har bedt Augustine om at lave det nødvendige papir, så containeren kan blive afhentet af Ringo´s folk.

Den skal indgå i det byggeri, som Recoda har under forberedelse.

Uoverensstemmelsen mellem Ibrahims salgsbog for haven og Augustines bogføring er blevet opklaret. Det var et indkøb af frø, der var årsagen. Augustine havde ikke selv opdaget fejlen.

Jeg fik en lille sludder med Steeven om den lille kanal, han sidste år gravede i haven for at lede overskudsvand væk. Den er efterhånden blevet fyldt op igen, og Steeven sagde, at den vil han rense op i morgen. Fint.

Mama Makundi kom ind til Elly for en sluder, og vi talte om hvem der har ansvaret for skolens bygninger og område. Vi foreslog, at dette ansvar blev overgivet til Sekondo, der så kan sætte Steven til at udføre opgaverne med vedligeholdelsen. Er der opgaver, som Steeven ikke kan udføre, selv med råd og vejledning fra Sekondo, så må en Fundi tilkaldes. Den ide købte Mamma Makundi, og hun vil sætte Sekondo på opgaven. Super.

På vejen hjem til nonnerne med Mama Makundi, Tito og nogle lærerinder i den lille pick up, spurgte jeg, hvad det koster at have et barn i primary skolen. Det er gratis, men der skal betales for uniform og skolebøger, samt en donation fra forældrene til skolen. Hvis forældrene ikke har råd til det, så bliver 10-familie-lederen kontaktet for at konstatere om det skyldes fattigdom. Er det tilfældet, så træder kommunen til og betaler. Sådan ca. forstod jeg Mama Makundi.

Det ska vi lige have in mind, inden vi beslutter os for, hvor længe Teddys sponsorbørn skal have hjælp af os.

Så var vi hjemme hos nonnerne, og jeg stod af, tog et bad og gik hen til Pizza Point for at spise.

Fredag d. 13. nov.

Jeg blev hentet kl. 8.30 af Mama Makundi, og formiddagen gik med dagbog og internettet. Så gik jeg ned til soyamøllen og så hvordan de behandlede majsen, der først skal vaskes og være våd, inden den kommer igennem den maskine, der afskaller den. Det virkede lidt underligt på mig at majsen skal være våd, men sådan skal det åbenbart være, selvom maskinen ikke så ud til være helt enig i den fremgangsmåde.

Ibrahim og Steeven havde travlt med at rense den lille grøft til overskudsregn. Den var fyldt op at sten, som drengene kørte op til den nye pergula, hvor de vil lave et blomsterbed af stenene.

Steeven var også færdig med at slå græsplænen. Det foregik med en lang kniv, nærmest en buet sabel, som han slog græsset af med. En nabo kom og hentede græsset til sine køer, og så får vi møg i stedet for.

Nu kørte vi ud til Dr. Solomon, der driver en klinik mest for aids patienter. Det er fattige mennesker, der ikke kan betale for behandlingen, dog er medicinen gratis for dem. Dr. Salomon havde brug for nogle hospitalsenge og lidt kontormøbler, så må vi se, hvad vi kan hjælpe ham med fra lageret, og sende ham nogle hospitalsenge i den næste container. Jeg vil prøve at sætte Solomon i forbindelse med Erwin, den læge i Svendborg, der samler brugt hospitalsudstyr sammen og sender det til Ukraine. Måske kan han finde noget til Dr. Salomon også.

Så kørte jeg hjem sammen med Tito, der skulle aflevere pigerne hos Mama Siara.

Kl. 7.00 Kom Tito og hans kone for at spise sammen med mig på Pizza Point. Vi fik en rigtig god og lang snak om mange ting, inden det blev sengetid.

Lørdag d. 14. nov.

Efter morgenmaden gik jeg ud til Elly. Undervejs fik jeg undersøgt priser på en fedtsprøjte til at smøre sojamaskinerne med. Sådan en har de vistnok ikke, da jeg har fået at vide, at der kommer en person en gang imellem for at smøre. Jeg fik også priser på de runde vandtanke, og jeg synes ikke de er så forfærdelig dyre.

Da jeg kom ud til Elly gennemgik vi priserne og da Mama Teddy kom lidt efter, så spurgte vi hende grundigt –igen–om hendes vandsituation.

Det er helt klart, at hun skal have en 1000 l. tank mere, så hun kan have tilstrækkelig med byvand til en uges forbrug. Hun har jo som bekendt kun vand i vandhanen en gang ugentlig.

Så spurgte vi ind til regnvand. Hun har tagrender men ingen tank. Hun vil blive meget glad for tanke også til regnvand, og det vil hendes naboer, og forældre til børnene også. Når det regner kommer de med deres dunke, og spørger, om de må sætte dunkene under nedløbsrørene.

Og alle der har set den grøft, der i hendes bydel samler regnvandet, kan sagtens forstå, at regnvand er langt at foretrække.

Vi vil nu undersøge hvad det koster at bygge en tank ved enden af hendes to skolebygninger. Vi er nok nødt til at bygge dem op, da grundens størrelse ikke tillader at sætte tanke op. De fylder for meget.

Vi har forklaret Teddy, at vi vil prøve at skaffe pengene til projektet, og at der ikke vil blive bygget tanke før pengene er fremskaffet. På mandag vil jeg prøve at få et overblik over prisen.

Jeg gik så en tur ned i haven, for at kigge lidt på bedene og på bananerne. Der er 7 bananplanter og 76 bede med grøntsager. Bananerne har givet et udbytte på 14.000 tzc hver i år. Og hvert bed har givet et udbytte på 8.500 tzc i år, når jeg skønner indtægten for de sidste 1½ måned. Hver banan optager 9m2 jord og hvert bed ca. 8m2, så også i vores have er der ingen tvivl om at bananerne er bedst.

Måske kan der blive plads til lidt flere bananer, det vil jeg prøve at tale med Lilian om en dag.

Så spadserede jeg hele vejen hjem igen, tog et bad og gik ned til Via Via og fik suppe og is, inden jeg gik hjem i seng.

Søndag d. 15. nov.

Jeg havde et par rigtig gode timer med min computer inden kirketid.

Jeg prøvede at finde frem til en anden dagsorden for vore tilsyn, en bedre måde at gøre det på. Det vil jeg arbejde videre med i den kommende tid.

Efter Gudstjenesten i Titos kirke spiste jeg frokost med Tito og hans hustru Betty. Derefter tog jeg ud til Usa, hvor jeg så den lille fredfyldte dyrepark, eller zoo. Derefter gik lidt rundt på det store marked i Usa. Det er enormt.

Så en Dala dale ind til Arusha, hvor jeg spiste suppe på Green Hut, inden jeg krøb under nettet med min bog.

Mandag 16. nov.

Jeg blev hentet af Mama Makundi og pigerne, der kom tilbage fra Mama Siara, hvor de havde undervist i Engelsk i weekenden.

Jeg havde en aftale med Torkilds fundi, Frank, så jeg gik direkte ned til ham for at tale med ham om vand til Teddy.

Han vil undersøge om det er muligt at sætte endnu en 1000 l. tank op hos Teddy, om huset kan bære, og hvad det vil koste.

Desuden forklarede jeg Frank, at det tidligere forslag om opsamling af regnvand var alt for dyrt, og bad ham om at prøve at finde andre måder at samle vandet på. Vi sad og tegnede og regnede i et stykke tid.

Problemet er dette, at grunden Teddys skole ligger på ikke er ret stor, og da vandtanke kræver noget plads, så er det en udfordring at finde den rette løsning. Frank giver et godt indtryk, og vi er trygge ved at bruge ham som rådgiver.

Lykkes det Frank at finde en alternativ måde, og den er acceptabel i pris, så vil vi prøve at finde penge til opgaven når vi kommer hjem.

Da jeg kom tilbage på centeret, var der en ret god internetforbindelse, så det benyttede jeg mig af. Så gik jeg lidt i haven, hvor Ibrahim og Steeven havde lavet en adskillelse mellem haven og elevernes område med nogle store sten. Det ser godt ud, og det er 100% drengenes egen ide.

Om eftermiddagen gik pigerne med mig ind til byen, for at hjælpe mig med at købe noget stof. Vi spiste pizza på Arusha Maasai Cafe, og havde en hyggelig eftermiddag, selvom det ikke lykkedes at finde det rigtige stof.

Kl. 6 gik pigerne hjem til Elly, og jeg gik hjem til nonnerne. På vejen mødte jeg for 3. gang min lille "veninde", en lille stakkel på 7-8 år. Første gang lod hun mig forstå at hun var sulten, så jeg købte nogle bananer til hende. 2. gang havde hun en meget bedre ide. Hun fangede mig lige ved et sted, hvor der kunne købes pie og kager, og hun pegede på en rigtig lækker pie. Det kunne jeg godt forstå. Så hun fik sin pie.

I dag havde hun taget –måske –sin bror med. så i dag blev det til bananer.

Tirsdag d. 17. nov.

Jeg fik morgenmad hos Elly. Hun koger grød til mig af den HSH producerede. Den smager rigtig godt, og den ligger godt i maven.

Vi snakkede igen –igen om vilkårene for de af Teddys børn der skal i Primary skolen. Vi får hele tiden forskellige meldinger. Der er enighed om at kommunen skal betale for de børn, der har så fattige forældre, at de ikke kan betale noget som helst (som Teddys børn), Der er uenighed om kommunen også gør det i praksis, og frygt for at de allerfattigste alligevel ikke kommer i skole. Hvad gør vi??

Vi regner på det, og forudsætter at Teddy i gennemsnit vil sende 12 (fattige) børn i skole. Der skal betales ca. kr. 200,00 det første år og derefter kr. 120,00 pr år. Det vil betyde at der skal bruges kr. 2400,00 i år 1. og da skoleforløbet i primary skolen er 7 år vil det årlige beløb stige til kr. 11040,00 , hvis Puls påtager sig den rolle.

Første år betaler vi for 12 børn. Andet år 24, 7. år 84 børn.

Vi kan så håbe, at Teddys sociale program, vil sætte nogle af plejeforældrene i stand til at betale selv. Vi kan også håbe at kommunen forbedrer sig, så vi kan overlade betalingen til dem.

Efter denne morgensnak gik jeg på nettet og sendt nogle mails hjem.

Så kom der 5 unge svenske piger, vi var sendt herud af MS, og de er på jagt efter et godt projekt, som en svensk sponsor kan deltage i.

Elly gav dem en god og grundig indføring i Teddys sociale program og i seminarerne mod omskærelse.

Derefter gik pigerne, Steeven og jeg ned til Teddys skole, hvor de blev hjerteligt modtaget af Teddy.

Her fortalte Teddy om sit arbejde med plejeforældrene, og hvordan hun gav dem håb, og hjælp til at klare sig.

Så gik vi hjem igen, og Elly havde lavet mad til os alle, naturligvis går ingen sultne fra Mama Elly.

Så informerede vi de svenske piger om sponsorstøtten til Teddys børn.

Teddy har 39 børn med behov for sponsorstøtte til betaling for at gå i Teddys skole.

Den månedlige støtte er kr. 100,00 pr barn.

Vi har pt. Sponsorer til 12 af børnene, og PULS betaler selv for de resterende 27. Dem vil vi gerne have sponsorer til.

Så er der 17 børn på venteliste, som vi ingen sponsorer har til.

Skal vi hjælpe økonomisk med at sende i gennemsnit 12 af disse børn i primary skolen, så mangler vi også sponsorer til dem. jf. ovennævnte udregning.

Desuden gav Elly pigerne budgettet for seminarerne mod omskærelse.

Pigerne udtrykte tilfredshed med det de havde set og hørt, så nu får vi så at se, hvad de beslutter sig for.

Nu fik vi besøg af Dr. Solomon, han nåede også at spise sammen med os.

Han havde lavet sin ønskeliste på forskelligt hospitalsudstyr. Jeg fik skrevet til Erwin, en læge fra Svendborg, som samler hospitalsudstyr sammen til Østeuropa. Måske kan han hjælpe. Jeg håber at de to læger i fællesskab kan komme frem til nogle gode løsninger, så den næste container kan indeholde udstyr til Dr. Solomon.

Næste punkt på dagens program er et besøg hos Mama Amina Juma, en tidligere eftermiddagselev fra 2003, hvor hun var på skolen i 3 mdr.

Hun har oparbejdet et bageri, udstyret med en træfyret ovn, en trækulfyret ovn, en røremaskine og en slags gruekedel, hvori hun kan friturestege. I dette bageri har hun 3 fuldtids ansatte, og de bager brød, kager og bryllupskager, som hun sælger til private og til supermarkeder. Vi kender ikke hendes omsætning, men hun fortalte at hendes månedlige fortjeneste er på 350.000 –400.000 Tzc.

Amina har fra hun var en lille pige hjulpet sin mor med at koge og bage, og hun startede i sin etværelses, hvor hun boede med sin mand og 3 børn, og samtidig fandt plads til at koge og bage.

Nu har hun et stort hus, et bageri og et hønsehus. Manden er chauffør og er en god mand, har vi fået at vide.

Nu var dagen gået, jeg kørte med Mama Makundi hjem til nonnerne og suppe hos Piza Point.

Onsdag d. 18. nov.

I dag regnede det kraftigt fra morgenen af, og det var lidt spændende at se om haven kan klare overskudsvandet. Det ser nogenlunde godt ud.

Isør de dobbeltgravede højbede har det fint. Nogle af porerne står helt under vand.

Efter grød hos Elly og en tur på nettet for at se valgresultaterne, fik vi en rigtig god snak med Tito, der lige var plumpet ind til Elly for at få en kop kaffe. Det tror jeg, at han burde gøre lidt oftere.

Vi snakkede bageri med ham, og selvom Tito ikke har deltaget i møderne med Anke, så var det næsten, som at høre Anke forklare om vigtigheden i at der skal være fællesskab om ejerskabet til projekterne, vi skal vide om der er kundegrundlag, o.s.v.

Det bliver mere og mere klart for mig, at Tito er en uvurderlig ressource for os herude, måske den vigtigste. Han formår at se og forklare de rigtige udfordringer ind i den Tanzanianske kultur.

Jeg har aftalt med kokkelærerne at de laver en fødselsdagsmiddag til os alle sammen på fredag. De fik nogle penge, så de kan gøre de nødvendige indkøb.

Jeg spurgte Sakajo hvornår han skal i gang med at male majs igen, da jeg gerne vil have nogle flere billeder. Men han har endnu ikke kunnet træffe Torkild for at låne hans fedtsprøjte, så det må vente!!!

Jeg gik så over til butikken for at få et overblik over den særlige Tanzanianske måde at føre regnskab på.

Lengakwi sammentalte for mig salget måned for måned. Det ligger på ca. 600.000 tzc pr. måned undtagen for juni, hvor der ingen elever var. Da var salget nede på ca. 400.000. Men så i Oktober kom der en stigning på 50%. Det så godt ud, og vi tror at det skyldtes dels graduation day, og at vi nu er 4 musongier som også handler i butikken.

Jeg fik ligeledes Lengakwi til at give mig tallene for indkøbene, måned for måned. Og det viste en fortjeneste på ca 10%. Dertil kommer, at varelageret også er fortjeneste.

Det var foreløbig en rigtig god indføring i butikkens problematikker, og da vi var færdige delte Lengakwi, Salomi og jeg tre sodavand, og jeg roste Lengakwi for hans omhyggelighed med at notere købene og salgene.

Resten af dagen gik med computeren, og med at sende billeder hjem.

Jeg fik omelet hos Elly, inden jeg gik op til Sakina Road og tog en taxa hjem, da det var ved at blive mørkt.

Torsdag d. 19. nov.

Jeg blev hentet af Mama Makundi og Tito, og efter en stor portion grød fik pigerne, Elly og jeg en god snak om forskellige bøger vi havde læst. Jeg er pt i gang med en grusom bog om den lille pige fra filmen Chindlers Liste.

Nå, arbejdet kalder, og jeg gik ind til Augustine for at høre, hvor meget butikken har formået at tilbagebetale på det lån den startede op på. Der er tilbagebetalt 500.000 tzc.

Nu har jeg så 4 tal. Lånet, tilbagebetalingen, salget og indkøbet.

Disse tal viser at der bør ligge 900.000 tzc i skuffen i butikken.

Under den forudsætning at vi har de rigtige tal.

Det var lidt af en overraskelse for Augustine, og i begyndelsen ville han ikke rigtig tro mig. Men så regnede vi på det på en anden måde.

Penge ind i butikken og penge ud af butikken. Så forstod han pludselig min måde at tænke på, og med det samme konkluderede han, at det var nødvendig at købe en kassebog til butikken, så der hver dag kan indføres dagens samlede indkøb og dagens samlede salg. Samtidig skal kassebeholdningen, eller skuffebeholdningen afstemmes hver dag.

Hurra, Hurra.

Nu kom Sakajo og hentede mig. Han havde fået maskinerne smurt, og nu skal der males. Men først skal majsen afskalles –våd –og det gik rigtig fint og hurtigt. Jeg fik nogle billeder, og gik derefter en lille tur i haven. Ibrahim var i gang med at tilså et nyt bed, og Steeven var i gang med at den store dynge tjørn, som vi ryddede for næsten en måned siden. Det der kan bruges til brænde til køkkenet blev skilt fra kvaset, der senere blot skal brændes af.

Så kom Panga og Peter 1½ time forsinket, for at holde et møde med Elly og jeg.

Det begyndte fint. Peter styrede os med hård hånd. Først lavede vi en dagsorden for de ting vi ønsker at tale med hinanden om. Vi fandt 16 punkter. Panga tog referat.

Dernæst tog vi fat på punktet om den mobile klinik. Peter fortalte at han "kun" havde nået at bede Tito om at lufte tanken for bystyret. Så fik han travlt med at forberede sit bryllup, og var ikke kommet videre.

Vi blev enige om, at Panga skal prøve at få et møde med de relevante myndigheder i stand, og gerne til på tirsdag.

Vi nåede lige at berøre emnet om ledelse og kompetencer på HSH, og der er nogle problemer at tage fat på. Nu blev det spisetid. Køkkenet kom med frokost til os, og vi nåede ikke mere, da begge to havde travlt.

Peter og Panga kommer igen på torsdag kl. 13.30. Så snakker vi videre.

Det er en god begyndelse. Vel struktureret.

Pascal var kommet efter nogle skoleborde og stole til sin EDB klasse, som han vil starte. Til gengæld lovede han at ordne Violets computer uden arbejdsløn.

Jeg kørte med ham ind til byen, fik et bad og venter på at bleve hentet til et aftenshow med Peter Golugwa.

Da vi kom derud, fik vi en god oplevelse på pladsen foran den usle lille trækirke, hvor vægene blot var rafter, beklædt med en slags presenning. På den lille scene stod Peter Gulugwa og talte til 100-200 mennesker, og da han var færdig vrimlede børnene rund om ham for at høre mere. Det var godt at se.

Da det blev mørkt blev der sat en film på, Peter og hans hustru sagde farvel og kørte hjem, da kirkens egne folk selv kunne køre filmen.

Folk strømmede til, nok 4 -500 mennesker, Jeg sad og snakkede med Oscar, en fra menigheden. Han fortalte på fint engelsk at menigheden bestod af 60 –70 personer, de fleste havde kun et rum at bo i. Her måtte de både spise, sove og opholde sig. Maden lavede de sikkert udenfor.

Jeg fortalteOscar om bageren, der også begyndte i sådant et eneste rum med sin familie. Og at hun nu efter at have fået uddannelse på HSH har et stort hus og eget bageri med 3 ansatte–og det efter kun 6 år.

Det skal Oscar og jeg snakke videre om en dag.

Vi kørte hjem før filmen var færdig, med en god oplevelse. Da vi havde sat Elly og Steeven af på centeret, kørte Tito og jeg hen til Piza Point og fik en portion suppe, inden det blev sengetid.

Fredag d. 20 nov.

Tito kom og hentede mig, og da vi kom ud på centeret var der fødselsdagssang og gaver fra Elly og pigerne, og dertil en stor portion grød. Efter få minutter havde pigerne hentet alle skolens piger ind til Elly, og så fik jeg igen fødselsdagssang. Det var næsten ikke til at bære.

Men nu kom Frank med et tilbud på en ekstra vandtank til Teddy. Tanken koster ca. 6-700 kr. og arbejdsløn for opsætning og tilslutning er ca. 400,00 kr. Så snart Frank kommer med tilbuddet skriftligt, så skriver vi under og arbejdet kan gå i gang.

Dernæst talte vi om opsamling af regnvand, og Frank havde fået den samme ide som jeg, nemlig at sætte to stk. 2000 l. tanke op lige inden for lågen til venstre. Det vil han nu gå hjem og regne på, og når vi har prisen, så vil vi prøve at finde en sponsor til opgaven.

Nu tog alle elever og lærerne ind til byens stadion, hvor der i dag vil komme 4 præsidenter. Det må være et eller andet statsbesøg, som jeg ikke kender indholdet af, med alle byens skoler var bedt om at møde op. Nina og Nana tog også med, men p.g.a. Trafikken, så lykkedes det ikke for Mama Makundi at få hentet Elly og jeg.

Det gjorde nu ikke så meget, Jeg tog en taxa hjem, (af sikkerhedsgrunde, da jeg havde min computer med mig.) Da jeg kom hjem til nonnerne, kam Stella og fortalte mig, at jeg nu kunne få værelse nr. 7, hvor jeg helst vil bo. Hun hjalp mig med at flytte. Det var dejligt. Endnu en dejlig fødselsdagsgave.

Da jeg var kommet i orden, gik jeg hen til Maasai markedet, men undervejs blev jeg overrasket over en tordenbyge. Jeg nåede at blive totalt gennemblødt før jeg nåede at søge ly. Men da bygen var ovre fortsatte jeg til Maasaierne, og snart var jeg tør igen.

Nu købte jeg en del gaver til pakkelegen vi skal have hos Grethe og Preben i julen. Jeg tror nok, at jeg betalte for meget for noget af det, men pyt.

Så spiste jeg kylling i karry på et hotel i byen, inden jeg gik til køjs.

Lørdag d. 21. nov.

Det blev en stille dag. Efter at have gennemgået mine notater på computeren, gik jeg hen til Arusha Maasai Cafe og fik en cola. Så spurgte jeg ind til et særligt Maasai marked nogle km. udenfor byen.

Det var der en der gerne ville både vise mig og køre mig. Så kunne jeg altid tage en Dala-dale hjem.Vi aftalte pris, og så kørte vi. Det var en fin køretur, områderne var blevet grønne, og nu kunne dyrene gå og æde. Hyrderne behøvede ikke bare gå og gå og lede efter et lille tørt strå.

Men markedet kunne vi ikke finde, selv om vi spurgte mange, så vi kørte hjem igen.

Så betalte jeg chaufføren, og bestilte en pizza.

Hjemme på cafeen var der en der helt bestemt vidste at markedet kun holdt åbent om onsdagen.

Da jeg havde spist tog jeg hjem til nonnerne, lige tids nok til at undgå en stor tordenbyge. Jeg hyggede mig med min bog og noget suppe på værelset. Jeg har en el-kedel med mig.

Kl. ca. 7 kom Methoed, vores tidligere projektmanager, for at hilse på mig. Vi fik en hyggelig sludder om hans farm, om bananer, og om tagrender.

Så var dagen gået, og jeg gik til ro.

Søndag d. 22. nov.

Jeg spiste morgenmad på Pitza Point. Toast, æg, bacon, pølse, tomat, juice og kaffe. Det var rigtig lækkert.

Derefter tog jeg hen i Titos kirke, men Tito var der ikke. Efter kirketid spiste jeg suppe på¨min lille "kirkerestaurant" i Kijenge.

Oksekødssuppe og en cola. 6 kr.

Jeg gik lidt rundt i Kijenge, og mødte et lille mølleri, hvor de var i gang med at afskalle majs. Jeg var spændt på, og det også blev gjort på våd majs, og det gjorde det. De sælger majsmelen for 600 tzc pr. kg. Og skallerne for 250tzc pr. kg. De kan male 10 sække om dagen, men de kan kun sælge 5 sække mel. Sådan forstod jeg den unge manager, som passer mølleriet for sin far.

Nu gik jeg lidt videre i Kijenge og fandt den restaurant jeg benyttede sidste år. Her fik jeg en cola, og så kom Anna, som serverede for mig sidste år. Det var et hyggeligt gensyn.

Hun arbejder der ikke længere, men i en parfume- og sæbeforretning 4 km. udenfor Arusha, i Ngulelo. Hun tjener 40.000 tzc om måneden, 160. kr. og betaler 10.000 tzc månedlig i husleje for et enkelt rum. 40.kr.

Hun spurgte, om jeg havde lyst til at se hvor hun boede, og det ville jeg da gerne. Vi tog en Dala dala derud. Hendes rum var en ussel lerklinet hytte, både udvendig og indvendig, men med bliktag. Der var cementgulv, men ingen elektricitet. Hun ejede ikke et eneste møbel.

Hun sov på en madras på gulvet. Hendes lille gasprimus, og hendes gryder og husgeråd stod sirligt med et klæde over. Det er et af de fattigste hjem jeg har set indtil nu, men rent og ordentlig.

Anna tog med mig ind til byen igen, og jeg inviterede hende på middag hos Grace, Pitza Point. Der fortalte hun, at hun ville være busines kvinde. Hun vil til at købe og sælge ris. Hun havde allerede sparet mere end 100.000 tzc sammen, som var gemt i hendes rum. Ud af sin løn på 40.000 tzc kan hun spare det halve op. Det betyder at hun til mad har 10.000 tzc om måneden. 40 kr.

Imponerende.

Hun kommer i samme kirke som Tito, og jeg lovede hende, at jeg vil spørge Tito om han kan hjælpe hende med at åbne en bankkonto, og så give hende nogle gode råd, når hun nu snart forlader sit arbejde og begynder at handle med ris.

Hun er 25 år, har seccoandary skole, og er en ung dame, der ved, hvad hun vil.

Det var en god oplevelse.

Hos Grace fik vi kylling. Jeg med suppe, Anna med bananer og kartofler.

Mandag d.23. Nov.

Jeg tog en taxa ud til centeret, da jeg havde min computer med og Mama Makundi var på et 4 dages seminar, og derfor ikke hentede mig.

Under morgengrøden udvekslede Elly og jeg oplevelser fra weekenden.

Efter at have været lidt på nettet, og læst mine mails. Og rigtig mange tak for dem alle, gik jeg ind til Augustine. Jeg havde nogle spørgsmål om betalingen for eftermiddagseleverne, og i samtalens forløb blev jeg klar over, at eftermiddagselevernes betaling for materiale, slet ikke registreres i regnskabet.

Det skal vi nok have indført en ændring på.

Elly og jeg fik nu fat i HSH´s vedtægter, og fik den gennemlæst. Det var en god øvelse for mig, da det er første gang jeg ser den.

Nu gik jeg ned i haven og mødte Steeven. Ibrahim havde travlt med kunder. Jeg fortalte om Anna, og hendes enestående opsparingsvilje. Så spurgte jeg Steeven, der jo får dobbelt så høj løn som Anna, hvor meget han havde sparet op.

Jo han sparede sandelig også op. 485000Tzc var det blevet til, og for disse penge havde han købt 4 køer, som hans "unge far" hvilket vidst nok betyder farbror passer. Nu kommer regnen og græsset, og når de er fedet op bliver de solgt, og så har jeg råd til kørekortet, fortalte Steeven.

Der er krummer i den knægt. Steevens løn er 15 kr. om dagen.

Jeg fulgtes med Augustine op til Sakina Road, da han skal ind til byen igen. Vi gik og sludrede om den videreuddannelse, som han er i gang med, for egne midler.

På Sakina Road mødte jeg pigerne, og vi fik en sodavand sammen, inden vi tog en taxa ind til centrum. Pigerne skal have byttet noget stof, som de havde købt, og som der var fejl i. Jeg skulle bruge dem til at vurdere en kjole, som jeg har udset mig til en eller anden dame i Danmark. Pigerne godkendte den med det samme.

Regnen truede, så det var godt vi tog en taxa ind til byen.

Jeg gik hjem til et bad og derefter til suppe og kylling på Pizza Point.

Midt om natten vågnede jeg med en ide i mit hoved, om hvordan vi måske kan tackle en af vore store udfordringer herude. Jeg skrev tankerne ned, mens jeg kunne huske dem.

Tirsdag d. 24. nov.

Jeg kørte med Tito ud til skolen, og han lovede at hjælpe Anna med at åbne en bankkonto.

Elly havde som sædvanlig grød til mig, og derefter gik det meste af formiddagen med computeren. Jeg fik renskrevet tankerne fra sidste nat, og Elly sendte dem hjem til høring i bestyrelsen. Steeven, Augustine og jeg havde en lang snak om hans arbejdsopgaver. Og som Mama Makundi, Elly og jeg er enige om, så forklarede jeg Steeven at han skal udføre alt det praktiske arbejde med at vedligeholde både bygninger og inventar efter anvisning og vejledning af Sekondo. De opgaver han ikke kan udføre, bliver så udført af en lokal håndværker, en Fundi, som det hedder herude. Når Steeven har set hvordan, så kan han måske selv næste gang.

De opgaver, der ligger og venter på at blive udført, er rensning af tagrender, reparation af tagrender, reparation af døre der ikke kan lukke eller binder, smøre vinduer og døre, også på containerne, reparere afskalninger på bygningerne, male i klasseværelser. Dertil kommer at holde orden i containerne, samle de stole der ankommer adskilt, o.s.v Desuden har Steeven den opgave, at fortsætte med at undervise Teddy i Engelsk, som han er meget dygtig til.

Er der opgaver, der kræver hjælp, så må Ibrahim naturligvis gerne hjælpe ham, og ligeledes må Steeven gerne hjælpe Ibrahim i haven til gengæld.

Nu var det frokost, og den stod på bananer og oksekød.

Så blev der tid til at også Elly kunne gennemgå indholdet af containerne, sammen med Augustine gik vi dem alle igennem. Nogle af de plader, som jeg bruger til afstivning og stabilisering, når jeg pakker containerne, viste vi til Sekondo. Dem kan han bruge til elektrikerklassen og til en værktøjsplade i den container, hvor værktøjet ligger i kasser og skuffer. Det vil være godt at hænge værktøjet op, så Steeven kan finde det værktøj, som han skal bruge, så han er fri for, altid at lede efter det.

I dag skulle vi have været ind til kommunen for at tale om klinikkens fremtid. Men hverken Peter eller Panga kom, og vi har heller ikke hørt fra dem desangående.

Jeg fik et lift med naboen ind til byen. Han er chauffør for et safari kompagni og de har næsten intet at bestille. Firmaet har 4 biler, og ind imellem står bilerne stille i en hel måned uden at finde opgaver.

Jeg spiste aftensmad på ViaVia, og havde en hyggelig aften der, med rødvin og kylling med Zanzibar krydderier.

Onsdag d. 25 nov.

Tito hentede mig, og efter morgengrøden, gik det meste af formiddagen med computeren og mange mails og Skype chat frem og tilbage med Danmark.

Jeg fik derefter en god snak med både Sekondo og Augustine. Jeg fortalte hvordan vi hjemme i Danmark finder de ting, som vi pakker i containeren.

Ibrahim var i dag i sit fine tøj, han var på vej ud til et hotel i nærheden, da de havde ringet og spurgt om han havde porrer. Ibrahim kom glad hjem og havde lavet en god aftale med en ny kunde. De vil komme og hente porrer og andre grøntsager på lørdag.

Jeg fik også set, hvordan Sakajo maler majsmel.

Om eftermiddagen kom Tito og hentede os. Elly havde planlagt at Teddy, Godliver og Siara skal møde hinanden. Vi fik noget stof samlet sammen til Godliver, og mens damerne fik en god og lang sludder om deres fælles engagement i arbejdet med at hjælpe de fattige, og især børnene, gik jeg ind til børnene. Her så jeg nogle meget flotte vægmalerier, og fandt ud af at 3 af børnene, på ca. 12-15 år har malet det. Det var billeder af afrikanske dyr. Meget vellignende, og nogle af dem i meget sjove situationer. F.eks. en elefant der har fanget en krokodille og løftet den op med sin snabel. Udtrykket i krokodillens hoved var fuld af frygt, og hvordan denne dreng kan få frygten frem i krokodillens ansigt var forbavsende. Her i Godlivers børnehjem går der nogle kommende talenter rundt. Børnene hedder Shabani Fadhili, Salma Fadhili og Ramadhani Huruma.

Jeg fik nogle fine billeder, og da damerne var færdige med deres møde, kørte vi hjem. Jeg blev sat af i nærheden af nonnerne, og gik hjem.

Efter et tiltrængt bad gik jeg ned til ViaVia og fik en dejlig aftensmad.

Torsdag 26. nov.

Tito hentede mig i dag igen, og efter min morgengrød gik jeg ned til Frank, for at få helt klarhed over projektet med at samle regnvand hos Teddy. Vi blev hurtigt enige, og jeg fik opklaret mine spørgsmål.

Hjemme igen på skolen, forklarede jeg Mama Makundi om planen, og hun er nu også enig, selvom hun selv havde en anden plan. Den er også god, men alt for dyr.

Franks og min ide koster under 4500 kr. Teddy vil få 2 stk 2000 l. tanke opsat i hjørnet af legepladsen, så har hun 4000 l. vand efter hver regnbyge på 20 mm. som hun kan dele ud til naboer og forældre, der så den dag ikke behøver at bruge det ualmindelige snavsede grøftevand, som ellers er deres alternativ.

Nu kom Pastor Nielsson med to personer fra kanalkomiteen efter pengene til den næste fase, hvor der skal bygges to nye porte og kanalvæggen skal forstærkes. Vi regner med at de bliver færdige inden vi rejser hjem.

Kl. 13.30 kom Peter og Panga, og vi havde et rigtig godt møde. Panga havde desværre glemt at arrangere mødet om klinikken med bystyret, men Elly tilgav ham hurtigt. Så var revisoren kommet med rapporten om LML projektet (projektet med vand til Likamba, som vi arbejdede med sidste år)

Peter og Augustine svarede på nogle af revisorens spørgsmål, og så er dokumentet klar til afsendelse. Puh ha. Det er vidst nok ved at være i sidste øjeblik, da Projektrådgivningen i Danmark var ved at tabe tålmodigheden.

Så var der frokost. Eleverne havde prøveeksamen, så vi spiste alt hvad vi kunne af al den dejlige mad de havde lavet.

Så gik vi i gang med at tale om vedtægterne for HSH. Vi havde en åben og direkte snak om emnet, og efter mødet, hvor vi kom "helt ind til benet" har jeg tiltro til at vedtægterne bliver overholdt fra nu af.

Vi aftalte både et bestyrelsesmøde og en generalforsamling inden vi rejser hjem. I morgen skal vi finpudse planen.

Vi fik også snakket økonomi. Og vi fortalte, hvad de kan forvente fra os i 2010 og i 2011.

Jeg tog derefter en Dala Dala hjem, og efter en kopfuld suppe gik jeg i seng med min bog.

Fredag d. 27. nov.

Også i dag blev jeg hentet af Tito, og også i dag havde Elly lavet grød til mig. Jeg bliver rigtigt forkælet.

Elly og jeg vendte kort gårsdagens mødet med Peter og Panga, og vi har begge en god fornemmelse af at tingene vil ændre sig til det positive.

Nu ventede vi på lederne fra de små skoler, de skal være her kl. 9.00, men kl. 11 var ingen kommet endnu, så jeg gik mig en lille tur, og da jeg kom tilbage, var de kommet fra 3 skoler.

Vi fik en god snak med dem, og da de gik, fik de hver to bæreposer fulde af bolde og andre gode ting med til børnene. Vi lovede dem også maling til deres skoler, hvis de selv kan finde en (gratis) maler eller en forældre, der kan udføre arbejdet.

Peter og Panga sendte afbud til mødet kl. 15., men vil prøve at komme på mandag. Måske er de blevet optaget, og måske har de brug for en tænkepause.

Køkkenskolens lærere havde planlagt min fødselsdagsmiddag, der i sidste uge blev udsat, og den blev nu fremskyndet til kl. 14. Det blev en dejleg fest, hvor alle ansatte, der overhovedet kunne, deltog.

Rigtig dejlig mad. Ged og kylling, kartofler og mange fine forskellige salater, samt frugt til dessert.

Derefter var der taler. Først Sekondo, som den ældste. Han talte om at blive gammel, og at det gav en stor erfaring. Dernæst Elly, og så tale af den yngste, som var en af eleverne, Muhammed. Han holdt en flot improviseret tale om tillid og selvtillid. Så talte Steeven, og til sidst Mama Makundi. Nina sang for på fødselsdagssangen, og så spillede Elly til de kendte Tanzanianske sange, som alle sang og dansede til.

Fin Fin fest.

Jeg kørte med Makundi og 4 lærere ind til byen. Efter en tur under bruseren gik jeg ind til ViaVia og spiste tomatsuppe og is.

Nede i byen fik jeg en spændende sludder med en advokat og en Belgisk-Congolesisk mand, der arbejdede for et safarikompagni. Hans firma havde meget at lave, men han vidste godt at de små firmaer havde det vanskeligt. De var meget interesseret i at høre om Ripats bananprojekter, og han fortalte om bønnetræet, som hedder Moringa, og hvis bønner giver den olie, der er særlig god til parfumer.

Nu var det ved at være sent, så han gav mig et lift hjem til nonnerne.

Lørdag d. 28.nov

I dag gik jeg hen til ViaVia for at få morgenmad. De åbnede kl. 9.30 men det tog en time at få maden lavet. Jeg sad så og så på, at de åbnede og gjorde deres cafe klar til dagen. Jeg fik også en lille sludder med manageren, en Schweizer. Morgenmaden var meget fin med spejlæg, bacon, steek, stegte tomater og løg, kartofler, der var skåret i fine strimler og stegt samt brød og smør. Dertil en kop kaffe.

Kl. 11 var jeg færdig, så det gik næsten ud for frokost også.

Så gik jeg ud i byen for at lede efter en restaurant, som jeg har fået anbefalet. Jeg fandt den og tog så en Dala Dala ud til Mgarantomi, hvor jeg gik lidt rundt i byen om eftermiddagen. Her faldt jeg i snak med en kvinde, der hedder Rehama, om bananer, og det skal vi snakke videre om inde i byen på tirsdag. Hun lever af at sælge kosmetik, som hun har med sig rundt i sin håndtaske. Hun har en ret stor have, hvor der sagtens kan være nogle bananer.

Jeg tog en Dala Dale ind til byen igen, hvor jeg fik en cola på en restaurant, fuld af mennesker.

Så gik jeg hjem, og fik fiskesuppe hos Grace. Her var der fest for 100 mennesker, så jeg sag ude i lysthuset og spiste.

Jeg fik handlet lidt i supermarkedet lige overfor Pizza Point. Jeg købte lidt småting til Anna, den fattige, men sparsommelige pige, som Tito vil hjælpe med at åbne en bankkonto. Vi skal mødes alle tre i morgen i Titos kirke.

Det regner næsten hver dag i denne tid, så jeg går rundt med en paraply.

Så blev det tid til et kapitel i min bog inden jeg faldt i søvn.

Søndag d. 29. nov.

I dag fik jeg morgenmad hos Pizza Point, inden jeg gik hen i Titos kirke. Her mødte jeg Tito, der fortalte at Elly havde arrangeret et besøg ved Betlehem Nursery School kl. 13.

Så efter kirketid fik Tito og jeg en hurtig portion suppe, inden vi kørte ud for at hente Elly. Elly havde taget Frank med, da vi skal se på byggeri. Vi fik udsat mødet med Anna.

Ved Bethlehem skolen så vi, at de var i gang med at bygge en ny skole.

Soklen var gravet og støbt. Der var indkøbt mursten fra en lokal producent. Man kan næsten ikke kalde de små brænderier for teglværker, Men sten bliver der lavet.

Vi snakkede frem og tilbage om tagplader. Frank mente ikke det var lovligt at bruge plast plader til tag. Så de kan ikke får tagplader før med næste container. Men de kan få et skolebord, en stol og en reol til læreren. De kan få maling, når de kommer så langt.

Præsten laver en ønskeliste, som han bringer ind til Augustine.

Elly talte med dem om at lave kager og at sy. For to år siden havde vi sponseret to kvinders uddannelse på vores skole, men arbejdet var kun delvist kommet i gang.

Jeg fortalte om bananer, for når de kan grave en sokkel, så kan der også graves huller til bananer, selvom jorden er meget stenet. De vil prøve med nogle få stykker, og så får de stiklingerne fra vores bananer. Nu får vi at se, hvad det ender med.

Da vi kom hjem til Arusha, stod jeg af og mødte Anna, så hun kunne få sin lille gave, inden jeg gik hjem til min bog.

Mandag 30. nov.

I dag fik jeg en god pep talk med Steeven og Ibrahim. De bor stadig hos vagtmændene, så de bor 5 personer i tre senge, og det volder ind imellem –forståeligt nok - problemer. Jeg spurgte om det ikke snart er på tide at flytte hjemmefra.

Ibrahim var allerede ved at undersøge muligheden, fortalte han. Jeg foreslog at de snakkede sammen om evt. at bo sammen, for derved at spare husleje, så det vil de snakke om.

Jeg lovede dem, at de må få møbler fra containeren.

Oscar kom, og han havde en god plan med sig. Kirken sponsere en elev, og jeg har en sponsor til den anden. Derfor kan nu to elever få et eftermiddagskursus i madlavning. Løbende vil de så undervise andre medlemmer i menigheden, så lærdommen kan brede sig. Når de er klar til at bage, så begynder de også at sælge produkterne. Oscar er selv BBA i finance, så han vil påtage sig det administrative med markedsføring og bogføring. Der skal åbnes en bankkonto, formes en bestyrelse, og rapporteres til HSH jævnligt, efter Augustines ønske. Jeg tog tidligt hjem, da jeg havde lidt problemer med min mave.

Tirsdag d. 1.dec.

I dag har maven det bedre, det er sikkert Ellys vælling – ja i dag blev det til vælling, da vi mente at det kan maven bedst lide.

Jeg fik afleveret Oscars plan til Augustine. Ligeledes fortalte jeg ham, at Elly, Makundi og jeg er enige om at Ibrahim og evt. Steeven kan få møbler fra containeren, når de flytter.

Vi havde en god snak med Makundi om det problematiske i at eftermiddagsklassens materialeforbrug ikke bliver bogført, hverken ind eller ud. Vi gjorde det klart for Makundi, at vi ikke ønskede at ændre deres procedure, men at den skal gøres synlig i regnskabet. Det er alt for fristende når pengene bare flyder rundt.

Augustine har fået samme besked.

Mama Makundi bad mig huske den lille klinik, som hun hjælper, eller er i bestyrelsen for. Jeg forklarede hende fremgangsmåden på at få senge, og andet udstyr ud til klinikken.

Det skal listes op på den behovsliste, som vi fra PULS beder om hvert år, inden vi søger om en bevilling til transport af en container. Her skal hun også skrive de ønsker som Dr. Solomon har og som Bethlemem Nurseri School har. Sammen med de andre ønsker der kommer frem. Det tror jeg godt hun forstod.

Hvis I kan huske det, så skrev jeg i dagbogen d. 6. nov. at jeg hjalp Ibrahim med at rille nogle bede op til såning af nogle grøntsager.

Grøntsagen hedder MCHICHER og bruges sammen med Ugali. Den snittes meget fint – finere end vi snitter purløg – så steges den i lidt olie og spises sammen med Ugali eller ris.

I dag er det 25 dage siden, og det første bed er høstet og solgt.

Jeg tog tidligt hjem og spiste suppe hos ViaVia.

Onsdag d. 2. dec.

Efter vælling hos Elly gik jeg en tur i haven. Her fandt jeg to gode nyheder. Ibrahim kan nu selv høste frø af MCHICHA planten. Og så har han sat rekord i salget for november, hvor han har solgt for 105250 tzc. Så det foreløbige mål på et månedligt salg på 100.000 synes nu indenfor rækkevidde.

Godt gået Ibrahim.

Så blev det tid til en gennemgang af regnskabet hos Augustine. Jeg ville gerne se regnskabet sammenholdt med budgettet. Det så rigtig godt ud. Kun enkelte tal krævede en forklaring, og den fik jeg.

Jeg havde lidt god tid, da Peter og Panga har aflyst vort møde, så jeg gik ned og hjalp Ibrahim med at grave et par bede. Vi kom kompost på det bed, hvori der har været porrer. Det var rigtig dejligt at få sved på panden igen. Steeven var ved at samle en trillebør, da den gamle murbør er helt færdig.

Teddy kom, og pludselig ville Elly og hende se den sjove film, som Tommy har sendt mig, hvor små ble-børn kører på rulleskøjter. Den vakte som sædvanlig stor morskab, og samtidig gjorde den det synlig, at ikke alt, hvad man kan se på nettet behøver at være sandhed. Første gang jeg viste filmen skyldtes at en af lærerne havde set på nettet, at man spiste børn i Japan. Jeg kunne ikke forklare, at det var et filmtrick, men det kunne filmen om børnene så gøre. Efterfølgende kom læreren og fortalte mig, at nu havde han forstået, at der kan manipuleres på nettet.

Jeg fulgtes med Augustine ind til byen, hvor han havde nogle ærinder.

Efter en cola og en god snak, gik jeg hjem til et tiltrængt bad, og spiste fisk på ViaVia. Jeg tog en taxa hjem, da det var blevet sent.

Torsdag d. 3. nov.

Som sædvanlig blev jeg hentet af Tito, og efter en god portion grød, af HSH´s den bedste fik jeg nogle aftaler med Augustine om to emner, der har hængt i et stykke tid. Sponsorstudents og regnskabsforståelse.

Altså, det er mig der skal have forståelsen af hvordan han fører regnskabet.

Så kom Steeven for at sige farvel. Han har bedt om at få en måneds ferie, for at finde sig en praktikaftale, så han kan gøre sin turguide uddannelse færdig.

Nu kom Frank. Vi skal i dag hen til Teddy og sætte en vandtank til byvand op, som jeg tidligere har beskrevet. Men først skal vi jo have tømt den tank hun allerede har, så den ekstra tank kan tilsluttes. Jeg prøvede at få to store blå tønder og nogle spande med derud, men det lykkedes kun at få en tønde med. De andre var fulde af ting og sager.

Ude hos Teddy begyndte jeg sammen med Eva, en af lærerinderne og et par mødre at tømme tanken. Det varede ikke længe før tønden og alle baljer og spande var fulde. Så sendte Teddy bud til naboerne, og der kom nogle stykker efter vand. Selvom det regnede i stride strømme, så blev græsplænen foran skolen også vandet, og til sidst blev legepladsen skuret og skyllet. Men så var tanken også tom, og håndværkerne kunne gå i gang. Mens vi arbejdede i vand i bogstaveligste forstand, havde Elly og Makundi travlt med at interviewe forældre til de børn, som vi har sponsorer til.

Da interviewene var færdige kørte Elly og Makundi hjem, mens jeg blev hos Frank og hans smed. Nu brød solen frem, og jeg blev tørret godt i løbet af få minutter.

Nu var det tid til en lille gåtur rundt i området, tid til en øl og en pibe. Det lykkedes mig at finde tilbage, og nu var håndværkerne næsten færdige. Og da det sidste arbejde var udført, står der nu to tanke ovenpå toiletbygningen og ser effektive ud.

Frank lovede mig udskifte to vandhaner i vaskekummerne foran toiletterne, og at montere afløb med vandlås. Det udfører han i næste uge. Til gengæld lovede Eva mig, at hun vil lære børnene at vaske hænder efter hvert toiletbesøg.

Håndværkerne og jeg blev hentet af Tito, og efter en stor portion frokost-grød hos Elly, blev klokken nu 16.00.

Så blev det mødetid med Peter og Panga, men Elly havde stegt en stabel pandekager, som først skulle sættes til livs.

Det blev et møde med småsnak uden referat. Peter fortalte om alle bestyrelsesmedlemmernes kvalifikationer, og vi fortalte hvor glade vi er fordi vi nu har fået deres løfte om, at i fremtiden bliver alle bestyrelsesmøder, årsmøder og referater afholdt og udført som det står i vedtægterne. Dog begynder vi ikke med at skifte hele bestyrelsen ud.

Vi begynder ligesom på en frisk. Vi tror, at den nuværende bestyrelse vil fortsætte, men der er en tom stol efter Mama Hulda, der er død.

Den foreslog Elly besat af Chatrine fra Recoda, og det faldt i god jord.

Det blev Ellys opgave at indkalde Chatrine til et møde.

Jeg kørte med Peter og Panga ind til byen, hvor jeg spiste suppe og hørte på musik på ViaVia.

Jeg tog en taxa hjem.

Fredag d. 4. nov.

Mama Makundi hentede mig i dag. Og Elly havde lavet grød til mig – også i dag.

Jeg var i haven næsten hele dagen, hvor jeg hjalp Ibrahim med at dobbeltgrave to nye bede. Ibrahim hentede møg hos naboen og jeg spredte det. Vi holdt nogle kraftige sodavandspauser ind imellem.

Midt i møgspredningen kom Elly og bad mig om at tage mig af en udlevering af smågaver til den julefest Teddy vil holde for de 32 plejeforældre og deres børn. De fik stof til tæpper, bolde, kuglepenne, refleksveste, tandbørster o.s.v. Elly var selv på vej op til Recoda, for at give dem en container og for at spørge Chatrine, om hun vil træde ind i bestyrelsen for HSH. Det ville hun gerne.

Hurra. Hurra.

Midt i det hele kom Jessica. Hun er 4. barn i en søskendeflok på 6, hvor de 5 stadig lever. Den ældste er 34 og den yngste 17 år. Jessica på 22 passer sin invalide mor, der er så dårlig at hun ikke selv kan vende sig i sengen. Vi har sponseret moderen i mange år. De to store søstre er begge gift, og kommer ikke til hjælp. De besøger deres mor ca. en gang årligt. Jeg interviewede Jessica med Lilian som tolk, og afleverede mine notater til Elly, da hun kom hjem. Det er ikke så godt. Måske er det vores skyld at de store børn ikke hjælper, "for det gør vi jo". Moderen er blevet så stor at en kørestol kollapsede under hende engang, og nu kan hun ikke få gavn af hverken kørestol eller toiletstol.

Stakkels Jessica.

Det var ligesom lidt rart igen at komme ned i haven til Ibrahim, hvor vi planlagde at plante nogle flere bananer i næste uge.

Jeg gik hele vejen hjem og spiste fisk på ViaVia, som den eneste spisende gæst.

Lørdag d. 5.

I dag tog jeg en Dala Dala ud til centeret, hvor Augustine og jeg skal gennemgå nogle detaljer i regnskabet, så jeg kan få hans metoder ind i hovedet.

Men først grød hos Elly.

Biskop Josua kom efter penge til seminaret mod omskærelse i næste uge.

Augustine blev kaldt hjem til nogle gæster, så jeg fik åbnet mine mails – der er store rapporter fra Rockwool. Dem glæder jeg mig til at læse.

Nå – det blev kun til ½ time med Augustine, men det var en god begyndelse.

Så blev jeg ringet op af de tre drenge fra Herborg, som er på turné i Afrika. De var nu 100 km. fra Arusha, og vi aftalte at vi skal mødes på rutebilstationen, da jeg troede at de kom med bus. Men de kom i deres egen bil som de havde købt til deres tur. Vi fandt hinanden fint. Jeg havde reserveret et værelse til dem hos nonnerne, og da de havde fået sig installeret, gik vi ned til Grace for at få noget at spise. Dvs. jeg skulle ikke have noget, da min mave ikke har det så godt. ØV.

Jeg gik hjem og lagde mig sidst på eftermiddagen.

Søndag d. 6. dec.

Efter morgenmad kørte drengene og jeg hen i Titos kirke til en 4 timers Gudstjeneste. Det var en gæsteprædikant fra Dar, som prædikede.

Vi fik to tolke, som oversatte lidt af prædikenen for os. Præsten er ret speciel.

Efter Gudstjenesten kørte drengene hen til Grace for at spise frokost, og jeg ventede til jeg havde fået Anna, Tito og Betty, Titos kone præsenteret for hinanden. Så finder de selv ud af at få åbnet en konto for Anna, så hun kan få sine møjsommeligt opsparede penge sat ind.

Derefter kørte vi i øsende regnvejr ud til Elly, hvor der kort efter blev serveret lækre pandekager, som blev spist med stort velbehag alt imens Elly fortalte om HSH projekterne. Vi aftalte at vi i morgen skal vise drengene Manire, og alle bananerne.

Så skulle Elly og pigerne til konfirmation i hallen.

Vi blev også inviteret, men afslog, da vi lige kunne nå en tur på Maasaimarkedet. Her nåede vi lige at se nogle af boderne inden lukketid. Da ingen af os var sultne, besluttede vi os til at tage en kop kaffe og nogle kiks på terrassen inden det blev sengetid for mig.

Mandag. d. 7- dec.

Jeg kørte med drengene ud til Elly. Vi havde i forvejen arrangeret os med Tito, som vil være vores chauffør. Vi skal nemlig til Manire og se kanalprojektet, og besøge et par landmænd, så drengene kan se lidt af vort arbejde.

Først kontaktede vi pastor Nielson, så han, eller en anden kan vær guide for os. Det ville han gerne selv.

Da vi kom derud, var der møde i vandkanal-komiteen, og det var tydeligt at alle medlemmer ville køre med os rundt, så mødet blev suspenderet, og bilen fyldt op af vandkanal-komite-medlemmer. Vi så både portene der blev bygget sidste år, og så de forbedringer der allerede var synlige, da eroderingerne omkring "skillevejene" i kanalsystemet var stoppet. Derefter gik vi op til indtaget, og den svage kanalvæg, og så, hvordan de var i fuld gang med gravearbejdet, som skal udføres inden kanalvægen kan forstærkes med cement. Det er et stort arbejde, flere 100 m3 jord skal graves væk.

Undervejs så vi en stor agurkemark, ved en af komitemedlemmerne, og vi fik agurker ind i bilen i både poser og kasser. Dem sad vi så og gnaskede i os med stor velbehag. Næste besøg var en grisefarmer med 60 grise. Det var noget værre griseri.

Konen var hjemme, og det er hende, der passer bedriften. Hun er med i bananprojektet, og startede med 100 bananer, nu har hun 1000.

Bananerne havde givet dem mulighed for et langt bedre liv end før.

Hendes mand var pensioneret kontormand fra en stilling i Arusha. Han havde nu købt et stykke jord – en opal mine – hvor han gik og gravede efter opaler. Han var væk ca. 14 dage ad gangen, men havde endnu ikke fundet nogle.

Næste besøg gjaldt den nyvalgte landsbyformand, der også var med i vandkanalkomiteen. Han havde også grise, og ville gerne have gode ideer fra drengene, der havde noget kendskab til afrikansk svinehold.

Her så det pænt ud, og grisene havde det tørt og godt, selvom de var lidt magre.

Nu satte vi komitemedlemmerne af, så de kunne fortsætte deres møde og vi kørte op og besøgte Hilda. Deres nye hus er nu færdigt, og de er flyttet ind. Desværre havde Hilda problemer med sin hofte, og har haft det i 2 mdr. Hun kan næsten ikke gå, og det kan desværre ses, både hos dyrene og i haven. Derefter kørte Hilda med os hen til en nabo, der havde mange bananer og mange agurker. Han var kommet i gang med bananer i 2006. Både manden og konen var driftige og arbejdsomme.

Nu var tiden kommet til at køre hjem. Vi havde pastor Nielson med ind til Arusha, da han skulle på sygebesøg på et af hospitalerne.

Derefter hjem til Elly og et overdådigt måltid. Her fik hun et referat af dagen, også fra drengene, og så gik turen hjem til nonnerne, hvor vi så hinandens billeder før sengetid.

Tirsdag d.8.dec.

Tito kom som sædvanlig og hentede mig kl. 7. og vi har hver dag en hyggelig lille morgensludder, i dag i fint vejr, oven i købet.

Elly havde, også som sædvanlig grød til mig. Hun prøver at fede mig lidt op, og putter smør i grøden – dejligt.

I dag er der møde med Augustine om de individuelle sponsorater, Teddys børn undtaget.

Vi gik dem igennem alle sammen, kun med enkelte afbrydelser, så det var et fint møde. Vi fik sat slutdato på næsten alle sponsorater. De der går i skole slutter efter secondary skolen niveau O. Er der enkelte der er så dygtige at de kvalificerer sig til niveau A, så er det en ny sag. Efter skolen kan de, der ønsker det, få tilbudt 1 år på vores skole, så har de også et håndværk, de kan tage sig med ud i livet.

Det bragte os ind på de sponsorelever som er her på skolen, og som Mama Makundi administrerer. Også her blev der strammet, så fattige elever, der ikke kan betale for deres ophold, kun får et enkelt år.

Også her er der mulighed for enkelte undtagelser for særligt dygtige elever. Disse kan søge om at gøre hele uddannelsen på 3 år færdig, uden betaling. Disse undtagelses regler er dog ikke endelig fastlagt, men muligvis skal ansøgningerne over PULS.

Jeg spiste frokostgrød hos Elly sammen med Jessica og Felicia. Felicia er den lærer hos Teddy, der får penge af os for at besøge Jessicas mor en gang om måneden. Denne sag er en af de få, som vi endnu ikke har en endelig løsning på. Måske kan et par symaskiner og noget stof løse op for problemet, og erstatte de kontante udbetalinger.

Jeg gik tidligt hjem, men stoppede lige ved frisøren, og fik mig en juleklipning. Undervejs var der en butik hvorfra der lød julemusik. En Engelsk julesalme. Det var helt underligt at tænke på jul her i bagende varme og sol.

Jeg holdt et par drikkepauser undervejs, og da jeg var kommet hjem, tog jeg et bad, og gik hen til ViaVia og spiste kylling i Zanzibar sovs. Stærkt, men lækkert.

Jeg tog en bil hjem, og sov uafbrudt til kl. 6 næste morgen.

Onsdag d. 9. dec.

Efter morgenhentning af Tito og grød hos Elly, gik jeg en tur på nettet, og fik sendt nogle mails hjem.

Elly gik og dækkede bord til mødet kl. 10, og vi er begge spændte til bristepunktet, både om mødets udfald, hvor Chatrine skal sige endeligt ja til at gå ind i bestyrelsen herude, men også til møderne på fredag og lørdag. Bare de to herrer nu ikke aflyser i sidste øjeblik.

Men nu skal man aldrig tage problerne på forskud, og det viste sig også at mødet gik fint og levede helt op til vores forventninger, og blev langt bedre end vi havde gået og frygtet. Chatrine sagde ja, og samtidig blev hun inviteret til det første bestyrelsesmøde på fredag, og til årsmødet på lørdag. Hurra, Hurra.

Elly og jeg ved næsten ikke hvad ben vi skal stå på.

Der er stille på skolen, Makundi og Augustine er til seminar mod omskærelse, og der er kun vagtmændene og Ibrahim tilbage, så jeg besluttede at tage ud til Kisongo-markedet, for at se hvordan det foregår.

Da jeg kom ind til byen og var på vej til at tage en Dala-Dala, blev jeg sulten og spiste frokost på en kinesisk restaurant, hvor jeg fik kylling i sur-sød sovs med ris til. Dejligt. Jeg kunne ikke spise op, så meget fik jeg serveret, men resten fik jeg med i en foliebakke, og det varede ikke længe før jeg gik forbi en sulten tigger. Så spiste han resten for mig.

Ude på markedet gik jeg rundt i en times tid. Jeg havde lovet Elly hverken at købe geder eller tyre, så det blev kun til "tobak for en skilling". Det var første gang, jeg så tobak på et marked, og det var helt hyggeligt at sludre lidt med dem, og jeg viste dem min pibe. Den var de meget interesseret i. De viste mig hvordan de i stedet bare tyggede deres tobak, ligesom en skrå.

Da jeg kom hjem til Arusha med Dala-Dalaen, spadserede jeg hjem i regnvejr, men jeg havde min paraply, så det gik fint. Jeg spiste suppe på værelset inden sengetid.

Torsdag d. 10. dec.

Tito hentede mig, og jeg spiste morgenmad sammen med pigerne, der en timestid efter blev hentet af en turguide. De skal op på Killimanjaro og er væk i 5 dage.

Pigerne fik min skridttæller med sig, så kan den tælle deres strabadser.

Så kom Augustine og fortalte om seminaret i går. Det havde været en succes, og han lovede at lave en rapport indeholdende oplysninger om de forskellige personer i lederroller, som deltog. Også beretningen om jordemoderen, som fortalte, at hun var en af dem der havde omskåret piger, men det vil hun ikke mere.

Vores kontorstole kører ikke ret godt, så jeg vendte et par af dem på hovedet og fandt ud hvordan man kan skille hjulene ad og rense lejerne for snor og garn. Måske er skidtet importeret fra Danmark, måske er det kommet i herude, hvis stolene har været en tur i syklassen.

Augustine og Sakajo så og prøvede selv, hvordan hjulene kan adskilles, renses og samles igen. Så ved de det.

Så kom Peter og inviterede os til sit hjem på søndag eftermiddag.

Samtidig fik han to telte og 4 soveposer fra containeren, som han er blevet lovet. Vi hyggede os med vagtmændene, mens vi prøvede at få et af dem rejst. Det lykkedes, og så kan de selv næste gang.

Nu gik Elly og jeg i gang med at skrive breve til sponsorerne til Teddys børn. Det var ret hyggeligt. Elly dikterede, og jeg skrev, lige indtil kl. 17.30. Så vankede der pandekager hos Elly, og pigerne har ret når de siger at farmor laver verdens bedste pandekager. Det er både Augustine, Makundi og Frank, der også var her helt bestemt også enige om.

Så holdt vi fyraften, og jeg kørte med Mama Makundi ind til nonnerne, hvor jeg fik et bad inden jeg tog hen til ViaVia, og fik en portion tomatsuppe. Der var musik på ViaVia, så jeg sad og hørte på lokal musik lige til kl. 11. Så tog jeg en taxa hjem, og på hovedet i seng.

Fredag d. 11. dec.

Tito hentede mig ud til Ellys grød.

Lærerne var i gang med at forberede bestyrelsesmødet, og tre elever hjalp dem med madlavning og borddækning. kl.9 var alt klart, men endnu ingen ankommet.

Men så kom mama Godliver, og hun fik maling, fodbolde, tandbørster og kuglepenne med sig hjem til sit børnehjem. Desuden fik hun lovning på symaskiner og stof, som hun aftaler med Makundi en anden dag.

Kl. 11 var der ankommet 6 bestyrelsesmedlemmer incl. Elly og Chatrine.

Kl. 13.00 kom en mere.

Peter og Panga ledede mødet på fornem vis, og vi kom fint igennem dagsordenen. Det var en fornøjelse at overvære, at Chatrine havde gode forslag og ideer til de forskellige emner på dagsordenen. Stille og roligt fremførte hun dem, med viden og indsigt. Hun er virkelig en gevinst.

Efter en god middag, blev der sagt farvel, og på gensyn i morgen til det ekstraordinære årlige møde – generalforsamlingen.

Nu blev det tid for Elly og jeg til at få skrevet nogle flere breve til sponsorer for Teddys børn, inden jeg kørte hjem med Mama Makundi til en gang tomatsuppe og en banan på mit værelse.

Lørdag d. 12. dec.

Efter min morgengrød, arbejdede jeg lidt med et budget for Teddys børnehave.

Dr. Solomon kom som en af de første, og jeg fik tid til at give ham de krykstokke, som vi havde liggende. De ligger bedre hos ham, end hos os.

Derefter var det ved at være tid til årsmødet, der startede ved 10 tiden, og fortsatte i een køre til kl. 14.30. Mødet foregik på swahili, men vi fik spørgsmålene og svarene oversat. Godt at vi ikke skulle have det hele oversat, så havde vi siddet der endnu.

Men sikke en spørgelyst blandt de ca 20 deltagere. Pastor Eli Rehama, kom frem med helt nye oplysninger om LML´s arbejde i Likamba.

Seminarerne mod omskærelse kaldte på indlæg fra Eli Rehema, Bipræsten, Pastor Lydia og Dr. Solomon, der alle kom med gode ideer til forbedringer. Efter blot et års seminarer om dette ømtålelige emne, kan vi tydeligt høre en stor åbenhed og iderigdom. Det er meget opmuntrende.Vi er blevet lovet at få indlæggene på papir på Engelsk.

Chathrine blev klappet ind i bestyrelsen af årsmødedeltagerne.

Efter en god middag tog folk hjem.

Nede i haven var Ringo kommet, og gik rundt og så på grøntsagerne. Jeg gik ned og hilste på ham, og han var fuld af lovord og ros til Ibrahim, der passer haven så flot. Det var en overraskelse for Ringo, at salget nu ligger på omkring 100.000 tzc om måneden. Det betyder, at en familie kan leve af en have på denne beskedne størrelse, sagde han.

Jeg hentede Ibrahim, og så fik han en god snak med Ringo, den mand, der ved allermest om bananer i hele landet.

Så var vi køreklar, og Elly, Ringo og jeg kørte ud til Manire, hvor Recoda, Ringos NGO, havde købt 15 acer land, og hvor Recodas Akademi skal ligge. Der var plantet over 1000 bananer, og plantet en del kasawa. Det er planen at jorden skal finansiere bygningen af selve akademiet, der skal ligge på en bakketop, med en enestående udsigt, både til Mt. Meru og til andre små bjerge i horisonten. Recoda er ved at bygge en bolig til de folk, der skal passe jorden. Det så alt sammen rigtig godt ud.

Herefter kørte vi hen til Ringos eget land, hvor han har 20 acer, og hvor han har bygget et hus, hvor hans folk skal bo. De bygger meget billigt, da de selv kan brænde murstenene, og selv har brændet der skal bruges dertil. Ringo havde gravet en stor dam, hvorfra han kan vande, når det er tørt. Han har nu ca. 3000 bananer, der er plantet i år, og som begynder at sætte klaser om 3-4 måneder. Han er bestemt et fyrtårn i dette område.

Naboerne får gode råd om hvordan de selv kan starte. De må "låne" stiklinger af ham, som de så kan "betale" tilbage, når deres egne bananer skal tyndes ud. På den måde kan de komme i gang helt uden penge. Ringo har en lille maskine, en mellemting mellem en havefræser og en lille traktor. Den kan bl.a. plove, rippe, harve, og den kan trække pumpen, når vandet skal pumpes op af dammen, som nærmest er en lille sø, som er gravet ud med bulldozer. Ringo vidste at jorden i dette område, kan holde på vandet, så det ikke blot siver ned i grundvandet.

Nu var det ved at være mørkt, så vi kørte hjem til Arusha, hvor jeg blev sat af. Efter at have spist kylling hos ViaVia, tog jeg en taxa hjem.

Søndag d. 13. dec.

Fra morgenstunden gik jeg igennem mine notater, og fik dem opdateret med de sidste informationer. Så gik jeg ud og købte mig et par bananer til morgenmad og en cola.

Jeg snød lidt med kirkegangen, og tog kun den sidste time med.

Efter kirke kom Anna og fortalte, at hun nu havde fået åbnet sin bankkonto. Det var godt, så behøver hun ikke længere at gemme sine surt opsparede penge under madrassen. Vi spiste suppe sammen. To portioner suppe kr. 12,00.

Så gik jeg hjem til nonnerne, hvor jeg blev hentet af Tito, da Elly, Betty, Tito og jeg var inviteret til fest hos Peter Golugwa. Det var vistnok første gang han havde inviteret til fest efter brylluppet, og efter tilbygningen til deres hus.

Peter havde lånt telte og stole hos HSH, og her sad vi så i haven, familie, venner og naboer. Jeg sad ved siden af Peters bror, og havde en rigtig hyggelig snak med ham.

Så blev der budt velkommen og holdt en kort bøn, derefter præsentation, dernæst en række taler og et par prædikener, på swahili som vi kunne lytte til, mens vi drak sodavand. En af de tilstedeværende præster foreslog, at vi alle gik hen til huset og stillede os rundt om det, og mens vi rørte ved huset blev der sunget og bedt. En meget fin tradition.

Så var der mad i massevis.

Inden vi kørte hjem, var det blevet mørkt, men Elly og jeg nåede at blive vist rundt i huset. Det er et meget fint og velindrettet hus, og det var tydeligt at mærke at Peter og hans kone var glade for det.

Peter var også glad for at have os som gæster, og jeg fornemmede en lettelse hos ham over at vi nu både havde holdt bestyrelsesmøde, årsmøde, og at vi er enige om at begynde forfra med at få overholdt vedtægterne.

Jeg blev sat af ved nonnerne og gik på hovedet i seng.

Mandag d. 14.dec.

Tito hentede mig, og efter dejlig morgengrød, fik jeg ordnet nogle administrative ting sammen med Augustine. Jeg har lavet en opsummering af alle vore samtaler om regnskab, udleveringer fra containerne, o.s.v. Og den fik Augustine til gennemsyn, i tilfælde af at der skulle være misforståelser. Det var der ikke, så nu har vi papir på det, som vi er enige om. Vi fik også startet på en gennemgang af Teddys budget, og det gør vi færdig på onsdag.

Nu gik jeg ned i haven, hvor Ibrahim var i gang med at grave huller til 4 bananer mere. Jeg hjalp ham lidt. Grunden er meget hård og stenet, når vi kommer et spadestik ned, ligesom hedeal, og der er ikke de rigtige redskaber. Vi arbejdede mens sveden løb i stride strømme lige indtil regnen kom, og den løb også i stride strømme.

Så blev det til indendørs arbejde igen, og vi fik forberedt nogle udleveringer fra containerne, som vi løbende havde lovet væk. Alt sammen efter de vedtagne regler, med underskrifter på det hele.

Så gik jeg hjem, men holdt en enkelt drikkepause. Jeg spiste suppe hos ViaVia, og tog en bil hjem.

Tirsdag d. 15. dec.

Tito hentede mig, og efter min morgengrød gik Elly og jeg i gang med at samle op på Ellys liste. Vores engagement med Teddy er ved at være lidt uoverskueligt, så det fik vi en god snak om. Jeg var inde hos Augustine og fik et rigtigt godt overblik over udbetalingerne til de 39 børn. Det ser både rigtigt og akkurat ud. Blot mangler vi enkelte oplysninger om hvilke børn, der går i primary skolen, og svar på, hvorfor ikke alle betaler skolepenge. Det får vi i morgen.

Nu kom Peter Golugwa med et læs stole, som han havde lånt til sin fest. Han gav os en lille velbegrundet advarsel om at det nok er bedst at HSH ikke direkte betaler Teddy løn, hverken til hende eller til lærerne, men at de penge hun får, er et tilskud til skolens drift. Det lød både fornuftigt og rigtigt.

Peter og Panga vil snakke med Teddy, så vores aftale er helt klart formuleret fra begge sider.

Nu fik vi besøg af Ann Grethe og Birger, og havde et par hyggelige timer sammen med dem, inden de gik ned til Thorkild.

Elly og jeg fik snakket om lidt flere udleveringer. Bl.a. må Teddy få 50 par sko, så nogle af hendes fattige kvinder kan starte en lille forretning. Alle børneskoene får Teddy også, så sparer vi at købe sko til de fleste af hendes 39 fattige børn, som HSH jo sponserer.

Jeg tog tidligt hjem, da jeg lige skulle finde en krydderiforretning.

Jeg fandt den, og fik købt kardemomme, og karry. Senere fik jeg købt te, og nåede også lige en sidste tur ned til masaimarkedet, og fik købt lidt flere ting. Det er et rigtigt hyggeligt sted at gå rundt, og jeg nyder det meget. Især nu da de kender mig. Jeg spiste på Via Via og tog en bil hjem.

Onsdag. d. 16. dec.

Tito og Mama Makundi hentede mig, og Makundi fortalte hvordan hun i går var blevet kørt ned af en lastbil, da hun kørte hjem i pick uppen.

Heldigvis kom ingen til skade. Politiet var blevet tilkaldt, og ejeren af lastbilen skal betale for skaden på vores bil.

Mama Makundi kom og undskyldte, at hun havde givet mig et forkert swahili navn på kardemomme, så nu skal jeg lige ind og besøge krydderihandleren igen. Men det gør ikke noget, det er en meget hyggelig butik.

Elly havde som sædvanlig lavet dejlig grød til mig. Og derefter fik vi lige finpudset vore tanker om Teddys projekt, inden Peter og Panga kom. De var enige i vore tanker, og vil lave en skriftlig aftale med Teddy, så der er klarhed over de juridiske aspekter.

Der er seminar i dag blandt alle medarbejdere. Teambuilding.

Med tre timers forsinkelse startede seminaret. Alle medarbejdere, vagtmænd, Peter, Panga og en mere fra bestyrelsen, samt Teddy og en af hendes lærere deltog. Det blev et godt positivt seminar kun afbrudt af en dejlig middag. Jeg fik lov at slutte af.

Så blev der officielt taget afsked med vi danskere. Elly og jeg fik gaver, og alle medarbejdere fik lov til at få hver en af de store måtter, som vi har en del liggende af, men det ændrede Makundi lynhurtigt, så alle fik to. Hmm!!!!

Elly og jeg fik en snak med Teddy, og fik klarhed over de udestående spørgsmål.

Tito kørte os hjem, og efter en gang fiskesuppe hos Pizza Point gik jeg hjem i seng.

Torsdag d. 17. dec.

Så er det sidste dag. Jeg gik i haven og hjalp Ibrahim med at luge i porerne. Det er ikke kun grøntsagerne der gror stærkt hernede, det gør ukrudtet også.

Da vi var parate til drikkepause nr. to, gik vi op til vagtfolkene, og da det var sidste dag, så fik de også en sodavand. Det er ret overkommeligt, da en sodavand koster ca. kr. 1,50 i skolens butik. Men hvem sad nu der i skyggen og ventede på at Augustine skulle komme hjem fra en tur i byen? Det gjorde Pastor Eli Rehema. Så måtte han naturligvis også have en soda, og kort tid efter kom en af hans lærere, Obo, og sådan blev det ved et stykke tid. Vi havde en rigtig hyggelig snak i græsset under træet ved shoppen.

Elly og pigerne var ude at sige farvel hos Mama Siara.

Kl. 3 kom Panga. Han skal møde Jessica, den unge pige med den invalide mor. Felicia var der også, det er hende der besøger moderen en gang om måneden. Panga satte sig godt ind i forholdene, og konklusionen blev, at han næste gang Jessica henter penge hos Augustine, så vil Panga med ud at besøge moderen, evt. vil han sørge for at hun får et lægebesøg,og evt. får en diæt, så hun kan tabe sig.

Vi fortsætter med at udbetale den kontante sponsorhjælp lidt endnu, vi giver Jessica en symaskine og noget stof.

Felicia får ikke mere kontant afregning, men en symaskine og stof. Så håber vi, at hun stadig vil besøge moderen.

Jeg kørte med Panga ind til byen, og spiste hos kineseren inden jeg gik i seng.

Fredag d. 18.dec.

Jeg gik rundt i Arushas gader og hyggede mig den sidste dag. Solen brændte, og det var meget varmt. Jeg købte et par glas juice i cafeen på første sal lige ved busstationen. Det var hyggeligt. Jeg sad udendørs på en lille balkon. Her faldt jeg i snak med en fra Augustines kirke. Han blev glad for at høre om haven, bananer og soyamøllen, og jeg foreslog at han fik Augustine til at vise sig rundt en dag.

Så gik jeg hjem og fik kufferterne blev pakket, og de er fyldt til bristepunktet. Jeg havde fået byttet krydderierne, til de rigtige, uden problemer.

Jeg spiste en pizza hos Arusha Maasai Cafe, købte meig en isvaffel nede på hovedgaden, og en portion is mere hos ViaVia..

Kl. 17.30 blev jeg hentet, og så gik turen til lufthavnen, og turen gik hjemad.

Efter aftensmaden 10 km. over Libyens ørken, og et glas rødvin, satte jeg en opera på musikanlæget og satte mig tilbage i sædet, og bare nød hjemturen.

Til alle der har læst dagbogen, siger jeg rigtig mange tak for tålmodigheden.