Rejsedagbog TZ 2008.

 

Vi havde en meget fin flyvetur herned, og nåede også at få noget morgenkaffe og en ostemad, på Kirstens hjemmebagte rugbrød, i Billund inden afrejse.

Kirsten kom godt hjem til Århus med bilen.

Vi havde klart vejr næsten hele vejen, med fint udsyn over de Hollandske marker, de Østrigste alper, diagonalt ned over Italien, det klare blå Middelhav, og det golde Sahara.

Så blev det mørkt, og Elly og jeg fik snakket lidt om de opgaver der skal løses hernede, kun afbrudt af dejlig mad og drikke. KLM kan bare det der kulinariske.

I Kilimanjaro Airport blev vi modtaget med blomster og store knus af Mama Makunda, Tito, Justine og Method.

Så gik det, med Tito ved rattet, ind til Arusha, mens vi spurgte og snakkede i munden på hinanden alle sammen.

Jeg blev sat af ved nonnerne, og der var også stor gensynsglæde med vagtmanden, og Søster.

Nu skal der soves, jeg bliver hentet kl. 7.15 i morgen tidlig.

 

Torsdag 18. sept.

Jeg stod op kl. 6, fik min kaffe og en pibe, og så ned til morgenmaden. Også her var der stor gensynsglæde, og alle spørger efter Kirsten.

Kl. 7 kom Mama Makundi og hentede mig. Hun samler skolens lærere op ved denne tid, og så kunne jeg også få et lift.

Det var dejligt at komme ind på HSH centeret igen. Store smil, knus og varme håndtryk fra vagtmænd og lærerne. Det var næsten som om det bare var i går vi forlod centeret. Men da jeg kom ned i haven kunne jeg godt se at det var længe siden jeg sidst havde været der. Bananerne var kæmpestore. Soyabønnerne var for længst høstet, og nu står der en fin avl af majs, næsten klar til høst. Alle bedene var rene og nye afgrøder stod der og struttede. Haven var næsten blevet dobbelt så stor, som da vi forlod den. Ibrahim fik meget ros, og stolt og glad gik han med rundt fra bed til bed, mens han fortalte om afgrøderne.

Jeg fik naturligvis også hilst på både Steeven og David.

Elly og jeg havde en rigtig god morgensnak med Method om UBU´s såkaldte vandproject. Jeg er enig med UBU i deres strategi med at sanitet skal komme før vand, men KUN når vi taler om indlagt vand i husene. Når sanitet består af en gravet latrin og vand befinder sig i en dunk på gulvet, så skal vand komme før sanitet. Der er jeg uenig med UBU.

Elly fik også en god snak med Tito og Mama Makundi, og jeg fik en god sludder med Senkondo, el.læreren og Augustine, regnskabsmanden.

Sekondo forklarede om vigtigheden af at have de nødvendige redskaber (oplader, woltmeter o.l.) til undervisningen. Han ville gerne have brugte ting, og er de i uorden er det en god øvelse for eleverne at reparere dem. Det vil jeg huske når næste container skal pakkes.

Sekondo viste mig et gammelt vrag af en brødrister, der omhyggeligt var pakket ind, for den var meget værdifuld i undervisningen, selvom den ikke virkede længere.Han mangler lærebøger og må kopiere fra det ene eksemplar han har. Augustine viste mig regnskabssystemet, og fik en udskrift af soyahusets byggeomkostninger. Efterfølgende gik jeg ind i budgettet og fandt de budgetterede tal for fotokopiering. Det viste sig at der kopieres for 780.000 tss årligt, Det kan skolen købe en ny kopimaskine for.

Køkkenklassen havde lavet et overdådigt morgenbord til os. Continental breakfast. Her manglede ikke noget. 5 forskellige slags hjemmeproduceret juice. Yoghurt, forskellige brød og kager i lange baner, 4 forskellige slags æg, lever og pølser, og dertil kaffe, te og cacao. Al maden var lavet af eleverne, og de var med god grund synlig stolte af resultatet. Deres klasseværelse var i dagens anledning indrettet som restaurant, med dug og menukort på bordene.

Elly og jeg fik også hilst på Mama Guga og vi var ovre at hilse på Thorkild og hans kone Tabita.

Og så har jeg helt glemt det nye soyahus. Det er rigtig flot, og jeg glæder mig til at se det i brug.

Jeg tog en Dalla dalla hjem, og fik handlet lidt og hævet nogle penge.

Kl 19 var jeg hos Grace, og lidt efter kom David med sin fætter, og så spiste vi sammen. Det var dejligt at være der igen og at hilse på Grace og hendes mand.

Fredag 19. sept.

I dag blev det til en tur til Likamba, men imens frokostkurven blev gjort klar, fik jeg er lang snak med Ibrahim. Han fortalte minutiøst hvordan hans dag gik på fint fint engelsk. Han står op kl. 4. så holder han sin lille andagt og bøn, hvorefter han laver te til vagtfolkene. Så vander han haven og laver morgenmad, også til vagtfolkene. Dernæst går han i bad, og så skal der luges og arbejdes i haven til middag, hvorefter han laver frokost. Kl. 14 går han i skole Engelsk, og når han kommer hjem, skal der laves aftensmad, og laves lektier inden han går i seng.

Meget flittig ung mand, og meget taknemmelig fordi han har fået mulighed for at lære noget. Kokkeuddannelsen har han overstået.

Nu er vores frokostpakke klar, og Elly, David, Tito og jeg er klar, men inden vi kører, blev der bedt en kort bøn ligesom vi plejer.

Vi vil i dag skaffe os et overblik over vandsituationen i dette område, og det så på ingen måder bedre ud end sidste år. Det var forventet, men alligevel skuffende, at UBU efter et helt år, endnu ikke har formået at ændre ved vandsituationen. De store tanke, der modtager vandet fra et væld oppe i bjergene, er kun halvt fulde, fordi der inden tankene er blevet tappet vand, af de mennesker der bor højere oppe. Det er illegalt, men på en måde forståeligt.

Pumpehuset, hvorfra vandet skulle pumpes videre ud i området så ud som det plejer, og det er ikke ret godt. Pumpen var der ikke, og de rør hvori vandet skulle løbe var ind imellem ødelagt. UBU har nu godt 3 måneder til at etablere et nyt pumpesysetm, at reparere de ødelagte vandrør, etablere legal aftapning højere oppe i bjerget, så der ikke spildes vand før det når opsamlingstankene og etablere kontrol og opsyn med de efterfølgende aftapningssteder.

Det er der ikke nogen der tror på lykkes.

Vi så det Østrigske/katolske vandsystem, og det virkede efter hensigten, men det har den ulempe, at det kun sender opsamlet regnvand ned til landsbyerne, så udenfor regntiden kommer der ikke noget vand.

Det kaldes Peters vand, opkaldt efter den person der holder opsyn med, og har ansvaret for de 7 aftapningssteder.

Det er tanken at UBU´s og det katolske system, skal koples sammen, således at man alle steder får opsamlet regnvand i regntiden, og kildevand resten af tiden.Vi er bange for at det ender med at PULS og HSH selv må søge at får dette meget nødvendige arbejde færdiggjort.

På hjemvejen besøgte vi gamle Mama Hulda, Evelyn og en af de lokale præster, der desværre ikke var hjemme. Men en af områdets dygtige lærer, var tilfældigt også på besøg hos præsten, og han fik et lift med hjem til Arusha, hvor han bor. Han underviser på en af vore skoler i Likamba området, og er en viis og forstandi person.

Jeg spurtge ham om hvad han ville gøre for Lilambas beboere, hvis han kun kunne gøre en ting, og svaret kom promte. Giv dem uddannelse.

Hvad vil du gøre næstefter, spurgte jeg, og her kom svaret lige så hurtigt. Giv dem vand, og derefter elektricitet og derefter forbedre landbruget, først med uddannelse og denæst med forbedrede afgrøder (udsæd).

I HSH magter vi ikke at give dem elektricitet, men resten passer fint ind i vores koncept.

Vi kom tilbage tilstrækkelig tidlig til at jeg kunne nå at blive klippet. Ja det er så meget sagt, for jeg fik en mellemting mellem en klipning og en afrykning af min manke. Aldrig har jeg været så korthåret. Godt der er næsten 7 uger til jeg kommer hjem. Oplevelsen kostede 20 kr.

Jeg fik endelig værelse nr. 7 da jeg kom hjem til nonnerne. Så jeg fik flyttet i en fart, og spiste en portion suppe hos Grace og fik en kop kaffe i den Japanske restaurant der ligger lige ved siden af.

Lørdag 20. sept.

Jeg spiste morgenmad sammen med to præster fra New Zeeland, og tog derefter en Dalla Dalla ud til centeret. Her var stille, da eleverne holder week end. Elly og jeg fik en god sludder om vore opgaver med vandet i Likamba, om Steevens uddannelse, tagrender og soyaproduktionen. Sammen med Method fik vi lagt en foreløbig plan m.h.t. Steeven. Method skal undersøge muligheder, krav og vilkår for det sidste år af hans tur-guide uddannelse, som skal være fieldvork.

Jeg var inde og se containeren fra sidste år indeni og det så foreløbig OK ud.

På mandag bliver tagrenderne taget ud og lagt på depot. Maskinerne til produktion bliver stillet op i en tom container, hvor de foreløbig vil blive samlet. På mandag kommer der en Fundi fra Thorkild, der skal lægge tagrender op på en af vore små skoler. En af elektrikereleverne, Esaia, skal hjælpe til på den første skole, derefter er det planen at han selv skal lægge de efterfølgende tagrende op. Han er en af "vore" drenge fra Chisvea, hjemmet for gadebørn.

Jeg tog tidligt hjem, og nåede en tur rundt på Maasai markedet inden jeg spiste sushi, hos japaneren.

Søndag d. 21. sept.

I dag er det kirkedag, og jeg gik hen til "Tito´s" kirke til Gudstjenesten nkl. 8.00. Efter gudstjenesten fik jeg at vide, at han først kom kl. 10.00. Så gik jeg en tur i kvarteret bag kirken. Det var ret fattigt, men usædvanlig rent alle steder, så det var en god oplevelse. Kl. 10 mødte jeg Tito og hans familie til den næste Gudstjeneste, og det var den der varede 3 timer, og så på Swahili. Nå, jeg var i godt selskab, og efter gudstjenesten gik jeg med Tito hjem og så hans hus. Vi fik en rigtig god snak om nogle uregelmæssigheder på centeret, og nu har jeg et godt billede af hvad der er sket, og hvordan vi skal tacle det. I morgen drøfter jeg det med Elly, og så lægger vi en slagplan.

Resten af dagen gik jeg en lang tur, og var på det andet og meget større marked. Jeg spiste hos Grace, og gik derefter en aftentur. På hjemvejen følte jeg, at jeg blev forfulgt, og tog derfor en taxa hjem.

Mandag 22. sept.

Hundene gøde det meste af natten, så jeg vågnede først kl. 7.30.

Hurtigt fik jeg noget mogenmad og tog en Dala-dala ud til centeret.

Elly og jeg drøftede hvad vi hver især havde oplevet, vi blevb hurtigt enige om, at den sladder om uregelmæssigheder vi havde hørt, bedst kunne løses af Panga og Peter Gulugva, så da Panga kom fik han at vide, at vi ikke så det som vores opgave at rode rundt i disse problemer, det måtte være op til dem at få ryddet op, på deres egen måde. Vi foreslog Panga at han og Peter tog en samtale med vagtfolkene og med Tito, og derefter drog deres egen konklussion.

Method fik forklaret den danske ide om frivilligt arbejde, og at han så vidt det var muligt skulle benytte dette system til småopgaver på skolen, så der ikke altid skulle udbetales løn for små tjenester.

Det forstod han, og Ibrahim, Steeven og en ung dreng mere blev derefter sat til at rydde den container, hvor der midlertidig skulles produceres tagrender. Derefter blev alle tagrenderne fra sidste års container båret op på lageret over containerne i gårdspladsen.

Thorkilds unge Fundi udi tagrender kom, og vi aftalte at han ville komme tirsdag for at læse bilen med tagrender, de nødvendige fittings, skruer, el-skruetrækkere, generator til opladning o.s.v. Onsdag morgen skal vi så afsted for at etablere den første bygning med tagrender.

Der blev aftalt en pris pr. løbende m. opsat tagrende.

Nu er vi spændte på om Elisai kan udlæres på én bygning.

Vores elektrikerlærer, Sekundo er vidst nok en af de eneste lærere på skolen, der ikke har tagrender på sit hus, og i samråd med Elly gav jeg ham lov til at få de nødvendige render til onpsætning.

Herefter vil vi udarbejde en politik om tagrender til vore lærere, som vil indebære at de til gengæld vil være gode "tagrende-repræsentanter" i deres bydel, og at de naturligvis selv sørger for opsamlingstanken.

Augustine og jeg fik næsten oversat vores "huskeliste" og lagt den ind på skolens Excell program. Jeg håber meget, at den vil hjælpe os til at huske de mange mange ting der ikke må glemmes.

Jeg havde en god rundtur i haven med Mama Guga, og der er nogle regnskabs forhold omkring haven, der skal strammes op på.

På vejen hjem ad den sædvanlige rute forbi markedet, var der pludselig en der tog mig på højre skulder. Instinkttivt vidste jeg, at nu jeg skulle dække mig på venstre side, og min venstre hånd fo´r lynhurtigt ned til min venster sidelomme på mine shorts, hvor mit camera lå. Der fik jeg fat i to sorte fingre i færd med at åbne lommen. Jeg klemte og vred så hårdt om fingrene at jeg tydeligt kunne høre at det knagede.

Jeg ved ikke om jeg brækkede hans fingre, og han havde ikke lyst til at tale med mig om det.

Waw, - god oplevelse.

Jeg spiste kylling hos Grace.

Tirsdag den 23.

En stille dag, der begyndte med lidt regn. Jeg fik gennemsnakket haven og dens regnskab med Augustine, og vi blev enige om at han laver en forretningsplan for haven inden den 15. oktober, som gerne skal munde ud i ballance mellem indtægter og udgifter. Augustine har nogle gode ideer, og en god regnskabsforstand, så det bliver rigtig spændende at se hans forslag. Vi blev også færdig med at oversætte huskelisten, og Method er nu klar til at sætte sig ind i listen og bruge den som et positivt redskab i den daglige ledlse og kommunikationen med PULS.

Vi fik også i dag et overblik over Steevens muligheder som tur-guide.

Han er nu færdig med den teortiske uddannelse og skal have et års praktik, inden har er helt færdig som guide. Hans muligheder for at finde praktikplads vil bleve forøget væsentlig, hvis han først uddanner sig som kok, da mange tur-operatører arrangere telt-safarier hvor de også skal bruge en kok. Steeven vil derfor have mulighed for at tjene en løn imens han er i praktik.

Ibrahim har i dag høstet et stort bed med hvidløg, og i morgen skal han etablere et nurseri der hvor løgene stod. Et nurseri er et særligt bed, hvor der skal sås løg og kinakål, til senere udplantning.

I dag havde vi besøg af præsten fra landsbyen, hvor vi i morgen skal sætte tagrender op på skolen, og senere på dagen af Peter Gulugva, HSH´s formand.

Jeg spiste fisk hos Grace.

Onsdag 24. sept.

I dag er det tagrendedag. Jeg blev hentet af Tito kl. 6.45, og da vi havde pakket bilen med tagrender, div. fittings, værktøj, generator og stige kørte vi med David som chauffør til Likamba. Thorkilds Fundi havde en mand med, og vi havde Elija med som elev. De fik tagrendernesat fint op, men tanken vandet skal opsamles i, var for høj, og skal graves ned. Når det er gjort kommer vi og monterer rørene der skal lede vandet over i tanken. Elija vil gerne have endnu en dag , sammen med Thorkilds Fundi, før han føler sig sikker nok, til at klare arbejdet selv.

Mens håndværkerne og David arbejdede med tagrenderne gik jeg en runde sammen med Obo, en af lærerne på skolen. Han viste mig grunden, som er ret stor, og meget ringe udnyttet. Jeg tror, der er omkring 1 tønde land.

Senere kom præsten, der står for skolen, og jeg prøvede at forklare ham, at al det ukrudt der er på majsmarken, "stjæler" både vand og gødning fra majsen.

Desuden fik vi en snak om de elever, hvis forældre ikke er i stand til at betale skolepenge. Jeg foreslog præsten, at han fik en arbejdsaftale med dem, så de kunne arbejde i marken, og tjene penge, så de kunne betale skolepenge for deres børn. Selvom skolen ikke bliver rigere af det, så fik den i det mindste lavet noget arbejde til gengæld for børnenes undervisning.

Jeg lovede præsten, at hvis han med denne ordning kunne få gravet nogle bananhuller, så måtte han få lige så mange bananer, som han fik gravet huller.

Den ide "købte" han, og da han havde fundet en hakke, gik jeg så småt i gang med at hakke et hul. Kun ganske mkort tid efter kom der nogle unge mannesker for at hjælpe mig, og 3 af skolens ældste drenge på ca.10 år kom også for at hjælpe. Til sidst kom to af lærerne også, så det var ret et tilløbsstykke. Vi fik næsten gravet to huller, og aldrig har jeg mødt så hård en undergrund.

Vi havde planlagt at lægge pananplantagen så den kan modtage og forhåbentlig standse regnvandet når det skyller ned ad marken, for på den måde samtidig bekæmpe errossionen.

Hen på eftermiddagen, kom der mad. Ugali, og så spiste vi alle, med fingrene naturligvis. Jeg fik også snakket med 4 af lærerne, de lyder meget kompetente, og kender naturligvis Mama Elly.

Jeg fik en ret kontant hilsen med hjem til hende. Hvorfor må vi kvinder her i Likamba ikke få micrlån, når de kan få det i Moshi. Vi har organiseret os i 3 grupper. Den hilsen skal jeg have afleveret til Elly i morgen.

Det var en god dag. David kørte mig hjem til nonnerne, og efter et tiltrængt brusebad gik jeg hen til Grace for at spise. Her mødte jeg en af Compassions medarbejdere, som jeg fik en hyggelig sludder med.

Torsdag 25.

I dag er det også "gutterday", og det var pastor Nielsens tur til at få tagrender. Han havde målt sin kirke op til 34 m., men havde ikke taget højde for nogle bygningsmæssige konstruktioner, så det kun var muligt at sætte 14 m. op. Vand har den specielle egenskab, at det kun kan løbe nedad!

Det tog alt for lang tid at få pakket bilen, og derefter skulle vi have købt stern-brædder, som tagrenderne skal monteres på. Disse brædder skulle først høvles (uvidst af hvilken grund) og saves til, så det var næsten middag inden vi kom af sted.

Da vi kom frem, havde Mama Nielsen lavet et overdådigt måltid til os alle, og der sad vi igen under det store Bourgonvilla træ og spiste Ugali, gedekød, bønner, oksekødssuppe og bananer. Håndværkerne kunne ikke lade være med at grine af mig mens jeg forgæves forsøgte at spise suppe med fingrene ved hjælp af en klat ugali. Til sidst drak jeg suppen af tallerkenen.

Efter middagen fik vi med David som tolk en god lang snak med pastor Nielsen om landbrugsskolen og den ønskede vandforsyning.

Landbrugsskolen er flittig brugt både af Recoda og af landsbyen til undervisning og møder. Nielsen lovede os tal på kurser og møder og tal på deltagerne.

Pastor Nielsen blev opfordret til at forøge undervisningen for områdets stærke kvindegrupper.

Så kørte vi i marken for at se på vandforsyningen. Det første stop, var der hvor kanalen blev udskildt fra den lille flod. Det blev gjort med sten og græs, og kunne kun holde indtil næste regntid, så blev det ødelagt af vandmasserne, og skulle bygges op igen.

Vi fulgte kanalen nogle hundrede meter, og så hvor den trængte til forstærkning. Senere så vi et eksempel på, hvor kanalen delte sig i to retninger. Her skal der bygges to porte, der kan åbnes og lukkes således at vandet kan løbe den ene vej om mandagen, og den anden vej om tirsdagen.Pastor Nielsen viste os budgettet, der var udarbejdet af en ingeniør. Totalt vil hele projektet koste 16.000.000 tzc. Landsbyen vil give 4.500.000 tzc.

Pastor Nielsen vil nu bede ingeniøren om at dele budgettet op i de enkelte opgaver. Den lille "dæmning", hvor vandet kan ledes ind i kanalen. De nødvendige forstærkninger, og de små porte, hvor vandet kan ledes i forskellige retninger.

Arbejdet kan udføres i etaper, og Nielsen vil ligeledes bede ingeniøren om at foretage den rigtige prioritering.

Når vi har disse ovennævnte oplysninger kan PULS beslutte hvad der er råd til at sætte i værk nu, og hvad der skal søges midler til fremover.

Projektet vil skabe en god og nødvendig forsyningssikkerhed for 2.500 familier.

Mens vi kørte tilbage til landbrugsskolen så vi, hvordan landbruget var blevet forbedret, bananprojektet og Ripats undervisning havde givet et enormt løft til området, og det var en fornøjelse at se rigtig mange fine afgrøder på markerne.

Vi mødte en af de stærke kvinder i kvindegrupperne og så hendes køkkenhave. Det var virkelig en fornøjelse at se, hvordan hun udnyttede sin jord i stedet for bare at lade den ligge ubrugt. Hendes rødbrogede ko gav 12 l. mælk om dagen, hvilket er 6 gange så meget som en lokal ko giver. Hun havde også "forbedrede" høns, som det kaldes her. Kvinden havde fået råd til at bygge et nyt hus, og var synlig glad og stolt over sin forbedrede situation.

Da vi kom tilbage til landbrugsskolen så vi, at vores håndværkere havde begået en klassisk fejl i brugen af vatterpasset, da tagrenden skulle sættes op. Vandet løb desværre den gale vej, og de var nu i færd med at tage det hele ned igen, for at rette fejlen. Men pastor Nielsen reddede dem, idet han alligevel skal have en ny væg i kirken, så ville han rette det under ombygningen.

Så kunne vi pakke sammen og køre hjem, efter en rigtig god dag, selvom den startede lidt sent.

Jeg spiste suppe og Pizza hos Graze, og fik en lang sludder med hendes mand. Han er rigtig hyggelig.

Fredag 26. sept.

I dag skal pastor Gadiel Mollel in Nduruma have tagrender til sin store kirke, men da tanken var forholdsvis lille fik han kun tagrender på den ene side i denne omgang. Det er hans plan at plante bananer nu til regntiden, og bruge vandet til vanding.

Da vi ankom, gik drengene i gang med tagrenderne, mens Elly og jeg havde en meget fornøjelig time i skolen sammen med de to lærerinder og deres 35 små krøltoppe. Efter en dejlig velkomstsang fik de en kyskage i hånden hver, men fik først lov til at spise den, da alle havde fået.

Så var det tid til balonerne, en til hver, og da vi viste den hvordan man kan puste dem op og lade dem fise af sted, så forsvandt al "diciplinen", ungerne hvinede af fryd, og resten af dagen så vi dem rende rundt og lege med deres baloner.Mens vores egen Fundi Eliya med hjælp af David, Steeven og et par andre "drenge" forberedte og udførte arbejdet. Og tro mig, vaterpasset blev kontrolleret mange gange.

Fejlen fra i går skulle IKKE overgå Eliya. Så gik Elly og jeg en tur med den ene af lærerinderne, for at besøge indbyggerne i landsbyen.

Næsten alle havde bananer, og desuden så vi forskellige slags bønner, frugttræer høstede majsmarker, og endda nogle hvor der var sået bønner imellem majsene, kaldet "intercrop". Igen blev vi overbevist om bananernes mange små mirakler. Her i landsbyen er der indlagt vand, og der er vand i vandhanen 6 timer hver anden dag. Der er også vandkanaler, som giver vand nogle timer to gange om ugen. Så kan der ledes vand ind til afgrøderne, før vandet ledes til andre beboere i den anden ende af byen.

Elly og jeg talte om at vi ikke behøver at satse hårdt med tagrenderne, der hvor de allerede har vand, men samle indsatsen i f.eks Likamba, hvor der ikke er vand på den måde.

Så blev der kaldt sammen til spisning et af dagens højdepunkter og Mama Gadiel havde lavet dejlig Ugala med grøntsager og gedekød.

Så blev der pakket sammen, efter at drengene havde konstateret at vandet i dag løb den rigtige vej i tagrenden. Eliya havde udført et godt job.

Vi kom hjem tidsnok til Sendt off party for Mama Makundis lille søster. Mama Makundis far havde to koner. Selv er han ikke mere, men begge konerne var med til festen. Søsteren er datter af den yngste kone. Vi mødte også søsteren fra Moshi og hendes mand, og der var stor gensynsglæde. De kom og satte sig hos os, så vi kunne snakke. Søsteren havde haft et tilbagefald med sin kræftsygdom, men var nu ovenpå igen, selvom hun havde tabt sig en del. De havde fået deres farm tilbge igen efter at den hollandske bestyrer havde prøvet at stjæle den fra dem, da de for et par år siden var i London p.g.a. konens sygdom.

Vi blev inviteret ud for at se gården, og det skal helst være i en weekend, så vi kan overnatte.

Det var en fin fest, med mange fine kjoler, der alle var godt fyldt ud.

Ceremonierne afløste hinanden hele aftenen, ankomsten, champagnen, (dog kun til den nære familie) præsentationen, kagens udskæring (også kun til den nære familie) og tanga ceremonien Den helstegte ged var der også, og her blev kredsen af de særligt udvalgte udvidet lidt, da Elly og jeg også blev kaldt op til den kommende brud, for at få et stykke gedekød puttet i munden.

Så var der mad. Helt overdådigt, og derefter fortsatte ceremonierne med gaverne der blev afleveret dansende.

Nu var det næsten blevet midnat, så vi sagde tak for i aften og kørte hjem og i seng.

Lørdag 27.

Det var meningen at dagen skulle bruges på kontoret, men pastor Elirehema, fra Likamba, havde ringet og sagt at tanken nu var flyttet, og han var klar til at få monteret de sidste tagrenderør. Så vi pakkede bilen og kørte afsted.

Vores egen fundi Eliya gik nu i gang med arbejdet mens David og jeg kørte hen til Mama Hulde med en bog fra Elly. Hulda var ikke hjemme så vi tog ind til Evelyn for at aflevere bogen der. Evelyn serverede varm mælk med sukker, men selvom hun døjede med halsbetændelse, og næsten ikke kunne snakke, så fik hun alligevel fortalt, at hun gerne vil have tagrender. Hun har en stor tank, og da hun er en af lederne i Likamba, så vil det være en god ide at starte hos hende, da hun er en respekteret rollemodel blandt landsbyens beboere. Huset blev målt op og, og vi aftalte, at vi blot skal levere tagrenderne, så skal hun og hendes mand nok selv få dem op.

Så kørte vi tilbage til skolen og drengene, der svedte bravt over rørene. Her var der kommet besøg af "sub-village formanden" landsbyens leder, Thomas, og han vil også gerne have tagrender og jeg gik med ham hjem, og så hans fine sted. Der var en stor nedgravet, støbt tank, og nedgravede rør til den lavere del af haven. De gamle hjemmelavede tagrender var ikke gode længere, og jeg lovede ham nogle nye.

Men da Thomas nu var leder i landsbyen, så benyttede jeg lejligheden til at foreslå ham at vi inddrog landsbyens allerfattigste i vore planer. David var kommet for at hjælpe med oversættelsen, og vi talte længe om forskellige modeller. Til slut enedes vi om at landsbyens ledelse og pastor Elirehema skulle komme frem med en plan, der på en eller anden måde skal inddrage de stærkeste familier i hjælp til de svageste, således at disse også kunne få høstet vand. Når planen var vedtaget og accepteret af Mama Elly, så kunne landsbyens beboere kun få tagrender, hvis de accepterede planen.

Planen kunne blive den, at HSH leverer tagrenderne, og de stærkeste i landsbyen sætter dem op uden udgift for den fattige. Hvem der bygger eller køber tanken, er endnu et åbent spørgsmål, som der senere skal tages stilling til. Måske kan microlånene bringes i anvendelse her.

Da vi kom tilbage skolen, var der middagsmad. Ris og grøntsager og en appelsin til dessert. Dejligt.

Nu satte jeg pastor Elirehema ind i samtalerne med Thomas, og gjorde det klart for ham, at det naturligvis er præsten, der har det bedste kendskab til landsbyens fattige, og derfor bedst kan bestemme hvem af dem der trængte mest til vand.

Så nu mangler vi faktisk kun noget regn!

Nu skulle vi teste tagrenderne, og igen viste det sig at Thorkilds Fundi havde givet for lidt fald på den ene tagrende. Det mente pastor Elirehema dog godt at han selv kunne rette. Han skal også have forbundet tanken til en endnu større støbt tank, der samler kirkevandet op. Når hele anlæget er etableret har han 24m3 lagerplads.

Vi kom hjem til centeret og gav Elly en kort breefing, inden jeg tog hjem til suppe og pizza hos Grace.

Søndag d. 28.

Efter morgenmaden gik jeg hen til Mama Makundis kirke, men kom for tidligt, eller for sent, for da jeg efter en tur rundt i kvarteret kom tilbage til kirken kl. 10, mødte jeg Mm Makundi udenfor kirken. Hun havde taget den tidlige gudstjeneste. Så gik vi og sludrede lidt indtil hendes mand kom og hentede hende.

Jeg brugte resten af dagen til at gå rundt i Ausha, til maasai markedet, det store marked ved Shopright, m.m. Jeg fik købt en adapter, så jeg har lettere ved at oplade mine ting. Jeg fik også spurgt mig ind til daglønnen for en Fundi, da jeg tror, at Method er lidt for rundhåndet. Tjenere får mellem 60,000 og 100.000 tzc om måneden og det er mellem 300 og 500 danske kr. En uddannet elektriker kan fås til 15-16.000 tzc om dagen, hvilket er ca. 75 80 kr.

Med disse tal i hovedet, tror jeg at vi kan finde et lokal-fornuftigt leje for centerets aflønning. Vi vil ikke underbetale og vi vil ikke overbetale, men finde en fair pris på en dags arbejde, der passer til niveauet herude.

Jeg spiste tidligt hos den lokale kineser, og gik hjem til hotellet og tidligt i seng.

Mandag 29. sept.

Måske gik jeg for tidligt i seng, for kl. 5 havde jeg udsovet og kunne så ligeså godt lave lidt forneredelse til dagen. Jeg fik nedskrevet et stykke arbejdspapir omkring en ny politk for udlevering af tagrender.

Den kommer herunder i lidt dårligt englsk.

Policy for how to get gutters for free!

Sub-villages there have water in pipes on the plot, or in chanals in streets, can NOT get free gutters from HSH.

Ex´ceptions: If people live outside the sub-village where they belong, and have no water pipes on there plot, and there are not any chanals in there street, these people can ask HSH for for permission to have free gutters.

Free gutters can be given to people, only as long HSH have danish produced gutters in store.

People living in dry arears can ask HSH for free gutters if:

1.They have build or purcased at water container big enough to contain 20 mm. of rain.

2.The sub-village commite and the pastors have maked a rules for how the villagers can help the poor to have water, either by helping them to put op the gutters, or, if the poor live in houses where no gutter can be, then to give them water in an other way. These rules have to be aprooved by HSH.

Poor people can be: Widows with responsibility for children, old people and sich people.

The pastors have the responsibility to point out these poor and to control that the villagers live up to the rules.

Gutters produced at HSH.

Gutters produced at HSH can be sold to anybody to marked price. The profit will be to help HSH to finance other activities.

People living in dry arears can ask HSH for gutters to production price, if:

3.They have build or purcased a water container big enough to contain 20 mm. of rain.

4.The sub-village commitee and the pastors have maked a rules for how the villagers can help the poor to have water, either by helping them to put op the gutters, or, if the poor live in houses where no gutter can be, then to give them water in an other way. These rules have to be aprooved by HSH.

Da jeg kom ud til HSH foreslog jeg Elly ovenstående, og hun var enig i at det var et brugbart arbejdspapir, som vi lige skal have snakket igennem med Panga.

Jeg fik en sludder med Augustine om optælling af alle egendele på skolen. Jeg foreslog at hver linie, kokkelinien, sylinien og elektrikerlinien hver står for optælling og ansvaret for liniernes inventar og lager. Desuden foreslog jeg at Sekondo får det samme ansvar for al værktøjet, og i morgen vil jeg foreslå, at Augustine får ansvaret for alle byggematerialer, der er på lageret.

Augustine havde lavet en udskrift af vore tre microlåns tilbagebetaling, og det ser jo ikke ret godt ud, undtagen for den gruppe, som Mama Makunde her ansvaret for. Den er i orden, og afdragene falder til tiden. Method lovede at samle op på de to andre.

Vi har bedt Pange om at arrangere et møde med Peter Gulugva, ham selv, Elly og jeg for at få klarlagt nogle vigtige ting omkring nogle uregelmæssigheder vi har hørt om.

Drengene har godt hjulpet af elektrikerklassen fået tagrendemaskinerne båret op i en tom container på selve skolen, og vi fik den hurtigt samlet, så nu har HSH en "tagrendefabrik".

Så var det tid til at køre til Likamba med tagrender til Evelyn og Thomas. På hjemvejen var vi forbi pastor Elirehema. Han havde haft det første møde med Sub-village-kommiteen, men det er ikke som "fod i hose" at få disse maasaier til at forstå et socialt ansvar eller kristen næstekærlighed, så han må på den igen. Så må vi se om det lykkes næste gang.

Jeg fik en god pep-talk med Eliya om hans fremtidige arbejde med at producere tagrender for HSH. Og han vil gerne være med i vores team om hjælp til de fattige, og på basis af hjælp til selvhjælp tanken.

Jeg kørte med pick-uppen hjem, med Makundi som chauffør og med bilen og ladet fuld af medarbejdere.

Da nu hele PULS´s bestyrelse får tilsendt denne dagbog, vil jeg gerne sige, at kommentarer, spørgsmål og gode ideer er velkomne.

Tirsdag d. 30.9

Jeg blev hentet af pick-uppen kl. 7.

Første opgave var at få snakket inventar- og lagerlisen på plads med Augustine, og da det var gjort, blev Method lempeligt sat ind i vores system, "for en manager skal jo ikke spilde kostbar tid på den slags".

Men så fandt Method endelig lejlighed til at fortælle, at han skam havde en sådan liste allerede. Den var købt i dyre domme af en ekspert udenfor skolens regi, og jeg må indrømme at den så meget fin og professionel ud. Vi fik så ændret politikken omkring denne lagerliste således at det var Augustine der fremover fik ansvaret for at få listen udført. Listen var nemlig ikke ajourført, og den sidst ankomne containers indhold var heller ikke indført i listen.

Pu ha, der havde jeg nær brændt fingerne, fordi der var noget jeg ikke vidste. Elly havde også glemt at listen fandtes, men kunne godt huske den, da hun fik den at se.

Jens var ankommer og vi fik for første gang hilst på hinanden. Han er en meget flink og kompetent ung mand, og vi fik en rigtig god snak om arbejdet herude, og om resultaterne af det, som er så svære at gøre målbare.

Nu kørte David, Eliya ogm jeg ind til byen for at købe en aluminiumsplade, så vi kunne prøvekøre vores tagrende maskiner. Vi forhørte os også om prisen på færdige tagrende inde i byen, og da vi havde ledt lidt, fandt vi et sted, hvor vi kunne købe en plade. Vi valgte en o,5 mm tyk plade og kørte hjem igen.

Vi fik lavet de nødvendigem beregninger og skar så et stykke af pladen på vores pladeskærer. Derefter kom det afskårne stykke plade op i valsen og vupti, så havde vi produceret den første m. tagrende.

Den blev behørig vist frem, først og fremmest il Elly, og derefter også til eleverne. Det var Sekondo, der gerne ville vise sine elever den. Hurtigt lavede Eliya en tagrende mere, og klikkede de to render sammen, så vi nu havde en tagrende på 2 m.

Jeg gav nu Eliya besked på at "lege" med valsen, så han kunne lære den at kende i alle dens indstillinger, og det fik han resten af dagen til at gå med.

Det er lidt positivt, synes jeg, at Eliya for kun nogle få år siden rendte rundt i Arusha´s gader som hjemløst gadebarn, og efter at være kommet under Pangas vinger, og siden på elektrikerskole hos os, nu står for vores tagrendeproduktion.

Vi havde givet 32.000 tzs for pladen og der kan blive 12m. tagrender, som, hvis de skulle købes ville koste 84.000 tzc. Det kan blive en rigtig god forretning, hvis der er kunder nok. Det må vi arbejde videre med.

Over middag kom Panga og Peter Gulugva for at tale med os om de uregelmæssigheder vi havde hørt rygter om. Panga havde allerede taget en hel del forholdsregler, men vi var alligevel glade for at Peter Gulugva nu også kender til vores bekymring.

Helt sjovt at de lige netop kom i dag, hvor den første tagrende var produceret.

Det var en god dag som jeg fejrede med en halv kylling hos Grace.

Onsdag 1. okt.

Jeg blev hentet før kl. 7 af Ringo, Chathrine, Elly og Jens for at køre op nordpå til et område mellem Lake Maniare og Ngorogoro, hvor det næste Ripat (landbrugsudvikling for Rockwoll donation) project skal starte. Undervejs tog vi Panga med, da det er national helligdag, er han ikke på arbejde.

Det var en lang tur, og de sidste 20-30 km. kørte vi ad stadig ringere og ringere veje, for til sidst overhovedet ikke at have vej at køre på.

Vi standsede ved en tilfældig lille hytte, og Jens fik lov til at interviewe hende, således at der om nogle år kan laves en økonomisk sammenliging på hendes situation.

Hun boede i den usleste hytte, jg nogensinde havde set, lavet af tynde grene og rafter der var tilklinet med jord. Hendes mand havde lige forladt hende, og efterladt hende alene tilbage med 7 børn, hvoraf den yngste kun var få måneder gammel. Hun havde 6 acers land, hvor hun i år havde avlet 2 sække majs, et par spande bønner og nogle græskar.

Desuden havde hun nogle få kreaturer og geder.

Ligesom næsten alle andre udnyttede de deres jord forkert, så næste års afgrøder har endnu mindre at leve af end dette års, hvilket forbedrer muligheden for errossion, som var meget udtalt i området, og var meget tæt på at blive til ørken.

Opskriften, som både Ringo, Chatherine, og Jens er enige om burde bringes i anvendelse er den at både den omtalte kvinde og hendes naboer i landsbyen skal koncentrere deres produktion af majs og bønner til et mindre areal, der svarer til den husdyrgødning de har. Resten af deres jord skal tilplantes med en slags bønne-træ, der dels vil tilføre jorden kvælstof, men også store mængder humus, således at jorden igen bliver dyrkbar.

Så skal de i gang med plov, ripper, en slags gruper, og hakke, så de kan bevare den regn der falder på deres mark, og den ikke skyller væk.

Der skal rippes på tværs af markens hældning, så vandet får en chance til at synke ned i jorden, desuden skal der dæmmes op, med en lille forhøjning for hver 3 fod, og imellem disse små volde skal der dannes spærringer, så vandet heller ikke kan løbe væk, på langs af marken.

Det er næsten som et lille badekar på størrelse med et stort spisebord. Dette arbejde er nødvendigt for at få stoppet errossionen, og først når det er sket, og jorden igen er almindelig dyrkbar, med et ordentlig indhold af humus, så kan dette inddæmningsarbejde mindskes.

Det er vidtigt at så allerede fra første dag i regntiden, kun er der det at sige, at spreder man såtiden til to gange, så har man en større sikkerhed for at de sent såede afgrøder kan afbøde, en evt. fejlslagen høst fra de først såede. Det er et kompromis. Men her er målet ikke at avle så meget som muligt i de bedste år, men at avle tilstrækkeligt i de dårligste.

Det er vigtigt have flere afgrøder end bare majs og bønner. Men majs og Pigeon peas i hver anden række, er en rigtig god løsning, da majsen bruger hårdt af jordens rescourcer i de første 70 dage, hvorimod Pigeon peas selv samler sin nødvendige kvælstof fra luften, og kan klare sig med det vand der er tilbage efter majsen, mens maisen står og modner. Så længe der høstes med hånd er dette en god kombination.

Men det er desuden vigtigt at have nogle Sweet potaoes, som en alternativ fødekilde, og ligeledes Cassava som også er rigtig god. Den et lille træ, hvor rødderne er spiselige, og de kan graves op og spises når det er nødvendigt. Hvis rødderne ikke bliver spist i år, så vokser de bare større til næste år, og til næste år igen.

Når afgrøderne er høstet, er det vigtigt at kreaturerne ikke får lov til at æde resterne på de dyrkede marker. De skal blive ude i område, hvor der ikke dyrkes føde til mennesker. De planterester, bønne-og majsstængler skal helst blive på jorden som jordforbedring, ellers har næste års afgrøder ikke noget at producere af.

Det bliver en stor udfordring for Ringo og hans folk, at få mobiliseret egnens bønder til bedre dyrkningsmetoder. Det er meningen at der skal stationeres en person i området, som kan både undervise og mobilesere.

Under vores tur rundt brød bilen ned. Det var noget med det elektriske system der kom i uorden, men vi brugte ventetiden fornuftigt, så vi blev meget klogere og ved nu meget mere end vi gjorde i går.

Da der, efter 5 timers venten, kom en landcruiser med en mekaniker, så gik der kun 5 min. så var bilen lavet. Han havde ikke noget målegrej med sig. Men trak en tynd ledning fra brændstofpumpen og til batteriet. Isoleringen tog han af med tænderne, og ledningen blev holdt på plads med noget maletape, som en af landsbybeboerne havde liggende. Så kørte vi igen, og mreparationen holdt hele vejen hjem til Arusha, som vi nåede kl. 22.30. Jeg nåede lige akkurat at få noget mad inden Grace lukkede.

Her faldt jeg i snak med en lokal Albino, en bank medarbejder. Jeg fik hans visitkort, og "vores" albino, Angela var velkommen til at kontakte ham, måske kan de to finde noget at snakke om.

Torsdag 2. okt.

Det er stadig fridag, så der var stille på skolen, da jeg kom derud.

Så kunne der blive tid til at læse mails, tak for dem. Desuden havde Method lavet et udskrift af de elevlån, der var givet siden 2004, og dem gik jeg igennem. Det ser ikke så godt ud. Dels var der store fejl i registreringen af tilbagebetalingerne, og dels det værste der er mange der ikke betalte tilbage, så selvom der er blevet lukket for lån til elever, så har vi stadig næsten en million tzs tilgode. Desuden var de sidste lån på 200.000 selvom vores maximum er 100.000. Nu retter Method de fejl der er, så ser vi på det igen.

Eliya var på centeret, selvom det var fridag, og vi fik en god snak om tagrenderne. Han går nu ned i byen for at finde ud af, hvordan vi kan lave endestykkerne, overgangen til nedfaldsrørene, bøjninger, o.s.v.

Måske tager han Steeven med, så er de to til at se og tænke.

Jeg fik en lang snak med Mama Makundi, hun viste mig de nye indskrivnings formularer, som hun har lavet til nye elever, og hun viste mig eksamensresultaterne for både HSH og forde andre skoler i byen. Dem kan vi godt være rigtig stolte af, og Makundi lovede mig at skrive dem om i en lettere overskuelig form, så Elly kan bringe dem i et nyhedsbrev.

Så snakkede vi køkkenhave sammen med Elly og Mama Guga. Vi blev enige om, at NU skal eleverne i haven. Vi udvider haven med 20 bede, så eleverne i grupper på 5 kan få hver en "have" at arbejde i.

De produkter der høstes i ders egne haver får de selv lov til at tage med hjem. Vi satser på, at det vil give en forbedret motivation.

Desuden skal det nu være slut med at kalde på lønnet arbejdskraft til haven. Ud over Ibrahim, må der ikke betales for arbejde i haven. Er der brug for ekstra hjælp, skal den udføres af eleverne i køkkenklassen efter skoletid. Frivilligt.

Jeg tog tidligt hjem, og gik lidt rundt i byen, inden jeg spiste fisk hos Grace.

Fredag 3. okt.

I dag er det lønudbetaling til de små skoler, og to lærere fra hver skole var blevet inviteret til et srminar, når de nu alligevel kom herind. I dag skulle de bl.a. høre foredrag om, hvordan de kunne blive selvfinancierende, og ligeledes et foredrag om hvordan man starter en lille forretning for sig selv.

Jeg blev inviteret til at tage en tur med LML til Likamba, hvor vi skulle helt op til kilden, hvorfra vandet blev ledt ned i rørene til Likamba. Det har jeg længe ønsket at se, så David var helt rigtig på den, da han sage at "my dream come truth". Vi kørte så lang som vi kunne, og så ned i det næsten indtørrede flodleje, hvor vi gik nogle hundrede meter indtil vi nåede den lille dæmning, hvor vandet blev dæmmet op og ledt ind i rørene. Konstruktionen er fra 1958 1959, så det var noget af det sidste englænderne lavede inden Tanganika blev selvstændig, og et par år senere kom til at hedde Tanzania, da det blev slået sammen med Zancibar.( hvordan er det nu lige man staver til det)

Vi kørte lidt længere ned ad bjerget, og stoppede ved et sted, hvor de lokale havde boret et hul i røret. Her stod vandet nu i en stråle 60-70 cm. op i luften, og det havde været rigtig bekvemt at sætte en spand under og forsyne sig på denne måde. Men når vandet sådan løber i 24 timer i døgnet, så blev jorden under røret skyllet væk, og det var ikke længere så let at hente vand. Men det var der råd for. Man borede da bre et nyt hul nogle meter ved siden af det gamle, så var det problem løst.

LML´s plan for at løse det problem, er at sætte en vandhane op, så vandhenterne stadig kan få vand, men at spildet på den måde stoppes.

Det lød meget fornuftigt, indtil vi kom ned i nærheden af en by, hvor beboerne allerede selv havde sat vandhaner op. De glemte bare at lukke for hanerne, når de havde hentet vand, eller også kunne man jo lige vande bananerne, når vandet nu var så let tilgængeligt. Inden for få hundrede meter så vi 4 vandhaner, der alle var i brug. Byens unge mænd kom med deres trækvogne og biler of fyldte dunke op i massevis, formentlig til salg længere nede i byen. Jeg fik at vide, at byen var på over 10.000 indbyggere, så hvis byen ikke vil bliver forsynet med vand på anden måde, end gennem Likambas 4 tommer rør, så bliver der ikke mange dråber tilovers til Likambas indbyggere.

Der er mange udfordringer, hvis Thorbjørn skal have dette problem løst inden nytår.

Jeg kan godt forstå, at LML havde forsøgt sig med at lave en boring i stedet for, men den blev opgivet, da der ikke var kommet vand efter 130 m. boring. Senere havde Thorbjørn fået at vide, at der slet ikke fandtes vand i det område, hvor der var blevet boret. LML var blevet misinformeret af en lokal vandingeniør.

Nogle km. -jeg tror nok i østlig retning har nogle kinesere boret og fundet meget vand der pumpes frem til en by 20 km. vestpå. Denne ledning løber direkte igennem Likamba området, men der kan ikke tappes fra den.

Der er altså vand både under og i nærheden af Likamba. Spørgsmåler er bare, hvordan får vi det frem til beboerne.

Nu var det blevet frokosttid, og vi fandt et sted at spise. Vi var 8 personer. De fleste fra vandkomiteen og så mig.

Herefter kørte vi videre ind til tankene, for at se, om de lokale stadig tappede el. fra installationerne til den gamle pumpe. Det gjorde de heldigvis ikke.

Så skulle de forskellige personer køres hjem, og jeg meldte mig frivilligt til at stå på ladet. Jeg har det lidt dårligt med at mændene bare sætter sig ind i bilen og så lader kvinderne stå på ladet. Desuden var der nogle store vanddunke, som en af kvinderne havde fået fyldt for at tage med hjem. De der kender "vejene" i Likamba vil vide, at sådanne dunke rutcher frem og tilbage på ladet, hvis der ikke holdes en hånd i dem.

Nå det varede ikke længe indet ladet var fyldt med maasaikvinder i alle aldre, som fik et lift. Her stod de så, 10 kvinder og holdt krampagtig fast i hinanden og i mig, for ikke at miste ballancen. En lidt speciel oplevelse, både for dem og for mig.

Til sidst vart alle læsset af også dunkene og så var det om at komme hjemad.

Jeg blev kørt hjem, og fik oksekød og ris hos Grace.

Jeg tænker det måske vil være en god ide at lave en navneliste:

Peter Gulugva, Formand for HSH bestyrelsen.

Simon Panga, bestyrelsesmedlem i HSH og socialchef i Arusha.

Mama Hulda, meget klog og viis maasai kvinde, der også er i bestyrelsen.

Method, vores project manager.

Augustine, vores bogholder.

Mama Makundi, leder af HSH tekniske skole.

Tito, chauffør på vores mobile lægeklinik.

Secondo, elektriker lærer.

David, Mama Ellys "dreng", der kom til os da han var ca 12 år, og havde ansvaret for to små søstre.

Ansat af LML, men er nogle gange chauffør for os mens vi er her.

Justine. LML´s bogholder.

Ibramim, der sidste år fik sponsorhjælp til sin uddannelse. Bor hos vagtmændene. Passer haven i fritiden.

Steeven, der også fik sponsorhjælp til uddannelsen sidste år. Bor også hos vagtmændene.

Mama Guga. Har tilsyn med haven og skal undervise, samt stå for soyamøllen.

Eliya, tidligere gadebarn, nu står han for vores tagrendeproduktion.

Thorbjørn. Vandingeniør i UBU, der samarbejder med os.

Evelyn, stærk ung maasaikvinde, med i vandprojektets ledelse i Likamba.

Ringo, indehaver af rådgivningsfirmaet Rekoda, og "opfinder" af vores bananprojekt.

Kathrine, Ringos højre hånd.

Jens. Ellys søn, udsendt af Rockwool fonden, der financierer landbrugsprojekterne.

Grace. Indehaver af restaurant Pizza Point, hvor jeg oftest spiser min aftensmad.

Thorkild og Tabita. Dansk missionærpar der bor tæt på centeret.

Forkortelser og forklaringer.

PULS: Dansk NGO, Projekt Ulandshjælp til Selvhjælp.

HSH: "Vores" NGO i Arusha. Help to SelfHelp.

UBU: Dansk organisation, som samarbejder med os om vand til Likamba

LML: Ubu´s administration, der låner lokaler hos os.

REKODA: Ringos rådgivningskontor, hvorfra landbrugsprojekterne administreres.

RIPAT: Navnet på landbrugsprojekterne.

CENTERET. Slang for det sted hvor vores administration, tekniske skole, have, soyamølle og tagrendefabrik m.m. befinder sig.

FUNDI, fællesbetegnelse for en håndværker.

Lørdag 4. okt.

Jeg blev hentet af Ringo kl. 10 og efter at have hentet Elly, Jens og Justine, kørte vi til Likamba for at se på de områder hvor Ripat 1. virkede, og derefter videre til det område hvor Ripat 2 var begyndt.

Det var en god men meget støvet tur rundt i områder af Likamba, hvor jeg i dag var for første gang. Vi så områder hvor tidligere hjælpeorganisationer havde været, og hvor der var god gang i landbrugsproduktionen. Vi så hvordan der var plantet Vetiver, en græsart, som dyrene ikke vil æde, men har den gode egenskab, at når den er plantet i rækker på tværs af markernes hældning, så vil den ad åre skabe terrasser, og dermed forhindre errossion. Vi kørte igennem et stort areal, hvor en Italiensk farmer dyrkede byg, og vi så hvor de lokale også dyrkede byg, og vi så noget meget elendigt høstarbejde, hvor spildet nåede op på 50% mindst. Vi så også rigtig gode Pigeon peas, der var dyrket imellem majs, der allerede var høstet.

Vi så hvordan to arbejdere var i gang med at grave i hundredevis af bananhuller for Ripat 2 projektet. De kunne grave hver 10 huller om dagen, og tjente 1 $ pr. hul. Denne mark skal være demonstrationsmark, og forhåbentlig inspirere de lokale bønder til at komme i gang.

Vi så også hvor Dilligent, et hollandsk firma, der producerer brændstof af Jatropha planten havde deres lille planteskole, hvor de producerede Jatropha planter. En af arbejderne, der gravede huller, havde kontrakt med Dilligent, og med Ringo som tolk !! spurgte jeg ham ud om vilkår og muligheder. Der er tilsyneladende ikke noget at være bange for med Dilligent, da planterne fås gratis, og når høsten kommer, kan frøene sælges til Dilligent for 200 tzs pr. kg. Slår høsten fejl, eller får manden ikke høstet af anden grund, så "hænger" han ikke på den på nogen måder, men han kan ikke sælge sin høst til andre. Der er heller ikke andre at sælge til på nuværende tidspunkt.

Jatropha planten er tørkeresistent, da rødderne går 6 m. ned i jorden og planten kan blive 60 år. Den er særdles velegnet til hegn, og til områder, hvor der ikke kan dyrkes andre afgrøder.

Måske burde det overvejes at bønderne selv dyrkede Jatrophaplanten uafhængig af noget firma. Så kan de presse olie af frøene, og bruge den i deres generatorer. Det er der måske mere økonomi i med de oliepriser vi ser også i Tanzania.

Når det er vigtigt at være på vagt overfor kommercielle firmaer, så er det med god grund. Der er skrækkelige eksempler på hvordan f.eks. bryggerierne låner landmændene udsæd, kunstgødning, traktor og maskiner, og når så kornet er afleveret til bryggeriet, så kan avlen ikke dække omkostningerne, og han ender i dyb gæld. Det er selvfølgelig uholdbart at vi hjælper en landmand op af sin fattigdom, og at et bryggeri så bringer ham tilbage i dyb gæld.

Undervejs så vi også Luceana træer og buske. Det er disse bønnetræer, der på få år kan omdanne gold og udpint jord til dyrkbart land igen.

Vi så en del tobaksmarker, og vi så ny majs, der allerede var kommet op, selvom den gamle majs, på andre marker først lige er høstet.

Det var en dag med mange indtryk, og med gode samtaler.

Vi spiste frokost kl. 4 tæt på vores center, og derfra gik jeg hele vejen hjem til et tiltrængt brusebad og en gang suppe hos Grace.

Søndag den 5.

I avisen fra i går er der en grim artikkel om en lokal biskop, der var blevet arresteret af politiet p.g.a. røveri. Det blev naturligvis samtaleemne ved morgenbordet.

Herefter gik jeg til området bag ved Tito´s kirke og fik mig en morgencola, ligesom sidste søndag. Derefter gik jeg tilbage til centrum, og blev som sædvanlig passet op af en af "drengene", som fortalte mig om maasaiernes kvægmarked. I Ngaramtoni, 10 km. udenfor Arusha. Det lød spændende, og efter en øl nede i byen, tog jeg en taxa derud. Markedet var ikke begyndt endnu, så jeg gik lidt rundt i byen, hvor indbyggerne er usædvanlig venlige. Ved middagstid var markedet i gang, og jeg skal love for at der noget at se på. Kvæg og får i massevis. De var ikke bundet på nogen måder for deres hyrder kunne sagtens holde orden på dem uden reb. Først når de havde skiftet ejermand, måtte der reb til. Hjemmelavet Sisalreb kunne købes for 500 tzs for et sttykke trækreb.

Det var usædvanlig inspirerende, og det endte da også med at jeg pludselig havde købt et gedekid af hunkøn. Jeg fik det pruttet ned til 27.000, men så fik jeg også et reb med.

Men jeg kunne jo ikke tage et gedekid med hjem til nonnerne, så jeg måtte se at finde en der ville have det. Det lykkedes også, og en ung pige, der hjalp sin mor med at lave mad til alle maasaierne, blev nu ejer af et kid. Jeg spurgte, hvor hendes far var, og det havde hun slet ikke lyst til at snakke om, kunne jeg mærke. Så jeg tror at kiddet kom i rette hænder. Da jeg havde gået rundt og taget billeder af maasaier og deres dyr et par timer, tog jeg en Dala-dala hjem til Arusha. Herfra gik jeg ud til min coca-cola bar, da jeg ville prøve at spise et andet sted. Her faldt jeg i snak med genboen til baren. Det var en landmand med 3 acer land, som jeg fik lov til at se.

Nu måtte jeg så af med min nyerhvervede viden om intercrop. Det med at så Pigeon pie imellem majsene. Jeg fortalte også om, hvordan han skulle sikre, at den regn, der faldt på hans mark nu også blev der. Så viste han mig sin køkkenhave, og det så ikke ud til at den havde set grøntsager i meget lang tid.

Jeg inviterede ham til at besøge HSH, og der vil han tage ud i morgen, sagde han. Nu får vi at se om begejstringen holder så længe.

Så blev det spisetid, og jeg bestilte noget mad. Jeg fik æggekage med chips og dertil et bjerg af oksekød, der var så sejt at det næsten var umuligt at tygge. Det tog også lang tid at tilberede maden, så det var sent inden jeg kunne tage en taxa hjem.

Jeg har fået en sengekammerat. Da jeg satte mig i sengen for at skrive dagbog, pilede en gækko rundt i sengen, så den måtte jeg have flyttet først. Jeg vil helst sove alene.

Mandag 6. okt.

Det er lidt hyggeligt om morgenen, at spadsere fra den ene Dala-dala til den anden. Skolebørn og forretningsfolk haster af sted. Kvinder med store byrder på hovedet er på vej til markedet, eller til deres små possitioner, hvor de søger at sælge deres varer. Andre kvinder naturligvis gør rent foran butikkerne, og Dala dalaernes "konduktører" d.v.s. en ung dreng, der hænger ud af den åbne sidedør, råber og lokker for at få endnu en passager ind i bilen inden den næste vogn får lokket vedkommende indenbords.

Når jeg bliver sat af, og går det sidste stykke vej ned til centeret, så kender beboerne mig nu, og råber Jombo, eller good morning til mig.

Børnene øver deres engelske på mig, og Good Morning- hilsenen bliver også brugt sent om eftermiddagen, når jeg går hjem.

Vi havde besøg af Mama Hulda i dag. Hun er god at snakke med, da hun kender til maasaiernes skikke, holdninger og kultur.

Mon det vil lykkes for pastor Elirehema at få nogle til at grave bananhuller? Vil det lykkes for Thomas at få et socialt perspektiv ind i tagrendeopsætningen? Der er nok at tale om, fremtiden vil vise om der kommer resultater, men Mama Hulda er skeptisk.

Jeg gik en tur omkring 2 tiden, og fandt et lille kontor, hvorfra der ydes regeringsfinancieret lån til Tanzanianerne. Mama Hulda havde lige fortalt os om det, så det var helt spændende at få noget mere at vide.

Indtil nu tror jeg at det er for forretningsfolk og selvstændig erhevervsdrivende. Der skal indskydes en trediedel af den sum man låner, og renten er omkring 15%, så de fattige er i hvert fald udelukket. Jeg pudsede Augustine på opgaven med at finde ud af mere.

Landmande fra i går dukkede ikke op. Enten kunne han ikkem finde os, eller også var entusiasmen fordampet i nattens løb.

Sidst på eftermiddagen var der møde med LML folkend. Panga deltog. Vi fik er status redegørelse, der ligner mit referat fra i fredags. Og LML er klar til at gøre alt hvad de kan for at skaffe vand til Likamba inden nytårsaften.

Jeg vil prøve at lave en geografisk opridsning af vandledningen og dens problemer idet jeg begynder helt oppe ved bjerget, og slutter i Likamba.

1.Kilden med dæmningen, hvor vandet ledes ind i rørene.

2.En lille læk på rørene.

3.De 2 borede huller.

4.Den underjordiske tank, hvor mudderet kan opsamles, og hvorfra rørene formindskes til 4 tommers rør

5.Landsbyen og dernæst den store by med mindst 10.000 indbyggere, hvor der tappes vand fra vores rør via rigtige, men illegale vandhaner

6.To store tanke, hvor Likambas beboere kommer og henter deres vand. Her er et stort spild, og hygiejnen er særdeles dårlig.

7.Pumpehuset.

8.Den sidste tank, hvortil vi forsøger at pumpe vand.

9.Peters vand, som vi relativt let kan kople sammen med vores.

I denne uge vil Likambas vandkommite, søge at rense mudder op i kilden, hvor vandet ledes ind i rørene. Ligeledes vil rensetanken blive gjort ren, og dæksler vil bleve lagt på plads igen. Den lille læk vil bleve tætnet, og der etableres en vandhane i stedet for de to borede huller. Pumpen vil blive hentet i Dar es Salam. Panga vil søge om momsfritagelse for udgifterne. Vandkommiteen skal stå for at opsætte vandmålere ved de illegale vandhaner, for på den måde at spare på vandspildet.

Vi mødes igen næste mandag eftermiddag og snakker videre.

Nu var mødet færdigt og Panga og jeg fulgtes i en Dala-dala ind til byen, hvor jeg spiste kylling hos Grease.

Tirsdag 7. okt.

I dag kom jeg med Elly, Jens og Ringo på tur ud til Ripat 1 områderne.

Det er her, hvor landets vicepræsident skal ud at se, hvad vi laver, så der er travlhed med at få vejene gjort præsentable. Det er den lokale distrikt-guvernør, der harm foreslået at Ripas 1 vises frem.

Vi mødte 3 grupper. Den første var valgt med vilje, fordi det er en svag gruppe. Jens spurgte kontant ind til årsagen til at gruppen var så svag, og ikke kunne fremvise nogle resultater af betydning. Vi fik mforklaret,a t det skyldtes en svag motivation i begyndelsen af arbejdet, og at formanden var en dårlig leder. De havde imidlertid ikke valgt en ny, fordi den nuværende havde undskyldt sin svage ledelse og nu gjorde han det bedre.

De næste to grupper var meget stærke grupper med fine resultater, primært på bananavl. En af dem havde lejet et stykke jord på 2 acer og havde gravet over 8oo bananhuller, som der nu skulle bananstiklinger i.

De havde lejet jorden for 6 år, og det forventes at de nu kan høste for 6.000.000 tzs årligt mindst. Det er omkring ved 30.000 kr. pr år.

Nu håber vi bare, at de har en ordentlig gennemsigtighed i deres regnskaber, så ingen bliver i stand til selv at løbe med alle pengene.

I begge grupper, havde de et stærkt sammenhold og en god gruppediciplin,, og hvad Elly og jeg er enige om, et flertal af stærke kvinder.

Indtil nu har vi set, at de stærke velfungerende grupper har et flertal af kvinder som medlemmer, og selv mændene i grupperne var enige om, at det var kvinderne der bar grupperne.

Disse to grupper er nu så stærke, at intet kan standse dem. De har bragt håbet tilbage til landsbyerne, og ingen vil kunne genkende disse landsbyer om få år.

Vi mødte også en aktiv landmand fra en 4. gruppe. Ham er der også fart på. Nu er der fødesikkerhed på den lille gård på 3 acer, børnene kan komme i skole, der er råd til at leje arbejdskraft, når der som i dag skal tærskes bønner, hvilket sker ved hjælp af en primitiv kæp. Der var blevet investeret i forbedrede høns og en forbedret ko, der var incimineret, hvilket betød, at kalven så blev bedre end moderen. De to træk-tyre fik ikke lov til at nærme sig koen. Men det bedste af det hele er, at der også er fred i hjemmet, og at konen er glad.

Hele fremgangen er tjent ind på bananerne, og snart er hele gården omkranset af grønne givtige bananer, hvor der før var gold, støvet og bar jord. Det var en stor oplevelse at møde disse mennesker, og se og høre deres glæde og deres livsmod.

Både børnene og de voksne ville fotograferes hele tiden, og det vakte stor jubel, at kunne se sig selv i kameraet bagefter. Selv den gamle bedstemor stillede op til fotografering både i og foran sin runde traditionelle afrikanske hytte.

Da turen var til ende, kørte Ringo os hjem, og efter et tiltrængt bad, spiste jeg igen hos Grace.

Onsdag 8. okt.

Jeg tog tidligt ud på centeret, da vi skal have et møde med pastor Nielsson om vandkanalen, og da han nu er her, vil vi også vide, hvorfor hans kvindegruppe ikke får betalt tilbage på deres lån.

Nielsson kom med formanden og sekretæren for landsbyen, og han havde delt vandprojektet op i to etaper, som vi havde bedt ham om.

Det så godt ud, og efter nogle spørgsmål og svar, med Augustine som tolk, lagde vi følgende plan.

1.Nielsson arrangerer et møde, hvor vandingeniøren er med, og vi vil også have Ringo med til mødet. Når vi har fået tilfredsstillende oplysninger fra vandingeniøren, går vi videre til:

2.Vi frigiver penge til at bygge de første to porte, der skal fordele vandet mellem to kanaler. Når dette er gjort, og vi har set regnskab, report og billeder, frigiver vi penge til de næste to porte. Og sådan fortsætter vi til alle 16 porte er bygget.

Nu har vi efter planen brugt 5.000.000 tzs, og første etape er fuldført. Næste etape bliver først sat i gang, når og hvis vi hjemme i Danmark får sponsorpenge til formålet.

Den næste etape bliver at bygge en adskillelse af flodens vand, så en del af vandet ledes ind i kanalen, som også skal have en port, hvor der kan lukkes ned for vandet i regntiden.

Endvidere er der nogle steder, hvor kanalen skal forstærkes.

Augustine tog referat af mødet, som vi kort tid efter fik både på engelsk og swahili.

Nu bad vi Nielsson om en forklaring på, hvorfor kvinderne ikke havde tilbagebetalt på deres lån. De havde haft nogle vanskeligheder med den rugemaskine, som de havde købt for pengene, og havde besluttet at levere tilbage, det havde ikke været nemt, men til sidst havde de fået alle pengene retur. Det havde dog kostet noget, både til transport og til indkøb af æg, som ikke var blevet udruget. Nu havde kvinderne lånt et stykke jord og havde plantet løg.

Vi bad om at få et nøjagtigt regnskab over lånet og besluttede, at Elly og Ulla skal møde hele kvindegruppen, for at få dem på ret køl igen, og få gang i tilbagebetalingen.

Resten af dagen gik i haven. Vi har nu fået de to containerne flyttet, som af en eller anden grund var blevet placeret lige midt på grunden.

Nu står de langs muren, og er ikke i vejen længere. Steeven og en af vagtfolkene gik i gang med hakken. Nu skal resten af grunden gøres pæn og fin, og der skal også gøres plads til de 20 små haver til eleverne.

Majsen er nu høstet, og Mama Makundi har bedt om at få majs"halmen" til foder til sin ko. Hm!!

Det var egentlig meningen at halmen skulle hakkes ned i jorden, men jeg aftalte en byttehandel, så vi i stedet får møg fra koen.

Mama Makundi fortalte at køer er dyre, de koster næsten 1.000.000 tzs, men mælken kan sælges til 700 tzs pr. liter, så det er ikke nogen dårlig forretning. Hvis man altså har råd til en ko, og har foder til den. 10 l. mælk daglig giver lige så meget som en rimelig god dagløn.

Jeg fik et lift ind til byen med Makundi og lærerne. Sekondo, Tito og jeg stod på ladet, og damerne sad inde i bilen. Her fik vi en særdeles morsom sludder om hvad en "gentleman" er. Det normale herude er, at det er damerne der står på ladet.

Så skulle jeg lige have hævet lidt penge, og jeg fik mig en fyraftensøl i byen jeg gik hjem til et bad og en stor pizza hos Grace.

Torsdag 9.okt

I dag var det havedag, dog først efter at jeg havde fået læst mine mails. Mange tak for dem, det er rigtig hyggeligt at få mails hjemmefra.

Steeven og Ibrahim havde ryddet et stort stykke for ukrudt, og næsten alle de 20 små haver var nu synlige. Forstået på den måde, at stierne rundt om haverne er renset for ukrudt, sten og andet taga-taga. Så jeg tror, at det vil lykkes denne gang at få elevene ud at dyrke grøntsager. Når vi ikke rydder de små bede, eller haver, så er grunden den, at eleverne selv skal forberede deres bede lige fra grunden.

Hvert bed eller lille have er på ca. 6m2, og der skal være 5 elever om hver.

Ved 2 tiden kaldte Ibrahim på mig. Nu var det frokost, Ugali med grøntsager, og det var en fornøjelse at spise sammen med både Ibrahim og Steeven, men jeg tror, at de to drenge havde mest glæde af at jeg spiste sammen med dem, de var synlig stolte, og Ibrahim bad bordbøn.

Aldrig, tror jeg, er der indtaget så enkelt et måltid med så stor værdighed.

Det går lidt bedre med at håndtere Ugalien, man tager en klump i højre hånd og ælter den godt, hvorefter man ved hjælp af tommelfingeren tager en klat grøntsager ind i klumpen af Ugali. Så putter man hele klumpen i munden, og spiser den. For de, der ikke ved, hvad Ugali er, så er det en meget tyk grød af majs, og mange i Tanzania får aldrig andet, hverken morgen, middag eller aften.

Nu var der kaldt sammen til Soya-møde, med Jens, der repræsenterede Rockwool, Ringo, Panga, Mama Makundi, der ledede mødet, Mama Guga, Method, Augustine, der tog referat, Elly og jeg.

Hele projektet blev grundigt drøftet igennem, og konklussionen blev, at når Soyahuset var færdigbygget med elinstallationer, der var bygget en vaskeplads foran huset og der var lagt vand ind, så blev Rockwool midlerne frigivet til indkøb af maskiner. Vandet er nødvendig, fordi både majs og bønner skal vaskes, og bønnerne skal have vasket skallen af. Vandet skal opsamles og bruges igen, til havevanding.

Mama Guga, der skal være direktør i de første måneders indkøringsperiode, skulle lige prøve Rockwool af, om der ikke lige kunne blive til en lille bitte bil også. Mama Makundi svedte, så vandet drev af hende. Men der var stor glæde og forventning over resultatet af mødet.

Jeg kørte med damerne hjem, og efter et meget tiltrængt brusebad gik jeg hen til Grace for at spise.

Fredag d. 10.okt

Jeg fik et lift ud til centeret sammen sammen med lærerne, og fik lige en kop kaffe hos Elly sammen med Jens, der har sin sidste arbejdsdag herude, inden han tager hjem. Vi snakkede lidt om soya-mødet i går, og Jens var fortrøstningsfuld på samme niveau som vi er det. Vi tror vores opstartsplan er den bedst opnåelige, men den er ikke mere "skudsikker" end alle de andre projekter Elly har fået sat i gang herude var da de begyndte. Men vi tror på projektet, og det vigtigste det allervigtigste er, at det lige fra begyndelsen var deres egen ide, og at de brænder for den.

Så fik vi besøg af den blikkenslager, der skal oplære Eliya i at lave endestykker, nedfaldsrør, og bøjninger til tagrenderne. Vi fik en lang snak om muligheden for at lære Elaya håndværket, og blikkenslaeren brugte meget tid på at forklare hvor"stor" en opgave det var.

Jeg sagde til ham at han fik 3 dage, og så ville jeg vide hvad han skal have for at være lærer i 3 dage. Så fulgte igen en lang forklaring på Swahili, som Method ikke fik oversat, så jeg brød af og bad om et svar.

Så kom hans pris 50.000 tzs om dagen. Så bad jeg ham om at tage hjem, vi kunne ikke bruge ham til den pris. Derefter gik jeg over til Mama Makunde, der havde skaffet ham, og fortalte hende at hun skulle prøve at finde en anden, en der ikke var så grådig. Blikkenslageren fulgte efter, lidt beklemt og begyndte at snakke med Makundi, så jeg gik ned i haven til drengene. Lidt efter kom Mama Makundi og kaldte på mig. Nu vil han gøre det for 15.000 om dagen, med en arbejdstid på 5 timer.

Jeg bad Makundi spørge ham om hvorfor han så bad om 50.000. Det var jo ikke os danske han tager pengene fra, men det går ud over de fattigste af hans egne. Hans svar var lidt i retning af at "går den så går den".

Så fik han en lille lektion om vores arbejde herude, også af Mama Elly. Jeg fortalte ham, gennem Mama Makundis oversættelse, at fordi jeg er hvid er det ikke ensbetydende med at jeg er dum.

Makundi spurgte hvad jeg ville give ham om dagen, og jeg bad hende fortælle mig hvad hendes egen dygtigste lærer fik. Ja hun fik 10.000.

Godt sagde jeg, så får han også 10.000. Det blev vi så enige om.

Så lovede jeg ham en bonus på 20.000 men KUN hvis det lykkes ham at få udlært Eliya. Så fik vores nye blik-lærer nogle penge til at købe noget nødvendigt værktøj for. Og undervisningen starter på mandag.

I haven var drengene i gang med at blotlægge en stoppet køkkenkloak og dens nedsivningsrør. Puh ha, hvor det stank, men det gør sådan noget jo. 3 trillebørfulde slam havde drengene gravet ned i et hjørne af grunden, og så tog vi haveslangen og satten den op i udløbet af nedsivningsrøret. I løbet af få minutter var den skyllet ud, og så virkede det hele igen.

Jeg hentede den ældste af vagtmændene Mongisu, og viste ham, hvad vi havde gjort. Method havde prøvet at forklare os at sådant et dansk system, måske virkede i Danmark, hvor vi havde varmt vand i hanerne, men det kan ikke virke hernede, hvor der kun bruges koldt vand!!!! Jeg tror jeg ved lejlighed vil lære Method to nye danske ord. Sludder og vrøvl.

Men nu havde Method regnskabet klar vedrørende elevlånene, og det var jo spændende om jeg kunne forstå hans måde at gøre det på. Han forklarede, med Augustine som tilskuer, hvor meget der i 2004 var sendt herud til brug som elevlån, Han viste også hvor meget der i løbet af året var tilbgebetalt og gået ind i regnskabet igen. Så var der blevet lavet et særligt system, så lånene var rullende, forstået på den måde, at når der var tilbagebetalinger, så kunne de lånes ud igen til en anden elev. Alle beløb der var udlånt, og de beløb der var tilbagebetalt kan nu ballanceres af med to tal. Det tal der viser de nuværende udestående lån, og så en kassebeholdning. "Og den er her" sagde Method og fandt en pose i et skab i den container, hvor vi sad.

Posen indeholdt over 2mill. Tzs.

Jeg gav posen til Augustine, og sagde, at fra dette øjeblik lukker vi denne særlige regnskabsform, og fører beløbet ind i det officielle regnskab, med en konto for hver elev, der endnu skylder på sit lån.

Method lovede at stramme op omkring tilbagebetalingerne, også for lærerne og ham selv.

Nu var det blevet frokosttid, og den stod på Ugali sammen med drengene.

Ibrahim går nu i skole, så Steeven og jeg gik ned og ryddede lidt mere op på grunden. Det begynder at ligne noget nu, og vi kan begynde at se enden på oprydningsarbejdet. Sekondo kom og så til os. Han kunne godt give os nogle græsstiklinger når vi er klar til det. Her sår man ikke græs, men planter det.

Jeg holdt fyraften ved 4 tiden, og tog en Dala-dala ind til byen, hvor jeg spiste kylling hos Grace.

Lørdag 11.okt.

I dag er det fridag, så jeg brugte dagen til at få nyt glas i mine briller. Jeg havde tabt dem, og det ene glas var gået i stykker. Så gik jeg rundt og fik priser på forskellige ting. Vandtanke, tagrender, kopimaskiner o.s.v. Jeg fandt også en butik, hvor Augustine kan købe hængemapper til sit skrivebord. En skam at vi ikke vidste det før vi rejste, for dem har vi i tusindvis på Jenses lager, og kunne sagtens have taget nogen med i containeren. A pro pos containeren, så er det virkelig en skuffelse, at en mægler et eller andet sted glemte at få den med skibet i Hamburg, så den måtte vente på det næste. Dette mæglerfirma, har bestemt ikke fortjent at få flere opgaver fra os.

Resten af dagen gik jeg rundt i byen og nød atmosfæren, og fik snakket med nogle tilfældige mennesker. En ung servitrice beklagede sig meget over sin lave løn, og manglede penge til sit barn. Jeg foreslog hende at tage en uddannelse på HSH, så kan hun tjene mere og forsørge sit barn. Jeg fik set en have hos en mand der hed Everest. Han beklagede sig også voldsomt over sin ringe løn, skønt han var bogholder og tjente 20.000 om dagen. Desuden havde han i alt 1,5 acer og dyrkede både bananer og grøntsager. Han havde 5 børn, en hustru og sin gamle mor boende hos sig. Hun er meget gammel sagde han, over 100, men helt nøjagtig vidste han det ikke. Everest er den yngste af 7 børn, som hans far havde med hans mor. Desuden havde faderen 5 børn med nr. 2 kone, som han havde samtidig med den første. Faderen var død, da Everest var 5 år, og lå begravet hjemme i haven.

Jeg købte lidt bananer på vejen hjem. Spiste hos Grace og gik tidligt i seng.

Søndag den 12. okt.

Jeg forkælede mig selv ved at spise morgenmad hos Grace. Æg, bacon, pølse, bønner, juice og kaffe. Det var rigtig dejligt.

Jeg gik i den Lutherske kike nede i centrum, og kom i snak med præsten om vores undervisning på HSH. Måske kunne kirken sponsere nogle af deres fattigste unge i menigheden. Så kaldte han på en af sine kirkemedlemmer, og det viste sig at være en af vore lærere. Bingo, så det kunne jo ikke være bedre. I morgen vil jeg lige spørge om Makundis kirke og Titos kirke sponserer nogle unge på HSH. Det vil være meget interessant at vide.

Efter kirketid gik jeg en lang tur, helt til Sakina, og rundt på de små veje, og så livet der. Jeg kom tidligt hjem og spiste kylling hos Grace. Her var det en meget sjov aften. En familiefar var utilfreds med ventetiden. Nu havde de ventet en hel time, sagde han til Grace.

Så fortalte jeg hende, at det kun var 20 minutter, og at hun havde nogle meget flinke og søde serveringsmedarbejdere. Det var hun glad for at høre, og så håber jeg, at jeg reddede dem fra en skideballe.

Ved et andet bord fortrød en gæst, at han havde bestilt et glas vin, og ville hellere have hele flasken. Så løste jeg problemet, og fik to glas vin til min kylling. Man har vel ikke været i hotelbranchen (sømandshjem) i 29 år for ingenting.

Mandag 13. okt.

Jeg tog en Dala dala ud til centeret, hvor Elly og jeg udvekslede weekendens oplevelser. Elly havde Mama Hulda på besøg med en ung pige, som hun gerne skulle have i skole, da hun var på vej til at blive bortgiftet mod sin vilie.

Vi havde nogle gode samtaler med Mama Makundi om elevernes niveau, og jeg fik at vide, at der var en hel del elever som Makundis kirke sponserede. God oplysning.

Det pynter efterhånden nede på den del af grunden, som eikke er blevet til have endnu. De 20 små haver er klar til eleverne, og nu vil det snart vise sig, om der er motivation nok, både hos lærere og elever.

Vi fik sat grunden af til vaskepladsen foran soyahuset, og jeg fik en god gennemgang af skolens vandforsyning sammen med Method.

Vores nye blik-lærer kom og begyndte undervisningen af Elaya. De nåede et fint resultat allerede første dag, og hen på eftermiddagen kaldte Eliya på mig, og viste mig sit første nedløbsrør, fuldstændig perfekt.

LML mødet, som vi havde gået og ventet på blev aflyst, da de ikke nåede at komme hjem, men det går vidstnok rigtig godt med arbejdet.

Det får vi at vide i morgen.

Jeg kørte med Peter Gulugva ind til byen, og spiste hos Grace.

Tirsdag den 14. Okt.

Allerførst et tillykke med fødselsdagen til Samuel, og et forsinket tillykke til Nicolaj med fødselsdagen forrige lørdag. Det er lidt flovt, at jeg glemte det.

På vej til Sakina gik jeg ind til PC forhandleren, jeg tror forretningen hedder Galaxy, eller sådan noget. Der er der en brugt lacerprinter, scanner og kopimaskene til salg. Jeg fik en god forklaring på priser på farvepatroner og kopipapir, og jeg kunne fornemme at det vidst var den maskine vi skal købe. Jeg fik maskinen på hånden i to dage. Da jeg kom ud til Elly, regnede vi på oplysningerne, og kom frem til, at vi kan spare godt og vel en halv million tzs årligt, med det nuværende forbrug. Prisen pr kopi er i dag 50 tzs og maskinen kan gøre det for 17 tzs. Vi blev enige om at købe den i morgen.

Jeg fik en god snak med både Ibrahim og Steeven om deres økonomi. Og jeg faldt over nogle poster i deres regnskab, som jeg lige vil kigge nærmere på en af dagene.

I haven er vi nu begyndt at plante græs. Ja, sådan gør man her. Men så synes Elly alligevel at det nok er bedre at plante bananer, når vi nu selv har stiklingerne. Så det gør vi så.

Jeg tog tidligt hjem, men gik hele vejen. Jeg havde inviteret Tito og hans hustru Petty til middag hos Grace, og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Onsdag 15. okt.

Jeg tog tidligt ud til centeret og var med til det daglige morgenmøde sammen med Elly og Mama Makundi. Nu blev haveplanerne ændret igen.

Mama Makundi ville bestemt ikke have bananer så tæt på soyahuset. Godt vi ikke havde fået dem plantet endnu. Så benyttede vi lejligheden til at tale om havens ledelse, med Mama Guga som rådgiver og Method som chef. Den er Makundi ikke rigtig glad for. Mama Makundi vil gerne have sin "næstkommanderende" elektrikerlæreren Christina som chef for haven, og Mama Guga må så gerne fortsætte som rådgiver. Makund ville i dagens løb spørge Christina, om hun har mod på den opgave. Det har hun fik jeg senere at vide.

Så blev det tid til at køre ind til byen og få købt printeren, men først i banken for at hente penge. Det er lidt omstændigt, men sikkert nødvendigt, for først skal der udfyldes papirer på Augustines kontor, og så var det meningen at vi skulle stå bagerst i en kø på 30 personer, hvis ikke Makundi havde skruet charmen på og besnakket bankmanageren til at hente pengene til hende bag om skaranken.

Da vi havde fået afprøvet alle printerens funktioner, og fået de nødvendige kvitteringer, to er minimum, skulle Makundi lige en tur på markedet mens jeg passede på maskinen.

Så blev det tid til at besøge elforsyningen, for at tilladelse til at lægge strøm ind i soyahuset. Det er noget meget langsommeligt noget, havde vi fået fortalt af Method. Han havde betalt en elektriker 50.000 (kr. 250,00) at skrive under på nogle papirer vedrørende installationerne, og så var det bare om at vente.

Men det havde Mama Makundi ikke tænkt sig at gøre. Hun charmede sig lynhurtigt ind til områdechefen, og fik løfte om at huset kunne vurderes i dag, så vi kan få vores tilladelse. Desværre viste det sig, at de nødvendige og underskrevne papirer endnu ikke var kommet ind på kontoret. Om det er elektrikeren, eller Method der har smølet blev jeg ikke rigtig klar over, men Method var usædvanlig stille, da vi kom hjem.

Der er i dag den 15. og deadline for Augustines forretningsplan for haven. Og den lå på bordet til mig, da vi kom hjem fra byen og så rigtig godt ud, så med den i hånden, og med en ny haveledelse, så forventer jeg, at haven ikke længere vil give underskud.

Inden mødet med LML folket, fik jeg en hurtig drøftelse med Lars, UBU´s vandingeniør, om vandføringen til soyahuset. Det kan gøres både nemt og billigt, da vi kan tage vandet fra køkkenet, i stedet for at grave et vandrør ned helt oppe fra boringen. Dejligt.

Så havde vi et tre timers møde med LML. Arbejdet går stærkt fremad, og det er en fornøjelse at høre Lars fortælle om de mange opgaver de støder på, og hvordan de får dem løst. Jeg tror efterhånden, at det alligevel lykkes at få vand til Likamba inden jul.

Nu er dagen også gået, og Panga og jeg tog en Dala-dala ind til byen, hvorefter jeg flottede mig og tog en taxa (15 kr) til Grace for at spise sen aftensmad.

Torsdag 16. okt.

Jeg blev hentet kl. 7 og kørte med lærerne og Tito ud til centeret.

Her var Elaiya og hans lærer i gang med den vanskelige opgave at lave et overgangsstykke, der skal lede vandet fra tagrenden ned i nedløbsrøret. Ja, læreren kunne sagtens, men det kneb for Eliya. Men til sidst lykkes det, og jeg er lidt imponeret over at de med en metalsaks, en hammer og et stykke gammel jernbandskinne som armbolt kan lave så fint et stykke arbejde. Nu mangler Eliya kon at lære at lave bøjninger og rendejern. Det lærer han i morgen og måske på mandag.

Christina havde efter en god nats søvn fortrudt at hun havde påtaget sig ansvaret for haven, da hun er i færd med at videreuddanne sig i en uge om måneden. I stedet overtog Lilian ansvaret for haven. Det bliver også godt, tror jeg. Vi gik haven igennem, og jeg fortalte at det er vores danske drøm at haven må blive til inspiration og vil været et rart og dejligt sted at være, både for de der skal arbejde og de der skal undervises.

Jeg kørte så med Mama Makundi ind til elforsyningen, og i løbet af formiddagen havde vi fået de nødvendige tilladelser til at få indlagt strøm. Papirerne kommer om et par dage.

Det viste sig, at det var elektrikeren, der havde smølet med at aflevere dokumenterne.

Jeg hjalp Mama Makundis sekretær med at udfylde et skeme med elevantallet, og lægge det ind på et regneark. Det var meget hyggeligt, selvom Tito kom at sagde "Poly-poly", uvidst af hviklen grund!

Method var i gang med at hente tilbud ind på et nyt skilt oppe ved Nairobi Road, da det gamle var kørt ned af en bil for ca. 6 mdr. siden. Luften var tyk af høje priser, så Method og jeg besluttede at "trække vejret". Så kom Method pludselig i tanke om, hvor det gamle skilt befandt sig, og da det ikke fejlede noget, bortset fra de to "ben" der skal nedgraves, så gav Elly ham en lodret ordre om at få skiltet på plads med det samme. Så sparede vi igen nogle penge.

Hvorfor er den mand dog så fantasiløs, når det gælder om at passe godt på vore penge, og bruge dem fornuftigt?

Jeg gik hele vejen hjem, og stoppede et enkelt sted for at få en øl og en pibe tobak. Min pibe er bestemt et særsyn hernede. Gad vidst, hvad folk tror at jeg ryger?

Jeg spiste en pizza hos Grace, og fik en god sludder med en af servitricerne, Happy, der kommer fra Moshi. Rigtig hyggeligt.

Fredag den 17. okt.

Så har vi været her en måned. Det er ikke til at forstå, som tiden løber.

I dag kørte vi tidligt ud til det landbrugscenter, hvor William arbejder. William er den dygtige økolog, som vi mødte sidste år, og som hjalp os i gang i haven. Mama Makundi kørte, og Ibrahim, Lilian og endnu en lærer var med.

Det var meget meget positiv og lærerigt for alle at se, hvordan de i den have forstår at vride flotte flotte afgrøder ud af jorden, uden at tilføre den andet end kompost. Det hele blev grundigt forklaret, og vi fik de gode råd med hjem på skrift. Det var tydeligt at Ibrahim, Lilian og læreren var imponeret, og de blev ved at spørge ind til det, de aldrig havde hørt om før. Hele forklaringen foregik på Swahili. Det foreslog jeg, da jeg jo havde hørt det på Engelsk sidste år. Mama Makundi gik og sludrede med Mama Gugi, som også var der.

Vi kom lige hjem til mødet med Pastor Nielsen, der havde medbragt en kunstvandingstekniker (vandingeniør). De kom på motorcykel.

Så gik vi hele projektet igennem, og der var tydeligt, at teknikeren vidste hvad han talt eom. Vi havde hidkaldt Christina fra Rekoda, og hun var til stor stor hjælp. Hun er godt nok en dygtig pige.

Konklussionen på mødet blev, at de 16 porte blev reduceret til 12. Så skal der dannes en vandkommite, som skal uddannes og derefter styre opkrævning at et lille beløb fra alle lodsejerne, der modtager vand, som skal gå til vedligeholdelse. Hertil giver HSH 200.000tzs, som kommer ud over de 5.000.000 som vi har modtaget til projektet, og som vi frigiver nu. Portene kan bygges på en til to uger, og så har det ikke rigtig mening at frigive pengene til to porte ad gangen. Det vil fordyre og forsinke arbejdet unødigt.

Vi betingede os, at der kom kvinder med i kommiteen, helst et flertal, men det er vi ikke sikker på, da ingen mand vil lade sin kone gå ud til portene alene og evt. om natten for at ændre vandtilstrømningen.

Pastor Nielsen havde også en rapport med om landbrugsskolens benyttelse i 2007 og 2008, og Christina lovede os en hurtig oversigt over i hvilket omfang Rekoda gerne vil benytte skolen, og hvor stor kapacitet Rekoda har brug for. Med disse oplysninger kan vi begynde at søge om sponsorhjælp til landbrugsskolens udvidelse.

Sidst på eftermiddagen kunne vi lige nå at køre ud til Teddys skole med en symaskine og noget stof.

Teddy har samlet plejeforældrene til de 21 forældreløse elever i en gruppe (kvindegruppe), som er i gang med at sy på en enkelt maskine. Stoffet de syr af, er hidtil noget de har gået og tigget sammen på gaderne, hvor andre kvinder sidder og syr. Nogle af kvinderne i gruppen koger også vand, som de køler ned, og derefter går og sælger på markedet og i et nærliggende stenbrud. Teddy har også fået løfte om at nogle af vore lærere kommer ud og underviser kvindegruppen i madlavning. Hun tør ikke sende dem ind på centeret, da hun er bange for, at de så får "gode" ideer.

Teddy græd af glæde da vi kom med stof og en symaskine mere, og øjeblikkelig måtte vi sammen sende takken op til vores far i himlen.

I Teddys skolegård er der mellem 15 og 20 havesække med grøntsager. Hvordan hun i den lille gård på ca 100 m2 og med 123 børn sikrer, at haverne ikke lider overlast er mig en gåde. Hun er bestemt en bemærkelsesværdig kvinde.

Nu er det blevet fyraften, og jeg tog en Dala dala hjem, og spiste kylling hos Greace.

Lørdag 18. Okt.

Der er stille på skolen i dag, så jeg fik sendt nogle billeder hjem til Balto, til næste nyhedsbrev. Ibrahim og Steeven er i gang i haven, så jeg gik og puslede sammen med dem, indtil Elly kaldte til frokost. Hun havde lavet suppe og Gnu med kartofler og sovs. Derefter gik jeg hele vejen hjem til hotellet, hvor jeg mødte Mamma, eller Søster, som kalder nonnen der leder hotellet. Så ville hun lige høre, hvor langt jeg havde gået, og da jeg havde min skridttæller på mig, så var det ret let at vise hende at det i dag kun var blevet til ca. 16.000 skridt. Jeg fortalte, at for at holde sig i ordentlig kondition, så burde ethvert menneske gå mindst 10.000 skridt daglig. Det tror jeg nok hun valgte ikke at tro på, for ingen jeg kender kan gå så langsomt som hende, men så flytter hun også en hel del kg. for hvert skridt.

Jeg spiste en pizza hos Grace.


Søndag 19. okt.

Jeg spiste igen morgenmad hos Grace, med blødkogte æg og det hele. Det tror jeg nok skal være min søndagstradition. Så gik jeg ned til Makundis kirke og overværede den sidste del af Gudstjenesten. Hun var der imidlertid ikke, så efter en Vita Malt med cola, på min lille stamcafe, gik jeg hen til Titos kirke. Her var de ved at være færdig med – vidst nok den 3. gudstjeneste. Her kommer kirkegængerne efter Gudstjenesten og giver hånd og byder velkommen, så jeg benyttede lejligheden til at spørge ind til en Fundi. En murer.

Både Elly og jeg er trætte af, og usikker på de Fundiaftaler der indgås på HSH. Så nu vil jeg prøve på en anden måde. Vi vil bede 3 forskellige om at give tilbud på vaskepladsen foran soyahuset, både pris- og materialemæssigt, og så tager vi den, vi tror er både billigst og bedst. Her foran kirken fik jeg så den første aftale i stand med en velrenomeret ung murer, der kommer i morgen tidlig og ser på opgaven. Nu skal jeg lige have "solgt" ideen til Elly. Tito har også et forslag til en murer, som han kender som både billig og god. Ham forsøger vi også at få en aftale med. Så mangler vi en mere, men ham finder vi nemt.

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om nogle rygter, der går om nogle uregelmæssigheder bl.a. vedrørende byggeriet af soyahuset.

Jeg får en af dagene kontakt med en ingeniør, der måske vil komme og vurdere materialeforbruget uden udgift for os. Så kan vi sammenholde hans beregninger med de faktiske udgifter, og så tage det derfra.

Man kan somme tider få rigtig meget ud af en søndagsgudstjeneste.

Jeg tog en øl på vejen hjem, og sad og tænkte det hele igennem, mens jeg havde fået ild i min pibe. Det er en rigtig god kombination. En iskold Kilimanjaroøl, og en god pibe tobak. Så tænker jeg godt.

Jeg var tidligt hjemme, læste lidt i min bog, Janson Direktivet, og tog så en middagssøvn. Det har jeg ikke prøvet i mange år.

Inden jeg gik i seng, spiste jeg kylling m. ris hos Grace.


Mandag den 20. okt.

Det lykkedes ikke at sælge ideen med 3 fremmede fundier til Elly. Det gik nok lidt for stærkt for hende. Det var helt bestemt en opgave vi ikke kunne påtage os, det måtte Panga og Peter gøre.

Det får de så lov til.

Hordan vi kan sætte kanalprojektet i gang uden Peter og Panga´s vidende, kan jeg så ikke rigtig forstå, men det får jeg måske en forklaring på.

Elly havde haft en lang samtale med Lars i går, om fremtiden for LML projektet. Lars er bange for at projektet kolapser, hvis der ikke er nogen til at holde øje med det, i hvert fald i begyndelsen af næste år.

Problemet er vandkomiteen. Mon de kan styre de illegale aftapningssteder og få vandmålere op, så spildet undgås, og der kan komme mere vand til Likamba?

Vi regner med at udføre det tekniske arbejde med pumper og rør, indtil vi når at få vores rør tilsluttet Peters vandledning. Sådan som det ser ud i dag, vil der måske være vand nok, så der kan pumpes vand op til den højtliggende tank og derfra løbe de 80 m. hen til Peters vandrør hver tredje dag. Jeg foreslog at vi derefter ligefrem sætter "en prop i hullet" så vi ikke begynder at udvide projektet yderligere, før vi er sikre på, at vandkomiteen har styr på dels de illegale vandhaner og dels vore egne aftapningssteder. Det var Elly enig i. Vi er også enige om, at vi vil foreslå vores bestyrelse i PULS, at vi i fællesskab med UBU søger penge hos Projektrådgivningen, så vandkomiteen kan overvåges og støttes i en tid. Dette arbejde skal ikke udfgøres af HSH, men af et Tanzaniansk anerkendt konsulentfirma.

Nu kørte jeg ind til byen sammen med Mama Makundi. Vi skal have prisen for at elværket kan etablere måleren. Den fik vi hurtigt. Næsten en million.

Dem betlaler Augustine i morgen, og så får vi forhåbentlig strøm til soyahuset inden længe.

Da vi kom hjem, gik jeg en tur i haven. Og her var der liv og glade dage. Haven var en stor støvsky, og grunden var 10-15 elever, der med hakker var i gang md at fjerne ukrudt fra deres små haver. Det så godt ud, og selvom vi har ventet på dette syn i et helt år, så kunne det ikke tage glæden fra mig. Elverne havde smidt skoene, og var askegrå helt op til knæene. Deres uniformer havde også skiftet farve, men smilene på deres ansigter fortalte mig, at det i hvert fald ikke er deres skyld, at de først nu kommer i haven. Det tyder på at Lilian er et godt valg til chef for haven.

Jeg prøvede forgæves at få nogle billeder sendt hjem i tilstrækkelig god kvalitet, både Thorbjørn og David prøvede at hjælpe mig, men de skal nok have mere tid, før de finder ud af mit billedprogram. Undskyld Balto.

Så var det mødetid. Panga og Peter kom, og vi drøftede kanalprojektet i Manire, diskuterede de uregelmæssigheder vi havde hørt om og opserveret, og de fik også historien om pengene i containeren.

De sagde til os, at vi kan regne med at de vil tage særdeles håndfast om problemet.

Så til soyahuset. Jeg bad dem om at finde tre uafgængige Fundier til at give os deres tilbud og opgavebeskrivelse af vaskepladsen foran soyahuset, inden lørdag!

Det lovede de. De lovede også, at vi kan mødes med den første i morgen kl. 11.

Det var en god start på ugen. Peter kørte mig hjem, og efter et hurtigt bad gik jeg hen til Pizza Point, som Graces restauration hedder, og spiste beef med ris.


Tirsdag 21. okt

I dag var det en rigtig Afrika-dag. Vi havde aftalt at vi skal være hos Panga kl. 11. Og i god tid spurgter jeg Mama Makundi om hvornår vi så skal køre fra centeret. Kvarter i 11 sagde hun, og det forberedte jeg så Elly om.

Så måtte Makunde køre i banken efter penge, fordi Augustine havde travlt med andre ting. Det med at hæve penge i banken er tidsrøver nr. 1 her på stedet, og Mama Makundi kom da heller ikke hjem før et godt stykke over 11. Så var Elly blevet væk, og både jeg og vagtmændene ledte efter hende overalt. Hun var dog bare inde hos sig selv for at nette sig. Så troede jeg at vi var køreklar, men nej. Mama Makundi skulle først lige have en kop te og en bolle. Det kunne Elly ikke stå for, så hun måtte også lige have en bolle inden vi kørte.

Så kom vi ind til pangas kontor, og Peter holdt og ventede. Hvor er fundien, spurgte jeg. Nå ja, hvor var han? Og så ledte Panga efter ham, og fandt ham tilsidst. Så kunne vi køre. Mama Makundi havde bestemt at vi skal se et stort mølleri, og især skal vi se, hvordan de vasker og tørrer majsen og soyaen. Det var derfor at fundien var med, for han er en af de tre der skal give tilbud på vores vaskeplads.

Men nu havde Mama Makundi glemt hvor mølleriet lå, så da vi havde kørt forkert én gang, og spurgt om vej 3 gange, så gav Peter op. Panga og Fundien kom over i vores bil, og Peter kørte hjem. Klokken nvar nu 12.30. Omsider fandt vi mølleriet, og så stoppede vi op for at lægge en slagplan om hvordan vi nu kan få lov til at se det hele.

Panga havde en plan! Vi siger, at vi har hørt om mølleriet, og vil gerne se det selv, inden vi kommer med alle køkkeneleverne – hvis vi må!

På dansk vil det sige, at vi befandt os et eller andet sted mellem løgn og industrispionage. Men direktøren "købte" vores historie, og han var meget stolt over at vise det hele frem.

Først hørte vi hele hans livshistorie, så hørte vi om alle produkterne og smagte på en af dem, en slags peanutbutter, der var beriget med vitaminer og proteiner. Så gik vi ud i produktionen, efter at han havde undskyldt meget at det støvede. Her var kværnene, sigterne, ovnene til brød og kager, risterne og pakkeriet. Det så meget Tanzaniansk ud, og så spurgte jeg om vi kunne se, hvor de tog råvarerne ind, for der måtte vaske- og tørrepladsen jo også befinde sig.

Men nej. Alt hvad der skal vaskes, bliver vasket i det fri på en græsmark af kvinder, der står på en lang række og snakker mens de vasker produkterne i hånden og i store baljer. Tørringen finder sted på presenninger der er lagt ud på græsset. Spildevandet bliver bare hældt ud, og løber ned i jorden.

Det var på en måde både skuffende og opmuntrende at se, hvordan sådan et stort firma håndterer råvarerne. Vi behøver i hvert fald ikke at skamme os over den hygiejniske standard, vi har tænkt os.

Nå endelig kunne vi køre hjem, men fundien havde haller ikke mere tid, han vil i stedet komme senere sammen med Panga, da vi skal have et LML møde kl 17.30.

De kom lidt i god tid, så han kunne se, hvor vi havde tænkt os at vaske- og tørrepladsen skal være.

Jeg bad ham om en skitse, en pris, en kvalitetsbeskrivelse, og en garanti på at overfladen ikke revner eller skaller. Og det hele vil vi gerne have på fredag! Det lovede han. Jeg fortalte ham også, at der vil blive indhentet andre tilbud.

Så er det mødetid, og i de næste 2-3 timer hørte vi om fremskridt og problemer i Likamba.

Det blev sent inden Panga og jeg tog en taxa hjem. På egen regning.


Onsdag 22. okt.

I dag var vi ude at se endnu et mølleri. Det var en fra city-council, som Mama Guga kendte, der havde fået aftalen i stand. Det var en god plevelse. Et Tanzaniansk familieforetagende, som startede i det små, og nu er blevet en fabrik. Her var stor hjertelighed og gæstfrihed, og hygiejnen var helt i top.

På hjemvejen, stod jeg af i byen for at købe havesprinklere, og det var lige ved at jeg nu har fået mit eget vandproblem. Det er nemlig ikke mulig at købe sprinklere til en én tommes slange, så jeg måtte finde ud af at få lavet en overgang til ¾ tommes slange. Til sidst lykkedes det, og nu kan der vandes uden at Ibrahim skal stå ogm holde i slangen hele tiden.

Vi sendte Ibrahim til doktor, da han havde fået Malaria.

Jeg tog hjem, mens Elly, Tito, Angela og Steeven i Maasaidragt kørte til lufthavnen for at hente Ulla.


Torsdag 23. okt.

Det var hyggeligt at hilse på Ulla igen, og mens hun blev introduceret til skolens elever og lærere, var jeg i haven sammen med Ibrahim og Steeven.

Da jeg kom op igården på et eller andet tidspunkt, tog jeg mine sandaler af, da de var temmelig beskidte. Der gik jeg så rundt på bare fødder, og Mama Makundi kunne ikke dy sig for at fortælle mig, hvad man i Tanzania kaldte en der går rundt uden sko. Ham kaldte man en hønsetyv!! Så spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad man i Danmark kaldte kvinder der snakker for meget!!!!

Eliya har sidste dag som elev, og hans første "rigtige" opgave med tagrender bliver at fabrikere og opsætte vores egen-producerede tagrender på soyahuset.

Elly har bedt mig om at finde ud af, hvad vi gør ved Steeven, intil han begynder på kokkeskolen, og jeg foreslog at han dels hjælper med at færdiggøre og rense grunden, og dels bliver den, der hjælper Eliya med tagrenderne. Den var hun med på, og Steeven blev glad, da jeg fortalte ham det. Han vil få den samme løn som Ibrahim, 15 kr. om dagen. Det vil under alle omstændigheder blive billigere end hele tiden at skulle hyre fremmed arbejdskraft til både det ene og det andet.

Sammen med Augustine fik jeg lavet et udkast til en salgskalkulation. Købsprisen på råvaren tillægges 10% til køb og vedligeholdelse af værktøj, 20% til arbejdsløn til Eliya, 5% til en evt. sælger, og 15% til fortjeneste. Så kommer vi frem til en salgspris, der ser fornuftig ud i forhold til markedets priser. Nu får vi at se, hvordan det går, og om der senere skal justeres på procenterne.

På hjemvejen fulgtes jeg med vores bliklærer Max og Eliya, vi skal have købt det nødvendige værktøj, som Eliya skal bruge. Én blæselampe til lodning, en maske, to skruetrækkere, en naptang, en universaltang en pensel og en stålbørste. Det fik vi for under 300 kr.

Så var dagen gået, og jeg gik hjem og fik noget mad hos Grace.


Fredag den 24. okt.

I dag skal Ulla se Manire, og vi kørte fra centeret med Method som chauffør. Efter en timestid nåede vi landbrugsskolen, og fik en snak med pastor Nielsson. Så hilste vi på børnene i børnehaven. Desværre havde Elly glemt kyskagerne og ballonnerne, men børnene sang for os alligevel, og vi lærte børnene "Ole sad på en knold og sang". Den passer meget fint her. Vi fortalte bare ørnene at Ole sad på en af de mange store termitboer, som er her. Ole sang, og fårene og gederne dansede. Det kunne børnene forstå, og de lovede alle sammen, at de også vil synge for ders geder derhjemme.

Derefter gik og kørte vi rundt og besøgte nogle af kvinderne i kvindegruppen, som det var meningen at vi skal møde senere på dagen. Det blev dog ikke til noget, da de fleste kvinder har været til Sendt-off-party i går, langt væk, og derfor ikke nåede at komme hjem, så de kunne mødes med os.

En af kvinderne viste os deres mark, hvor de skal have plantet løg. Løgene var sået i et nurseri, og i næste uge skal de plantes ud. Vi fik forklaret, hvordan de havde planlagt at dele marken op i felter, der kan vandes fra kanalen. Det lød meget fornuftigt og rigtigt, og denne lille kvinde med overarme som en murerarbejdsmand vidste hvad hårdt arbejde er, og hvis de andre ligner hende, så skal det nok gå for dem.

Ved middagstid lavede Mama Nielsson et dejligt måltid for os, som vi indtog under det hyggelige Bourgonvillatræ.

Vi havde set nogle meget fine og produktive bananpantager, og nu skulle vi se pastor Nielsens bananer. Det var han ikke meget for at vise os, og med god grund. Det var et ynkeligt syn, og Elly var skuffet over at denne mand, der før var foregangsmand i området, havde så elendigt et landbrug. Mon han dog er den rette til at få sin landbrugsskole udvidet.

Det må vi tænke alvorligt over.

Da vi kom hjem, var jeg lige en tur i haven, hvor Ibrahim havde taget bananstiklinger op i dagens løb. Nu er det spændende, om han kan få dem solgt.

Jeg tog en Dala-dala hjem, og spiste kylling hos Grace.

Lørdag 25. okt.

Jeg tog en Dala dala ud til centeret efter at jeg havde været på nettet her hos nonnerne. Her var der en meget fin og hurtig forbindelse. Da jeg ledte efter Stella for at betale, fandt jeg hende i gang med at "klippe" tånegle på en kollega med et barberblad. Det så lidt farligt ud, så jeg gik op på mit værelse for at hente min 3-i-een, som hun måtte låne. Da jeg senere kom tilbage, var hun stadig i gang med at ordne alle neglene på hele Katolikcenteret.

Elly og Ulla var kørt op i landet for at hilse på Angelas Mor. Angela er den albinopige der bor på HSH-centeret, indtil hun kan fortsætte på universitetet. Jeg ville hellere blive hjemme.

I haven var Ibrahim og Steeven i fuld gang, selvom Ibrahim ikke er helt på toppen endnu. Vi fik bananstiklingerne "slået ned" i jorden og vandet. Så håber jeg de kan holde sig, til de bliver solgt.

Så tog jeg hjem og fik noget rent tøj på, da jeg er blvet inviteret til fødselsdag hos nogle helt fremmede mennesker. Jeg er inviteret til kl. to, og da var jeg der, men nogle unge drenge var stadig i gang med at sætte stole op i haven, så jeg listede af igen, og gik mig en tur. Her så jeg nogle store drenge, der var i gang med at skære gummistropper ud af et gammelt lastbildæk med en Stanleykniv. Det var ret imponerende, og det er i hvert fald drenge med initiativ. Gummistroppene bliver sikkert solgt på markedet, og jeg kan huske at jeg flere gange ser dem i brug, når der f.eks. skal hentes 4 colakasser på en cykel. Så er kasserne bundet fast med sådan nogle stroppe.

Efter 3 kvarter kom jeg tilbage til fødselsdagen, og der var stadig ingen gæster ankommet. Så blev jeg enig med værtinden om at komme igen nkl. 4. Jeg tog en Dala-dala ind til Honey Pot Bar, hvor jeg har været nogle gange. Her blev jeg som altid godt modtaget, selvom ingen kan snakke Engelsk. Efter en øl tog jeg Dala-dalaen tilbge igen. Jeg var tilstrækkelig nysgerrig efter at opleve en fødselsdag i et rigt Arusha hjem. Nu var der kommet nogle få gæster, der også var inviteret til kl. 2. bl.a. nogle danskere fra Lolland og en nordmand der arbejdede for FN. Han og en Tanzaniansk kvinde er ved at åbne en restaurant i nærheden af Shoprigth, og jeg anbefalede ham naturligvis at kontakte HSH, hvis han manglede nogle dygtige medarbejdere. Jeg fortalte ham om den unge dreng, der kom på besøg i sidste uge. Han graduerede sidste år og havde fået arbejde på et hotel. Da chefen så hans mad og hans kager, ville han vide, hvor i alverden han dog havde lært det. Det har jeg lært på Help to Self Help sagde drengen. Så skaf mig lige 4 af dine kammerater bad chefen. Det er sådan nogle historier Elly og jeg elsker at høre.

Vi fik en hyggelig snak, og noget dejligt gedekød. Fødselaren så vi ikke noget til. Det var værtindens niece.

Jeg brød op ved 17.30 tiden, da jeg havde inviteret Augustine og hans søde kone Felister til middag hos Grace kl. 7.

Det var hyggeligt, selvom det også blev lidt af en arbejdsmiddag. Vi fik en god snak om budgettet til næste år, og Augustine ser ikke de store vanskeligheder i at reducere det til 80% af 2008 budgettet. Haven skal mindst hvile i sig selv, Tagrendeproduktionen skal gerne give et lille overskud, Vi vil spare på kopier, elevevalueringen klarer skolen selv, Steeven skal gerne spare på de mange ekstra lønudgifter, for bare at nævne enkelte punkter.

Så talte vi om den meget tunge arbejdsgang, hver gang en skal ud at handle, og først hente penge hos Augustine. Vi diskuterede nogle løsningsmodeller, og jeg opfordrede Augustine til at kontakte Panga for at få lettet arbejdsgangen.

Det blev en god aften.


Søndag den 26. okt.

Jeg spiste morgenmad hos Grace, og blev hentet af Method, Elly, Ulla og Angela for at køre i kirke. Det var den lille trækirke med pap på vægene, som vi besøgte. Her var vi også sidste år, og det var som sædvanlig en fantastisk oplevelse. Ulla prædikede, og Elly, Ulla og Angela sang og spillede nogle salmer, som tanzanianerne kendte. De sang og dansede, og aldrig har jeg været til så glad en Gudstjeneste.

Herefter tog jeg Ulla med ud på maasaiernes kvægmarked, hvor jeg for nogle uger siden kom til at købe en ged. Vi mødte både pigen, der fik geden, hendes mor og hendes bror. Det var et hyggeligt gensyn. Geden er kommet til at hedde Dorcas.

Så tog vi hjem, og nu har Ulla prøvet at køre i Dala-dala. Inden vi tog ned til centeret var vi lige inde og vende i byen, og så det store marked ved Shoprite.

Da vi kom hjem til Elly havde hun lavet aftensmad. Her går man som sædvanlig aldrig sulten fra.

Jeg tog op til Honey Pot Pup og fik en øl, inden jeg tog en taxa hjem til Grace. Her fik jeg et glas rødvin, inden jeg gik hjem for at sove.


Mandag 27.okt.

Da jeg kom ud til Elly og Ulla, havde vi en lang snak om udvidelsen af Landbrugsskolen. Vi sendte bud efter Ringo, der kom kl. 11. Så fortsatte vi snakken både om skolen, og om pastor Nielssons dårlige landbrug. Vi kom frem til denne konklussion:

Kathrine bliver Rekodas repræsentation i kommiteen omkring skolen, og helst formand.

Der skal uddannes 5 af de dygtigste landmænd (gerne kvinder) fra egnen, som skal være lærere på det lidt lavere plan. Ringo og hans folk tager sig af den mere avancerede undervisning.

Der ansættes, på deltid, en person der skal stå for kursernes praktiske forløb, madlavning, indkvartering, o.s.v. Vedkommende lønnes af kursusbidragene.

Vi søger midler til at bygge en overnatningsfløj til mindst 32 personer, køkkenfaciliteter og toiletter.

På sigt (gerne kort sigt) bliver skolens jord opdyrket til demonstration.

Vi skulle have haft 3 tilbud ind på vaskepladsen foran soyahuset i fredags, men havde kun fået et. Nu ringede vi til Peter Gulugva og beklagede os. Han sendte med det samme endnu en fundi ud til os, og han giver tilbud på onsdag.

Jeg holdt fri i en times tid, og gik op til Nairobi Road. På hjemvejen var der en hel del aber, der havde sjovt, og de omkringstående børn ligeledes. En af drengene fodrede aberne med bananer, så jeg kunne få taget et billede.

Så fandt jeg på at købe en forbold til drengene, og det havde jeg det rigtigt sjovt med. Der var 6 drenge, og den fornuftigste!!! fik ventilen til evt. senere oppumpning. Derefter fik drengene fodbolden i fællesskab, således at en bestemte over bolden om mandagen, den næste om tirsdagen o.s.v. Nu var der kommet en hel del mødre ud på vejen for at se på forestillingen, så dem gav jeg den opgave at konfiskere bolden i en uge, hvis drengene kom op at slås om bolden. Jeg ved ikke om det virker, men sjovt var det.

Så var der LML møde igen, og vi blev opdateret på ugens arbejde. Det store spørgsmål er nu, hvorvidt vi skal bidrage med en ansøgning om forlænget tilsyn og uddannelse af den nye vandkomite.

Men konsulentfirmaet (som jeg ikke kan huske navnet på) som skal stå for det praktiske er nogle dyre drenge. 300.000 Tzs om dagen i honorar.

Det er der vidst ingen lokale vaterborads, der har råd til at betale!

Spørgsmålet er nu, hvornår hjælpen skal stoppe, og hvornår selvhjælpen skal begynde. Jeg ser umiddelbart tre muligheder:

  1. Vi stopper nu til nytår, og håber, at de kan klare problemerne med styringen af de illegale tappesteder selv.

  2. Vi kan forlænge hjælpen i nogle måneder, til vandkomiteen har fået myndighedernes godkendelse, og dermed også fået de fornødne magtmidler, som de evt. kan bringe i anvendelse.

  3. Vi kan fortsætte med støtten i endnu et års tid, hvis Projektrådgivningen vurdere at denne støtte er 100.000 danske kr. værd.

Efter mødet var klokken næsten 8, så jeg tog en taxa hjem til en tur under bruseren og hen til Pizza Point for at spise.


Tirsdag 28. okt.

Jeg blev hentet kl. 7, og efter turen på ladet i frisk vind kom jeg til vort center, hvor der endnu var morgenstilhed, bortset fra eleverne, der allerede var i gang med at vaske cementgulvet rundt

om bygningern. Det gør de hver morgen, og med rumpen i vejret går de baglæns, mens de med en klud vasker gulvet fra side til side. Steeven var i gang med at vande haven, og jeg måtte igen fortælle ham, at han skal bruge sprinkleren. Den store et-tommes slange giver alt for hård en vanding, især til små planter.

Måske lærer han det engang.

Ibrahim var i gang med dobbelt-digging, nu har han lavet næsten 10 bede på den måde i majsmarken.

Nu var Elly og Ulla efterhånden kommet op, og over en kop kaffe, vendte vi gårdsdagens møde med LML, mens vi ventede på at pastor Nielsens kvindegruppe skal dukke op.

Vi fik også tjekket indkomsten fra udlejningen af hallen, og kvinderne kom stadigvæk ikke. Da Ulla og jeg blev trætte af at vente gik vi en tur og så supermarkedet og den lille cafe i nærheden.

Så gik Ulla hjem, da der skal være Rockwoll-telefonmøde i eftermiddag, og her skal jeg ikke være med, så jeg gik hele vejen hjem og fik handlet lidt. Der kom en regnbyge, den første, og det friskede vældigt op.

Jeg spiste en pizza hos Grace.

Onsdag 29.okt.

Tidligt op, og op på ladet ud til centeret, hvor vi var kl. 7.15.

Eliya var kommet, og havde lavet tegninger over tagrender til soyahuset. Makundi og jeg kørte ind til byen igen, for at hentem 5 plader, så Eliya kan komme i gang med at producere. Augustine var også med. Han skulle i bankerne. Ja, bankerne, for når der skal betales løn ud, skal han ind i ligeså mange banker, som de ansatte bruger. Det går der let 4 timer med en gang om måneden. Jeg spurgte ham om hvor mange check han kan udskrive på 4 timer, og om der ikke kan findes en mere smidig måde at udbetale løn på. Den snak er vi ikke færdig med endnu.

Hjemme ved Ellys køkkenbord fik vi en snak om landbrugsskolens udvidelse, og jeg sagde til Elly at det første skridt må være, at hende og Ringo bliver enige om, på hvilket niveau skolen skal udvides. Ringo vil gerne have toiletter, mens Elly bestemt ikke mener det er nødvendigt. Hvad nu hvis vandet svigter, og der ikke kans skylles ud. Jeg mener Ringo har ret. Vi skal ikke bygge til fortiden, men til fremtiden, og en tank til reservevand er bestemt en god ide, når der nu er vand på grunden.

Method harfået lavet et ringbind med oplysninger om, hvem der modtager hvad fra HSH. Sådan et arkiv fandtes ikke, men nu har han lavet det.

Mama Teddy kom også, så her fik vi også en god snak om hendes vandforsyning. Hun har vand en dag om ugen, og en reservetank på 1000 l. Det er næsten nok, så hun får nok et par blå dunke, så hun kan klare sig. Hendes regnvand bliver ikke samlet op, men løber ud på jorden. En tank til opsamling vil være en rigtig god ide, og vil glæde mange af hendes fattige naboer., og Så tog Eliya hen til savskæreren for at købe et par brædder, så han kan lave en væg, hvor tagrendeværktøjet kan hænges op. Det har han også et godt håndelag for, og snart var det lavet. Nu mangler vi kun at få det sat op.

Ibrahim og Steeven har travlt med at gøre haven pæn til gradueringsdagen i morgen, og hele skolen er blevet vasket i dag i samme anledning.

Sidst på dagen fik vi besøg af bipræsten. Det var hyggeligt at hilse på ham igen.

Så kørte jeg hjem og fik noget aftensmad.


Torsdag den 30.okt.

I dag er det gradueringsdag, og da vi kom ud på centeret kl. 7.15 var eleverne i gng med at forberede dagen. Vagtmændene havde i aftenens løb fået rejst tre store festtelte, som fyldte næsten hele gårdspladsen. Det blev også sat to pavilonner op til skolens ledelse, formanden Peter Gulugva, Elly og vores "guest of honour" Ulla.

Køkkenet var i fuld gang med at lave mad til 500 gæster, og var i dagens anledning udvidet med to ildsteder foran soyahuset. Det er eftermiddags-køkken-klassen, der laver maden. De øvrige elever fik deres arbejde udstillet pænt og imponerende, selv Eliya fik lov til at vise sine tagrender frem, og han var stolt. Jeg kunne unde jer alle den fornøjelse det var at se ham feje sin lille fabrik, vande gulvet, så det ikke støvede, tørre støv af sine rør, og lægge dem frem til eftersyn og beundring.

Det var tydeligt at eleverne var glade og forventningsfulde, og smilene og glade morgenhilsener blev afleveret i meget større antal end normalt.

Der var forventning, spænding, og glæde på hele skolen.

Højttalerne var sat op og musikken bølgede rundt i hele kvarteret, mens de elever der var færdige med deres opgaver dansede rundt i den traditionelle Tanzanianske dans.

Så blev festen indledt med bøn, velkomst og taler af Makundi, Peter Guligva, Elly og til sidst Ulla. Ind imellem afløst af sang og dans af eleverne. Særlig højtidelig var det, da en af eleverne stod frem foran alle sine kammerater og sang for på nationalsangen. Alle rejste sig og sang med stående.

Nu var der rundvisning, og med Peter, Elly, Ulla og jeg i spidsen gik vi rundt og så alle de udstillede elevarbejder. Elektriske installationer, brød og kager i lange baner, hvor en bryllupskage vakte mest opsigt, syklassens fine kjoler, skjorter, bukser og meget mere. Haven blev vist frem og forklaret i detaljer af Lilian, havens nye leder, og Eliya viste stolt sine tagrender og rør frem.

Så kom vi til det store øjeblik, hvor certifikaterne blev udleveret. Ulla uddelte de særlige certifikater til de elever, der havde udmærket sig på særlig måde.

Da jeg var den eneste hvide mand til stede skulle jeg udlever alle de øvrige certifikater, ca 90. Det var en god opgave. En efter en blev eleverne kaldt op og fik det eftertragtede certificat udleveret. Mange var sammenbidte og kunne næsten ikke få sagt tak, eller hilst på os ved podiet. Og jeg så hvorfor. Da de kom ned på deres pladserne kunne de ikke holde tårerne tilbage, så glade var de.

Under hele festen havde en skov af fotografer knipset løs, og jeg fik at vide, at TV også var der med et lille videokamera.

Men under uddelingen af certifikaterne var fotograferne særlig ivrige, suppleret af familie og venner, der også lige vil have et billede af det højtidelige øjeblik.

Så var det spisetid, og der var mad nok til alle, elever, tidlige elever, forældre, naboer og gode venner, både til eleverne og til skolen.

Og der blev fotograferet, igen og igen blev vi musungier bedt om at stille op til fotografering. Jeg blev inviteret til at spise med hos en af eleverne, sammen med hendes familie og naboer. Hun kom og tog mig i hånden og bad mig komme og være med. Det var helt rørende. Det værdste var, at jeg næsten ikke kunne få en eneste bid mere ned, da vi jo lige havde spist.

Pigen, der hedder Asifiwe havde en lille dagsorden mere. Hun ville så gerne forbedre sit engelske, så det fik vi en snak om. Jeg foreslog, at hun kontaktede Steeven. Han har jo undervist vagtmændene, og nu skal han lære Mama Teddy at tale engelsk også, så det måtte jo være en oplagt opgave for ham.

Det finder vi ud af i morgen.

Da festen var forbi, blev der lige tid til at sammenholde Augustines optællinger af indholdet i containerne med den pakkeliste, jeg lavede til den container, der blev sendt herned sidste år. Der er tilsyneladende mange huller, og Ulla, Elly og jeg besluttede, at vi i næste uge vil have ryddet op i containerne og få stoffet op til syklassen, køkkentingene op i køkkenet, o.s.v. Det er jo heller ikke for tidligt. Nu har det ligget i containerne til ingen verdens nytte i et helt år.

Derefter vil det være naturligt at spørge ind til de manglende effekter. Det bliver lidt spændende.

Jeg gik op til Honey Pot Pup og holdt en pause med min pibe, inden jeg tog en taxa hjem.

I morgen holder vi seminar for alle skolens ansatte. Peter Gulugva, Elly, Ulla og jeg skal undervise, så det skal jeg også lige have forberedt mig til.

Jeg sprang aftensmaden over.


Fredag d. 31. oktober

I dag er der seminar for alle ansatte på HSH centeret, inklusiv vagtmænd.

Ulla havde to indlæg om ledelse, samarbejde, ansvar og måden at få det bedste frem i sine kolleger og medarbejdere på. Det gav en ritgtig god samtale bagefter. Hun ved noget det pigebarn.

Det er en eftertanke værd, at Ulla som socialdirektør i Holstebro har 1400 medarbejdere under sig. Panga er socialdirektør i Arusha, der er mange gange større end Holstebro har 1 medarbejder.

Jeg holdt et indlæg om håb, og sendte derefter alle i gruppearbejde. Det var en særdeles positiv oplevelse at se dem arbejde i grupper, og de kom frem med utrolig mange vinkler og afsmittende resultater af at skabe håb.

Peter Guligva holde et powerpoint indlæg om teamvork, og Mamma Elly sluttede af. Hun bad om gode forslag til et forbedret samarbejde mellem PULS og HSH. Det kom der mange ideer til. Mere løn, tilskud til mad, tilskud til transport, internet til alle, bedre kontrakter, bedre komunikation på centeret (UPS!!!).

Det resulterede i at alle fik et eftermøde med Peter Gulugva.

Jeg var inviteret hjem til Asifiwe´s familie kl. 6, men jeg kunne ikke finde det, selvom jeg havde to lokale til at hjælpe med at lede. Deres telefon svarede heller ikke.

Så tog jeg en portion suppe hos Grace, og gik en lille (sikker) tur inden jeg gik i seng.


Lørdag 1. nov.

Jeg blev ringet op af Method, at jeg skulle skynde mig at komme ud på centeret, da vi skel til Likamba, så jeg ilede det bedste jeg havde lært, og tog en Dala-dala et stykke af vejen. Da jeg kom frem var Elly og Ulla kørt ind for at hilse på medarbejderne på Chisvea hjemmet for gadebørn. Jeg fik igen en snak med Steeven om havevanding (Ibrahim var ude at sælge grøntsager).

Asifiwe var kommet, og Steeven begyndte med det samme at undervise hende. Invitationen fra i går blev med det samme fornyet, og i dag vil hun vente på at vi kom hjem, så vi kunne følges.

I Likamba besøgte vi først pastor Elirehema. Her fik vi en snak om hans syskole, der for det første ikke har det bedste ry, og for det andet, men måske af samme grund kun er halv fyldt af elever. En ny klædefabrik i nærheden fik skylden for at ansætte mange af de unge piger og koner, så der ikke blev nogen til skolen. Elirehema vil komme ind til os i næste uge med en plan for, hvordan han får skolen fyldt igen. Ulla, Elly og jeg konkluderede bagefter, at vi vil have undervisningskvaliteten vurderet, og at vi ikke vil betale to lærelønninger til kun en klasse.

Pludselig ville Elirehama vide hvem Ulla og jeg var. Forståeligt med Ulla, da han ikke havde mødt hende før, men at han havde glemt at jeg var med ude med tagrender to gange, havde lovet at give ham bananer, hvis han fik gravet hullerne, snakket med ham om kople et socialt engagement sammen med udleveringen af tagrender i Likamba, det var lidt skuffende. Da han fandt ud af sammenhængen, sagde han med et stort smil "Det er bare en joke" !!!!

Nu kørte vi hen til skolen, hvor tagrenderne var sat op, og jeg var spændt på om han havde sat de sidste rør op, som han havde lovet, og fåre tilsluttet opsamlingstanken til sin store cementtank.

Intet var lavet. Tværtimod så havde der været hærværk på noget at det vi havde sat op, og det var ikke blevet repareret.

Han forklarede hvor travlt han havde haft, og så spurgte jeg ham om, hvad han skal lave i næste uge. Da skal jeg grave bananhuller sagde han. De var heller ikke blevet gravet.

God ide.

Vi fik nu hans underskrift på at have modtaget tagrenderne, og Elly fik lige fortalt at han lige havde modtaget en gave på 7-800.000 Tzs. Det er nemlig prisen på hans tagrender, hvis han skulle købe dem inde i byen.

Vi kørte nu tilbage til hans hjem, hvor mama Elirehema som sødvanlig havde lavet et dejligt måltid til os.

På vej videre til Mama Hulda, kørte vi forbi Thomas. Han havde fået sine render sat op, og vi fik underskriften af hans kone. Jeg besøgte Evelyn, men hun var ikke hjemme. Hun har meget travlt med vandkommiteen og LML, så det er forståeligt, at hun heller ikke havde fået sine render sat op.

Mama Hulda var ikke hjemme, men Tito hantede hende. Mens Hulde, Elly og Ulla fik en god snak, fik Tito og jeg det også med en bror til Huldas svigerdatter, Anna. Han er en ung landmand, og vi snakkede om bananer, intercrops, altså systemet med at så bønner imellem majsene, Pigeonpeas, improoved høns og køer o.s.,v.

Da vi kom hjem, var det blevet mørkt, så jeg tog en taxa, til Tito, Asifiwe og mig selv. Da vi havde sat Tito af, kørte vi hjem til Asifiwe, men hendes forældre var ikke hjemme, så vi to ind til byen og fik noget at spise. Det er lidt svært at kommunikere med en, der kan så lidt engelsk, men det bliver nok snart bedre, når hun får undervisning at Steeven. Jeg fandt dog ud af at hun er en ung enke på 31, der mistede sin mand ved en ulykke for 3 år siden. Ak ja.


Søndag 2. nov.

Jeg gik hen til Titos kirke. Det var meningen at Elly og Ulla også skulle komme, men de kom ikke. Grunden får jeg nok at vide i morgen.

Der er efterhånden mange der kender mig, og kommer hen og hilser på. Det er rigtig hyggeligt. Efter Tre timers Gudstjeneste gik Tito, hans kone og jeg hen på den usleste lille restaurant, jeg nogensinde har set, for at drikke en sodavand. Der er ingen borde i lokalet, men et bræt slået op langs den ene væg, og et bræt slået op ved den anden væg. Så er der stole, og gæsterne sidder ved siden af hinanden, med ryggen til dem på den anden side af den smalle gang. Til gengæld er sodavandene billige.

Derefter gik jg hen til min lille stamcafe i området, hvor jeg fik en øl, og fik sagt farvel til personalet.

Jeg havde fået at vide omtrent hvor Method bor, og nu ville jeg komme på uanmeldt besør. Jeg tog en Dala-dala, og til min store overraskelse var den tæt, tæt pakket med unge danske voluntører. Det var lidt sjovt.

Jeg fandt Methods flotte, flotte hus, og gik ind og sagde goddag. Jeg ville lige vide, om Method og hans hustru havde lyst til at spise sammen med mig i aften. Hun var desværre ikke hjemme sagde Method, så vi må prøve at finde en anden aften. Jeg kiggede mig om, og fandt umiddelbart ikke noget alarmerende. Så gik jeg hjem gennem det meget fattige kvarter i hans nabolag, til en god kylling hos Grace.

Mandag. 3. nov.

Jeg tog en Dala-dala ud til centeret. Her fik vi tømt alt stoffet fra den sidste container op i et af klasseværelserne, hvor sy-eleverne vil sortere det på onsdag.

Vi fik fade, bakker og microovne ind i køkkenet. Engelskbøgerne blev afleveret til Lilian. Hun skal tage de bøger der kan bruges her og resten skal ud til vores secondary skole.

Som tak for hjælpen med at slæbe tingene, fik Steeven og Ibrahim hver et stykke stof og 5-6 bøger til dem selv. Ibrahim fik bøger til sin undervisning.

Så fik jeg en snak med Method om de ting jeg ikke havde fundet. De var næsten alle sammen i en container oppe i gården. Jeg kunne ikke kende boremaskinen, værktøjskassen var der ikke, og den havde ikke været med containeres sagde Method. Rygsækkene manglede også, de var blevet stjålet.

Resten var i behold, og der var næsten ikke givet noget væk desværre.

Det gjorde vi noget ved.

Method fik at vide, at han kan og "skal" give ting væk efter følgende regler:

  1. Method, Makundi og Augustine skal være enige.

  2. Der kan gives ting til grupper, nye grupper, Teddys fattige børns plejeforældre, vore små skoler, familier i nød, o.s.v.

  3. Der skal tages kvittering med underskrift hver gang.

  4. Kvitteringerne opbevares i ringbind, som vi tidligere har aftalt.

  5. Der rapporteres hjem til PULS i næste rapport.

Nu var det frokosttid, og jeg spiste sammen med lærerne. Så snakkede vi tagrender, og til min store overraskelse vidste lærerne ikke, at de kan få tagrender. Alle de mandlige medarbejdere har fået, men kvinderne vidste det ikke FY.

Men det ved de nu, og de første to er klar til at få tagrenderne udleveret, så snart de har fået huset målt op.

Så kom pastor Elirehema, og han havde sin plan for skolen med. Den ene af lærerne havde sagt op for et stykke tid siden, og Elirehema havde så sendt 5 af sine unge fra Likamba på vores skole for den lærerløn, han havde sparet. Jeg har ikke undersøgt, om der er ballance i det regnskab.

Vi har heller ikke undersøgt om han har fået lov til denne transaktion.

Planen er nu at den dygtigste af hans 5 elever skal være kokkelære på hans lille skole. De skal så bl.a. bage nogle kager, som kan sælges i nabolaget, og måske ved den fabrik, som har "taget" hans elever. Vi spørger Mkaundi om hun har nogle ekstra gryder o.l. til brug i den lille kokkeskole.

Så talte vi om tagrender, og det blev en noget rodet samtale. Konklussionen blev, at Elirehema kommer igen på onsdag, så har han nogle tal med, der viser, hvad det koster at bygge en vandtank med cement. Måske kan han så låne nogle penge til at indkøbe bygematerialer for, og så derefter sælge dem igen til de, der ønsker at bygge en vandtank.

Vi taler om 3-5 personer ad gangen. Vi talte om at lade ham tjene på denne handel, for på den måde at skabe midler til at bygge tanke hos de fattige, men det troede Elirehema ikke på vil lykkes, da alle kender prisen på cement og sand, og ingen har lyst til at betale for andres tank. Vi talte også om at sælge tagrenderne i stedet for at give dem væk, men det strider lidt imod vores politik om ikke at tage penge for noget vi selv har fået foræret

Til orientering kan jeg fortælle at vi har fået foræret ca, 2000 m plastiktagrender med tilsvarende nedløbsrør og div. fittings. Når disse rør er opbrugt, så har vi forhåbentlig en velfungerende tagrendefabrik, der kan overtage leveringen, men til produktionspris, mindst.

Så blev det min fyraften og jeg gik op til Honey Pot Bar og fik mig en øl og en pibe. En ung servitrice, Halima havde fået lidt penge af mig, da hun så gerne ville lære engelsk, og hun kom glædestrålende med sit kladehæfte, og viste mig det hun havde lært i dag på sin allerførste skoledag. Hendes chef havde givet hende lov og fri til at lære engelsk. Det var godt, ellers ville det jo ikke nytte ret meget. Det var en rigtig god oplevelse.


Tirsdag den 4. nov.

Jeg tog en Dala-dala ud til centeret, hvor vi gennemgik vore forslag og ideer til mødet med Panga og Peter Gulugva i eftermiddag. Jeg fik lavet en skitse til aflønning af Eliya.

Elly, Ulla, Method og jeg blev enige om hvordan vi vil have overgangen melem køkkenet og soyahuset. Vi forlænger regnvandskanalen helt hen til enden af udekøkkenet, så skal det nok blive pænt, og samtidig kan kanalen lede tagvandet hen til vores store nedgravede tank.

Så var jeg lidt i haven, men puha, hvor er det varmt bag ved hakken. Men så kom nogle af lærerne, Salomy og Victory og forbarmede sig over mig. Den ene havde lavet fingermilletgrød til mig og den anden havde lavet te.

Siden jeg i går fik fjernet kønsdiskrimineringen omkring tagrender er der ingen ende på kvindernes taknemmelighed, søde smil og varme knus.

Vi har fået dyr i de nyhøstede majs, har Ibrahim opdaget, så Benedikte, den lærer, der hjælper Lilian med haveansvaret, fik alle majsene ud på cementen til tørring. Hvad der videre skal ske, finder jeg nok ud af i morgen.

Så var der møde med Panga og Peter Gulugva.

Vi gik ned til Thorkild og fik forklaring på, hvem der havde bygget soyahuset, og hvem der havde fået betaling for det. Vi talte både med regnskabsføreren og med fundien, Frank.

Så gik vi tilbage og kaldte Method ind. Han havde en helt anden forklaring, og så hentede vi igen Thorkild og Frank. Nu blev vi så vidner til at Frank kom med en helt anden historie. På mindre end en halv time fik vi to helt forskellige historier. Den sidste version af hvem der har bygget, lyder nu sådan, at en af Franks folk har hjulpet med at bygge, Fundien, var en anden. Frank har bygget taget.

Vi har en stærk mistanke om at Method, Frank og den anden Fundi har snakket sammen og er lidt af et komplot. Her findes måske gemt en forklaring på at soyahuset er blevet 50% dyrere end nødvendigt, og vi vil aldrig få sandheden frem i lyset.

Vi snakkede videre med Peter og panga om, hvad der nu skal gøres, og det vil de lige tænke over.

Nu var det blevet mørkt, og jeg tog hjem.

Onsdag 5. nov.

Så lykkedes det. I Dala-dalaen herud lykkedes det for to mænd at tage mit kamera, min pibe og at skære mine bukser op, mens jeg talte med en person bag ved mig om det amerikanske valg, og var derfor uopmærksom. Heldigvis tog de ikke mine penge og heller ikke min telefon. De er utrolig fingernemme.

Nå, da jeg kom ud på centeret fik jeg en privat samtale med Method. Jeg har betragtet ham som min ven, og jeg fortalte ham meget direkte at venner ikke lyver overfor hinanden. Method fortæller ikke hele sandheden, måske 25% af sandheden, han får mig til at tro forkerte ting, fordi han fortier vigtige oplysninger. Når han presses, får alle andre skylden. Det foreholdt jeg ham meget direkte.

Method bad grædende om at jeg hjalp ham. "Please help me". Jeg skal nok ændre mig, sagde han.

Det kunne jeg naturligvis ikke love ham, men jeg sagde til ham, at han for det første skal have orden på en gammel sag, hvor en tagrendefundi havde fået for meget betaling. Dernæst vil jeg vide sandheden om, hvorfor han gemte de mange penge i containeren. Og ligeledes sandheden om, hvorfor soyahuset var blevet så dyr. Når jeg har disse svar, så kan vi snakke sammen igen. Jeg tror ikke på at svarene kommer. Til orientering kan jeg nævne, at denne samtale IKKE er en PULS samtale men en samtale mellem Mothod og Niels. Det har jeg tydeliggjort for Method.

Resten af dagen gik i haven sammen med Steeven, mens Ibrahim var i skole. Dog blev vi afbrudt, da der blev kaldt til prøvesmagning, fordi kokkeeleverne var til Veta-eksamen. De er godt nok dygtige disse unge mennesker. Bare nu også Veta (regeringens organ til kontrol af undervisningen) synes det samme.

På vejen hjem løb jeg pludselig ind i Asifiwe, så jeg inviterede hende på middag. Vi havde en hyggelig aften sammen.


Torsdag 6. nov.

Jeg havde lovet Mama Makundi at besøge Tanesco for at rykke for elmåleren, der skulle være ankommet i mandags. Jeg snakkede med direktøren, og han forklarede, at den var forsinket fra Dar es Salam p.g.a. problemer med programeringen, men at den nok ville komme i morgen, så vi kan få den på mandag. Jeg prøvede at forklare ham at det var en uaccebtabel forsinkelse på vort udviklingsprogram, og hvis han var i besiddelse af Udviklingsministerens telefonnummer, så vil jeg gerne have det. Det havde han nu ikke, og mente heller ikke at det ville hjælpe noget.

Sådan noget smøleri er ikke rigtig min kop te.

Nå, kl. 9 kom Method og hentede mig, vi skal til Manire og tilse vandkanalprojektet, og derefter have en samtale med kvindegruppen hos pastor Nielsson. Elly og Ulla er kørt til Moshi, så vi har delt os i dag.

På vejen fik vi en snak om Eliya, og tagrendefabrikken. Jeg fik sat Method ind i aflønningsforslaget, og vi blev enige om, at jeg skal prøve at etablere Sekondo som mentor for ham.

Jeg spurgte Method omm hvordan han styrer de forskellige grupper, skoler og projekter,r og noget har han registreret i mapper, og andet er ikke registreret. Jeg foreslog, at han etablerede en mappe til hvert projekt, som nu f.eks. kanalprojektet, og så løbende skrev ind i projektmappen, hvad der sker af tilsyn, samtaler, o.s.v. Det synes Method er en god ide, så det vil han etablere.

Da vi nåede frem til pastor Nielsson, var nogle fra menigheden i gang med at udskifte den ene væg i kirken – frivilligt det så helt godt ud. Vi fik en kop te, og begav os så på vandring rundt til de 6 dobbelte porte, der skal dele vandstrømningen til de forskellige kanaler.

Det var godt at se. Alle 12 porte er etableret, og fungerer fint. Der er etableret en vandkanalkommite direkte under landsbykommiteen, og desuden er der valgt en lille komite til hver port. Uddanelsen af kommitemedlemmerne er endnu ikke gennemført, men det bliver den snart. Som vi gik der rundt i området kom flere og flere kommitemedlemmer og sluttede sig til os, så vi til sidst var en pæn lille flok. Betalingen for vandet er lige sat i gang, og nu forventes det at de kampe, der tidligere har været om at få vand snart vil høre op. Når der er ro om vandet, vil man tilstræbe at få valgt 50% kvinder ind i kommiteerne, men så længe der ind imellem er regulære slåskampe, er det mænd der er i kommiteerne.

Budgettet holder fint, og alle er meget glade for at få ro og sikkerhed på vandforsyningen. Nu mangler PULS bare at få samlet penge ind til den sidste etape, så fungerer det hele som det skal. Så sent som i går har der været hærværk på "indtaget", så der kom ikke noget vand.

På hjemvejen gik vi og sludrede, og pludselig gik det op for os, at Ndelilo Solomon Kaaya, som fulgtes med os, er den stoute gamle mand på 75, som for mange år siden kæmpede for at Manire kunne få noget jord, vristet ud af hænderne på den Hollænder, der havde taget det. Han fortalte levende om sine kampe, og møder med præsedent Nyreere.

Det lød spændende, og er den grundlæggende historie om landsbyens tilblivelse. Jeg opfordrede ham til at skrive sine beretninger ned, og det gik han glad ind på. Så skal vi nok finde en eller anden, der kan oversætte det. Det var en god oplevelse at møde den mand, der om nogen har deltaget i denne "jord-og-vand-krig", som Mama Elly har fortalt så meget om.

Ndelio er far til Hilda. Den stærke kvinde med det nye hus, som jeg tidligere har skrevet om. Så hun har ikke sin styrke fra nogen fremmed.

Vi gik videre, og mødte nu en kvinde, der hedder Macklin Heavenlight. Hun er med i en ALFA gruppe under ledelse af Zawadiel Mc.Home. Gruppen er en "erfagruppe om udvikling" og er udsprunget af et møde på pastor Nielssons landbrugsskole.

Her kommer hendes beretning.

Der er 30 medlemmer i gruppen. 9 mænd og 21 kvinder.

De mødes hver mandag og taler om udvilking og fremskridt.

Hver deltager indbetaler 1500 Tzs ved hvert møde.

Pengene udlånes til de, der har behov for udvikling, enten til en ged, skolepenge eller at leje noget jord.

Lånene kører i 3 måneder, hvorefter de skal være tilbagebetalt.

Der betales en rente på 10% på måned.

Der kan også etableres fællesindkøb af grøntsager, der sælges på markedet.

Det er aftalt, at når året er gået, så deler de overskuddet ligeligt iblandt medlemmerne.

Fordelen er, at så mange som muligt har fået udviklet deres landbrug i årets løb.

Derudover betaler alle 100 Tzs ved hvert møde til en social fond, som kan uddeles som hjælp, hvis en i gruppen er i nød p.g.a. sygdom, dødsfald i familien eller andre vanskeligheder.

Det er første gang både Method og jeg har oplevet et socialt ansvar i en gruppe, og det var rigtig godt at høre om.

Gruppen har kørt i et års tid, og snart vil de snakke om erfaringerne og evt. forbedre reglerne, men her mødte vi et initiativ, der ikke er udviklet af en Muzungi, men af Tanzanianerne selv. Godt gået.

Når vi nu taler om initiativ, så har fru pastor Nielsson taget et lån i lærernes Saccos (lånekasse) organisation, og bygget sig et mølleri, så hun nu kan male mel for naboerne, mod betaling forstås.

Det er nu tid til mødet med kvindegruppen.

4 kvinder var mødt op, de resterende måtte ikke for deres mænd. Det skyldtes, at alle kvinderne for en ugestid siden havde været til Send-off-party i Moshi, og da de ikke nåede bussen hjem om aftenen, men først kom hjem næste dag, så var nogle af mændene blevet tossede, og havde slået deres koner, og forbudt dem at arbejde i gruppen foreløbig.

Jeg fortalte kvinderne hvad jeg følte inde i mit hjerte om mænd der slår deres koner- det bedste de har.

Jeg foreslog at de støttede deres veninder, og at de i øvrigt lyttede til pastor Nielssons råd. Pastor Nielsen forklarede, at kvinderne er afhængige af deres mænd, og derfor må finde sig i så meget.

Nej, sagde jeg, det er lige modsat. Kvinderne arbejder i marken, de laver mad, vasker og passer børnene, så det er mændene der er afhængig af kvinderne. Det kunne kvinderne godt lide at høre, og dermed sluttede vi denne del af samtalen.

Så talte vi om tilbagebetalingen af deres lån.

Jeg forklarede, at nå vi i HSH gav et lån til en gruppe som deres, så er det hensigten at det skal være til hjælp og til udvikling og ikke til frygt og besvær. Derfor foreslog jeg at tilbagebetalingen begynder igen når de har høstet de løg, som de netop er i gang med at plante. Jeg forklarede at vi havde lyttet til pastor Nielssons forklaring og havde hørt om deres vanskeligheder med rugemaskinen, og at jeg nu vil foreslå, at vi begynder på en frisk, og glemmer fortidens vanskeligheder.

Kvinderne foreslog så, at de begyndte at tilbgebetale den 31. Marts. Da er løgene høstet og klar til salg.

Kvinderne udtrykte deres glæde og lettelse (de var bange for at de skulle stenes som dårlige betalere). Method´s oversættelse.

Jeg bad dem nu om at gennemtænke dere fremtidige planer, og hvad de har tænkt sig som videreudvikling af gruppen.

Det vil de gøre, og lade Method det vide, men deres gamle drøm om at få et lån til en traktor levede stadig sagde de. Det kan jeg ikke love jer, sagde jeg, men hvis I sender en projektbeskrivelse med budget, så vil jeg prøve, om jeg kan finde pengene.

For at sikre mig, at de havde forstået mig rigtigt, gentog jeg, hvad jeg havde lovet, og hvad jeg ikke havde lovet. Kvinderne nikkede, de havde forstået mig rigtigt. Så må vi se, om Elly også gør det.

Jeg fortalte om den landmand vi mødte sidste år, og som havde fået råd til at bygge et hotel, fordi han avlede løg på bare 9 acer.

Oliepresseren var de glade for, selvom sidste års høst af solsikke havde været elendig, så håbede de på bedre høst næste gang.

Pastor Nielsson slutte mødet med en bøn for deres forslåede veninder, og tårerne trillede.

Så kørte vi hjem, og på hjemvejen snakkede vi om containeren, der nu er i Dar es Salam. Method lovede at give mig en skriftlig køreplan for containerhåndteringen herfra. En manual. Den vil han lave i morgen.

På hjemvejen var jeg forbi Honey Pot Bar, og fik en snak med Hallima og Peter, Peter var tolk. Vi prøvede at regne ud, hvad Hallima kan spare op på et år, hvis hun putter halvdelen af sine drikkepenge i banken, og hvad Peter kan spare op, hvis han halverer sit cigaretforbrug og skærer det ned til 3 cigaretter om dagen. De troede næsten ikke deres egne øjne og ører, da de så regnestykket. Alt for amnge Tanzanianere lever bogstaveligt talt direkte fra hånden og i munden uden at skænke det en tanke, at der muligvis er andre måder at gøre tingene på.

Jeg tog en taxa hjem.


Fredag 7. nov.

Jeg fik aflagt rapport til Elly og Ulla. De var allerede kommet hjem samme dag, og havde haft en god dag.

De havde lavet tre aftaler i Moshi.

  1. Tagrender til Ellys veninde, som jeg ikke kan huske navnet på.

  2. Lån til samme dame til opsætning af tank.

  3. Tagrender og tank til Thorkilds præst.

Det fik jeg skrevet ned og afleveret til Method, sammen med endnu en opgave, nemlig den at finde den billigste og bedste fundi, der kan bygge tanke af cement. Han kan så bruges i situationer, hvor ingen selv kan bygge tanke, og han kan evt. samarbejde med Eliya.

Vi talte meget om, at det er en eftertanke værd, at 1. fase af kanalprojektet i Manire nu er gennemført uden at Peter og Panga har været indvolveret. De er blevet orienteret efterfølgende. Soyahusets færdiggørelse er lagt i hænderne på dem, og her er der ikke sket noget i de 7 uger vi har været her. Så selvom de er et par kloge herrer, så formår de altså ikke at få teori omsat i praksis. På det sidste møde vi havde sammen, viste Panga os en meget flot, rigtig og moderne plan for målsætning og opfølgning af samme. Hvis vi havde en sådan nedskrevet målsætning, så var det lettere for dem at måle, om resultaterne levede op til målene. Det er i teorien rigtigt tænkt, men når vi nu ved, at mindst tre helt klare opgaver nedskrevet i projektmanagerens jobbeskrivelse ikke er overholdt, og ikke er blevet kontrolleret, så kan vi med god ret tvivle på at andre nedskrevne målsætninger heller ikke vil blive kontrolleret, og så hjælper de fine ord jo ikke så meget.

Det havde regnet meget i nat, og der var en del vand i haven. Steeven gik nu i gang med at lave en afvandingsrende, så det overskydende vand ledes væk. Hvis dette ikke er nok lavede Method og jeg en plan til at lede vandet væk fra grunden og ud i en kanal udenfor porten. Så håber vi, at haven ikke oversvømmes mere.

Nu har efterhånden alle lærerinderne været hos mig med ønsker om at få tagrender til deres huse. Jeg forklarer dem omhyggeligt at det ikke er mig, der giver dem tagrender, men det er en del af HSH´s politik at alle der har en tank, må få tagrender. Alligevel overvældes jeg af kys og kram og velsignelser. Og jeg nyder det alt sammen.

Jeg har fået at vide at lederen af vagtmændene, Mongisiu også gerne vil have tagrender, og han bor i Likamba, hvor det er meget tørt. Når han har fået tagrenderne, så vil han også sætte en tank op!!! fik jeg at vide. MEN den går ikke, sagde jeg. Først tank og derefter tagrender, også til ham naturligvis.

Alle der får tagrender kvitterer for det antal m. render og det antal m. rør, de modtager. Det lægger Method ind i det regneark, vi forberedte i begyndelsen af vort ophold. Så vil det snart vise sig, om der siden sidste år er "forsvundet" tagrender. Det har jeg nemlig en mistanke om at der er.

Jeg tog tidligt hjem.