Mandag 13. okt.

Jeg tog en Dala dala ud til centeret, hvor Elly og jeg udvekslede weekendens oplevelser. Elly havde Mama Hulda på besøg med en ung pige, som hun gerne skulle have i skole, da hun var på vej til at blive bortgiftet mod sin vilie.

Vi havde nogle gode samtaler med Mama Makundi om elevernes niveau, og jeg fik at vide, at der var en hel del elever som Makundis kirke sponserede. God oplysning.

Det pynter efterhånden nede på den del af grunden, som eikke er blevet til have endnu. De 20 små haver er klar til eleverne, og nu vil det snart vise sig, om der er motivation nok, både hos lærere og elever.

Vi fik sat grunden af til vaskepladsen foran soyahuset, og jeg fik en god gennemgang af skolens vandforsyning sammen med Method.

Vores nye blik-lærer kom og begyndte undervisningen af Elaya. De nåede et fint resultat allerede første dag, og hen på eftermiddagen kaldte Eliya på mig, og viste mig sit første nedløbsrør, fuldstændig perfekt.

LML mødet, som vi havde gået og ventet på blev aflyst, da de ikke nåede at komme hjem, men det går vidstnok rigtig godt med arbejdet.

Det får vi at vide i morgen.

Jeg kørte med Peter Gulugva ind til byen, og spiste hos Grace.

Tirsdag den 14. Okt.

Allerførst et tillykke med fødselsdagen til Samuel, og et forsinket tillykke til Nicolaj med fødselsdagen forrige lørdag. Det er lidt flovt, at jeg glemte det.

På vej til Sakina gik jeg ind til PC forhandleren, jeg tror forretningen hedder Galaxy, eller sådan noget. Der er der en brugt lacerprinter, scanner og kopimaskene til salg. Jeg fik en god forklaring på priser på farvepatroner og kopipapir, og jeg kunne fornemme at det vidst var den maskine vi skal købe. Jeg fik maskinen på hånden i to dage. Da jeg kom ud til Elly, regnede vi på oplysningerne, og kom frem til, at vi kan spare godt og vel en halv million tzs årligt, med det nuværende forbrug. Prisen pr kopi er i dag 50 tzs og maskinen kan gøre det for 17 tzs. Vi blev enige om at købe den i morgen.

Jeg fik en god snak med både Ibrahim og Steeven om deres økonomi. Og jeg faldt over nogle poster i deres regnskab, som jeg lige vil kigge nærmere på en af dagene.

I haven er vi nu begyndt at plante græs. Ja, sådan gør man her. Men så synes Elly alligevel at det nok er bedre at plante bananer, når vi nu selv har stiklingerne. Så det gør vi så.

Jeg tog tidligt hjem, men gik hele vejen. Jeg havde inviteret Tito og hans hustru Petty til middag hos Grace, og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Onsdag 15. okt.

Jeg tog tidligt ud til centeret og var med til det daglige morgenmøde sammen med Elly og Mama Makundi. Nu blev haveplanerne ændret igen.

Mama Makundi ville bestemt ikke have bananer så tæt på soyahuset. Godt vi ikke havde fået dem plantet endnu. Så benyttede vi lejligheden til at tale om havens ledelse, med Mama Guga som rådgiver og Method som chef. Den er Makundi ikke rigtig glad for. Mama Makundi vil gerne have sin "næstkommanderende" elektrikerlæreren Christina som chef for haven, og Mama Guga må så gerne fortsætte som rådgiver. Makund ville i dagens løb spørge Christina, om hun har mod på den opgave. Det har hun fik jeg senere at vide.

Så blev det tid til at køre ind til byen og få købt printeren, men først i banken for at hente penge. Det er lidt omstændigt, men sikkert nødvendigt, for først skal der udfyldes papirer på Augustines kontor, og så var det meningen at vi skulle stå bagerst i en kø på 30 personer, hvis ikke Makundi havde skruet charmen på og besnakket bankmanageren til at hente pengene til hende bag om skaranken.

Da vi havde fået afprøvet alle printerens funktioner, og fået de nødvendige kvitteringer, to er minimum, skulle Makundi lige en tur på markedet mens jeg passede på maskinen.

Så blev det tid til at besøge elforsyningen, for at tilladelse til at lægge strøm ind i soyahuset. Det er noget meget langsommeligt noget, havde vi fået fortalt af Method. Han havde betalt en elektriker 50.000 (kr. 250,00) at skrive under på nogle papirer vedrørende installationerne, og så var det bare om at vente.

Men det havde Mama Makundi ikke tænkt sig at gøre. Hun charmede sig lynhurtigt ind til områdechefen, og fik løfte om at huset kunne vurderes i dag, så vi kan få vores tilladelse. Desværre viste det sig, at de nødvendige og underskrevne papirer endnu ikke var kommet ind på kontoret. Om det er elektrikeren, eller Method der har smølet blev jeg ikke rigtig klar over, men Method var usædvanlig stille, da vi kom hjem.

Der er i dag den 15. og deadline for Augustines forretningsplan for haven. Og den lå på bordet til mig, da vi kom hjem fra byen og så rigtig godt ud, så med den i hånden, og med en ny haveledelse, så forventer jeg, at haven ikke længere vil give underskud.

Inden mødet med LML folket, fik jeg en hurtig drøftelse med Lars, UBU´s vandingeniør, om vandføringen til soyahuset. Det kan gøres både nemt og billigt, da vi kan tage vandet fra køkkenet, i stedet for at grave et vandrør ned helt oppe fra boringen. Dejligt.

Så havde vi et tre timers møde med LML. Arbejdet går stærkt fremad, og det er en fornøjelse at høre Lars fortælle om de mange opgaver de støder på, og hvordan de får dem løst. Jeg tror efterhånden, at det alligevel lykkes at få vand til Likamba inden jul.

Nu er dagen også gået, og Panga og jeg tog en Dala-dala ind til byen, hvorefter jeg flottede mig og tog en taxa (15 kr) til Grace for at spise sen aftensmad.

Torsdag 16. okt.

Jeg blev hentet kl. 7 og kørte med lærerne og Tito ud til centeret.

Her var Elaiya og hans lærer i gang med den vanskelige opgave at lave et overgangsstykke, der skal lede vandet fra tagrenden ned i nedløbsrøret. Ja, læreren kunne sagtens, men det kneb for Eliya. Men til sidst lykkes det, og jeg er lidt imponeret over at de med en metalsaks, en hammer og et stykke gammel jernbandskinne som armbolt kan lave så fint et stykke arbejde. Nu mangler Eliya kon at lære at lave bøjninger og rendejern. Det lærer han i morgen og måske på mandag.

Christina havde efter en god nats søvn fortrudt at hun havde påtaget sig ansvaret for haven, da hun er i færd med at videreuddanne sig i en uge om måneden. I stedet overtog Lilian ansvaret for haven. Det bliver også godt, tror jeg. Vi gik haven igennem, og jeg fortalte at det er vores danske drøm at haven må blive til inspiration og vil været et rart og dejligt sted at være, både for de der skal arbejde og de der skal undervises.

Jeg kørte så med Mama Makundi ind til elforsyningen, og i løbet af formiddagen havde vi fået de nødvendige tilladelser til at få indlagt strøm. Papirerne kommer om et par dage.

Det viste sig, at det var elektrikeren, der havde smølet med at aflevere dokumenterne.

Jeg hjalp Mama Makundis sekretær med at udfylde et skeme med elevantallet, og lægge det ind på et regneark. Det var meget hyggeligt, selvom Tito kom at sagde "Poly-poly", uvidst af hviklen grund!

Method var i gang med at hente tilbud ind på et nyt skilt oppe ved Nairobi Road, da det gamle var kørt ned af en bil for ca. 6 mdr. siden. Luften var tyk af høje priser, så Method og jeg besluttede at "trække vejret". Så kom Method pludselig i tanke om, hvor det gamle skilt befandt sig, og da det ikke fejlede noget, bortset fra de to "ben" der skal nedgraves, så gav Elly ham en lodret ordre om at få skiltet på plads med det samme. Så sparede vi igen nogle penge.

Hvorfor er den mand dog så fantasiløs, når det gælder om at passe godt på vore penge, og bruge dem fornuftigt?

Jeg gik hele vejen hjem, og stoppede et enkelt sted for at få en øl og en pibe tobak. Min pibe er bestemt et særsyn hernede. Gad vidst, hvad folk tror at jeg ryger?

Jeg spiste en pizza hos Grace, og fik en god sludder med en af servitricerne, Happy, der kommer fra Moshi. Rigtig hyggeligt.

Fredag den 17. okt.

Så har vi været her en måned. Det er ikke til at forstå, som tiden løber.

I dag kørte vi tidligt ud til det landbrugscenter, hvor William arbejder. William er den dygtige økolog, som vi mødte sidste år, og som hjalp os i gang i haven. Mama Makundi kørte, og Ibrahim, Lilian og endnu en lærer var med.

Det var meget meget positiv og lærerigt for alle at se, hvordan de i den have forstår at vride flotte flotte afgrøder ud af jorden, uden at tilføre den andet end kompost. Det hele blev grundigt forklaret, og vi fik de gode råd med hjem på skrift. Det var tydeligt at Ibrahim, Lilian og læreren var imponeret, og de blev ved at spørge ind til det, de aldrig havde hørt om før. Hele forklaringen foregik på Swahili. Det foreslog jeg, da jeg jo havde hørt det på Engelsk sidste år. Mama Makundi gik og sludrede med Mama Gugi, som også var der.

Vi kom lige hjem til mødet med Pastor Nielsen, der havde medbragt en kunstvandingstekniker (vandingeniør). De kom på motorcykel.

Så gik vi hele projektet igennem, og der var tydeligt, at teknikeren vidste hvad han talt eom. Vi havde hidkaldt Christina fra Rekoda, og hun var til stor stor hjælp. Hun er godt nok en dygtig pige.

Konklussionen på mødet blev, at de 16 porte blev reduceret til 12. Så skal der dannes en vandkommite, som skal uddannes og derefter styre opkrævning at et lille beløb fra alle lodsejerne, der modtager vand, som skal gå til vedligeholdelse. Hertil giver HSH 200.000tzs, som kommer ud over de 5.000.000 som vi har modtaget til projektet, og som vi frigiver nu. Portene kan bygges på en til to uger, og så har det ikke rigtig mening at frigive pengene til to porte ad gangen. Det vil fordyre og forsinke arbejdet unødigt.

Vi betingede os, at der kom kvinder med i kommiteen, helst et flertal, men det er vi ikke sikker på, da ingen mand vil lade sin kone gå ud til portene alene og evt. om natten for at ændre vandtilstrømningen.

Pastor Nielsen havde også en rapport med om landbrugsskolens benyttelse i 2007 og 2008, og Christina lovede os en hurtig oversigt over i hvilket omfang Rekoda gerne vil benytte skolen, og hvor stor kapacitet Rekoda har brug for. Med disse oplysninger kan vi begynde at søge om sponsorhjælp til landbrugsskolens udvidelse.

Sidst på eftermiddagen kunne vi lige nå at køre ud til Teddys skole med en symaskine og noget stof.

Teddy har samlet plejeforældrene til de 21 forældreløse elever i en gruppe (kvindegruppe), som er i gang med at sy på en enkelt maskine. Stoffet de syr af, er hidtil noget de har gået og tigget sammen på gaderne, hvor andre kvinder sidder og syr. Nogle af kvinderne i gruppen koger også vand, som de køler ned, og derefter går og sælger på markedet og i et nærliggende stenbrud. Teddy har også fået løfte om at nogle af vore lærere kommer ud og underviser kvindegruppen i madlavning. Hun tør ikke sende dem ind på centeret, da hun er bange for, at de så får "gode" ideer.

Teddy græd af glæde da vi kom med stof og en symaskine mere, og øjeblikkelig måtte vi sammen sende takken op til vores far i himlen.

I Teddys skolegård er der mellem 15 og 20 havesække med grøntsager. Hvordan hun i den lille gård på ca 100 m2 og med 123 børn sikrer, at haverne ikke lider overlast er mig en gåde. Hun er bestemt en bemærkelsesværdig kvinde.

Nu er det blevet fyraften, og jeg tog en Dala dala hjem, og spiste kylling hos Greace.

Lørdag 18. Okt.

Der er stille på skolen i dag, så jeg fik sendt nogle billeder hjem til Balto, til næste nyhedsbrev. Ibrahim og Steeven er i gang i haven, så jeg gik og puslede sammen med dem, indtil Elly kaldte til frokost. Hun havde lavet suppe og Gnu med kartofler og sovs. Derefter gik jeg hele vejen hjem til hotellet, hvor jeg mødte Mamma, eller Søster, som kalder nonnen der leder hotellet. Så ville hun lige høre, hvor langt jeg havde gået, og da jeg havde min skridttæller på mig, så var det ret let at vise hende at det i dag kun var blevet til ca. 16.000 skridt. Jeg fortalte, at for at holde sig i ordentlig kondition, så burde ethvert menneske gå mindst 10.000 skridt daglig. Det tror jeg nok hun valgte ikke at tro på, for ingen jeg kender kan gå så langsomt som hende, men så flytter hun også en hel del kg. for hvert skridt.

Jeg spiste en pizza hos Grace.

Søndag 19. okt.

Jeg spiste igen morgenmad hos Grace, med blødkogte æg og det hele. Det tror jeg nok skal være min søndagstradition. Så gik jeg ned til Makundis kirke og overværede den sidste del af Gudstjenesten. Hun var der imidlertid ikke, så efter en Vita Malt med cola, på min lille stamcafe, gik jeg hen til Titos kirke. Her var de ved at være færdig med – vidst nok den 3. gudstjeneste. Her kommer kirkegængerne efter Gudstjenesten og giver hånd og byder velkommen, så jeg benyttede lejligheden til at spørge ind til en Fundi. En murer.

Både Elly og jeg er trætte af, og usikker på de Fundiaftaler der indgås på HSH. Så nu vil jeg prøve på en anden måde. Vi vil bede 3 forskellige om at give tilbud på vaskepladsen foran soyahuset, både pris- og materialemæssigt, og så tager vi den, vi tror er både billigst og bedst. Her foran kirken fik jeg så den første aftale i stand med en velrenomeret ung murer, der kommer i morgen tidlig og ser på opgaven. Nu skal jeg lige have "solgt" ideen til Elly. Tito har også et forslag til en murer, som han kender som både billig og god. Ham forsøger vi også at få en aftale med. Så mangler vi en mere, men ham finder vi nemt.

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om nogle rygter, der går om nogle uregelmæssigheder bl.a. vedrørende byggeriet af soyahuset.

Jeg får en af dagene kontakt med en ingeniør, der måske vil komme og vurdere materialeforbruget uden udgift for os. Så kan vi sammenholde hans beregninger med de faktiske udgifter, og så tage det derfra.

Man kan somme tider få rigtig meget ud af en søndagsgudstjeneste.

Jeg tog en øl på vejen hjem, og sad og tænkte det hele igennem, mens jeg havde fået ild i min pibe. Det er en rigtig god kombination. En iskold Kilimanjaroøl, og en god pibe tobak. Så tænker jeg godt.

Jeg var tidligt hjemme, læste lidt i min bog, Janson Direktivet, og tog så en middagssøvn. Det har jeg ikke prøvet i mange år.

Inden jeg gik i seng, spiste jeg kylling m. ris hos Grace.

Mandag den 20. okt.

Det lykkedes ikke at sælge ideen med 3 fremmede fundier til Elly. Det gik nok lidt for stærkt for hende. Det var helt bestemt en opgave vi ikke kunne påtage os, det måtte Panga og Peter gøre.

Det får de så lov til.

Hordan vi kan sætte kanalprojektet i gang uden Peter og Panga´s vidende, kan jeg så ikke rigtig forstå, men det får jeg måske en forklaring på.

Elly havde haft en lang samtale med Lars i går, om fremtiden for LML projektet. Lars er bange for at projektet kolapser, hvis der ikke er nogen til at holde øje med det, i hvert fald i begyndelsen af næste år.

Problemet er vandkomiteen. Mon de kan styre de illegale aftapningssteder og få vandmålere op, så spildet undgås, og der kan komme mere vand til Likamba?

Vi regner med at udføre det tekniske arbejde med pumper og rør, indtil vi når at få vores rør tilsluttet Peters vandledning. Sådan som det ser ud i dag, vil der måske være vand nok, så der kan pumpes vand op til den højtliggende tank og derfra løbe de 80 m. hen til Peters vandrør hver tredje dag. Jeg foreslog at vi derefter ligefrem sætter "en prop i hullet" så vi ikke begynder at udvide projektet yderligere, før vi er sikre på, at vandkomiteen har styr på dels de illegale vandhaner og dels vore egne aftapningssteder. Det var Elly enig i. Vi er også enige om, at vi vil foreslå vores bestyrelse i PULS, at vi i fællesskab med UBU søger penge hos Projektrådgivningen, så vandkomiteen kan overvåges og støttes i en tid. Dette arbejde skal ikke udfgøres af HSH, men af et Tanzaniansk anerkendt konsulentfirma.

Nu kørte jeg ind til byen sammen med Mama Makundi. Vi skal have prisen for at elværket kan etablere måleren. Den fik vi hurtigt. Næsten en million.

Dem betlaler Augustine i morgen, og så får vi forhåbentlig strøm til soyahuset inden længe.

Da vi kom hjem, gik jeg en tur i haven. Og her var der liv og glade dage. Haven var en stor støvsky, og grunden var 10-15 elever, der med hakker var i gang md at fjerne ukrudt fra deres små haver. Det så godt ud, og selvom vi har ventet på dette syn i et helt år, så kunne det ikke tage glæden fra mig. Elverne havde smidt skoene, og var askegrå helt op til knæene. Deres uniformer havde også skiftet farve, men smilene på deres ansigter fortalte mig, at det i hvert fald ikke er deres skyld, at de først nu kommer i haven. Det tyder på at Lilian er et godt valg til chef for haven.

Jeg prøvede forgæves at få nogle billeder sendt hjem i tilstrækkelig god kvalitet, både Thorbjørn og David prøvede at hjælpe mig, men de skal nok have mere tid, før de finder ud af mit billedprogram. Undskyld Balto.

Så var det mødetid. Panga og Peter kom, og vi drøftede kanalprojektet i Manire, diskuterede de uregelmæssigheder vi havde hørt om og opserveret, og de fik også historien om pengene i containeren.

De sagde til os, at vi kan regne med at de vil tage særdeles håndfast om problemet.

Så til soyahuset. Jeg bad dem om at finde tre uafgængige Fundier til at give os deres tilbud og opgavebeskrivelse af vaskepladsen foran soyahuset, inden lørdag!

Det lovede de. De lovede også, at vi kan mødes med den første i morgen kl. 11.

Det var en god start på ugen. Peter kørte mig hjem, og efter et hurtigt bad gik jeg hen til Pizza Point, som Graces restauration hedder, og spiste beef med ris.

Tirsdag 21. okt

I dag var det en rigtig Afrika-dag. Vi havde aftalt at vi skal være hos Panga kl. 11. Og i god tid spurgter jeg Mama Makundi om hvornår vi så skal køre fra centeret. Kvarter i 11 sagde hun, og det forberedte jeg så Elly om.

Så måtte Makunde køre i banken efter penge, fordi Augustine havde travlt med andre ting. Det med at hæve penge i banken er tidsrøver nr. 1 her på stedet, og Mama Makundi kom da heller ikke hjem før et godt stykke over 11. Så var Elly blevet væk, og både jeg og vagtmændene ledte efter hende overalt. Hun var dog bare inde hos sig selv for at nette sig. Så troede jeg at vi var køreklar, men nej. Mama Makundi skulle først lige have en kop te og en bolle. Det kunne Elly ikke stå for, så hun måtte også lige have en bolle inden vi kørte.

Så kom vi ind til pangas kontor, og Peter holdt og ventede. Hvor er fundien, spurgte jeg. Nå ja, hvor var han? Og så ledte Panga efter ham, og fandt ham tilsidst. Så kunne vi køre. Mama Makundi havde bestemt at vi skal se et stort mølleri, og især skal vi se, hvordan de vasker og tørrer majsen og soyaen. Det var derfor at fundien var med, for han er en af de tre der skal give tilbud på vores vaskeplads.

Men nu havde Mama Makundi glemt hvor mølleriet lå, så da vi havde kørt forkert én gang, og spurgt om vej 3 gange, så gav Peter op. Panga og Fundien kom over i vores bil, og Peter kørte hjem. Klokken nvar nu 12.30. Omsider fandt vi mølleriet, og så stoppede vi op for at lægge en slagplan om hvordan vi nu kan få lov til at se det hele.

Panga havde en plan! Vi siger, at vi har hørt om mølleriet, og vil gerne se det selv, inden vi kommer med alle køkkeneleverne – hvis vi må!

På dansk vil det sige, at vi befandt os et eller andet sted mellem løgn og industrispionage. Men direktøren "købte" vores historie, og han var meget stolt over at vise det hele frem.

Først hørte vi hele hans livshistorie, så hørte vi om alle produkterne og smagte på en af dem, en slags peanutbutter, der var beriget med vitaminer og proteiner. Så gik vi ud i produktionen, efter at han havde undskyldt meget at det støvede. Her var kværnene, sigterne, ovnene til brød og kager, risterne og pakkeriet. Det så meget Tanzaniansk ud, og så spurgte jeg om vi kunne se, hvor de tog råvarerne ind, for der måtte vaske- og tørrepladsen jo også befinde sig.

Men nej. Alt hvad der skal vaskes, bliver vasket i det fri på en græsmark af kvinder, der står på en lang række og snakker mens de vasker produkterne i hånden og i store baljer. Tørringen finder sted på presenninger der er lagt ud på græsset. Spildevandet bliver bare hældt ud, og løber ned i jorden.

Det var på en måde både skuffende og opmuntrende at se, hvordan sådan et stort firma håndterer råvarerne. Vi behøver i hvert fald ikke at skamme os over den hygiejniske standard, vi har tænkt os.

Nå endelig kunne vi køre hjem, men fundien havde haller ikke mere tid, han vil i stedet komme senere sammen med Panga, da vi skal have et LML møde kl 17.30.

De kom lidt i god tid, så han kunne se, hvor vi havde tænkt os at vaske- og tørrepladsen skal være.

Jeg bad ham om en skitse, en pris, en kvalitetsbeskrivelse, og en garanti på at overfladen ikke revner eller skaller. Og det hele vil vi gerne have på fredag! Det lovede han. Jeg fortalte ham også, at der vil blive indhentet andre tilbud.

Så er det mødetid, og i de næste 2-3 timer hørte vi om fremskridt og problemer i Likamba.

Det blev sent inden Panga og jeg tog en taxa hjem. På egen regning.

Onsdag 22. okt.

I dag var vi ude at se endnu et mølleri. Det var en fra city-council, som Mama Guga kendte, der havde fået aftalen i stand. Det var en god plevelse. Et Tanzaniansk familieforetagende, som startede i det små, og nu er blevet en fabrik. Her var stor hjertelighed og gæstfrihed, og hygiejnen var helt i top.

På hjemvejen, stod jeg af i byen for at købe havesprinklere, og det var lige ved at jeg nu har fået mit eget vandproblem. Det er nemlig ikke mulig at købe sprinklere til en én tommes slange, så jeg måtte finde ud af at få lavet en overgang til ¾ tommes slange. Til sidst lykkedes det, og nu kan der vandes uden at Ibrahim skal stå ogm holde i slangen hele tiden.

Vi sendte Ibrahim til doktor, da han havde fået Malaria.

Jeg tog hjem, mens Elly, Tito, Angela og Steeven i Maasaidragt kørte til lufthavnen for at hente Ulla.

Torsdag 23. okt.

Det var hyggeligt at hilse på Ulla igen, og mens hun blev introduceret til skolens elever og lærere, var jeg i haven sammen med Ibrahim og Steeven.

Da jeg kom op igården på et eller andet tidspunkt, tog jeg mine sandaler af, da de var temmelig beskidte. Der gik jeg så rundt på bare fødder, og Mama Makundi kunne ikke dy sig for at fortælle mig, hvad man i Tanzania kaldte en der går rundt uden sko. Ham kaldte man en hønsetyv!! Så spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad man i Danmark kaldte kvinder der snakker for meget!!!!

Eliya har sidste dag som elev, og hans første "rigtige" opgave med tagrender bliver at fabrikere og opsætte vores egen-producerede tagrender på soyahuset.

Elly har bedt mig om at finde ud af, hvad vi gør ved Steeven, intil han begynder på kokkeskolen, og jeg foreslog at han dels hjælper med at færdiggøre og rense grunden, og dels bliver den, der hjælper Eliya med tagrenderne. Den var hun med på, og Steeven blev glad, da jeg fortalte ham det. Han vil få den samme løn som Ibrahim, 15 kr. om dagen. Det vil under alle omstændigheder blive billigere end hele tiden at skulle hyre fremmed arbejdskraft til både det ene og det andet.

Sammen med Augustine fik jeg lavet et udkast til en salgskalkulation. Købsprisen på råvaren tillægges 10% til køb og vedligeholdelse af værktøj, 20% til arbejdsløn til Eliya, 5% til en evt. sælger, og 15% til fortjeneste. Så kommer vi frem til en salgspris, der ser fornuftig ud i forhold til markedets priser. Nu får vi at se, hvordan det går, og om der senere skal justeres på procenterne.

På hjemvejen fulgtes jeg med vores bliklærer Max og Eliya, vi skal have købt det nødvendige værktøj, som Eliya skal bruge. Én blæselampe til lodning, en maske, to skruetrækkere, en naptang, en universaltang en pensel og en stålbørste. Det fik vi for under 300 kr.

Så var dagen gået, og jeg gik hjem og fik noget mad hos Grace.

Fredag den 24. okt.

I dag skal Ulla se Manire, og vi kørte fra centeret med Method som chauffør. Efter en timestid nåede vi landbrugsskolen, og fik en snak med pastor Nielsson. Så hilste vi på børnene i børnehaven. Desværre havde Elly glemt kyskagerne og ballonnerne, men børnene sang for os alligevel, og vi lærte børnene "Ole sad på en knold og sang". Den passer meget fint her. Vi fortalte bare ørnene at Ole sad på en af de mange store termitboer, som er her. Ole sang, og fårene og gederne dansede. Det kunne børnene forstå, og de lovede alle sammen, at de også vil synge for ders geder derhjemme.

Derefter gik og kørte vi rundt og besøgte nogle af kvinderne i kvindegruppen, som det var meningen at vi skal møde senere på dagen. Det blev dog ikke til noget, da de fleste kvinder har været til Sendt-off-party i går, langt væk, og derfor ikke nåede at komme hjem, så de kunne mødes med os.

En af kvinderne viste os deres mark, hvor de skal have plantet løg. Løgene var sået i et nurseri, og i næste uge skal de plantes ud. Vi fik forklaret, hvordan de havde planlagt at dele marken op i felter, der kan vandes fra kanalen. Det lød meget fornuftigt og rigtigt, og denne lille kvinde med overarme som en murerarbejdsmand vidste hvad hårdt arbejde er, og hvis de andre ligner hende, så skal det nok gå for dem.

Ved middagstid lavede Mama Nielsson et dejligt måltid for os, som vi indtog under det hyggelige Bourgonvillatræ.

Vi havde set nogle meget fine og produktive bananpantager, og nu skulle vi se pastor Nielsens bananer. Det var han ikke meget for at vise os, og med god grund. Det var et ynkeligt syn, og Elly var skuffet over at denne mand, der før var foregangsmand i området, havde så elendigt et landbrug. Mon han dog er den rette til at få sin landbrugsskole udvidet.

Det må vi tænke alvorligt over.

Da vi kom hjem, var jeg lige en tur i haven, hvor Ibrahim havde taget bananstiklinger op i dagens løb. Nu er det spændende, om han kan få dem solgt.

Jeg tog en Dala-dala hjem, og spiste kylling hos Grace.

Lørdag 25. okt.

Jeg tog en Dala dala ud til centeret efter at jeg havde været på nettet her hos nonnerne. Her var der en meget fin og hurtig forbindelse. Da jeg ledte efter Stella for at betale, fandt jeg hende i gang med at "klippe" tånegle på en kollega med et barberblad. Det så lidt farligt ud, så jeg gik op på mit værelse for at hente min 3-i-een, som hun måtte låne. Da jeg senere kom tilbage, var hun stadig i gang med at ordne alle neglene på hele Katolikcenteret.

Elly og Ulla var kørt op i landet for at hilse på Angelas Mor. Angela er den albinopige der bor på HSH-centeret, indtil hun kan fortsætte på universitetet. Jeg ville hellere blive hjemme.

I haven var Ibrahim og Steeven i fuld gang, selvom Ibrahim ikke er helt på toppen endnu. Vi fik bananstiklingerne "slået ned" i jorden og vandet. Så håber jeg de kan holde sig, til de bliver solgt.

Så tog jeg hjem og fik noget rent tøj på, da jeg er blvet inviteret til fødselsdag hos nogle helt fremmede mennesker. Jeg er inviteret til kl. to, og da var jeg der, men nogle unge drenge var stadig i gang med at sætte stole op i haven, så jeg listede af igen, og gik mig en tur. Her så jeg nogle store drenge, der var i gang med at skære gummistropper ud af et gammelt lastbildæk med en Stanleykniv. Det var ret imponerende, og det er i hvert fald drenge med initiativ. Gummistroppene bliver sikkert solgt på markedet, og jeg kan huske at jeg flere gange ser dem i brug, når der f.eks. skal hentes 4 colakasser på en cykel. Så er kasserne bundet fast med sådan nogle stroppe.

Efter 3 kvarter kom jeg tilbage til fødselsdagen, og der var stadig ingen gæster ankommet. Så blev jeg enig med værtinden om at komme igen nkl. 4. Jeg tog en Dala-dala ind til Honey Pot Bar, hvor jeg har været nogle gange. Her blev jeg som altid godt modtaget, selvom ingen kan snakke Engelsk. Efter en øl tog jeg Dala-dalaen tilbge igen. Jeg var tilstrækkelig nysgerrig efter at opleve en fødselsdag i et rigt Arusha hjem. Nu var der kommet nogle få gæster, der også var inviteret til kl. 2. bl.a. nogle danskere fra Lolland og en nordmand der arbejdede for FN. Han og en Tanzaniansk kvinde er ved at åbne en restaurant i nærheden af Shoprigth, og jeg anbefalede ham naturligvis at kontakte HSH, hvis han manglede nogle dygtige medarbejdere. Jeg fortalte ham om den unge dreng, der kom på besøg i sidste uge. Han graduerede sidste år og havde fået arbejde på et hotel. Da chefen så hans mad og hans kager, ville han vide, hvor i alverden han dog havde lært det. Det har jeg lært på Help to Self Help sagde drengen. Så skaf mig lige 4 af dine kammerater bad chefen. Det er sådan nogle historier Elly og jeg elsker at høre.

Vi fik en hyggelig snak, og noget dejligt gedekød. Fødselaren så vi ikke noget til. Det var værtindens niece.

Jeg brød op ved 17.30 tiden, da jeg havde inviteret Augustine og hans søde kone Felister til middag hos Grace kl. 7.

Det var hyggeligt, selvom det også blev lidt af en arbejdsmiddag. Vi fik en god snak om budgettet til næste år, og Augustine ser ikke de store vanskeligheder i at reducere det til 80% af 2008 budgettet. Haven skal mindst hvile i sig selv, Tagrendeproduktionen skal gerne give et lille overskud, Vi vil spare på kopier, elevevalueringen klarer skolen selv, Steeven skal gerne spare på de mange ekstra lønudgifter, for bare at nævne enkelte punkter.

Så talte vi om den meget tunge arbejdsgang, hver gang en skal ud at handle, og først hente penge hos Augustine. Vi diskuterede nogle løsningsmodeller, og jeg opfordrede Augustine til at kontakte Panga for at få lettet arbejdsgangen.

Det blev en god aften.

Søndag den 26. okt.

Jeg spiste morgenmad hos Grace, og blev hentet af Method, Elly, Ulla og Angela for at køre i kirke. Det var den lille trækirke med pap på vægene, som vi besøgte. Her var vi også sidste år, og det var som sædvanlig en fantastisk oplevelse. Ulla prædikede, og Elly, Ulla og Angela sang og spillede nogle salmer, som tanzanianerne kendte. De sang og dansede, og aldrig har jeg været til så glad en Gudstjeneste.

Herefter tog jeg Ulla med ud på maasaiernes kvægmarked, hvor jeg for nogle uger siden kom til at købe en ged. Vi mødte både pigen, der fik geden, hendes mor og hendes bror. Det var et hyggeligt gensyn. Geden er kommet til at hedde Dorcas.

Så tog vi hjem, og nu har Ulla prøvet at køre i Dala-dala. Inden vi tog ned til centeret var vi lige inde og vende i byen, og så det store marked ved Shoprite.

Da vi kom hjem til Elly havde hun lavet aftensmad. Her går man som sædvanlig aldrig sulten fra.

Jeg tog op til Honey Pot Pup og fik en øl, inden jeg tog en taxa hjem til Grace. Her fik jeg et glas rødvin, inden jeg gik hjem for at sove.

Mandag 27.okt.

Da jeg kom ud til Elly og Ulla, havde vi en lang snak om udvidelsen af Landbrugsskolen. Vi sendte bud efter Ringo, der kom kl. 11. Så fortsatte vi snakken både om skolen, og om pastor Nielssons dårlige landbrug. Vi kom frem til denne konklussion:

Kathrine bliver Rekodas repræsentation i kommiteen omkring skolen, og helst formand.

Der skal uddannes 5 af de dygtigste landmænd (gerne kvinder) fra egnen, som skal være lærere på det lidt lavere plan. Ringo og hans folk tager sig af den mere avancerede undervisning.

Der ansættes, på deltid, en person der skal stå for kursernes praktiske forløb, madlavning, indkvartering, o.s.v. Vedkommende lønnes af kursusbidragene.

Vi søger midler til at bygge en overnatningsfløj til mindst 32 personer, køkkenfaciliteter og toiletter.

På sigt (gerne kort sigt) bliver skolens jord opdyrket til demonstration.

Vi skulle have haft 3 tilbud ind på vaskepladsen foran soyahuset i fredags, men havde kun fået et. Nu ringede vi til Peter Gulugva og beklagede os. Han sendte med det samme endnu en fundi ud til os, og han giver tilbud på onsdag.

Jeg holdt fri i en times tid, og gik op til Nairobi Road. På hjemvejen var der en hel del aber, der havde sjovt, og de omkringstående børn ligeledes. En af drengene fodrede aberne med bananer, så jeg kunne få taget et billede.

Så fandt jeg på at købe en forbold til drengene, og det havde jeg det rigtigt sjovt med. Der var 6 drenge, og den fornuftigste!!! fik ventilen til evt. senere oppumpning. Derefter fik drengene fodbolden i fællesskab, således at en bestemte over bolden om mandagen, den næste om tirsdagen o.s.v. Nu var der kommet en hel del mødre ud på vejen for at se på forestillingen, så dem gav jeg den opgave at konfiskere bolden i en uge, hvis drengene kom op at slås om bolden. Jeg ved ikke om det virker, men sjovt var det.

Så var der LML møde igen, og vi blev opdateret på ugens arbejde. Det store spørgsmål er nu, hvorvidt vi skal bidrage med en ansøgning om forlænget tilsyn og uddannelse af den nye vandkomite.

Men konsulentfirmaet (som jeg ikke kan huske navnet på) som skal stå for det praktiske er nogle dyre drenge. 300.000 Tzs om dagen i honorar.

Det er der vidst ingen lokale vaterborads, der har råd til at betale!

Spørgsmålet er nu, hvornår hjælpen skal stoppe, og hvornår selvhjælpen skal begynde. Jeg ser umiddelbart tre muligheder:

1. Vi stopper nu til nytår, og håber, at de kan klare problemerne med styringen af de illegale tappesteder selv.

2. Vi kan forlænge hjælpen i nogle måneder, til vandkomiteen har fået myndighedernes godkendelse, og dermed også fået de fornødne magtmidler, som de evt. kan bringe i anvendelse.

3. Vi kan fortsætte med støtten i endnu et års tid, hvis Projektrådgivningen vurdere at denne støtte er 100.000 danske kr. værd.

Efter mødet var klokken næsten 8, så jeg tog en taxa hjem til en tur under bruseren og hen til Pizza Point for at spise.

Tirsdag 28. okt.

Jeg blev hentet kl. 7, og efter turen på ladet i frisk vind kom jeg til vort center, hvor der endnu var morgenstilhed, bortset fra eleverne, der allerede var i gang med at vaske cementgulvet rundt

om bygningern. Det gør de hver morgen, og med rumpen i vejret går de baglæns, mens de med en klud vasker gulvet fra side til side. Steeven var i gang med at vande haven, og jeg måtte igen fortælle ham, at han skal bruge sprinkleren. Den store et-tommes slange giver alt for hård en vanding, især til små planter.

Måske lærer han det engang.

Ibrahim var i gang med dobbelt-digging, nu har han lavet næsten 10 bede på den måde i majsmarken.

Nu var Elly og Ulla efterhånden kommet op, og over en kop kaffe, vendte vi gårdsdagens møde med LML, mens vi ventede på at pastor Nielsens kvindegruppe skal dukke op.

Vi fik også tjekket indkomsten fra udlejningen af hallen, og kvinderne kom stadigvæk ikke. Da Ulla og jeg blev trætte af at vente gik vi en tur og så supermarkedet og den lille cafe i nærheden.

Så gik Ulla hjem, da der skal være Rockwoll-telefonmøde i eftermiddag, og her skal jeg ikke være med, så jeg gik hele vejen hjem og fik handlet lidt. Der kom en regnbyge, den første, og det friskede vældigt op.

Jeg spiste en pizza hos Grace.

Onsdag 29.okt.

Tidligt op, og op på ladet ud til centeret, hvor vi var kl. 7.15.

Eliya var kommet, og havde lavet tegninger over tagrender til soyahuset. Makundi og jeg kørte ind til byen igen, for at hentem 5 plader, så Eliya kan komme i gang med at producere. Augustine var også med. Han skulle i bankerne. Ja, bankerne, for når der skal betales løn ud, skal han ind i ligeså mange banker, som de ansatte bruger. Det går der let 4 timer med en gang om måneden. Jeg spurgte ham om hvor mange check han kan udskrive på 4 timer, og om der ikke kan findes en mere smidig måde at udbetale løn på. Den snak er vi ikke færdig med endnu.

Hjemme ved Ellys køkkenbord fik vi en snak om landbrugsskolens udvidelse, og jeg sagde til Elly at det første skridt må være, at hende og Ringo bliver enige om, på hvilket niveau skolen skal udvides. Ringo vil gerne have toiletter, mens Elly bestemt ikke mener det er nødvendigt. Hvad nu hvis vandet svigter, og der ikke kans skylles ud. Jeg mener Ringo har ret. Vi skal ikke bygge til fortiden, men til fremtiden, og en tank til reservevand er bestemt en god ide, når der nu er vand på grunden.

Method harfået lavet et ringbind med oplysninger om, hvem der modtager hvad fra HSH. Sådan et arkiv fandtes ikke, men nu har han lavet det.

Mama Teddy kom også, så her fik vi også en god snak om hendes vandforsyning. Hun har vand en dag om ugen, og en reservetank på 1000 l. Det er næsten nok, så hun får nok et par blå dunke, så hun kan klare sig. Hendes regnvand bliver ikke samlet op, men løber ud på jorden. En tank til opsamling vil være en rigtig god ide, og vil glæde mange af hendes fattige naboer., og Så tog Eliya hen til savskæreren for at købe et par brædder, så han kan lave en væg, hvor tagrendeværktøjet kan hænges op. Det har han også et godt håndelag for, og snart var det lavet. Nu mangler vi kun at få det sat op.

Ibrahim og Steeven har travlt med at gøre haven pæn til gradueringsdagen i morgen, og hele skolen er blevet vasket i dag i samme anledning.

Sidst på dagen fik vi besøg af bipræsten. Det var hyggeligt at hilse på ham igen.

Så kørte jeg hjem og fik noget aftensmad.

Torsdag den 30.okt.

I dag er det gradueringsdag, og da vi kom ud på centeret kl. 7.15 var eleverne i gng med at forberede dagen. Vagtmændene havde i aftenens løb fået rejst tre store festtelte, som fyldte næsten hele gårdspladsen. Det blev også sat to pavilonner op til skolens ledelse, formanden Peter Gulugva, Elly og vores "guest of honour" Ulla.

Køkkenet var i fuld gang med at lave mad til 500 gæster, og var i dagens anledning udvidet med to ildsteder foran soyahuset. Det er eftermiddags-køkken-klassen, der laver maden. De øvrige elever fik deres arbejde udstillet pænt og imponerende, selv Eliya fik lov til at vise sine tagrender frem, og han var stolt. Jeg kunne unde jer alle den fornøjelse det var at se ham feje sin lille fabrik, vande gulvet, så det ikke støvede, tørre støv af sine rør, og lægge dem frem til eftersyn og beundring.

Det var tydeligt at eleverne var glade og forventningsfulde, og smilene og glade morgenhilsener blev afleveret i meget større antal end normalt.

Der var forventning, spænding, og glæde på hele skolen.

Højttalerne var sat op og musikken bølgede rundt i hele kvarteret, mens de elever der var færdige med deres opgaver dansede rundt i den traditionelle Tanzanianske dans.

Så blev festen indledt med bøn, velkomst og taler af Makundi, Peter Guligva, Elly og til sidst Ulla. Ind imellem afløst af sang og dans af eleverne. Særlig højtidelig var det, da en af eleverne stod frem foran alle sine kammerater og sang for på nationalsangen. Alle rejste sig og sang med stående.

Nu var der rundvisning, og med Peter, Elly, Ulla og jeg i spidsen gik vi rundt og så alle de udstillede elevarbejder. Elektriske installationer, brød og kager i lange baner, hvor en bryllupskage vakte mest opsigt, syklassens fine kjoler, skjorter, bukser og meget mere. Haven blev vist frem og forklaret i detaljer af Lilian, havens nye leder, og Eliya viste stolt sine tagrender og rør frem.

Så kom vi til det store øjeblik, hvor certifikaterne blev udleveret. Ulla uddelte de særlige certifikater til de elever, der havde udmærket sig på særlig måde.

Da jeg var den eneste hvide mand til stede skulle jeg udlever alle de øvrige certifikater, ca 90. Det var en god opgave. En efter en blev eleverne kaldt op og fik det eftertragtede certificat udleveret. Mange var sammenbidte og kunne næsten ikke få sagt tak, eller hilst på os ved podiet. Og jeg så hvorfor. Da de kom ned på deres pladserne kunne de ikke holde tårerne tilbage, så glade var de.

Under hele festen havde en skov af fotografer knipset løs, og jeg fik at vide, at TV også var der med et lille videokamera.

Men under uddelingen af certifikaterne var fotograferne særlig ivrige, suppleret af familie og venner, der også lige vil have et billede af det højtidelige øjeblik.

Så var det spisetid, og der var mad nok til alle, elever, tidlige elever, forældre, naboer og gode venner, både til eleverne og til skolen.

Og der blev fotograferet, igen og igen blev vi musungier bedt om at stille op til fotografering. Jeg blev inviteret til at spise med hos en af eleverne, sammen med hendes familie og naboer. Hun kom og tog mig i hånden og bad mig komme og være med. Det var helt rørende. Det værdste var, at jeg næsten ikke kunne få en eneste bid mere ned, da vi jo lige havde spist.

Pigen, der hedder Asifiwe havde en lille dagsorden mere. Hun ville så gerne forbedre sit engelske, så det fik vi en snak om. Jeg foreslog, at hun kontaktede Steeven. Han har jo undervist vagtmændene, og nu skal han lære Mama Teddy at tale engelsk også, så det måtte jo være en oplagt opgave for ham.

Det finder vi ud af i morgen.

Da festen var forbi, blev der lige tid til at sammenholde Augustines optællinger af indholdet i containerne med den pakkeliste, jeg lavede til den container, der blev sendt herned sidste år. Der er tilsyneladende mange huller, og Ulla, Elly og jeg besluttede, at vi i næste uge vil have ryddet op i containerne og få stoffet op til syklassen, køkkentingene op i køkkenet, o.s.v. Det er jo heller ikke for tidligt. Nu har det ligget i containerne til ingen verdens nytte i et helt år.

Derefter vil det være naturligt at spørge ind til de manglende effekter. Det bliver lidt spændende.

Jeg gik op til Honey Pot Pup og holdt en pause med min pibe, inden jeg tog en taxa hjem.

I morgen holder vi seminar for alle skolens ansatte. Peter Gulugva, Elly, Ulla og jeg skal undervise, så det skal jeg også lige have forberedt mig til.

Jeg sprang aftensmaden over.

Fredag d. 31. oktober

I dag er der seminar for alle ansatte på HSH centeret, inklusiv vagtmænd.

Ulla havde to indlæg om ledelse, samarbejde, ansvar og måden at få det bedste frem i sine kolleger og medarbejdere på. Det gav en ritgtig god samtale bagefter. Hun ved noget det pigebarn.

Det er en eftertanke værd, at Ulla som socialdirektør i Holstebro har 1400 medarbejdere under sig. Panga er socialdirektør i Arusha, der er mange gange større end Holstebro har 1 medarbejder.

Jeg holdt et indlæg om håb, og sendte derefter alle i gruppearbejde. Det var en særdeles positiv oplevelse at se dem arbejde i grupper, og de kom frem med utrolig mange vinkler og afsmittende resultater af at skabe håb.

Peter Guligva holde et powerpoint indlæg om teamvork, og Mamma Elly sluttede af. Hun bad om gode forslag til et forbedret samarbejde mellem PULS og HSH. Det kom der mange ideer til. Mere løn, tilskud til mad, tilskud til transport, internet til alle, bedre kontrakter, bedre komunikation på centeret (UPS!!!).

Det resulterede i at alle fik et eftermøde med Peter Gulugva.

Jeg var inviteret hjem til Asifiwe´s familie kl. 6, men jeg kunne ikke finde det, selvom jeg havde to lokale til at hjælpe med at lede. Deres telefon svarede heller ikke.

Så tog jeg en portion suppe hos Grace, og gik en lille (sikker) tur inden jeg gik i seng.

Lørdag 1. nov.

Jeg blev ringet op af Method, at jeg skulle skynde mig at komme ud på centeret, da vi skel til Likamba, så jeg ilede det bedste jeg havde lært, og tog en Dala-dala et stykke af vejen. Da jeg kom frem var Elly og Ulla kørt ind for at hilse på medarbejderne på Chisvea hjemmet for gadebørn. Jeg fik igen en snak med Steeven om havevanding (Ibrahim var ude at sælge grøntsager).

Asifiwe var kommet, og Steeven begyndte med det samme at undervise hende. Invitationen fra i går blev med det samme fornyet, og i dag vil hun vente på at vi kom hjem, så vi kunne følges.

I Likamba besøgte vi først pastor Elirehema. Her fik vi en snak om hans syskole, der for det første ikke har det bedste ry, og for det andet, men måske af samme grund kun er halv fyldt af elever. En ny klædefabrik i nærheden fik skylden for at ansætte mange af de unge piger og koner, så der ikke blev nogen til skolen. Elirehema vil komme ind til os i næste uge med en plan for, hvordan han får skolen fyldt igen. Ulla, Elly og jeg konkluderede bagefter, at vi vil have undervisningskvaliteten vurderet, og at vi ikke vil betale to lærelønninger til kun en klasse.

Pludselig ville Elirehama vide hvem Ulla og jeg var. Forståeligt med Ulla, da han ikke havde mødt hende før, men at han havde glemt at jeg var med ude med tagrender to gange, havde lovet at give ham bananer, hvis han fik gravet hullerne, snakket med ham om kople et socialt engagement sammen med udleveringen af tagrender i Likamba, det var lidt skuffende. Da han fandt ud af sammenhængen, sagde han med et stort smil "Det er bare en joke" !!!!

Nu kørte vi hen til skolen, hvor tagrenderne var sat op, og jeg var spændt på om han havde sat de sidste rør op, som han havde lovet, og fåre tilsluttet opsamlingstanken til sin store cementtank.

Intet var lavet. Tværtimod så havde der været hærværk på noget at det vi havde sat op, og det var ikke blevet repareret.

Han forklarede hvor travlt han havde haft, og så spurgte jeg ham om, hvad han skal lave i næste uge. Da skal jeg grave bananhuller sagde han. De var heller ikke blevet gravet.

God ide.

Vi fik nu hans underskrift på at have modtaget tagrenderne, og Elly fik lige fortalt at han lige havde modtaget en gave på 7-800.000 Tzs. Det er nemlig prisen på hans tagrender, hvis han skulle købe dem inde i byen.

Vi kørte nu tilbage til hans hjem, hvor mama Elirehema som sødvanlig havde lavet et dejligt måltid til os.

På vej videre til Mama Hulda, kørte vi forbi Thomas. Han havde fået sine render sat op, og vi fik underskriften af hans kone. Jeg besøgte Evelyn, men hun var ikke hjemme. Hun har meget travlt med vandkommiteen og LML, så det er forståeligt, at hun heller ikke havde fået sine render sat op.

Mama Hulda var ikke hjemme, men Tito hantede hende. Mens Hulde, Elly og Ulla fik en god snak, fik Tito og jeg det også med en bror til Huldas svigerdatter, Anna. Han er en ung landmand, og vi snakkede om bananer, intercrops, altså systemet med at så bønner imellem majsene, Pigeonpeas, improoved høns og køer o.s.,v.

Da vi kom hjem, var det blevet mørkt, så jeg tog en taxa, til Tito, Asifiwe og mig selv. Da vi havde sat Tito af, kørte vi hjem til Asifiwe, men hendes forældre var ikke hjemme, så vi to ind til byen og fik noget at spise. Det er lidt svært at kommunikere med en, der kan så lidt engelsk, men det bliver nok snart bedre, når hun får undervisning at Steeven. Jeg fandt dog ud af at hun er en ung enke på 31, der mistede sin mand ved en ulykke for 3 år siden. Ak ja.

Søndag 2. nov.

Jeg gik hen til Titos kirke. Det var meningen at Elly og Ulla også skulle komme, men de kom ikke. Grunden får jeg nok at vide i morgen.

Der er efterhånden mange der kender mig, og kommer hen og hilser på. Det er rigtig hyggeligt. Efter Tre timers Gudstjeneste gik Tito, hans kone og jeg hen på den usleste lille restaurant, jeg nogensinde har set, for at drikke en sodavand. Der er ingen borde i lokalet, men et bræt slået op langs den ene væg, og et bræt slået op ved den anden væg. Så er der stole, og gæsterne sidder ved siden af hinanden, med ryggen til dem på den anden side af den smalle gang. Til gengæld er sodavandene billige.

Derefter gik jg hen til min lille stamcafe i området, hvor jeg fik en øl, og fik sagt farvel til personalet.

Jeg havde fået at vide omtrent hvor Method bor, og nu ville jeg komme på uanmeldt besør. Jeg tog en Dala-dala, og til min store overraskelse var den tæt, tæt pakket med unge danske voluntører. Det var lidt sjovt.

Jeg fandt Methods flotte, flotte hus, og gik ind og sagde goddag. Jeg ville lige vide, om Method og hans hustru havde lyst til at spise sammen med mig i aften. Hun var desværre ikke hjemme sagde Method, så vi må prøve at finde en anden aften. Jeg kiggede mig om, og fandt umiddelbart ikke noget alarmerende. Så gik jeg hjem gennem det meget fattige kvarter i hans nabolag, til en god kylling hos Grace.

Mandag. 3. nov.

Jeg tog en Dala-dala ud til centeret. Her fik vi tømt alt stoffet fra den sidste container op i et af klasseværelserne, hvor sy-eleverne vil sortere det på onsdag.

Vi fik fade, bakker og microovne ind i køkkenet. Engelskbøgerne blev afleveret til Lilian. Hun skal tage de bøger der kan bruges her og resten skal ud til vores secondary skole.

Som tak for hjælpen med at slæbe tingene, fik Steeven og Ibrahim hver et stykke stof og 5-6 bøger til dem selv. Ibrahim fik bøger til sin undervisning.

Så fik jeg en snak med Method om de ting jeg ikke havde fundet. De var næsten alle sammen i en container oppe i gården. Jeg kunne ikke kende boremaskinen, værktøjskassen var der ikke, og den havde ikke været med containeres sagde Method. Rygsækkene manglede også, de var blevet stjålet.

Resten var i behold, og der var næsten ikke givet noget væk desværre.

Det gjorde vi noget ved.

Method fik at vide, at han kan og "skal" give ting væk efter følgende regler:

1. Method, Makundi og Augustine skal være enige.

2. Der kan gives ting til grupper, nye grupper, Teddys fattige børns plejeforældre, vore små skoler, familier i nød, o.s.v.

3. Der skal tages kvittering med underskrift hver gang.

4. Kvitteringerne opbevares i ringbind, som vi tidligere har aftalt.

5. Der rapporteres hjem til PULS i næste rapport.

Nu var det frokosttid, og jeg spiste sammen med lærerne. Så snakkede vi tagrender, og til min store overraskelse vidste lærerne ikke, at de kan få tagrender. Alle de mandlige medarbejdere har fået, men kvinderne vidste det ikke FY.

Men det ved de nu, og de første to er klar til at få tagrenderne udleveret, så snart de har fået huset målt op.

Så kom pastor Elirehema, og han havde sin plan for skolen med. Den ene af lærerne havde sagt op for et stykke tid siden, og Elirehema havde så sendt 5 af sine unge fra Likamba på vores skole for den lærerløn, han havde sparet. Jeg har ikke undersøgt, om der er ballance i det regnskab.

Vi har heller ikke undersøgt om han har fået lov til denne transaktion.

Planen er nu at den dygtigste af hans 5 elever skal være kokkelære på hans lille skole. De skal så bl.a. bage nogle kager, som kan sælges i nabolaget, og måske ved den fabrik, som har "taget" hans elever. Vi spørger Mkaundi om hun har nogle ekstra gryder o.l. til brug i den lille kokkeskole.

Så talte vi om tagrender, og det blev en noget rodet samtale. Konklussionen blev, at Elirehema kommer igen på onsdag, så har han nogle tal med, der viser, hvad det koster at bygge en vandtank med cement. Måske kan han så låne nogle penge til at indkøbe bygematerialer for, og så derefter sælge dem igen til de, der ønsker at bygge en vandtank.

Vi taler om 3-5 personer ad gangen. Vi talte om at lade ham tjene på denne handel, for på den måde at skabe midler til at bygge tanke hos de fattige, men det troede Elirehema ikke på vil lykkes, da alle kender prisen på cement og sand, og ingen har lyst til at betale for andres tank. Vi talte også om at sælge tagrenderne i stedet for at give dem væk, men det strider lidt imod vores politik om ikke at tage penge for noget vi selv har fået foræret

Til orientering kan jeg fortælle at vi har fået foræret ca, 2000 m plastiktagrender med tilsvarende nedløbsrør og div. fittings. Når disse rør er opbrugt, så har vi forhåbentlig en velfungerende tagrendefabrik, der kan overtage leveringen, men til produktionspris, mindst.

Så blev det min fyraften og jeg gik op til Honey Pot Bar og fik mig en øl og en pibe. En ung servitrice, Halima havde fået lidt penge af mig, da hun så gerne ville lære engelsk, og hun kom glædestrålende med sit kladehæfte, og viste mig det hun havde lært i dag på sin allerførste skoledag. Hendes chef havde givet hende lov og fri til at lære engelsk. Det var godt, ellers ville det jo ikke nytte ret meget. Det var en rigtig god oplevelse.

Tirsdag den 4. nov.

Jeg tog en Dala-dala ud til centeret, hvor vi gennemgik vore forslag og ideer til mødet med Panga og Peter Gulugva i eftermiddag. Jeg fik lavet en skitse til aflønning af Eliya.

Elly, Ulla, Method og jeg blev enige om hvordan vi vil have overgangen melem køkkenet og soyahuset. Vi forlænger regnvandskanalen helt hen til enden af udekøkkenet, så skal det nok blive pænt, og samtidig kan kanalen lede tagvandet hen til vores store nedgravede tank.

Så var jeg lidt i haven, men puha, hvor er det varmt bag ved hakken. Men så kom nogle af lærerne, Salomy og Victory og forbarmede sig over mig. Den ene havde lavet fingermilletgrød til mig og den anden havde lavet te.

Siden jeg i går fik fjernet kønsdiskrimineringen omkring tagrender er der ingen ende på kvindernes taknemmelighed, søde smil og varme knus.

Vi har fået dyr i de nyhøstede majs, har Ibrahim opdaget, så Benedikte, den lærer, der hjælper Lilian med haveansvaret, fik alle majsene ud på cementen til tørring. Hvad der videre skal ske, finder jeg nok ud af i morgen.

Så var der møde med Panga og Peter Gulugva.

Vi gik ned til Thorkild og fik forklaring på, hvem der havde bygget soyahuset, og hvem der havde fået betaling for det. Vi talte både med regnskabsføreren og med fundien, Frank.

Så gik vi tilbage og kaldte Method ind. Han havde en helt anden forklaring, og så hentede vi igen Thorkild og Frank. Nu blev vi så vidner til at Frank kom med en helt anden historie. På mindre end en halv time fik vi to helt forskellige historier. Den sidste version af hvem der har bygget, lyder nu sådan, at en af Franks folk har hjulpet med at bygge, Fundien, var en anden. Frank har bygget taget.

Vi har en stærk mistanke om at Method, Frank og den anden Fundi har snakket sammen og er lidt af et komplot. Her findes måske gemt en forklaring på at soyahuset er blevet 50% dyrere end nødvendigt, og vi vil aldrig få sandheden frem i lyset.

Vi snakkede videre med Peter og panga om, hvad der nu skal gøres, og det vil de lige tænke over.

Nu var det blevet mørkt, og jeg tog hjem.

Onsdag 5. nov.

Så lykkedes det. I Dala-dalaen herud lykkedes det for to mænd at tage mit kamera, min pibe og at skære mine bukser op, mens jeg talte med en person bag ved mig om det amerikanske valg, og var derfor uopmærksom. Heldigvis tog de ikke mine penge og heller ikke min telefon. De er utrolig fingernemme.

Nå, da jeg kom ud på centeret fik jeg en privat samtale med Method. Jeg har betragtet ham som min ven, og jeg fortalte ham meget direkte at venner ikke lyver overfor hinanden. Method fortæller ikke hele sandheden, måske 25% af sandheden, han får mig til at tro forkerte ting, fordi han fortier vigtige oplysninger. Når han presses, får alle andre skylden. Det foreholdt jeg ham meget direkte.

Method bad grædende om at jeg hjalp ham. "Please help me". Jeg skal nok ændre mig, sagde han.

Det kunne jeg naturligvis ikke love ham, men jeg sagde til ham, at han for det første skal have orden på en gammel sag, hvor en tagrendefundi havde fået for meget betaling. Dernæst vil jeg vide sandheden om, hvorfor han gemte de mange penge i containeren. Og ligeledes sandheden om, hvorfor soyahuset var blevet så dyr. Når jeg har disse svar, så kan vi snakke sammen igen. Jeg tror ikke på at svarene kommer. Til orientering kan jeg nævne, at denne samtale IKKE er en PULS samtale men en samtale mellem Mothod og Niels. Det har jeg tydeliggjort for Method.

Resten af dagen gik i haven sammen med Steeven, mens Ibrahim var i skole. Dog blev vi afbrudt, da der blev kaldt til prøvesmagning, fordi kokkeeleverne var til Veta-eksamen. De er godt nok dygtige disse unge mennesker. Bare nu også Veta (regeringens organ til kontrol af undervisningen) synes det samme.

På vejen hjem løb jeg pludselig ind i Asifiwe, så jeg inviterede hende på middag. Vi havde en hyggelig aften sammen.

Torsdag 6. nov.

Jeg havde lovet Mama Makundi at besøge Tanesco for at rykke for elmåleren, der skulle være ankommet i mandags. Jeg snakkede med direktøren, og han forklarede, at den var forsinket fra Dar es Salam p.g.a. problemer med programeringen, men at den nok ville komme i morgen, så vi kan få den på mandag. Jeg prøvede at forklare ham at det var en uaccebtabel forsinkelse på vort udviklingsprogram, og hvis han var i besiddelse af Udviklingsministerens telefonnummer, så vil jeg gerne have det. Det havde han nu ikke, og mente heller ikke at det ville hjælpe noget.

Sådan noget smøleri er ikke rigtig min kop te.

Nå, kl. 9 kom Method og hentede mig, vi skal til Manire og tilse vandkanalprojektet, og derefter have en samtale med kvindegruppen hos pastor Nielsson. Elly og Ulla er kørt til Moshi, så vi har delt os i dag.

På vejen fik vi en snak om Eliya, og tagrendefabrikken. Jeg fik sat Method ind i aflønningsforslaget, og vi blev enige om, at jeg skal prøve at etablere Sekondo som mentor for ham.

Jeg spurgte Method omm hvordan han styrer de forskellige grupper, skoler og projekter,r og noget har han registreret i mapper, og andet er ikke registreret. Jeg foreslog, at han etablerede en mappe til hvert projekt, som nu f.eks. kanalprojektet, og så løbende skrev ind i projektmappen, hvad der sker af tilsyn, samtaler, o.s.v. Det synes Method er en god ide, så det vil han etablere.

Da vi nåede frem til pastor Nielsson, var nogle fra menigheden i gang med at udskifte den ene væg i kirken – frivilligt det så helt godt ud. Vi fik en kop te, og begav os så på vandring rundt til de 6 dobbelte porte, der skal dele vandstrømningen til de forskellige kanaler.

Det var godt at se. Alle 12 porte er etableret, og fungerer fint. Der er etableret en vandkanalkommite direkte under landsbykommiteen, og desuden er der valgt en lille komite til hver port. Uddanelsen af kommitemedlemmerne er endnu ikke gennemført, men det bliver den snart. Som vi gik der rundt i området kom flere og flere kommitemedlemmer og sluttede sig til os, så vi til sidst var en pæn lille flok. Betalingen for vandet er lige sat i gang, og nu forventes det at de kampe, der tidligere har været om at få vand snart vil høre op. Når der er ro om vandet, vil man tilstræbe at få valgt 50% kvinder ind i kommiteerne, men så længe der ind imellem er regulære slåskampe, er det mænd der er i kommiteerne.

Budgettet holder fint, og alle er meget glade for at få ro og sikkerhed på vandforsyningen. Nu mangler PULS bare at få samlet penge ind til den sidste etape, så fungerer det hele som det skal. Så sent som i går har der været hærværk på "indtaget", så der kom ikke noget vand.

På hjemvejen gik vi og sludrede, og pludselig gik det op for os, at Ndelilo Solomon Kaaya, som fulgtes med os, er den stoute gamle mand på 75, som for mange år siden kæmpede for at Manire kunne få noget jord, vristet ud af hænderne på den Hollænder, der havde taget det. Han fortalte levende om sine kampe, og møder med præsedent Nyreere.

Det lød spændende, og er den grundlæggende historie om landsbyens tilblivelse. Jeg opfordrede ham til at skrive sine beretninger ned, og det gik han glad ind på. Så skal vi nok finde en eller anden, der kan oversætte det. Det var en god oplevelse at møde den mand, der om nogen har deltaget i denne "jord-og-vand-krig", som Mama Elly har fortalt så meget om.

Ndelio er far til Hilda. Den stærke kvinde med det nye hus, som jeg tidligere har skrevet om. Så hun har ikke sin styrke fra nogen fremmed.

Vi gik videre, og mødte nu en kvinde, der hedder Macklin Heavenlight. Hun er med i en ALFA gruppe under ledelse af Zawadiel Mc.Home. Gruppen er en "erfagruppe om udvikling" og er udsprunget af et møde på pastor Nielssons landbrugsskole.

Her kommer hendes beretning.

Der er 30 medlemmer i gruppen. 9 mænd og 21 kvinder.

De mødes hver mandag og taler om udvilking og fremskridt.

Hver deltager indbetaler 1500 Tzs ved hvert møde.

Pengene udlånes til de, der har behov for udvikling, enten til en ged, skolepenge eller at leje noget jord.

Lånene kører i 3 måneder, hvorefter de skal være tilbagebetalt.

Der betales en rente på 10% på måned.

Der kan også etableres fællesindkøb af grøntsager, der sælges på markedet.

Det er aftalt, at når året er gået, så deler de overskuddet ligeligt iblandt medlemmerne.

Fordelen er, at så mange som muligt har fået udviklet deres landbrug i årets løb.

Derudover betaler alle 100 Tzs ved hvert møde til en social fond, som kan uddeles som hjælp, hvis en i gruppen er i nød p.g.a. sygdom, dødsfald i familien eller andre vanskeligheder.

Det er første gang både Method og jeg har oplevet et socialt ansvar i en gruppe, og det var rigtig godt at høre om.

Gruppen har kørt i et års tid, og snart vil de snakke om erfaringerne og evt. forbedre reglerne, men her mødte vi et initiativ, der ikke er udviklet af en Muzungi, men af Tanzanianerne selv. Godt gået.

Når vi nu taler om initiativ, så har fru pastor Nielsson taget et lån i lærernes Saccos (lånekasse) organisation, og bygget sig et mølleri, så hun nu kan male mel for naboerne, mod betaling forstås.

Det er nu tid til mødet med kvindegruppen.

4 kvinder var mødt op, de resterende måtte ikke for deres mænd. Det skyldtes, at alle kvinderne for en ugestid siden havde været til Send-off-party i Moshi, og da de ikke nåede bussen hjem om aftenen, men først kom hjem næste dag, så var nogle af mændene blevet tossede, og havde slået deres koner, og forbudt dem at arbejde i gruppen foreløbig.

Jeg fortalte kvinderne hvad jeg følte inde i mit hjerte om mænd der slår deres koner- det bedste de har.

Jeg foreslog at de støttede deres veninder, og at de i øvrigt lyttede til pastor Nielssons råd. Pastor Nielsen forklarede, at kvinderne er afhængige af deres mænd, og derfor må finde sig i så meget.

Nej, sagde jeg, det er lige modsat. Kvinderne arbejder i marken, de laver mad, vasker og passer børnene, så det er mændene der er afhængig af kvinderne. Det kunne kvinderne godt lide at høre, og dermed sluttede vi denne del af samtalen.

Så talte vi om tilbagebetalingen af deres lån.

Jeg forklarede, at nå vi i HSH gav et lån til en gruppe som deres, så er det hensigten at det skal være til hjælp og til udvikling og ikke til frygt og besvær. Derfor foreslog jeg at tilbagebetalingen begynder igen når de har høstet de løg, som de netop er i gang med at plante. Jeg forklarede at vi havde lyttet til pastor Nielssons forklaring og havde hørt om deres vanskeligheder med rugemaskinen, og at jeg nu vil foreslå, at vi begynder på en frisk, og glemmer fortidens vanskeligheder.

Kvinderne foreslog så, at de begyndte at tilbgebetale den 31. Marts. Da er løgene høstet og klar til salg.

Kvinderne udtrykte deres glæde og lettelse (de var bange for at de skulle stenes som dårlige betalere). Method´s oversættelse.

Jeg bad dem nu om at gennemtænke dere fremtidige planer, og hvad de har tænkt sig som videreudvikling af gruppen.

Det vil de gøre, og lade Method det vide, men deres gamle drøm om at få et lån til en traktor levede stadig sagde de. Det kan jeg ikke love jer, sagde jeg, men hvis I sender en projektbeskrivelse med budget, så vil jeg prøve, om jeg kan finde pengene.

For at sikre mig, at de havde forstået mig rigtigt, gentog jeg, hvad jeg havde lovet, og hvad jeg ikke havde lovet. Kvinderne nikkede, de havde forstået mig rigtigt. Så må vi se, om Elly også gør det.

Jeg fortalte om den landmand vi mødte sidste år, og som havde fået råd til at bygge et hotel, fordi han avlede løg på bare 9 acer.

Oliepresseren var de glade for, selvom sidste års høst af solsikke havde været elendig, så håbede de på bedre høst næste gang.

Pastor Nielsson slutte mødet med en bøn for deres forslåede veninder, og tårerne trillede.

Så kørte vi hjem, og på hjemvejen snakkede vi om containeren, der nu er i Dar es Salam. Method lovede at give mig en skriftlig køreplan for containerhåndteringen herfra. En manual. Den vil han lave i morgen.

På hjemvejen var jeg forbi Honey Pot Bar, og fik en snak med Hallima og Peter, Peter var tolk. Vi prøvede at regne ud, hvad Hallima kan spare op på et år, hvis hun putter halvdelen af sine drikkepenge i banken, og hvad Peter kan spare op, hvis han halverer sit cigaretforbrug og skærer det ned til 3 cigaretter om dagen. De troede næsten ikke deres egne øjne og ører, da de så regnestykket. Alt for amnge Tanzanianere lever bogstaveligt talt direkte fra hånden og i munden uden at skænke det en tanke, at der muligvis er andre måder at gøre tingene på.

Jeg tog en taxa hjem.

Fredag 7. nov.

Jeg fik aflagt rapport til Elly og Ulla. De var allerede kommet hjem samme dag, og havde haft en god dag.

De havde lavet tre aftaler i Moshi.

1. Tagrender til Ellys veninde, som jeg ikke kan huske navnet på.

2. Lån til samme dame til opsætning af tank.

3. Tagrender og tank til Thorkilds præst.

Det fik jeg skrevet ned og afleveret til Method, sammen med endnu en opgave, nemlig den at finde den billigste og bedste fundi, der kan bygge tanke af cement. Han kan så bruges i situationer, hvor ingen selv kan bygge tanke, og han kan evt. samarbejde med Eliya.

Vi talte meget om, at det er en eftertanke værd, at 1. fase af kanalprojektet i Manire nu er gennemført uden at Peter og Panga har været indvolveret. De er blevet orienteret efterfølgende. Soyahusets færdiggørelse er lagt i hænderne på dem, og her er der ikke sket noget i de 7 uger vi har været her. Så selvom de er et par kloge herrer, så formår de altså ikke at få teori omsat i praksis. På det sidste møde vi havde sammen, viste Panga os en meget flot, rigtig og moderne plan for målsætning og opfølgning af samme. Hvis vi havde en sådan nedskrevet målsætning, så var det lettere for dem at måle, om resultaterne levede op til målene. Det er i teorien rigtigt tænkt, men når vi nu ved, at mindst tre helt klare opgaver nedskrevet i projektmanagerens jobbeskrivelse ikke er overholdt, og ikke er blevet kontrolleret, så kan vi med god ret tvivle på at andre nedskrevne målsætninger heller ikke vil blive kontrolleret, og så hjælper de fine ord jo ikke så meget.

Det havde regnet meget i nat, og der var en del vand i haven. Steeven gik nu i gang med at lave en afvandingsrende, så det overskydende vand ledes væk. Hvis dette ikke er nok lavede Method og jeg en plan til at lede vandet væk fra grunden og ud i en kanal udenfor porten. Så håber vi, at haven ikke oversvømmes mere.

Nu har efterhånden alle lærerinderne været hos mig med ønsker om at få tagrender til deres huse. Jeg forklarer dem omhyggeligt at det ikke er mig, der giver dem tagrender, men det er en del af HSH´s politik at alle der har en tank, må få tagrender. Alligevel overvældes jeg af kys og kram og velsignelser. Og jeg nyder det alt sammen.

Jeg har fået at vide at lederen af vagtmændene, Mongisiu også gerne vil have tagrender, og han bor i Likamba, hvor det er meget tørt. Når han har fået tagrenderne, så vil han også sætte en tank op!!! fik jeg at vide. MEN den går ikke, sagde jeg. Først tank og derefter tagrender, også til ham naturligvis.

Alle der får tagrender kvitterer for det antal m. render og det antal m. rør, de modtager. Det lægger Method ind i det regneark, vi forberedte i begyndelsen af vort ophold. Så vil det snart vise sig, om der siden sidste år er "forsvundet" tagrender. Det har jeg nemlig en mistanke om at der er.

Jeg tog tidligt hjem.