Åben klassen i 2008

Så er vi igang med træningen igen. Grunddressuren er stort set på plads hos de fleste, men den skal stadig holdes vedlige.

Træningen i åbenklasse går meget på aporteringen af forskellig vildt. Det er ænder, duer, kanin og ikke mindst ræv. Det med ræven er ikke det letteste. Men vi har også stadig fokus på dressurbanen (hinterbanen) og skjult dæk.

Træningen er delt op i 5 afsnit.

Træning med aportering af ænder sker naturligvis i vandet. Der lægges en and ud i vandet, uden at hunden ser den. Hundefører og hund træder så ned til vandkanten, og hunden får kommando aport. Så er det bare om at hente. På vej tilbage med anden, bliver and nr 2 kastet ud, og der afgives et skud. Hunden må så ikke slippe den første, men skal komme tilbage på plads med den. På komando må den aflevere anden. ROS. Og så sendes den afsted efter and nr 2.

Aporteringen af duer, sker på den måde, at en medhjælper står på ca 40 meters afstand og kaster 2 duer. Én til hver side. Der afgives et skud på hver due. På komando skal hunden så aportere og komme på plads med den ene due. ROS. Ny komando - og ny aportering, nu på den anden due. Hjem på plads. På komando bliver duen afleveret. ROS. Det viser sig stort set altid, at hunden vil aportere på den due der faldt sidst. Den er tydligst i hukommelsen.

Ræv og kanin bliver trænet lidt sammen. Træningen starter med kaninen som lægges ud skjult. Så skal der søges og aporteres. Tanken er, at kaninen skal ud på 40 meters afstand og lægges i skjul. Vi starter dog med lidt mindre afstande for at hunden skal lære. Det samme gælder så for ræven. Da de fleste hunde dog ikke sådan lige vil hente ræv, trænes der lidt med dette på egen hånd, mens en anden aportere kaninen. Vi lokker hunden til at få interesse for ræven ved at lege med ræven for snuden af den. Trækken den langs jorden, svinge den op forbi næsen på hunden og drille den lidt. Hele tiden med positive tilråb til hunden. Så med et lægges den stille, og hunden får komandoen aport. Tager den ikke ræven i munden skal den måske tvinges til det. Allerede på 2. træningsaften fik jeg Zenta til at tage ræve atrappen i fri aportering på ca 8 meters afstand. Den ægte ræv vi også havde, var dog en anden sag. Ikke tale om. Men det taler vi nu om en anden aften.

Til prøven kan man vælge om man vil have en kanin og en ræv, eller 2 kaniner. Men det trækker 5 point at vælge ræven fra.

Hinterbanen er 4. diciplin. På sidste indkald, skal hunden jo dækkes af midtvejs. Mens hunden ligger her, kastes der en due ud i midten af banen, og der afgives et skud. Så kaldes hun hjem på plads. Derfra sendes den ud på aporteringen. Hunden må altså ikke ved hjemkaldet fra dæk, aportere på duen (knald apportere). Dette er træningen.

Sluttelig er der igen skjult dæk. Her skal hunden lægges dæk, og man går væk. Hun ligger ca 30 sek. hvorefter der afgives et skud. Hun skal blive liggende endnu ca 30 sek. og så kaldes hjem på plads.

På anden træningsaften, hvor vi aporterede duer på 40 meters afstand, fik jeg at vide at Zenta var en meget egnet kandidat. Dog ville der bliver trukket 2 point i hendes aportering. Det skyldes dels at hun havde så meget fart på, at hun snuppede duen fra jorden uden at stoppe op. Derved fik hun ikke rigtig fat i den. Men også at hun nappede i den, da hun gik bagom mig på plads.

Napperiet skal trænes væk i grundtræningen. Tilbage til en pind, gerne en der er lidt hul eller som giver lyd fra sig, hvis der tygges. Når det så sker, skal der "falde brænde ned". Det er kun ved at tage hunden i en fejl og rette den der, at man kan lære den hvordan det skal gøres rigtigt. En hund lærer af fejl, ikke af at gøre det rigtigt. Vi fik at vide, at man i gl. dage fik en handske på, og lod så hunden aportere hånden, og holde den. Blev der tygget lidt, mærkede man det straks.

Nu får vi se om vi kan få rettet dette inden kurset er slut. Ellers får vi nok trukket point i prøven også.

Prøven den 01-06-08.

Så kom dagen. Det med ræven har vi aldrig rigtig fået på plads. Godt nok har Zenta hentet ræv på sidste træning, men hun smed den halvvejs hjemme. Så vi har fravalgt ræven til dagens prøve, og det koster os så 5 point inden vi overhovedet går igang.  Men hvis vi kan hente maks point på alt andet, holder vi os lige indenfor 1. præmien. (80 - 85 point).

Vi er 11 i åbenklasse der aflægger prøve i dag. Kun 3 vælger at gå efter ræven. Der er ialt 25 point at hente her, men får de ikke ræven med hjem, koster det 15 point. Der kan så hentes 10 point på kaninen. Os der har valgt ræven fra, kæmper altså om 20 point. Men for mit vedkommende, at det ikke en satsning på 15 point værd, når jeg nu ikke tror på, at hun vil tage ræven.

Vi trækker lod om hvilken række følge vi skal aflægge prøven i. Jeg trækker nr 7, og er godt tilfreds med ikke at skulle starte. Men så deles holdet i 2 grupper, 1-6 og 7-11, og så er jeg alligevel første mand på banen.

Dommerne har fortalt at de vil være strenge men retfærdige. At de vil være strenge i deres bedømmelse skyldes, at der skal være plads til at præmiere den perfekte hund.

Vi starter med de 2 kaniner. De er lagt ud, unden at vi ved hvor de er. Jeg sender Zenta afsted, og hun løber pænt ud og søger. Hun finder den første kanin, og snupper den. Jeg kan se hun ikke har helt fat i den, men hun retter ikke sit tag. 1 meter fra mig, taber hun den også. Hun smider den ikke, men den glider simpelthen ud af hunden på hende, da hun ikke har ordentligt fat. En hurtig kommando, og hun samler den pænt op og kommer på plads.  Hun sendes afsted efter 2. kanin. Den finder hun også og kommer pænt på plads med den. Ingen fejl her. Men tabet af den første koster 1 point, og allerede nu er en 1. præmien glidet mig af hænde.

Næste opgave er hinter banen. Den klarer vi til UG plus og maks point. Dommeren tilkendegav endda, at det efter hendes omgang, ville være svært for nogen hund at gøre det bedre. Dejligt.

Skjult dæk gik også fint. Maks point.

Apportering af duer. Aldrig har det gået så godt. Duerne er smidt ud og der er skudt. Zenta er sendt afsted efter den første, og ingen slinger i valsen her. Direkte ned og hente, og hjem igen. Har endda et flot tag i duen. Anden due hentes også uden nogen slinger. Det er bare direkte ud, søge langs græs kanten og så haps. Hjem på plads, og igen maks point.

Sidste opgave er de 2 ænder i vandet. Den første er smidt ud til modsatte bred og ligger i sivene ude af syne. Zenta sendes afsted. Dirigeres lidt da hun kommer for langt ud til den ene side. Så er færten der, og hun henter anden. Hun holder den dog kun i vingen, men holder fat indtil hun er på plads og får slip kommandoen. Den anden and er jo kastet ud hen over hovedet på hende, og der er skudt. Det er bare at sende hende afsted igen. En ny flot apportering, og igen maks point. Dommeren sagde, at han gerne ville have set hende tage et bedre tag i anden, da hun er kommet op af vandet. Men da hun pænt holder fast og kommer på plads, er opgaver også udført fuldt ud tilfreds.

Så efter 5 gode prøver, med tilsæt af ét enkelt point, kan vi glade gå op og få smørrebrød og en øl.

Pointene rækker til en samlet placering som nr 2 på dagen. De 3 der satsede på ræv, missede den alle sammen. Men hatten af for dem, for at have gjort forsøget. Vi andre turde jo ikke engang.

De 3 bedste hunde skal nu dyste i vores trekantdyst. Det er jagthundeklubben fra Djursland og fra Kronjylland vi dyster imod. Som dagens 2. bedste hund, skal Zenta og jeg med her. Det er om 1 uge. Mon vi kan få ræven på plads inden da ?